København har brug for en rigtig kunsthal

Et stort tillykke til Charlottenborgs konstituerede direktør Maria Gadegaard, der med udstillingen 'Til Vægs' viser, at Charlottenborg har fundet sin berettigelse. Med den enkle idé at lade 40 yngre kunstnere male direkte på væggen, oplever man som publikum en energi, opbakning og udstillingsglæde, som ikke er set længe.

Ved at åbne op og lade kunstnerne indtage Charlottenborg, understreges med al ønskelig tydelighed, at Charlottenborg fungerer som Kunstnernes Hus.

Sjældent har man set så mange gæster til en åbning på Charlottenborg, og det var oven i købet uden hjælp og deltagelse fra Kongehuset eller Kulturministeriet. Da Charlottenborg for et par år siden fik fornavnet Kunsthal, var opgaven at skabe en international kunsthal.

Tidligt i processen blev det tydeligt, at bestyrelsen og den daværende direktør ikke havde evnerne til at løfte denne opgave og forandre Charlottenborg, som traditionelt har betjent en helt anden udstillingspraksis.

Det var et åbenlyst fejltrin at ignorere konklusionerne fra den arbejdsgruppe, Kulturministeriet havde nedsat, inden beslutningen om at gøre Charlottenborg til en Kunsthal blev en realitet. Denne højt kvalificerede arbejdsgruppe ledet af Karsten Ohrt anbefalede, at Charlottenborg skulle fungere som et levende Kunstnernes Hus. Og det er præcis det, man oplever, hvis man bevæger sig ind og ser den nuværende udstilling.

Vi lykønsker, men ....

Da Charlottenborg sidste år blev relanceret som international kunsthal, skete i pomp og pragt, og det tangerede til det pinagtige i form af en udtalt provinsialisme pakket ind i en omgang pseudo-international cellofan. Jo mere der blev sagt 'international' i åbningstalerne, desto mere hvinede det i tænderne. 'International kunsthal' lød som et åndsløst mantra og ikke som en gennemtænkt idé, der nu skulle udføres af professionelle.

Charlottenborg kommer næppe til at fungere som en tidssvarende international kunsthal, og den nedsatte bestyrelse kvalificerer sig tydeligvis ikke til at bestyre den som sådan. Derimod er det muligt, at den nuværende bestyrelse kan drive et Kunstnernes Hus Charlottenborg, og hvis den konstituerede direktør Maria Gadegaard vil sidde i direktørstolen fremover, mener jeg absolut, at hun med udstillingen 'Til Vægs' har skrevet den bedst mulige ansøgning. En indlevelse og forståelse for kunsten, kunstnerne og Charlottenborgs egentlige potentiale er ikke set i mange år.

Så stort, stort tillykke med udstillingen, men - Man må imidlertid ikke glemme vigtigheden i, at København fortsat mangler en tidssvarende, international kunsthal.

København har institutioner, som i deres givne rammer og efter bedste evne udstiller samtidskunst, men sakrale kirkerum, gamle træbygninger og udbyggede herskabslejligheder kan ikke løfte opgaven som Københavns Kunsthal.

Og det er tankevækkende, at København ikke har en institution i tidssvarende rammer, der er bygget til at vise samtidskunst, og at vi derfor skal til Malmø for at finde en sådan.

På kunstens landkort

Hvis man har ambitioner på Københavns vegne, bliver man nødt til også at tænke i at etablere noget nyt, det er ikke nok at lave om på det gamle og eksisterende med lidt maling, en lille tilbygning og et nyt navn. København har brug for et ryddet fundament, hvorpå man kan bygge en ny kunsthal, som ikke er tynget af gammel historie, egennyttige interessegrupper, og utidssvarende arkitektur.

New Museum i New York er et fremragende eksempel på, hvordan et overset hjørne af Manhattan på kun et enkelt år har fået nyt liv. Gæster er strømmet til fra alle verdenshjørner, og billederne af de to japanske arkitekter Sejima og Nishizawas bygning har været gengivet i hundredvis af internationale dagblade og magasiner verden over. Det er indlysende, hvad New Museum har givet New York af besøgende - og oven i købet en by, som ikke mangler attraktioner, og som i forvejen har nogle af de vigtigste museer i verden.

Hvad jeg nok i virkeligheden vil frem til, er, at Kristoffer Lindhardt Weiss og undertegnede i en årrække har arbejdet på at skabe et lignende projekt i København.

Vi har efterhånden alt klar, placeringen på den tidligere Carlsberggrund, baggrundsundersøgelserne og behovsanalyserne, evalueringer af talrige interview med ledere af internationale kunsthaller i Europa og USA, og det er vores håb på den danske kunstscenes vegne, at Københavns politikere, Kulturministeriet og fondene vil være med til at løfte denne opgave. Så kan vi skabe en kunsthal, som kan blive et arkitektonisk vartegn for byen og samtidskunsten og endelig sætte København på kunstens internationale landkort.

Nicolai Wallner er galleriejer