Kommentar

Ifølge naturloven...

I jubilæet for verdens største videnskabsmand drages hans beskrivelse af en naturlov fortsat i tvivl af folk, der mener, at naturen ikke er god nok
Evolutionen har udviklet den humane tekniske snilde til at afhjælpe nogle af evolutionens og naturens utallige mangler, nærsyn og langsyn - fra den lysfølsomme celle er der ikke længere til øjet end fra de små første pattedyrs evolutionært betingede økonomiske overlevelsesstrategi med indsamling af forråd i mere eller mindre velindrettede og snedige forrådsskjul til senere tiders kreativ bogføring

Evolutionen har udviklet den humane tekniske snilde til at afhjælpe nogle af evolutionens og naturens utallige mangler, nærsyn og langsyn - fra den lysfølsomme celle er der ikke længere til øjet end fra de små første pattedyrs evolutionært betingede økonomiske overlevelsesstrategi med indsamling af forråd i mere eller mindre velindrettede og snedige forrådsskjul til senere tiders kreativ bogføring

Michael Caronna

14. februar 2009

De to mænd sad for et par år siden midt på den brede gågade i Charlottesville, Virginia. De to havde anbragt sig mageligt under de gamle platantræer, der har set tre af USA's tidlige præsidenter, alle fra Charlottesville, ride forbi: Thomas Jefferson, James Madison og James Monroe. Længere ude ligger University of Virginia, et af USA's bedre, i klassicistiske mønjerøde bygninger. Den anden vej, i the wilderness, som her bugner af næsten subtropisk frugtbarhed, byggede Jefferson, der også grundlagde universitetet, sit mageløse Monticello, oplysningstidens triumf af et rationelt indrettet hus med sindrigt udtænkt indlagt naturlig air-condition og arbejdsværelse med automatisk kopistmaskine på skrivepulten. John F. Kennedy sagde engang, da han som præsident havde inviteret årets nobelpristagere til middag i Det Hvide Hus, at aldrig havde der været så megen begavelse samlet på adressen, bortset fra når Jefferson spiste alene.

De to mænd i Charlottesville gågade - byen er en udflugt værd - havde med en parasol i det amerikanske flags farver og en elektrisk batterivifte sikret sig yderligere mod den ubarmhjertige sol og 35 grader allerede kl. 10 om formiddagen. Dér sad de to mænd, en sort og en hvid, i deres fine elegante 900 dollar blå jakkesæt med slips og pyntelommetørklæde og på bordet stabler af bøger og brochurer. Den fremmede blev set venligt an og inddraget i den milde svale luftstrøm fra viften under træerne og parasollen. Indledende få udvekslinger om oprindelsesland, og hvad den besøgende mente om Amerika, Charlottesville og Jeffersons hus og hils børnene. Og så tog de fat.

De var missionærer for en sag. Eller rettere missionærer mod en anden: evolutionen. Det er som bekendt ikke nogen nem affære at diskutere med troende fanatikere, uanset hvor venlige de kan være, og de to var venligheden selv. Ind til et punkt. Så anede man under de brede smil og mange falbelader en jernhård vilje til at få ret og om fornødent med vold og magt at bekæmpe det der stod i vejen.

De to mænd i deres bedste alder og - skulle man tro - med andre og vigtigere ting på dagsordenen end at sidde ved et bord på en gågade i sydstaterne og argumentere mod naturens gang, hørte til det sidste led i evolutionsmodstandernes fødekæde. Med andre ord: antievolutionister med det lidt mere sofistikerede udtryk for det samme - at Gud har skabt Adam og Eva, og verden blev indrettet som vi kender den i dag for nogle få tusinde år siden - hokus pokus: intelligent design. Det bliver det jo ikke meget bedre af; tværtimod sovses religion og videnskab endnu mere klistret ind i hinanden, og samtale på et rationelt niveau umuliggøres.

Dinoernes succes

Bent Jørgensen skrev for nogle år siden en guldgrube af en bog: Dyret i dit spejl (Gyldendal 2003), hvori udviklingshistorien opridses, og Jørgensen fastslår evolutionen som naturlov. Beklageligvis har ordet jo fået teori hæftet på sig, men er misvisende; lige så misvisende som at kalde tyndekraften en teori. Det er en naturlov. Vi kan ikke give en tilfredsstillende og udtømmende beskrivelse af denne, eller en forklaring hvorfor kraften dybest set virker, men det gør den, tyngdekraften. Og en da dag kommer der en Einstein og finder formlen. Evolutionens beskrivelse og forklaring er på samme vis endnu mangelfuld, men ikke i sit fundament.

Arternes udvælgelse foregår efter principper om hensigtsmæssighed, som også er bestemt af omgivelsernes vilkår. Utallige gange går det rivende galt, en art udvikler sig ihjel, eller omgivelserne ændrer sig, og arten har ikke tid til at tilpasse sig, således som vi nu mishandler naturen, og arterne giver op. Nu og da hamrer en meteor ind i designet og demonstrerer, hvor uintelligent naturen sig betér, og hvor meget spild den gør sig skyld i. Eller skyld i og skyld i - sådan er vilkårene. I 140-160 millioner år går det fint for dinosaurerne; de behersker jorden. Uden katamaranen fra Ystad endog Bornholm, Bent Jørgensens fødeø. Dinoerne er en evolutionistisk kæmpesucces og har, såfremt de kunne tænke eksistentielle tanker, hvad intet tyder på de gjorde, måttet føle sig som jordens herskere. Og - SMASK, sagde det, og dét var så dét. Gary Larsen lader i en af sine tegninger, apropos den store modedille med dinosaurerne, et i øvrigt anakronistisk fortidsmenneske, der står og betragter kæmpeøglerne, spørge et andet: hvornår mon vi bliver skabt?

Det intelligente designs fortalere har i det materiale - også de to mænd i Charlottesville lidt for beredvilligt for ikke at sige meget insisterede stillede til rådighed, som hovedargument anført at der ikke var tid nok til at udvikle for eksempel sådan noget som øjet i al dette organs komplicerthed. Men der har faktisk været god tid: 3.800 millioner år. I det tidsrum, uanset blindgyderne og masseudryddelser af flere gange og nærmest periodiske steriliseringer af kloden, har arterne alligevel fået nogle grundlæggende udviklingstræk og hensigtsmæssigheder til fælles, idet alting stammer fra samme urform, samme arketype af ursuppecelledelingsprincipper. Fra en særlig lysfølsom celle - som man kender fra lavere arter i nutiden, til det øje, som vi kan korrigere med briller og kontaktlinser og ikke behøver afvente yderligere evolution der overflødiggør disse hjælpemidler, fordi evolutionen har udviklet den humane tekniske snilde til at afhjælpe nogle af evolutionens og naturens utallige mangler, nærsyn- og langsyn - fra den lysfølsomme celle er der ikke længere til øjet end fra de små første pattedyrs evolutionært betingede økonomiske overlevelsesstrategi med indsamling af forråd i mere eller mindre velindrettede og snedige forrådsskjul til senere tiders kreativ bogføring.

Guds uransagelige veje

Jamen, der er alligevel en gud der har siddet bag det hele og fundet på det. Mærkeligt så mange gange, han så har fortrudt. Jamen, guds veje er uransagelige. Ja, det tror fanden, når også han er produkt af evolutionen, som denne har udviklet menneskets hjerne med dens mærkelige, til tider højst uhensigtsmæssige blanding af rationalitet og overtro og ammestuesnak. I øvrigt begyndte Darwin ikke sit arbejde, som mange måske tror, med at påvise menneskets slægtskab med aberne; det kom først noget senere. Hvorvidt aberne et sted i deres fortsat ret ukendte bevidsthed opererer med det overnaturlige i en eller anden afskygning, ved vi jo ikke. Givet er det at de stadig mere homo sapiens-agtige væsener i udviklingshistoriens løb på et tidspunkt, da de begyndte at gå oprejst og anskaffede sig et følelsesliv og sans for værdistigninger og den slags, også gav sig til at tillægge naturen overnaturlige egenskaber og derved skabte guddomme i mere eller mindre velkendte formers og fænomeners billede. Meget nærliggende engang undervejs i menneskets eget billede, således at den ende af gudsdyrkelsen, religionen også kan indgå i den Darwinske beskrivelse af en naturlov. Der var mørke, men mennesket sagde: der blive lys - og skabte gud, som så blev forklaringen på menneskets guddommelige væsen og udseende. I den grad at gud måtte lade sit væsen få menneskeskikkelse i konkret forstand ved inseminerende stedfortræder og rugemor.

Længe leve old Charles! Også i Charlottesville, hvor nøgternheden, som så mange andre steder, hin varmeflimrende formiddag i august havde så trange kår.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Rasmussen

Jeg kender en, der påstår at han har set selve tyngdekraften, efter at jeg havde forsøgt at bilde ham ind, at der aldrig er nogen, der har set den. Nu har han tegnet den for mig, hvor den står lige på den anden side af døren ind til fantasien, forklædt som en kran.

Da jeg fortalte ham, at der er sorte huller ude i verdensrummet, som ikke er større end en fodbold, men som alligevel kan æde jorden og alt andet, når det kommer tæt nok på og bliver fanget ind i hullernes tyngdekraft, så spurgte han mig om, hvad der ville ske, hvis to sorte huller mødte hinanden. Han var herefter overbevist om, at jeg måtte længere ud på landet med min snak, for det kunne jeg jo ikke svare på.

Han er fem år, og kan med hjælp tælle til 300, men han kan ikke tælle til politi. Jeg prøver på den måde at lære ham, at der findes typer af opgaver og spørgsmål, som forlanger det urimelige, og at man også må lære at fokusere på de skvadderhoveder, der stiller dem, i stedet for at tro på, at det altid giver mening at gå i den retning, de tilsyneladende forlanger af os, at vi skal gå for at finde en løsning. Jeg håber f.eks. aldrig han kommer til at tro på, at det med nødvendighed giver mening at spørge om meningen med det hele, eller at der behøver at lægge en intention bag det, at han er kommet til verden. Det vigtigste er, at han forstår, at vi er glade for ham.