Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
5. februar 2009

Skabsbøsser

John Clausen, Knebel

I anmeldelse af filmen Milk, hvori angiveligt heteroseksuelle Sean Penn spiller homoseksuel, slutter Christian Monggaard (Inf. 30. jan.) med at citere en britisk journalist, (at det) er lidt ironisk, at en heteroseksuel skuespiller bliver nomineret for at spille homoseksuel, mens ingen bemærker det, når en homoseksuel skuespiller spiller heteroseksuel.

Jeg kan ikke se ironien. For en lang række amerikanske filmstjerner (f.eks. Gary Grant og Montgomery Clift) er da blevet højt belønnet for på film at nedlægge kvindekønnet. De havde bare ikke og forståeligt nok mod til at melde ud om deres afvigende kønsdrift.

Men hvorfor denne halløj? Skuespillere har vel bare at agere i den rolle, de er blevet hyret til. Errol Flynn har spillet muslim, og skikkelige familiefædre optræder jævnligt som mordere, mafiosoer og det, der er værre. Hold da privatlivet uden for!

Uhyrlig Gaza-konference

Frank Johannesen, Valby

Regeringen er vært til en konference i går og i dag i København, der skal komme med bud på, hvordan man kan stoppe våbenleverancerne til Gaza, og regeringen har velvilligt tilbudt at stille med danske krigsskibe. Deltagerne er bl.a. fra Israel samt USA og EU, der uhindret fortsætter med at levere højteknologiske våben til Israel, der netop har smadret Gaza og dræbt over 1.300 palæstinensere. Ydermere er konferencen i strid med FN's charter, idet et besat folk har ret til at gøre væbnet modstand.

Konferencen er et led i Danmarks beskæmmende 'aktivistiske' udenrigspolitik, der vil forbedre statsministerens chancer for at blive NATO's næste generalsekretær, når den nuværende afgår til april.

Det, Gazas lidende befolkning har brug for, er hurtige internationale initiativer, der kan ophæve Israels kvælende blokade af landet, sikre en genopbygning af landet og som kan sørge for, at de ansvarlige for krigsforbrydelserne stilles for en international domstol.

Hvad har EU gang i?

Henrik Ræder Clausen, kandidat til EU-Parlamentet (DF)

EU vil nu til at registrere, hver eneste gang en af Danmarks ca. 500.000 lystfiskere fanger en fisk. Med al respekt for beskæftigelsesterapi for bureaukrater er det langt over grænsen. EU har, siden opfindelsen af den 'fælles' fiskeripolitik i 1971, vanrøgtet erhvervsfiskeriet. Det har de gjort ved at fratage de enkelte lande kontrol over deres farvande, ved at indføre et stupid kvotesystem, som fiskene hverken forstår eller svømmer efter, med bifangstregler, der får fiskerne til at smide masser af døde fisk i havet, og endelig ved at betale fiskerne for at hugge deres udmærkede både op, da bureaukratiet gjorde deres ellers frie og stolte erhverv umuligt. Nu er det så småfiskerne, der indimellem fanger et par ørreder til aftensmaden, der skal underlægges indberetningspligt til EU. Det er ikke bare helt ude af proportioner, det er også totalitært i ordets egentligste forstand, fordi borgernes liv bliver registreret og reguleret i de mindste detaljer. Det er også skræmmende, at EU ikke selv indser, at deres reguleringstrang er ganske ude af proportioner. Lad dog borgerne passe deres eget liv, vi har ikke brug for at få alt styret fra Bruxelles.

Bordet har fanget siden 1982

Sofie Carsten Nielsen, spidskandidat til EU-Parlamentet for Radikale

Ole Thorbek skriver (i Inf. 3. februar), at Danmark mister muligheden for at vælge mellem forskellige former for valutakurspolitik, hvis vi får euro. Som Thorbek ganske rigtigt understreger, har Danmark ført fastkurspolitik siden 1982 - først bundet til den tyske D-mark og senere euroen. Thorbek anbefaler bl.a. et nej til euroen, fordi han påstår, at vi nu reelt kan vælge mellem flydende og fast valutakurspolitik.

Men hvad er det lige, der skulle få os til at skifte mellem flydende og fast valutakurs, når vi ikke har gjort det siden 1982? Det vigtige her er, at Danmark med euroen har mulighed for at få indflydelse på EU's valutakurspolitik. I dag lader vi Eurolandene om at bestemme, hvad der er bedst, og derefter retter Nationalbanken kronen til i forhold til de ændringer, Den Europæiske Centralbank har foretaget.

Manual til afvikling af vidensamfundet

Esben Søltoft, formand for forsknings- og uddannelsesudvalget i Ingeniørforeningen

Skattekommissionens udspil til en skattereform er på ét punkt nærmest en quick-guide til afvikling af vidensamfundet. Med forslaget om at reducere muligheden for SU til kun fire år, er kommissionen ude i skattemæssig symbolpolitik - som til gengæld kan få konsekvenser for vidensamfundet, og det er skræmmende, at kommissionen ikke selv har set det.

Når Skattekommissionen vil reducere antallet af år med SU til fire år, betyder det, at incitamenterne for at give sig i kast med en lang videregående uddannelse reduceres kraftigt. Dem, der vil blive ramt mest af forslaget, er i første række de unge, som ikke har finansiel opbakning fra forældrene.

Udover den åbenlyse sociale slagside, forslaget vil medføre, risikerer vi, at flere unge vil vælge en kort eller mellemlang uddannelse. Eller at de, for at finansiere uddannelsen, vil tage mere erhvervsarbejde og måske i sidste ende forlænge studietiden. Og det var vel ikke lige hensigten med forslaget? Det spiller ganske enkelt ikke sammen med Danmarks ambitioner om at være et vidensamfund, at man på den måde skaber en barriere for unge, der vil tage en lang videregående uddannelse.

Lyt til fagbevægelsen

Pelle Dragsted, Folketingskandidat for Enhedslisten

Tak for at Information giver forsideplads til fagbevægelsens vurdering af skattekommissionens udspil (3. februar).

Fagforeningerne er heldigvis langt mere nøgterne i deres vurdering af udspillet end de store oppositionspartier på Christiansborg. Det er jo tydeligt for enhver, at selv om der også lettes i bunden, så er det igen de rigeste i samfundet der står med den største gevinst. Det er dybt beklageligt, hvis Socialdemokraterne og SF medvirker til en skattereform, der øger uligheden i samfundet. Lad os håbe, at de lytter til fagbevægelsen.

Om respekt og ytringer

Michael Kongstad Nielsen, Virum

Til Niels I. Meyers udmærkede indlæg her den 3. februar vil jeg gerne knytte en lille kommentar. Meyer tilslutter sig det synspunkt, at man skal gøre sig fortjent til respekt - ellers er der kun tolerance tilbage. Her mener jeg, at man som udgangspunkt gør klogt i at møde mennesker med respekt fra starten - også dem man ikke kender. Det har den effekt, at folk føler sig anerkendt og værdsat, og det giver straks mulighed for en bedre dialog. Omvendt hvis man møder folk med tolerance eller negative fordomme, eller med en forventning om, at de skal leve op til nogle af mig definerede krav, før de kan opnå min anerkendelse og respekt. Så bliver mødet uligevægtigt. Og hvis begge parter stiller sig sådan an, bliver dialogen dårlig til skade for alle.

Altså, man bør starte med respekt. Så kan tingene jo udvikle sig i den ene eller den anden retning. Respekten kan blive underbygget og få et fast fundament - eller den kan blive svækket, der kan gå flager af den, og den kan måske gå helt tabt. Tolerancen kan så tage over, hvis det er muligt - det er det jo ikke altid.

Og om ytringsfriheden igen. Ytringer kan være af en sådan art, at den, der fremsætter dem, ikke længere fortjener omverdenens respekt.

Knyt sylten og skam jer

Pietro Cini, Bælum

Som forhenværende løst ansat ved et dansk universitet kan jeg kun give Rolf Czeskleba-Dupont (i Inf. 4. februar) ret. Et af dansk universitets største skændsler - hvis ikke det største overhovedet - er de tusindvis af løst ansatte, der udøver en uundværlig indsats for dansk universitets fortsatte beståen og samtidig har værsgo at gå for lud og koldt vand. I lyset af dette skandaløse forhold er al den snak om forskningsfrihed hyklerisk snak for galleriet. Sandheden er, at forskningsfriheden i alt for mange tilfælde lider vuggedøden. Nemlig i alle de tilfælde, hvor man som løst ansat må knokle røven ud af bukserne for at supplere universitetets (højst usikre) sulteløn. Forskningsfrihedens forudsætning nummer ét er, at forskeren har noget at spise. Og det ved Helge Sander godt! Det ved universitetets rektorer samt dittos professorer og fastansatte lektorer også udmærket. Så knyt sylten, Helge Sander og co. og skam jer!

Findes der et helligt land?

Henning Bech, København K

David Rehling skriver i Informations leder i går, at den arme pave risikerer at måtte aflyse "en planlagt rejse til Det Hellige Land".

Måske Information også vil oplyse, om der virkelig findes et sådant 'Helligt Land'? Hvor ligger det henne? Hvor helligt er det? For præcis hvem er det helligt? Og hvad er implikationerne af dets hellighed?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu