Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
23. februar 2009

Scenarier er løsningen

Axel Olesen, Instituttet for Fremtidsforskning

Poul Hegedahl skriver i kronikken den 20. februar om den aktuelle rådvildhed i samfundet som følge af den økonomiske krise (Om at finde kortet til fremtiden). Hans afsluttende bemærkning lyder: "Så se nu at få tegnet et groft kort med angivelse af start og mål, og lad os se at komme videre".

Jeg kan kun være enig i Hegedahls vurdering, men lad mig supplere med at slå fast, at der ikke kun bør tegnes et kort, men flere! De senere år har jo netop vist, at fremtiden med ét slag kan se anderledes ud, end flertallet gik og troede i nutiden, jf. finanskrise, boligpriser etc. Når man vil arbejde med fremtiden er den eneste rigtige og farbare metode derfor at opstille et mulighedsrum - at lave scenarier. Derefter er det som virksomhedsleder eller anden form for beslutningstager vigtigt at være forberedt på og nogenlunde have gennemtænkt de forskellige scenarier og vide, hvad man vil gøre. Der findes ingen anden vej!

Det er naturligvis også oplagt at gennemføre de tiltag, der virker fornuftige i alle scenarier, og det er fornuftigt at overveje alle nye ideer i forhold til alle scenarier.

Men ét forkromet kort over fremtiden? Nej, det er ikke realistisk.

Hvem holder øje?

Joachim Nielsen, Vanløse

Justitsminister Brian Mikkelsen afviser pure SF's populistiske forslag om, at rockerborgene skal jævnes med jorden. Det er godt at have ulovlighederne samlet, så man kan holde øje, siger han. Mon det var derfor, hashhandlen skulle fjernes fra Christiania og spredes ud over hele Sjælland, så ingen ved, hvad der handles og hvor?

Der skal være bosteder til handicappede

Eva Kjeldsen, København SV

Allerede nu mangler tidssvarende lejligheder i bofællesskaber til den udviklingshæmmede medborgergruppe. Om meget få år vil vi se en stor gruppe voksne autister med udviklingshæmning der blev diagnosticeret sent i 1990'erne stå uden mulighed for at kunne bo i nærheden af deres familie og pårørende.

Vi vil opleve år lange og slidsomme ventelister på tilbud, der matcher denne handicapgruppe. Mange af disse handicappede medmennesker vil hele deres liv have brug for socialpædagogisk støtte, når forældrene ikke længere er der i døgndrift. Dette personale skal nødvendigvis aflønnes tilfredsstillende, samtidig med at deres arbejdsindsats skal påskønnes.

Det er absolut nødvendigt at afsætte store beløb til disse bofællesskaber, samt helt konkret at starte byggeriet, da man ellers vil tabe en gruppe spændende mennesker, der giver en anden livsvinkel til samfundet, og man må som forældre, pårørende og fagfolk gøre en indsats for synligheden af denne problematik, så den ikke overses i debatten.

Luk landbruget nu?

Bent Sørensen, professor, RUC

David Rehling (DR) vil 19/2 have dansk landbrug lukket nu. Betyder det, at DR ikke længere indtager føde, eller vil han importere mad f.eks. fra Eritrea?

DR siger, han vil gøre landbruget 'bæredygtigt', men alle former for landbrug, også økologisk, er et kraftigt indgreb i naturen, som ikke kan undgå at forringe vilkårene fra nogle dyrearter. Jeg mener, at vi skal udvide andelen af økologisk landbrug, gerne til 100 pct., og naturligvis skal vi diskutere, om det er rimeligt, at Danmark producerer mere føde, end vi selv forbruger.

Jeg finder, at det er en god idé, at lande som Danmark ved fødeeksport hjælper beboere i lande, hvis mindre gunstige naturforhold gør deres egen landbrugsproduktion upålidelig. Luk derfor ikke landbruget, selv om en forenklet økonomisk kalkyle tilsiger det.

Befri Palæstina og Israel

Martin Kallesen, Frederiksberg

I klummen 'Zionismen og Europa' (Inf. 14. feb) advokerer Thue Kjærhus (TK) for en to-statsløsning på Israel/Palæstina-konflikten. TK skriver, at vi skal befri befolkningerne for Hamas og yderliggående bosættere.

Jeg foretrækker at lade det palæstinensiske folk bestemme ved afstemning, hvorvidt Hamas skal have magt eller ej. Lige som Knesset sammensættes ved folkeafstemning.

Når TK skriver 'yderliggående' bosættere, mener han så kun udposterne bestående af skurvogne? Eller mener han også de ideologiske bosættere, som f.eks. dem i Hebron? Eller mener han også de økonomiske bosættere, som de mange tusinde i bosætterbyen Ma´ale Adumim øst for Øst Jerusalem? Hvad han end mener, så er det fakta, at alle bosættelserne i de besatte områder er

ulovlige og med til at udhule drømmen om en to-statsløsning. De israelske bosættelser udhuler Vestbredden, så det ikke er muligt at se det som et sammenhængende område. Uden en palæstinensisk stat ingen to-statsløsning.

Med sin bosætterpolitik er Israel altså med til at spænde ben for to-statsløsningen.

Men måske omvendt ?

Preben Hammer Jensen, Knivkær

De unge lader sig ikke dirigere af økonomiske overvejelser, når de beslutter sig for at studere. Det er, hvad eksperten Erik Jørgen Hansen citeres for i Informations leder 17/2.

Men derfor kan der vel sagtens være økonomiske beslutninger bag ,at man slet ikke overvejer at studere.

Et opreklameret medie?

Claus Schou, Broby

Da jeg den 24.1. stillede et spørgsmål til et 'ekspertpanel' på Scleroseforeningens hjemmeside, dukkede følgende automatsvar op: "Tak for din henvendelse. Som du forhåbentlig allerede har noteret dig på vores hjemmeside, har redaktionen lukket fra den 18. december 2008 til den 6. januar 2009. Vi vil ekspedere alle spørgsmål så hurtigt som muligt efter den 6. januar. Vi ønsker dig en rigtig glædelig jul samt et godt nytår. "

Eksemplet er ikke usædvanligt, ligesom stavefejl og ubehjælpsomme formuleringer er almindelige på ellers teknisk flotte hjemmesider. Computer og internet er væsentlige opfindelser - som telegraf og telefon, måske endda som bogtrykkerkunsten. Synd at man kan bilde folk ind, at de er på 'samfundets A-hold', bare de køber en computer og en hurtig internetadgang.

Tavse S-kritikere

Henning Tjørnehøj, Birkerød

Ved nytårstide efterlyste chefredaktør Palle Weis - med henvisning til indlæg af Allan Danfær, Claus Høyer og Joachim Nielsen i Information - "en troværdig oppositionspolitik" fra Socialdemokratiet.

Den 20.1. tilbageviste jeg i et længere indlæg deres kritik, uden at de med ét ord har kommenteret denne tilbagevisning. Hvis de fortsat tøver, kan jeg dårligt opfatte det på anden måde end, at de ikke vil vedstå, hvad de skrev.

Jeg kommenterede også Informations samtale 20. - 21.12.08 med tre SF-MF'ere Ida Auken, Özlem Cekic, og Astrid Krag, hvis talestrøm tilsyneladende var ved at vælte intervieweren omkuld. "Men da snakken faldt på udlændingepolitikken ... blev først den ene tavs og så den anden", fremgik det. Den samme tavshed præger, så vidt jeg er orienteret, også det oplæg til et 'visionspapir', som SF's HB for nylig har vedtaget. Tavshed skulle endvidere også herske vedrørende bekæmpelsen af talebanerne i Afghanistan.

Men SF's holdning er vel fortsat den, at det er den civile opbygning, der bør prioriteres over den militære, skønt talebanernes militante aktioner vokser både i styrke og antal.

Husk lige de voksne

Carl Bloch, Tåstrup

Jeg synes, at de danske tv-kanaler er de bedste, og jeg ser næsten ikke andet end DR, DR2, og TV2. Desværre forsøger de at følge med tidens hotte tendenser, hvilket gør det til en blandet fornøjelse at se fjernsyn. Lad mig nævne tre af de vigtigste irritations-momenter:

1) Jeg er godt klar over, at jeg må finde mig i reklamerne på TV2, men DR's evindelige og larmende reklameringer for deres egne tv-programmer er mindst lige så irriterende. Man kan ikke undgå at støde ind i de samme spots igen og igen. Og hver gang man har set en god film, bryder de straks ind og fortæller om andre programmer, mens rulleteksterne stadig kører. Dette er ikke oplysning, men manipulati-on.

2) I den senere tid er det blevet mere og mere almindeligt at høre rytmisk bag-grundsmusik, mens der er nogen, der taler, så man har svært ved at følge med i, hvad de siger. Dette hører ingen steder hjemme.

3) Programfladerne er i den grad spækket med krimier og andre voldsfilm, at jeg må zigzagge igennem mine aftener for at undgå at være vidne til et mord. No won-der, at der er så meget vold i vort samfund.

Der er mange gode programmer og film på de danske tv-kanaler, ingen tvivl om det. Men desværre er der også en masse idiotiske amerikanske idéer, der trænger sig på, som især henvender sig til de unge. De unge vil have fart og spænding, høj musik, hurtige klip og så videre. Vi voksne vil have ro og fordybelse.

Det synes jeg, de skulle respektere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

Gennem efterhånden mange år har jeg klaget til DR over den pågående annoncering af næste program, før en udsendelse er slut. Gennem nogen tid har man desuden indført, at man skvadrer ind over begyndelsen til de film, man sender.
At DR får kendskab til seeres utilfredshed ændrer intet. DR er ligeglad med, om seerne vil have det eller ej. Vi SKAL have det.
Respekt, for ikke at nævne pietet, er ikke noget, man i DR har begreb om. De er SÅ bange for, at vi skal få lidt tid til at sunde os efter en udsendelse og eventuelt ikke bevidstløst fortsætte ind i den næste.
Drs foragt og despekt for de, der har lavet udsendelsen, herunder efterspillet, er total.
"Vi voksne" skriver du. Pointen er, at vi, der protesterer, netop ikke er DRs målgruppe.