Kommentar

Hvem vil kompensere mellemmænd?

Kunstnerne vil gerne have penge for deres musik - og mange af dem, der downloader ulovligt, vil i princippet gerne betale. Men musikkøbmændene vil ikke skæres ud af ligningen:

Kunstnerne vil gerne have penge for deres musik - og mange af dem, der downloader ulovligt, vil i princippet gerne betale. Men musikkøbmændene vil ikke skæres ud af ligningen:

26. februar 2009

Tom Nagel Rasmussen skriver i tirsdagens udgave af Information, at sagen om The Pirate Bay ikke handler om ytringsfrihed og demokrati, men om ophavsret. Jeg er enig i, at det i høj grad handler om ophavsret og ikke mindst, hvordan en gammeldags ophavsret spænder ben for netop ytringsfrihed og demokrati.

Jeg er også enig i, at fokus bør være på, at det er blevet nemt at kopiere og dele musik og anden kultur med hinanden over nettet - lynhurtigt, på tværs af kontinenter og uden omkostninger. Men musikindustrien giver sig selv skurkerollen ved at true tilfældige borgere - dens egne kunder - med sekscifrede erstatningskrav og ved at føre retssager, der fører til censur af internettet.

Internettets opbygning undergraver i sig selv den struktur, der hidtil har gjort det muligt for musikindustrien at tjene penge på at

sælge cd'er. Problemet er, at musikindustrien ikke er fulgt med tiden, og dermed er blevet overflødiggjort.

Kopiering og fildeling er et faktum, og det kan ikke stoppes, uanset hvor mange ubehagelige erstatningskrav borgere får ind ad døren, eller hvor store dele af internettet man ødelægger ved at indføre censur.

Klare modsætninger

Hvis opgave er det at finde løsningsmodellerne? Tom Hagel Rasmussen skriver, at der må findes en løsningsmodeler, som er tilfredsstillende for begge parter, men sådan som jeg ser det, er der mindst tre parter: brugerne, musikindustrien og kunstnerne.

Jeg er overbevist om, at brugere gerne vil kompensere kunstnerne for musik, de godt kan lide, men jeg tror samtidig også, at de ikke længere er interesserede i, at kompensere de overflødige mellemmænd i musik-industrien.

Så længe vi lader det være op til den gamle musikindustri at finde løsningsmodellerne, sker der ingenting. I hvert fald ingenting, der kommer kunstnerne eller brugerne til gavn.

Men når alt kommer til alt, er det jo, som Tom Nagel Rasmussen skriver, ophavsretten, det handler om. Men ophavsretsloven er forældet. Den hører en fjern fortid til - en fortid uden internet og mobiltelefoner. Det er tid til at tænke nyt, og få revideret en lov, som kriminaliserer de hundredetusinder af danskere, der bryder den hver eneste dag.

Hvis The Pirate Bay taber sagen, vil det ikke betyde noget i praksis. Folk vil blive ved med at kopiere og dele filer. Men det vil betyde, at millioner af mennesker verden over fortsat kriminaliseres for at udnytte teknologiens muligheder.

At fortsætte kampen mod piratkopiering på denne måde er at bekæmpe selve de teknologiske fremskridt, der har givet os internettet. Hvis musikindustrien fik sin vilje, ville man kunne lukke for borgeres internetadgang ved mistanke om piratkopiering, og det er det, jeg kalder et spørgsmål omytringsfrihed og demokrati!

Troels Møller er talsperson for Piratgruppen.org

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Godt ord igen.

Dertil skal nævnes musik- & filmindustriens formål nemlig, at opnå konkurrencefordele gennem særrettigheder i det juridiske system (både nationalt og internationalt) som ingen anden brancheorganisation har.
Det giver denne branche konkurrencefordele fremfor andre brancher og vi ser i dag hvordan de før opdelte brancher, 'krydser over' for at udnytte deres markedsposition i andre sammenhænge, f.eks. når taskeproducenter laver briller (jf. Louis Vuitton) eller sportsbilsfabrikker laver tasker (jf. Porche).
Dette er der i sig selv intet galt ved. Det nuværende økonomiske system giver rig lejlighed til sådanne opportunistiske muligheder.
Problemet opstår, vi tildeler særlige brancher denne rettighed og på bekostning af vores ytringsfrihed og demokrati. Det vil være bundærgerligt at opgive disse dyrebare rettigheder som så mange mennesker har kæmpet for (og nogle gange med deres liv som indsats) bare sådan, at et fåtal kan tjene penge.

Afslutningsvis vil jeg gerne nævne, at jeg er helt enig i Troels Møllers opfattelse af at danskerne gerne vil betale for musikere og øvrige kunstnere uden den nuværende subsidiering af musikindustriens mellemmænd.

Claus Pedersen

Jeg kan tilslutte mig Troels Møller og Maritn Karups indlæg, og jeg synes i øvrigt at det er klædeligt for debatten at man for en gangs skyld har lagt de fundamentalistiske sort-hvide holdninger bag sig, og fremstiller sagerne nogenlunde nuanceret.
Det er jo et reelt dilemma når og hvis kunstnerene ikke har til dagen og vejen, men de løsninger som der hidtil har været fremsat fra branchens side, har været meget enøjede.

Det at kriminalisere sine medmennesker er så langt fra peace love and understanding som det kan komme.
Men ikke destomindre er det folk fra hippiegenerationen der via foreningerne og antipiratgruppen, står bag denne musikalske solformørlese.

Hvem er det så det gavner at klamre sig til ophavsrettighederne på den gamle måde?

I slutningen af tresserne eksploderede verden, og ungdomsoprøret satte en ny dagsorden for kunst og musik. Et fælleskab som vendte sig mod kapitalismen og ensretningen e.t.c.
Men efter ganske kort tid tog grådigheden over, og for musikkens vedkommende blev resultatet hurtigt at 10 procent af kunstnerne scorede 90 procent af omsætningen og den kurve fortsatte opad.

De store pladeselskaber kunne i kraft af deres magt (penge) og samarbejde med medierne stort set bestemme hvad folk skulle købe og synes om, godt hjulpet af exclusive distributionsselskaber og monopolradio.
Ønskede man at gå udenom de store pladeselskaber, var man velkommen til selv at lave sit eget distributionsnet, sine egne studier og sine egne aftaler med mediefolk, men hvem kunne i realiteten gøre det? Mange prøvede ikke destomindre, men stor set ingen fik et ben til jorden.
Med internettets opdukken kom der pludselig andre boller på suppen. Hidtil havde kunstnerenes største problem været overhovedet at blive hørt, men nu kunne enhver bare lægge sine filer ud på nettet og på den måde få et højst tiltrængt vindue ud til omverdenen.
På samme vis var det osse pludseligt muligt at distribuere musik udenom de store pladeselskaber, og massemediernes menings og holdnings dominerende rolle er i skrivende stund under kraftig pres fra internettet.
Det er helt klart at den “gamle verden” hvor de store pladeselskaberne og massemedierne satte dagsordenen, er ved at være ovre og jeg synes at man skal hilse den nye tid velkommen, og se mulighederne frem for problmerne.

Blot en af de ting IFPI og alle de andre altid "glemmer" :
Når jeg brænder mine billeder, backups og alt muligt andet til en CD/DVD (eller når jeg køber et USB flash-drev), tjener I penge på mig uden at levere en fløjtende fis til gengæld . Dette sker fordi det er lykkedes industrien at "tilkæmpe" sig retten til at pålægge blanke medier en "afgift" .
I har også ganske bekvemt undladt at lade de kraftigt reducerede omkostninger ved produktionen komme forbrugerne til gode .
En CD er ganske enkelt ikke 189-199 eller deromkring værd .
2-tomme bånd er en hel del dyrere end tilsvarende hard-disk plads, en ordentlig rumklang koster ikke længere kr. 250.000, en mikser-pult i ordentlig kvalitet koster heller ikke 2 millioner mere .. selv kokainen koster ikke det samme som den gjorde i turbo-firserne ..
Kort sagt : I tager for meget for jeres varer
( bemærk at jeg IKKE kalder det "kunst")