Læsetid 4 min.

En kærlighedsbetroelse

Til Charles Darwin på hans 200 års fødselsdag om to dage. I al enfoldighed
10. februar 2009

Af det 19. århundredes tre store skægaber, Grundtvig, Marx og Darwin, er den sidste efterhånden blevet den, der står mig nærmest. De to førstnævnte har jeg ganske vist ikke alene skrevet om her i bladet, når en eller anden af deres mindedage indtraf i løbet af det seneste halve århundrede, i nogen grad studeret dem og deres virkningshistorier på godt og ondt har jeg også forsøgt.

Darwin og hans afgjort mest berømte værk, Arternes oprindelse, der tillige her i 2009 skal fejres for sine 150 år på bagen, kan jeg på ingen måde påberåbe selv den mindste 'ekspertise' i. Er bare kommet til at holde så meget af ham og hans naturhistorie.

For godt er, hvad han skriver, og han skriver godt. Selv i oversættelse. Man får det simpelt hen bedre under læsningen. Forhåbentlig bliver man også bedre af det. Utallige eksempler kunne gives, f.eks hans gode ord i bogen om regnormene:

"De har spillet en mere betydningsfuld rolle i jordklodens historie, end de fleste i begyndelsen vil tro. I næsten alle fugtige lande er regnormene usædvanlig talrige, og i forhold til deres størrelse har de overordenlig muskelkraft. I mange egne af England passerer på hver acre land en vægt af tør jord på mere end 10 ton om året gennem deres kroppe og bringes op til overfladen; hele overfladelaget af vegetabilsk muld går således gennem deres kroppe i løbet af et par år."

Er det ikke forunderligt? Mand og muld, den første ernærende sig direkte og gennem dyrene af afgrøderne fra vegetabilsk muld, formidlet af regnormene, som det link, der aldeles ikke er missing.

Ikke artsforskel

Sådan kunne man blive ved. Men Gud og chefredaktøren ske lov har også frie ord deres grænse, så et enkelt større eksempel på grunden til ens kærlighed til den 200-årige må være nok. Hentet fra det nok næstmest berømte af hans værker, Menneskets afstamning:

"Den vigtigste slutning, jeg er kommet til i dette værk, nemlig at mennesket nedstammer fra en eller anden lavststående organisk form, vil være i høj grad afskyvækkende for mange. Mens der næppe kan være tvivl om, at vi stammer fra barbarer. Den forbavselse, jeg følte, da jeg første gang så en flok ildlændere på en vild, forreven kyst, glemmer jeg aldrig, for den tanke slog straks ned i mig - sådan var vore forfædre. (...) Jeg ville for mit vedkommende lige så gerne nedstamme fra den heltemodige lille abe, der bød sin frygtede fjende trods for at frelse sin vogters liv, eller fra den gamle bavian, der kom ned fra bjergene, bærende sin unge kammerat i triumf bort for næsen af en flok forbavsede hunde - som fra en vild, der fryder sig over at pine sine fjender, bringer blodofre, begår barnemord uden samvittighedsnag, behandler sine koner som slaver, ikke kender til anstændighedsfølelse og er et bytte for den groveste overtro."

"Der kan ikke være nogen tvivl om, at forskellen mellem det lavest stående menneskes og det højst stående dyrs ånd er umådelig. (...) Ikke desto midre er forskellen i ånd mellem mennesket og de højere dyr, hvor stor den end er, en gradsforskel og ikke en artsforskel. Vi har set, at sanserne og anskuelserne, de forskellige følelser og evner, såsom kærlighed, erindring, opmærksomhed, nysgerrighed, fornuft etc., som mennesket gør sig til af, kan findes i en begyndende eller undertiden endog i en veludviklet stand hos de lavere stående dyr."

Naturen var begyndelsen

Glemt er aldrig fra min tidligste ungdom den lille passage hos Martin A. Hansen om agerhønen, der, når høgen svæver over reden med dens unger, foregiver knækket vinge og løber ud på åben mark for at bortlede høgens opmærksomhed. Med risiko for sit eget liv.

Selv fik jeg mange år efter syn for sagn på tundraen i Island, da pludselig en terne hoppede for fødderne af mig.

"Der er den jo!" råbte min ven, geologen.

"Dit kraftbevis! Og se, den ene vinge hænger ganske rigtigt som var den knækket. Løb så efter den, du er kommet for tæt på dens rede. Det er det, der meningen." Og jeg løb, Så hurtigt jeg kunne efter kærligheden, der næppe skyldes, at ternen havde læst Luthers og Søren Krarups lille katekismus om, at man skal elske sin næste.

I begyndelsen var naturen. Og naturen var hos gud. Og gud er naturen, der bliver sig selv bevidst i den naturskabning, som kalder sig mennesket. For rigtigt er det jo, at vi med selv den klogste chimpanse ikke kan dele forestillingen om, at vi har et sted i intetheden uden for alt, hvorfra vi kan begribe, beregne og beherske naturen, som var den et objekt uden for os selv. Denne biologisk givne mulighed, at mennesket ikke alene kan glemme sig selv i kærlig indlevelse med eget afkom, men med alt andet sårbart levende i en slags svaghed for de svage, som Villy Sørensen har udtrykt det, er sikkert samhørende med evnen til i tanke og indbildningskraft at trække sig ud af det givne og forestille sig noget andet.

Men det bør ikke stige os til hovedet, så vi i uendelig jagt på magt over og forbrug af naturen bilder os ind, at det er naturvidenskaben, der har skabt naturen, som derfor i sig selv ingen grænser har. Det er dog naturen, der har skabt naturvidenskabens mænd og kvinder. Tak, Darwin, at du gjorde det klart.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Ole Falstoft

Jeg beundrer som Larsen Darwins litterære kvaliteter
Når jeg læser Darwin slår det mig også, hvor ydmyg han var overfor ’opgaven’
Han tog det ikke let med det, han anså for svaghederne i sin teori
f.eks. den – på den tid – meget ufuldkomne fossilrækkefølge –
problemet med at forklare forekomsten af sterile hunner hos de sociale insekter
etc.
Bl.a. derfor tog det ham mere end 10 år at skrive ’Arternes oprindelse’ - som han hårdt presset måtte udgive i ’utide’ fordi Wallace var kommet på samme ide.
Han insisterede på ikke at omgå problemerne i sin teori med smarte eller flotte formuleringer,
men holder fokus på dem. Det noget man sjældent oplever, hos andre forskere, der
har den menneskelige svaghed at de bliver så forelskede i deres egne ideer at de bagatellisere
problemerne i dem, ikke sandt Jesper Hoffmeyer?

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Måske er mennesketes forestilling om en særligt ophøjet position bare et, i det meget lange løb, nytteløst fatamorgana, fremstillet af en abnorm stor hjerne, som ikke har andet at tage sig til end at spekulere over den, trods alt, begrænsede del af virkeligheden som vore sanser tillader at erkende. En beskæftigelse alle andre dyr (formodentligt) er kloge nok til ikke at indlade sig på. Eller for dumme, alt efter temperament.

Brugerbillede for Ole Falstoft

Søren: ja det kan du have ret i. Jo mere vi lærer om andre dyrs psyke jo mindre unikke opdager vi at vi er. Hovmod står for fald! Det synes at være et særlig vestligt fænomen at betragte mennesket som højt hævet over resten af naturen - i andre kulturer har man en helt anden opfattelse - man må håbe vi når at fatte det før vi har kvalt os selv i vores eget affald.

Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen
Hans Jørgen Lassen

Ole og Søren:

det er sgu den der kristendom, som er så frygtelig hovmodig, skønt den giver sig ud for det modsatte.

Indianerne, eskimoerne og de gamle nordboer havde en ganske anden og ydmyg indstilling over for omverdenen.

Bemærk f.eks., hvor få dyr, der indgår i Det nye Testamente. I den nordiske mytologi vrimler det med dyr.

Brugerbillede for Rune-Christoffer Dragsdahl
Rune-Christoffer Dragsdahl

Ja, konstruktionen af menneskets udviklingshistorie er virkelig tankevækkende.

Til de der ikke allerede har læst den, vil jeg anbefale Daniel Quinn's roman "Ismael", som nok er den bog, der bedst beskriver hele denne forestilling om mennesket som toppen af og slutningen på evolutionen:
http://en.wikipedia.org/wiki/Ishmael_(novel)

Brugerbillede for Ole Falstoft

Ok
men evolutionen er ikke slut - den slutter ikke før alt liv er udryddet.
Hvad mon der kommer efter mennesket? Neantertallerne der betragtes som mindreværdig sammenlignet med Homo sapiens eksisterende i ca 300.000 år. Homo sapiens har foreløbig eksisteret i 100.000 år, mon vi findes om 200.000 år? Ikke hvis vi fortsætter som nu. Vi må 'genopfinde' civilisationen hvis det skal lykkes

Brugerbillede for Gorm Petersen

Manuel evolution kan udløse rosende omtale. Det kan man overbevise sig om ved at besøge et automobilmuseum og læse de skilte der står ved "fossilerne".

Fuldautomatisk produktion giver også anledning til rosende omtale. Det kan man overbevise sig om ved at læse om de mest moderne afsnit af nutidens bilfabrikker.

Så skulle man jo tro at kombinationen - opfindelsen af et system til fuldautomatisk evolution - ville fremkalde de helt store klapsalver - men nææh nej. Nu dømmes konstruktøren pludselig ikke-eksisterende.

Mon det er et sammentræf, at det land der har verdensrekord i ateisme også er janteloves hjemland ?

Brugerbillede for Ole Falstoft

Petersen: jeg er ikke sikker på hvad du mener med 'konstruktøren'. Er det gud du sigter til?
Hvis du mener at det er Gud der har skabt forudsætnigen for at en evolution kan foregå - efter naturlovene så da gerne for mig. Naturvidenskab udelukker ikke muligheden for at der er en 'gud' et eller sted bag det hele - den beskæftiger sig bare ikke med det da den slags trosætninger det ikke kan bruges til noget i naturvidenskablig arbejde.
Det er først når kreationister o.lign. forsøger at gøre Guds eksistens til videnskab det for alvor bliver grinagtigt. Det er synd for alvorlig troende mennesker hvis de lader sig trække rund ved næsen af den slags kvaksalvere - de opnår kun at blive til grin

Brugerbillede for Villy Frølund Thomsen
Villy Frølund Thomsen

Det der adskiller mennesket dyreverdenen er beherskelsen af ilden. Man må tro, at det var et usædvanlig lyst hoved i en abefamilie, som åbenbarede en hidtil uset omgang med ilden. Denne evne gik i arv og Homo sapiens skilte sig afgørende ud fra sine artsfællerog har bevaret herredømmet over ilden som det altbesejrende og det er vel stadigvæk forbeholdt Homo sapiens., som siden da har udviklet de mange måder menneskene handler indbyrdes og overfor dyrene.

Brugerbillede for Inger Sundsvald
Inger Sundsvald

"Ilden"

Jeg kan anbefale:
Johannes V. Jensen: Bræen – en skøn fortælling, som er præcis lige så godt et bud på evolutionen som så meget andet.

Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen
Hans Jørgen Lassen

Ole,

petersen har den meget forståelige opfattelse, at det umuligt kan blive regnvejr, uden at nogen må have danset regndansen.

Alt er, efter petersens opfattelse, som jo ikke kan kaldes naturalistisk, resultatet af handlinger, og regn som nævn et resultat af regndans.

Brugerbillede for Karsten Aaen

Der er vel intet i vejen med regndans eller parringsdans...

Jeg så engang filmen Jerusalem sammen med min daværende kæreste. I den film er der i starten en scene hvor de unge mødes til fest, danser på 'bryggen' - og det er så tydeligt, at det handler om at hannerne danser så hunnerne kan lide det de ser -æhm - jeg mener så de unge mennesker kan parre sig - ehm- finde partner - ville jeg sige.

Mht. omgang med ilden:

Måske var der et par unge hanaber hos homo erectus eller homo habilis som fandt på det? Mens de gamle hanaber sad og grumlede over det; og tænkte 'hvad skal det til for?' mens deres mødre opmuntrede de unge hanaber til at finde kreative løsninger på problemerne... (og lyder det ikke faretruende som noget vi godt kender, sure gamle mænd....)

Og måske opdagede 'et par venner' blandt hanaberne at når de legede med et par sten, så slog det gnister? og så holdt det de vilde dyr væk.
Og så antændte det smågrene der lå i nærheden..

Og alle de unge hunaber parrede sig med dem...

Brugerbillede for Inger Sundsvald
Inger Sundsvald

Sikken en fantasi og indlevelsesevne ;-). Men det er jo også en kærlighedsbetroelse.

Jeg har selv oplevet den ’vingeskudte’ fugl lokke min første kat væk (Nuser – æret være hans minde!). Det var leg med ilden, som heldigvis lykkedes.

Brugerbillede for Ole Falstoft

Aaen: Homo erectus kunne sandsynligvis ikke selv lave ild de udnyttede den ild der opstod spontant og forstod at holde den i live - men selv at frembringe den var et 'teknologisk kvantespring' som kun Homo sapiens - denne innovative abe - kunne finde ud af
Den teknologiske udvikling før Homo sapiens var ekstrem langsom - set med vores øjne - de samme teknologiske løsningen blev anvendt i 100.000 år. Det at få nye ideer synes at være et særtræk for vores art - for først da vi dukker op for 100 - 80.000 år siden begynder det at gå 'stærkt' -
altså realtivt - ikke efter vores dages standard

Brugerbillede for Bo Jensen

Det er påfaldende, at man ofte glemmer sproget, det symbolske sprog, når menneskets opkomst og evolution diskuteres. Da de første tilløb til symbolsk sprog opstod, gav det hjernen en helt ny udviklingsmulighed. Vores nuværende hjerne er i høj grad et resultat af sproget, og den er gearet til læring og optagelse af et kulturbåret sprog og kulturbåret viden. Vores evne til reflektion er jo i høj grad sproglig. Hvad foretager du dig f.eks. lige nu, kære læser!

Brugerbillede for Kim Gram

@Bo Jensen

" Vores nuværende hjerne er i høj grad et resultat af sproget, og den er gearet til læring og optagelse af et kulturbåret sprog og kulturbåret viden. "
------------------

Nej! sandsynligvist netop ikke KULTURbåret! Hvis menneskehjernen stort set var færdigudviklet i jægerstenalderen - altså før overgangen til landbrug ( dvs. kultur og senere skriftsprog ) - bruger vi til behandling af skrift, nogle dele af vore hjerner der sandsynligvis fra naturens side -- var "tiltænkt" en anden rolle ! Det ( skriftbehandling i hjernen ) sker altså sandsynligvis på bekostning af noget andet -
men hvad ?

[ Og hvis man er særlig god til at bruge sin hjerne på en måde den ikke er tiltænkt at blive brugt, kan man blive professor :-) ]

Men ok - vore hjerner er jo meget plastiske, men der er vel grænser for den plasticitet ?

Brugerbillede for Karsten Aaen

Hej Ole

Nu var det også mere ment som intuitiv kreativ symfoni, tankerække over hvordan ilden mon kunne være opstået ? og brugt hos Homo Erectus.

Det var mere en illustration af en pointen end pointent itself :)

Men det med de sure gamle mænd er skam rigtigt nok. Hos visse aber i Centralafrika sker der skam det, at mødrene opmuntrer de unge hanaber til at prøve noget nyt, mens de sure gamle skægaber ser grumlede til....

Brugerbillede for Kim Gram

Hvorfor mødte Darwin's tanker i grunden SÅ meget modstand ?

At nogen forsøgte at forhindre Darwins tanker i at brede sig, kunne muligvist mindre skyldes en frygt for at folk flest sku' få indblik i Udviklings - og Udvælgeleses-tanken ; frygten gik måske mere på at folk sku' blive opmærksomme på i HVOR høj grad den kulturelle udvælgelse næsten helt har erstattet den naturlige udvælgelse.

Brugerbillede for Kim Gram

"frygten gik måske mere på at folk sku' blive opmærksomme på i HVOR høj grad den kulturelle udvælgelse næsten helt har erstattet den naturlige udvælgelse."

------------------------------------------------------

Forenklet sagt: Efter overgangen fra natur til kultur
( altså til landbrug ) var det ikke længere kvinderne der var udvælgerne, men mændene ( altså: Patriarkat ).

Brugerbillede for Ole Falstoft

Aaen: Ang. sure gamle skægaber. Det minder mig om de japanske forskere der i 70'erne undersøgte den 'kulturelle' udvikling blandt japanske makakaber
Det viste sig at nye traditioner opstod blandt de unge individer og at traditioner spredes fra de ældre til de yngre ikke omvendt. De gamle var de 'traditionsbærende' individer der videregav deres erfaringer til de yngre mens de yngre var de traditionsfornyende. De ældre lærte ikke af de yngre simpelthen fordi de ikke var opmærksomme på
dem mens de yngre var meget opmærksomme på de ældre og højererangerende individers adfærd
Ligheden med vore kulturindlæring og fornyelse er iøjenfaldende