Læsetid: 5 min.

Ligegyldighed over for krig

Hvornår var det, vi ikke længere gad blive moralsk forargede over civile dødsfald i krigstid?
Debat
6. februar 2009

Jeg spekulerer på, om vi er ved at 'normalisere' krig. Ikke blot er Israel sluppet af sted med at myrde hundredvis af børn i Gaza. Og ikke blot udtalte dets egen udenrigsminister, at Israels hær havde bemyndigelse til at 'gå amok' under operationen, hvilket kun bekræfter min påstand om, at den israelske 'forsvarsstyrke' er lige så meget af en morderbande som regionens øvrige hære.

Menneskelige lidelser

Nej, sagen er også den, at vi ser ud til at have mistet den moralske forargelse, som altid burde ledsage konflikter og vold. Det var i den henseende ganske instruktivt, at BBC for nylig nægtede at bringe en annonce for en kampagne om at yde hjælp til de palæstinensiske ofre. Dets begrundelse var, at man ikke måtte kunne drage BBC's "upartiskhed" i tvivl. Med andre ord blev beskyttelsen af en institution tillagt større betydning end børns liv. Krig var som en tilskuersport, hvis skønsomme dækning - nærmest som en fodboldkamp, selv om Mellemøsten er en blodig tragedie - gik forud for menneskelige lidelser.

Hvornår denne deroute tog sin begyndelse, er jeg ikke ganske sikker på. Ingen vil betvivle, at Den Anden Verdenskrig var et blodbad af titaniske proportioner, men efter denne konflikt indførte vi alle mulige love for at beskytte mennesker: Internationalt Røde Kors' protokoller, FN med dets almægtige sikkerhedsråd og nok så latterliggjorte generalforsamling og Den Europæiske Union blev indstiftet for at sætte en stopper for konflikter i stor skala.

Lavintensiv krigsførsel

Og jo, jeg ved godt, at både var Koreakrigen (under FN-flag!) og Vietnamkrigen, men efter USA's tilbagetrækning fra Saigon, var der en stemning af, at nu gik 'vi' ikke i krig længere.

Nok kunne folkeslag under andre himmelstrøg begå grusomheder en masse - i Cambodja f.eks. - men vi overlegne og højt civiliserede vesterlændinge var en undtagelse. Sådan opførte vi os bare ikke. Højest kunne der blive tale om lavintensiv krigsførsel som i Nordirland. Og den israelsk-arabiske konflikt ville før eller siden visne væk. Der var en generel følelse af, at My Lai lå bag os, og at civile menneskeliv igen var blevet hellige i Vesten.

Jeg skal ikke kunne sige, præcis hvornår forandringen indtrådte. Var det Israels katastrofale invasion af Libanon i 1982 og dets allieredes massakrer i Sabra & Shatila på 1.700 palæstinensiske civile? (Gaza-krigen nåede lige akkurat ikke op på dette tal).

Et eller andet er sket ...

Israel hævdede (som sædvanlig) at udkæmpe 'vores' 'krig imod terror', men den israelske hær er ikke, hvad den udgiver sig for at være, og massakrer (Qana i 1996 og børnene i Marwahine i 2006 falder mig ind) synes at klæbe til den. Så var der selvfølgelig også den lille episode med Iran/Irak-krigen mellem 1988 og 1980, som vi entusiastisk støttede ved at levere våben til begge sider og den syriske nedslagtning af tusindvis af civile i Hama og ...

Nej, nu jeg tænker over det, tror jeg det var Golf-krigen i 1991, som skabte dette skred. Vore fjernsynsdrenge og pi'r spillede med af hjertens lyst - det blev den første krig, som havde sin egen 'tema'musik som underlag for sin billedside, og da de amerikanske tropper simpelt hen tilintetgjorde tusindvis af irakiske soldater i deres skyttegrave, hørt vi først om det senere og gik da ikke stort op i det. Selv da amerikanerne blæste på Røde Kors regler om at markere massegrave, slap de afsted med det. Der var kvinder i nogle af disse grave - jeg så selv britiske soldater begrave dem. Og jeg husker, hvordan jeg kørte op langs Mutla-højderyggen for at vise en Røde Korsdelegat, hvor jeg havde set en massegrav, som amerikanerne havde udgravet, og at han så på en plastikvalmue, som en amerikaner måtte have efterladt her og sagde: "Et eller andet er der sket her."

En skidt karl

Hvad han mente, var, at et eller andet var det sket med den internationale ret og med krigens regler. De var blevet ladt hånt om. Så kom Kosovo, hvor vor egen kære lord Blair for første gang udfoldede sin talenter for krig og endnu en omgang blodsudgydelser. Selvfølgelig var Milosevic en skidt karl (selv om de fleste kosovarer stadig var i deres hjem, da krigen - deres hjemkomst efter serbernes efterfølgende brutale fordrivelse blev derpå krigens mål). Men også her brød vi endnu engang nogle regler og slap af sted med det.

'Følgeskader'

Husker De det passagertog, vi bombede på Surdulica-broen og NATO-talsmand Jamie Sheas famøse afspilning af optagelsen i høj hastighed, der skulle vise, at piloten ikke havde tid til at flytte sin finger væk fra aftrækkerknappen (faktisk vendte piloten flyet og kom tilbage for at affyre endnu en bombe, men det var klippet ud af filmen.) Siden fulgte angrebet på en radiostation i Beograd. Og på civile veje. Og derpå et angreb på et stort provinshospital. "Det var et militært mål", insisterede Jamie. Og han havde ret. Der var soldater, som gemte sig på hospitalet sammen med patienterne. Alle soldater overlevede. Alle patienterne blev dræbt.

Så var der Afghanistan med de mange 'følgeskader', hvor hele landsbyer blev udslettet, og så i 2003 kom Irak og titusindvis - eller en halv million - eller en hel million irakere blev dræbt. Endnu engang greb vi, helt fra starten af, til at benytte os af vore gamle tricks og bombe broer og radiostationer og i mindst et tilfælde en civile ejendom i Bagdad, hvor 'vi' troede Saddam gemte sig. Vi vidste ganske vist, at den var fyldt med civile (kristne irakere, tilfældigvis), men amerikanerne betegnede bombningen som en 'højrisikooperation', hvorved han mente, at der var høj risiko for, at de ikke ville ramme Saddam. 22 mennesker blev dræbt. Jeg så det sidste et lig - et spædbarn - blive halet ud af murbrokkerne.

Og vi ser ud til at være ligeglade. Vi kæmper i Irak, og nu skal vi til at kæmpe endnu mere i Afghanistan, og alle menneskerettigheder og beskyttelseshensyn ser igen ud til at være forduftet.

Vi vil ødelægge landsbyer, det vil gå op for os, at afghanerne hader os, og vi vil oprette flere kriminelle militser - som vi gjorde i Irak - til at kæmpe for os. Israelerne organiserede en lignende milits i deres besættelseszone i Sydlibanon og overlod ledelsen til en galning af en libanesisk hærmajor. Men nu går selv dets egne tropper 'amok'. Og BBC bekymrer sig for sin "upartiskhed".

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her