Læserbrev

Det langt fra grønne trafikforlig

Debat
11. februar 2009
Problemet med -En grøn transportpolitik- er den manglende politiske vilje til endeligt at tage det nødvendige opgør med den sædvanlige praksis om masser af penge til overflødige motorveje.

Problemet med -En grøn transportpolitik- er den manglende politiske vilje til endeligt at tage det nødvendige opgør med den sædvanlige praksis om masser af penge til overflødige motorveje.

Lars Bahl

Kære regeringsopposition, S, SF og R.

I har sammen med regeringen indgået en trafikaftale, som har fået titlen 'En grøn transportpolitik'.

Det er selvfølgelig helt legitimt at indgå brede forlig, men det er ikke i orden at behæfte forliget med en falsk varebetegnelse.

Det er ikke forunderligt, at en stigning i alle former for transport, uanset om transportvæksten kaldes grøn (kollektiv transport) eller sort (biler, asfalt), vil føre til et forøget drivhusgasudslip i mange år fremover. Det er blot, hvad stort set alle trafikforskere har sagt efter aftalens indgåelse, men det står også indirekte i aftaletekstens side syv, som rummer tekstens eneste, meget vage formulering om klimaeffekten.

"Parterne noterer sig, at regeringen har vurderet, at en samlet udmøntning af forslagene i 'Grøn transportvision DK' vil give en reduktion i CO2-udledningen på mellem 0,7 og 1,5 mio. tons årligt i 2020 i forhold til basisfremskrivningen - afhængigt af den nærmere udmøntning og den fremtidige udvikling og gennemslag af nye teknologier."

Forkert satsning

Passagen kan kun tolkes således, at regeringen vurderer, at udslippet kan reduceres mellem 0,7 og 1,5 mio. tons i 2020 i forhold til den basisfremskrivning for 2020, som DMU præsenterede i 2007.

Ifølge basisfremskrivningen vil transportsektorens drivhusgasudslip stige med 10 pct. i perioden fra basisåret 2005 til 2020. Såfremt vi medgiver regeringens vurdering lidt troværdighed og vælger gennemsnitsværdien på én mio. tons for forventet reduktion af transportsektorens drivhusgasudslip i forhold til basisfremskrivningen, så vil udslippet stige med kun ca. 2,4 pct. i perioden 2005-2020, men jo altså fortsat en stigning.

Konsekvensen af den beregnede forøgede vækst i transportsektorens drivhusgasudslip vil være, at de to øvrige ikke-kvotebelagte sektorer skal anstrenge sig rigtig voldsomt, såfremt Danmark skal klare EU's reduktionsmålsætning på 20 pct. samlet for de tre ikke-kvotebelagte sektorer, dvs. at husholdningerne og landbruget skal rubbe sig rigtig meget, mens transporten kører frihjul.

Problemet er den manglende politiske vilje til endeligt at tage det nødvendige opgør med sædvanlig praksis: masser af penge til overflødige motorveje. Men så bør man samtidig stå ved realia og lægge konsekvenserne frem for befolkningen: voksende biltrafik og ditto drivhusgasudslip til skade for det globale klima.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg gentager lige mig selv fra et andet indlæg i relation til Fingerplanen, som handler om trafikplanlægning med den forkerte legemsdel

Denne fantastiske plan, som har fulgt mig hele livet. Utallige er de kilometre, hvor jeg har cyklet rundt i fingerplanens resterende grønne oaser og både glædet mig over det, der er tilbage, og ærgret mig over, at bebyggelsen langsomt åd sig ind på de grønne lunger.

Tak til planlæggerne dengang, som tænkte med den rette legemsdel.

Men nu er det slut. Ikke mere plan her. Spredt bebyggelse udover de grønne lunger og langsom asfaltering af marker, skove, enge, søer og udsyn.

Nu er det måske særligt interessant, at Fingerplanen er et udtryk for langsigtet og strategisk tænkning, der kan sikre transport til og fra arbejde sker med et forbrug af ressourcer, som ikke er helt ude i skoven (eller det, der er tilbage af den) og så lidt miljøbelastning som gørligt. Måske har planlæggerne allerede dengang tænkt på miljøet og på, at ressourcerne en dag ville blive sparsomme og opfordret til tænksom brug af det, der ikke kan erstattes. Måske ikke, men så har de været heldige, og det skal man ikke kimse ad.

Men i denne stund, just som erkendelsen af at miljøet og de ressourcer, vi anvender til at transportere os rundt i dette land, er under stærkt pres og at energiforsyningerne fremover givetvis ikke vil flyde så rigeligt og til en pris, som de har gjort hidindtil, ja, da fremturer de ledende politiske lag i stor samstemmighed med en trafikplan, der mildest talt må være tænkt med en forkert legemsdel. Det, der kommer ud af disse tanker er da heller ikke en visionær, fremsynet og bæredygtig plan for trafikken og bebyggelsen i den Storkøbenhavnske region. Det ligner såmænd mere det, der kommer ud af den forkerte legemsdel. Og nu kan det ikke engang bruges som gødning i de grønne fingre, som snart vil være plastret til med forurening, spredt bebyggelse, en masse asfalt og højpotente motorveje og så måske en enkelt lillebitte jernbane, som endelig ikke må forstyrre den individuelle trafikafvikling.

Olieproduktionen har formentlig toppet. Peak oil hedder det. Det må forventes, at forsyningerne af olie (og gas) fremover vil falde og dermed vil blive både dyre og måske slet ikke tilgængelige. Der er ingen erstatninger klar. Hvor mange el- og brintbiler er det lige, der kører rundt i Danmark i øjeblikket? Og hvorledes er det lige med den infrastruktur, der kræves, for at de kan køre? Og kan disse bilers brændstof overhovedet fremstilles på en måde, så der netto ikke tabes energi? Og er det nu lige bæredygtigt og miljømæssigt forsvarligt?

Det indebærer med andre ord og med rimelig sikkerhed, at transportformerne, som vi kender dem, i nær fremtid vil komme til at undergå en dramatisk forandring – og på mærkelig vis vil transportbehovene skulle dækkes med udgangspunkt i en model, der bygger på en planlægning, som meget godt er i tråd med Fingerplanen, men som slet, slet ikke passer til asfalt, motorveje og spredt bebyggelse, hvorfra til- og afgang stort set kun er mulig i egen bil. Og dette gælder såmænd ikke kun den Storkøbenhavnske infrastruktur.

Denne ændring vil være fremtvunget af konsekvenserne af, at olieproduktionen har toppet og er for nedadgående, og det vil ske på trods af politikernes trafikale indsats, som kun vil fremskynde denne udvikling, da deres trafikplaner kun vil øge efterspørgslen og forbruget af fossile brændsler.

Man kunne godt, hvis man havde anvendt den rette legemsdel, have udformet en visionær, fremtidssikret og bæredygtigt bebyggelses- og trafikplan for det Storkøbenhavnske område.

Men man valgte altså at bruge den anden legemsdel og reultatet blev jo også derefter.

Og det er bl.a. derfor, jeg ikke gider bo i København.
Når jeg ta'r toget derover bliver jeg som regel irriteret og lidt deprimeret omkring Roskilde, fordi landskabet er så kedeligt og asfalteret.

Regeringen er vel glad så længe der er arbejde til dem der skal asfaltere hele øen, men de folk der skal leve i asfalthelvedet bliver det sgu ikke.