Kronik

Livnis valg

Så sker det snart igen. Israel går til valg. Og Tzipi Livni, regeringspartiet Kadimas leder, befinder sig i en vanskelig valgkamp. Udfordringen er ikke blot at bevare regeringsmagte, men også at holde liv i Kadima som det brede folkelige midterparti, der kan samle Israels middelklasse
Vil frygten få taget i Israels befolkning, således at Benjamin Netanyahu kommer til magten ved valget den 10. februar?

Vil frygten få taget i Israels befolkning, således at Benjamin Netanyahu kommer til magten ved valget den 10. februar?

YEHUDA RAIZNER

Debat
5. februar 2009

Partiet Kadima, skabt af Ariel Sharon i 2005, har i løbet af sin korte levetid fået seriøse skrammer i lakken. Skrammerne er så markante, at mange israelske midtervælgere sender lange nostalgiske blikke efter Benjamin Netanyahus, Likudparti.

Sharons motivation for at etablere Kadima var erkendelsen af, at Israel havde brug for en stabil grænsedragning. I Sharons optik kunne dette bedst opnås ved, at Israel selv trak linjerne på et kort, eftersom palæstinensernes lederskab ikke kunne garantere overholdelsen af en aftale med Israel.

Planen ville være vanskelig at udføre via Likud, Sharons gamle parti, hvis bagland er bosætterbevægelsen forholdsvis venligt stemt. Derfor stiftede Sharon Kadima.

Sharon tøvede ikke med at realisere sin plan om unilateral tilbagetrækning, og det første skridt i processen var tilbagetrækningen fra Gaza.

Israels centrum-venstre vælgere kunne paradoksalt observere, at manden, som mange så som personificeringen af den militaristiske højrefløj, ødelagde alle jødiske bosættelser i Gaza og gav dem derved håb om bedre tider.

Historien vælter Sharon

Israels centrum-højre vælgere kom derimod i tvivl om, hvorvidt Sharons plan om unilateral tilbagetrækning nu også var det rigtige valg. Tv-billeder af grædende familier, der blev tvunget ud af deres hjem, gav associationer til tragiske historiske hændelser i Europa, som ingen skal glemme. Og så faldt Sharon om.

Ehud Olmert overtog lederskabet af Kadima og formåede at vinde valget i 2006 ved at love at værne om Sharons arv. Umiddelbart fremstod Olmert som en stærk mand, da han erklærede sig som valgets sejrherre. Men kun for en kort stund.

Sharons plan om egenhændigt at trække sig tilbage fra udvalgte palæstinensiske områder blev angrebet. Bogstaveligt talt. Militære grupper udnyttede anarkiet i Gaza til at udfordre Israel.

Også Hizbollah udfordrede Israel og sendte agenter ind over den israelsk-libanesiske grænse og kidnappede israelske soldater. Tiden var moden til en ny runde i kampen mod Mellemøstens stærkeste magt, syntes disse grupper at have tænkt. Under alle omstændigheder var det i hvert fald det, de fik.

De militære operationer i sommeren 2006, der kaldes den anden Libanon-krig, kom bag på mange. I Israel kom særligt hærens performance bag på mange. Kamphandlingerne tydeliggjorde, at hæren var i dårlig form.

Hvis Israels mål med krigen var at fortælle fjenderne, at unilateral tilbagetrækning fra palæstinensiske områder ikke var et tegn på svaghed eller overgivelse, så blev fortællingen nærmere, at Israel var sårbar. Og dette er uacceptabelt for store grupper i det israelske vælgerkorps.

Israel har ikke råd til at vise svaghed. Sikkerhed er førsteprioritet. Geopolitikken tillader ikke andet. Fra den ene dag til den anden var Olmert en færdig mand i israelsk politik. At det lykkedes Olmert at konservere magten indtil sommeren 2008 var overraskende.

Kvinden tog over

Og der stod Livni. Klar til at overtage et parti, der i meningsmålingerne klarede sig jævnt. De internationale medier fik dog straks interesse for hende. Hendes baggrund som mossad-agent og hendes fremtræden som feminin machopolitiker appellerede internationalt, men måske i mindre grad på israelerne selv.

Før hun kunne overtage styringen af Kadima, måtte hun i al fald ud i en formandskamp mod den tidligere forsvarsminister Shaul Mofaz. Skønt Mofaz igennem nogen tid havde levet en lidet bemærkelsesværdig tilværelse som transportminister, fik han 42 procent af stemmerne i Kadimas primærvalg mod 43,1 procent til Livni, der beklædte posten som udenrigsminister, hvorfra hun høstede en ny samarbejdsaftale med EU og forhandlede med det palæstinensiske lederskab på Vestbredden.

Ikke desto mindre kunne Livni kun frembringe en smal valgsejr i primærvalget. Livni gik målrettet og ambitiøsstraks i gang med at skabe en ny regering for Israel.

Ikke nogen nem opgave af den simple grund, at det aldrig er nogen nem opgave at forme en regering i Israel, hvis parlament huser en farverig vifte af partier.

Tzipis førstevalg for samtalepartner var det tidligere så magtfulde Arbejderparti, som kritikere kalder en antikvarisk forsamling uden politisk projekt.

Livnis hovedpine

Forhandlingerne viste sig at være vanskeligere end først antaget. En af knasterne var Arbejderpartiets modstand mod justitsminister Daniel Friedmann, som ønskede reform af Israels Højesteret, der i mange højreorienteredes øjne udøver politisk magt ved at dømme aktivistisk, mens mange venstreorienterede derimod ser Israels Højesteret som demokratiets vogter.

Efter lange træk skulle Livni have lovet, at reformen ville få sparket. Men Arbejderpartiet skulle vise sig blot at være et delelement i Livnis hovedpine. Det religiøse parti Shas, hvis vælgerbasis hovedsagligt består af traditionalistiske familier med mange børn, udgjorde et problem for Livni.

Partiet kan retmæssigt kaldes for en kongemager i israelsk politik. Shas' pris for en regeringsdannelse har typisk været allokering af penge, mange penge, til understøttelse og forsørgelse af familier med rigtig mange børn. Også denne gang skulle Shas have haft en budgetforøgelse til børnefamilierne som ultimativt krav.

Denne gang stod kravet ikke alene, men kombineret med kravet om, at Jerusalem ikke kunne indgå som forhandlingsgenstand i drøftelserne med palæstinenserne. Livni kunne ikke udstikke et sådant løfte.

Livni er realist og ved, at spørgsmålet om Jerusalem skal adresseres, inden en holdbar fredsaftale med palæstinenserne kan indgås. Derfor er der nu valg i Israel.

Frygten er modstander

Livnis hovedmodstander, Netanyahu, står stærkt. Valgtemaerne ligger fordelagtigt for den tidligere premierminister: Irans atomare aktiviteter, spørgsmålet om Jerusalem og forholdet mellem jøder og arabiske israelere, der synes forværret efter optøjer mellem jøder og araber i kystbyen Akko. Han formår på disse emner at tale til den brede befolkning, der frygter et iransk atomart Holocaust, en palæstinensisk hovedstad i Jerusalem og civil tumult i 'Israel proper'. Men intet er dog sikkert, fordi intet er sikkert i politik. Livni kan overraske.

Den seneste udvikling i Gaza kan blive afgørende for Livni og hendes parti. Måske hendes og partiets eneste chance for at bevise, at de med sikker hånd kan forvalte landets sikkerhed, men Gaza er på alle måder et farligt sted. Særligt for israelske politikere.

Militæroperationerne kan ende i nederlag, fordi Hamas står stærkt. Meget vil også afhænge af de mindre partiers præstation i valgkampens sidste fase.

Hvordan vil det for eksempel gå den berygtede Avigdor Liebermans parti Yisrael Beitenu, der kurtiserer russiske indvandrere og taler for overførelsen af palæstinensisk dominerede områder i Israel til de palæstinensiske myndigheder på Vestbredden mod at større bosættelser på Vestbredden indlemmes i Israel?

Variablerne er mange for valget. Et valg, der enten vil give Livni mandat til at fortsætte forhandlingerne med palæstinenserne eller give Netanyahu mandat til at starte på en frisk.

Et valg, der kan omformulere Israels strategi over for Iran og Irans strategi over for Israel.

Et valg, der kan være begyndelsen til enden for Kadima og Livnis lederskab. Der er meget på spil. Som altid i israelsk politik.

Israelerne skal til parlaments-valg den 10. februar 2009. Lasse Holm Grønning er cand. mag i historie med speciale i Israel og EP-kandidat for De Radikale

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her