Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
Debat
20. februar 2009

Vendt på hovedet

Flemming Rich, Bagsværd

Når Information den 14.-15. februar kalder SU-systemet asocialt, vender man for mig at se begreberne på hovedet.

Netop for at give alle unge, uanset økonomisk baggrund, en mulighed for at tage en længeregående uddannelse indførte vi her i landet i sin tid SU-ordningen. Den bygger på princippet 'det solidariske samfund', et samfund, der med en lang række ordninger sidestiller den mindre økonomisk formående med den mere velstillede.

Et sådant samfund koster penge, og da har vi her i landet hidtil ment, at de bredeste skuldre må bære de største byrder. Derfor har vi indført topskatten. Grænsen for hvornår den indtræder, kan selvfølgelig flyttes i takt med indkomstudviklingen. Personlig kender jeg flere rige, som betaler deres skat med glæde, da de værdsætter 'den danske samfundsmodel, velfærdsstaten', som gerne må udvikle sig, men helst ikke være under afvikling. Og synes man, at man trods en meget stor indkomst har for lidt til sig selv, er Danmark måske også bedst tjent med, at man med en sådan manglende solidaritet bosætter sig i udlandet. At langvarige uddannelser giver muligheder for godt betalte jobs, synes for mig i denne sammenhæng at være uden relevans.

Rorschach-test på DR2

Morten Levy, Frederiksberg C

Jeg plejer hver aften sent at se det glimrende nyhedsprogram 'Deadline' på DR2, men bliver mere og mere irriteret på de Rorschach-testbilleder med brølende hjorte, kongelig ballet og andre, mere eller mindre uigennemskuelige symmetri-gevækster, som programmet er sovset ind i. Kan vi ikke snart få noget andet. Eller - endnu bedre - helt blive fri for 'smart' grafik, som ikke har noget som helst med noget at gøre?

Ingen naturlov

John Bernadotte Bang, Store Fuglede

I den standende diskussion om den kriminelle lavalder forudsættes det ofte implicit, at man over for unge skal anvende samme sanktioner som over for voksne. Men det er ingen 'naturlov'. Man kan jo indføre andre sanktioner over for de 12-15-årige, og som Jesper Langballe foreslår bringe de unge for en domstol med dommer , anklager og forsvarer. Det øger retssikkerheden, og hele dette cirkus vil måske få den unge forstå, at der her er noget alvorligt på færde. Sanktionerne kunne være noget, som de unge forbinder med noget forståeligt - eksempelvis så og så mange timers afvaskning af grafitti, påbud om at følge en eller anden form for undervisning/opdragelse - eller 100 andre ting, udtænkt af mennesker, der har forudsætning herfor.

Regeringens nyttige idioter

Pia Bang Jensen, København N

Tillykke til regeringen! Afledningsmanøvren har virket til fulde: Via Skattekommissionens forslag har man formået at sætte SU'en snarere end de planlagte asociale lettelser af topskatten til debat. I stedet for at diskutere det solidariske i at lave en skattereform, der forgylder de rigeste, bliver det gjort til et centralt spørgsmål, hvor solidarisk SU'en er.

Også Information - og fornuftige folk som Erik Jørgen Hansen og Trond Beldo Klausen - går i en artikel den 14.2. direkte i fælden og kommer desværre til at fungere som nyttige idioter i dette liberalistiske spin. Den stærkt SU-kritiske artikel har som uantastelig præmis, at en skattereform til fordel for de rigeste er en uomgængelig nødvendighed. Dermed forskyder diskussionen sig: Der spørges ikke, om samfundet i det hele taget har brug for en skattereform, der kommer de højeste indkomster mest til gode. Der spørges i stedet, hvilke velfærdsydelser vi bedst kan undvære. Om vi helst vil save et arm eller et ben af. Regeringen må gnide sig i hænderne.

Danske soldaters bidrag til NATO's generalsekretær?

Osama Al-Erhayem, Dansk-Irakisk Forening

Mange spørger, hvad Danmark gør i Afghanistan? Målt på antal indbyggere leverer Danmark et stort antal soldater. Målt på antal døde soldater, står Danmark relativt set øverst på listen. Målt på farligheden rangerer Helman-provinsen som den farligste af alle. Er dette tilfældigt?

Er det et tilfælde, at de store NATO-lande siger "Nej tak" til Helman-provinsen, mens danske soldater forbløder i en håbløs krig? Krigen er håbløs ifølge militær-eksperter og dokumentar-programmer lavet både blandt afghanere og NATO-styrker i Afghanistan. Taleban-taktikken har momentum i krigen, der er for få (meget for få!) soldater fra NATO, og sidst men ikke mindst er krig ikke det rette værktøj for at vende eller vinde i Afghanistan. Sovjetunionens tab af tusindvis af soldater i 80'erne er endnu ikke glemt.

På et punkt er Danmarks bidrag måske ikke spildt. I medier og i diplomatiske kredse er det ikke et spørgsmål om hvorvidt, men snarere om hvornår Anders Fogh bliver NATO's generalsekretær! Præsident Kennedy's berømte ord skulle i lille Danmark være: "Spørg ikke, hvad din statsminister gør for dig, spørg, hvad du gør for statsministeren".

Manipulation med forskning

Bente-Ingrid Bruun, Kgs. Lyngby

Journalist Lone Kühlmann tager den 13. februar i en mediekommentar hul på problemet med danske journalisters naive og ukritiske holdning til offentliggjorte forskningsresultater, som sluges råt.

Allerede i 1995 skrev den canadiske læge Guylaine Lanctôt bogen The Medical Mafia. G.L. synliggjorde finansielle interesser og magtstrukturer i sundhedsvæsenet, som burde benævnes sygdomsvæsnet.

Ja, der er desværre utvivlsomme globale mafiøse politisk økonomiske magtstrukturer inden for medicinalindustrien og sundhedsvæsenet. Selv WHO prioriterer vaccine og medicin som primære midler til sygdomsbekæmpelse. En bekæmpelse af årsagerne har ingen interesse, for der kan ikke tjenes penge på forebyggelse. De syge betaler en høj pris. Alt for mange indlæggelser og dødsfald skyldes medicinske bivirkninger. Lægevidenskaben har underkastet sig globale finansielle magtstrukturer, og manipuleret forskning er ret udbredt. Herhjemme findes den i Kræftens Bekæmpelses regi, og der er brug for kritiske journalistiske øjne på den teleindustribetalte mobilforskning.

Der er andre end Faust, der har solgt sin sjæl!

Ingen blokerer Pirate Bay

Asger Henning Jensen, Søborg

Den 19. februar skriver Information, at danske teleselskaber blokerer for adgang til Pirate Bay. Det er faktisk forkert.

Det eneste, de gør, er, at de gennem deres DNS-servere prøver at fortælle din computer, at URL'en (http://thepiratebay.org), som du har tastet ind i din browser, svarer til deres 'informationsside', hvor de siger, at de blokerer websitet, og det er en lodret løgn - en løgn, fordi det er bevist usandt. Det er bare, som om et telefonnummer bliver slettet i én af de mange telefonbøger, der findes.

Sandheden - og adgang til Pirate Bay - kommer frem, hvis man bare bruger en anden 'adressebog' som f. eks. www.OpenDNS.com .

Fejl og sjusk fra Concito

Connie Hedegaard, klima- og energiminister, K

Lever Danmark ikke op til sine klimamål fra Kyoto? Jo, det gør vi, og vi har en solid plan for, hvordan vi når det, som er godkendt af EU. Men det tidligere radikale folketingsmedlem Martin Lidegaards tænketank 'Concito' kunne i sidste uge give et skråsikkert 'nej' på det spørgsmål med en rapport udarbejdet til lejligheden.

Der er bare ét problem: Konklusionen holder ikke. Rapporten indeholder flere graverende fejl. Den overser det banale faktum, at en stor del af de danske CO2-udledninger er omfattet af EU's kvotemarked, som sikrer et loft over CO2-udledningen fra omfattede virksomheder. Men hvad så med det uden for kvotemarkedet?

Heller ikke her er forudsætningerne rigtige: I stedet for at bruge de nyeste tal, bruger rapporten gamle tal fra 2001-2006 og overser dermed effekterne af bl.a. sidste års brede energiaftale.

Det er godt for samfundet og demokratiet, at nogle holder øje med, om regeringen gør deres arbejde godt nok. Men når en kritik, der bygger på et fuldstændig forfejlet grundlag, bliver brugt til at løfte pegefingre med, så bliver isen under dem, der retter kritikken, simpelthen for tynd.

Skandaløse forhold i Koncerthuset

Per Vadmand, Ringsted

Det kan undre, at der blandt al den velfortjente ros til den nye koncertsal næppe har været et ord om de elendige adgangs-, garderobe-, toilet- og logistikforhold.

Salen er smuk med en pragtfuld akustik, men rejsen fra parkeringsplads eller metro til man med stort besvær har fundet sin plads, byder simpelthen på skandaløse forhold. Ligesom i operaen er tilskuernes komfort oftet på æstetikkens alter.

Gordisk knude

Henrik Moberg Jessen, København S

Hvordan skaber vi et samfund med plads til alle, uden at vi alle skal have særrettigheder?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her