Læsetid: 5 min.

Italiens glemte Tjernobyl

Takket været dokumentarfilmen 'Biutiful Cauntri', der kompromisløst tager seeren med på en rejse i de glemte provinsbyer i en af Europas baggårde, er skraldekrisen og det bundkorrupte styre i Napoli ikke helt glemt - endnu
Affaldet er blevet et billede på en permanent og uforanderlig krisetilstand i Campanien, som for resten af Europa kan synes glemt eller uendelig fjern.

Affaldet er blevet et billede på en permanent og uforanderlig krisetilstand i Campanien, som for resten af Europa kan synes glemt eller uendelig fjern.

CIRO FUSCO

Debat
3. februar 2009

I disse dage ruller korruptionsskandalerne ned over Napoli. Politikere fra venstre- såvel som højrefløjen synes at kunne samle sig ved tag-selv bordet, hvor ideologierne er glemte og de personlige interesser er i højsædet. Den almene befolkning trækker på skulderen, for intet nyt er under solen. De implicerede politikere synes ikke, der er noget forkert i at hjælpe onklen eller niecen med et skub i karrieren, en sikker fremtid, en villa med udsigt. Efter devisen noget for noget eller 'vi hjælper vore egne'. Det er sådan de i sin tid blev valgt, stemmerne i køb for løfter og løfterne må indfries i tjenester. Klientelismen og korruptionen er blevet en forankret del af statsapparatet i disse områder, hvor Camorraen, (den napolitanske mafia, red.) så at sige bliver 'systemet'. Der er ikke længere tale om det klassiske billede af staten over for antistaten, repræsenteret i den organiserede kriminalitet, som man kender det fra modellen af staten sat over for Cosa Nostra, den sicilianske mafia, som repræsentant for en sidestillende autoritet. Camorraen bliver så at sige staten ved at infiltrere sig i en hvilken som helst sektor, et hvilken som helst økonomisk marked, ved at udkonkurrere de eksisterende firmaer med lave priser, præcision og slående effektivitet som sætter politikerne på knæ.

'Biutiful Cauntri'

Skraldekrisen i Campanien trækker ikke længere overskrifter, glemt er billederne af de brændende affaldsdynger og rotter så store som marsvin. Huse konstrueret af giftigt brændt industriaffald blandet med cement. Regionen er forsat under kommission, dvs. statslig bevågenhed ligesom man har vurderet at korruptionsproblemerne i Napoli bør løses igennem særlige lokalråd. Intet tyder dog på, at kommissærgalejen fører til konstruktive løsninger, bureaukratiet forstærkes men problemerne er stadig til stede. En kollektiv vilje til forandring er ikke at spore, og Italien synes mere splittet end nogensinde. De giftige røgsøjler stiger forsat til vejrs i provinsbyerne, hvor troen på politikerne er nået nulpunktet.

Dokumentarfilmen Biutiful Cauntri blev lanceret i Italien i 2007 men behandler et emne, som stadig er aktuelt og i høj grad burde interessere ikke kun italienerne, men også den øvrige verden. Igennem fortælling, interview og billeder uden filter tager den seeren med på en rejse i Campaniens glemte ørkenlandskaber og kan også ses som et slags anklageskrift imod en statsmagt, som ikke vil lytte. Filmen vandt særprisen ved Torino Film Festival i 2007, men det nationale tv, la Rai, har indtil videre afvist filmen med grunden, at emnet ikke interesserer de brede masser.

Et tyndt korthus

Jeg oprettede for nogle uger siden en gruppe på Facebook med opfordring til, at filmen skulle bringes i det nationale fjernsyn i bedste sendetid. Gruppen fik i løbet af få dage over 1.500 medlemmer. Det er dog bemærkelsesværdigt, at man netop på Facebook finder grupper til støtte af Mussolini og udrensning af etniske minoriteter med over 5.000 medlemmer. I mediestrømmen bliver problematikken, som konstant ulmer under overfladen, kun bragt op når den udspringer sig i en reel katastrofe. I Campanien er katastrofen blevet hverdagskost, en integreret og accepteret del af systemet uden håb om forandring. Regionen kaldes med rette 'Italiens Tjernobyl', mange tusind får er døde pga. de giftbefængte afgrøder og tallene for lokalbefolkningens sundhedstilstand er stærkt alarmerende. Med jordskælvet i 1980 blev rødderne til camorraens investeringer i katastrofen med dets ugennemsigtige bureaukrati grundlagt og de spirer fortsat i et samfund, hvor magten og de statslige midler er styret lokalt. Affaldet er således blevet et billede på en permanent og uforanderlig krisetilstand, ligesom begivenhederne i 80'erne afspejlede et socialt jordskælv, hvor magtstrukturen synes ligeså tynd som et korthus, der blæser om kuld, når vinden blæser. For at forstå mekanismerne bag den organiserede kriminalitet er man nødt til at se på fænomenet som en mentalitet, der har fået lov at infiltrere sig i et samfund uden erindring og uden en historisk og kollektiv bevidsthed. Netop i et klima, hvor ordene og billedernes magt synes at være det eneste våben til at trænge igennem i et samfund, hvor kritiske røster neddæmpes, mener jeg, at Biutiful Cauntri er en nødvendig dokumentarfilm; ikke kun for et italiensk men i særdeleshed for et internationalt publikum, for hvem skraldekrisen i Campanien kan synes glemt eller uendelig fjern.

Alfano-dekretet

Hvad er der egentlig blevet af skralden som flød i Napolis gader i januar 2008? Berlusconi har lovet at regionen vil vende tilbage til normale tilstande inden den 31. december 2009. Der er dog ikke meget der tyder på, at Campanien er ved at undergå nogen synderlig forandringsproces.

I artiklen "Rifiuti senza fine" bragt i det italienske tidsskrift L'espresso den 27. november 2008 kan man læse, at opgaven med bortskaffelsen af skraldet nu er blevet lagt hænderne på den italienske hær. Flere militærbaser er blevet omdannet til lagre som rummer godt 100.000 tons affald. 600.00 tons affald er blevet sendt til Tyskland med en daglig omkostning på godt 150.000 euro. Arbejdet med at bygge nye forbrændingsanstalter til afbrænding af skralden synes at have lange udsigter, og lokale initiativer som differentiering af skraldet har ringe opbakning. Dokumentarfilmens instruktør Peppe Ruggiero har endvidere gjort opmærksom på faren ved Alfano-dekretet, som i øjeblikket venter på at blive godkendt i parlamentet. Hvis dette lovforslag bliver gennemført, vil det betyde, at det ikke længere er muligt at foretage telefonaflytninger af ulovlige aktiviteter som aflytningerne af forretningsmændene dokumenteret i Biutiful Cauntri.

EU's opgave

Miljøkriminalitet rangerer ikke som alvorlig kriminalitet inden for det italienske retsvæsen med en maksimum straf på fem år. selv om man kan undre sig over, at Campaniens usynlige pest som følge af forureningen af landbrugsjorden og luften ikke kan betegnes som alvorlig på linje med mordsager. Dekretet ligger desuden op til en væsentlig indskrænkning af pressefriheden; journalister, som skriver om endnu ikke afsluttede retssager, risikerer høje bøder og fængselsstraf. Det, som kaldes 'et program til styrkelse af borgernes sikkerhed', synes snarere at være en gave fra regeringen til de kriminelle organisationer.

Danmark skal i år være vært ved EU's klimakonference. Netop EU greb ind over for Italien, da skraldekrisen havde opmærksomheden i pressen og forlangte bøder for langsommelighed i håndteringen af krisen. Der er dog ikke blevet fulgt op på sanktionerne siden hen, og man kan spørge, hvordan det kan accepteres, at et land i Europa kan undgå at opfylde de krav, en statsmagt og et moderne demokrati bør leve efter.

Den campanske bøffelmozzarella kommer fortsat på spisebordet i de europæiske hjem, om end den kendte 'insalata caprese' pludselig har fået en bitter smag, især takket været Biutiful Cauntri, der kompromisløst tager seeren med på en rejse i de glemte provinsbyer i en af Europas baggårde.

Cecilia Banfi læser italiensk på KU og har i flere år boet og arbejdet i Napoli

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her