Madhåndværket forsvinder

Nordea Fonden har givet 100.millioner - til Det Biovidenskablige Fakultet på Københavns Universitet. Pengene skal bruges til at forske i børns sundhed med det ædle mål at kæde sundere livsstil sammen med god mad. Altså ikke bare give en anvisning på, hvad der er sundt at spise, men også hvordan det kan tilberedes, så det smager godt og ser appetitligt ud. Modsat tidligere tiders kostråd skal disse give lyst til at spise sund mad.

Ak ja. 100 millioner lige ud af vinduet.

Jeg bliver vist (igen, igen) nød til at forklare, hvorfor et lands befolkning bliver tykke, for uden at vide hvorfor kommer man aldrig nogensinde til at fremsætte løsningsmodeller, der virker.

Danmark var indtil den industrielle revolution i sidste halvdel af det 19. århundred et bondesamfund, hvor hver især producerede sine egne fødevarer. Konservering var svær og risikabel, så maden var helt i pagt med sæsonen og ikke spor varieret. Med den industrielle revolutions komme indvarsledes en helt anden tid for maden i Danmark.

Folk begyndte at flytte fra land til by, og det betød at de ikke længere selv producerede den mad, de spiste, men skulle købe af andre, som så til gengæld kunne koncentrere sig om at producere i større skala og sælge på et marked i byerne, som var meget større end det lokale. Udbygning af transportvejene og muligheder for nedkøling gav en enorm forøgelse af fødevareudbuddet og dermed i mulighederne for at udvikle madkulturen. Den rigeste og mest nyskabende danske kogebogslitteratur stammer fra denne periode. Maden er dog stadig mestendels lokal og stort set 100% båret af sæsonen. Kostsammensætningen er som i resten af Europa båret af stivelse og grønt, i Danmark i form af grød, frugt og grøntsager. Både frugter og grøntsager er forholdsvis billige at dyrke og gode at konservere enten som sylt eller henkogt. Kød er en dyr luksus, nemt fordærveligt og svært at konservere. Denne madkultur holder sig stort set uændret indtil efter Anden Verdenskrig og bliver indtil omkring 1960 stadigt forbedret, idet håndværket, det at kunne lave mad, overleveres fra mor til datter. Sådan har det faktisk været i tusindvis af år, man lærer det, ens mor kan, og lægger selv lidt på toppen.

Klasseforræderi

I slutningen af 50'erne havde socialdemokraterne og fagbevægelserne i Danmark i store træk opnået det, de i så lang tid havde kæmpet for. Ordentlige arbejdstider, fritid og løn. En enorm økonomisk vækst skabte udvikling og sikkerhed for danskerne på et niveau, de aldrig havde oplevet før. Udviklingen gjorde, at Socialdemokraterne og fagbevægelserne ikke længere kun så sig selv som politiske og fagpolitiske organisationer, men som, de der skulle 'lede' danskerne mod det liv, de fortjente. Af uransagelige årsager blev danskerne forledt til at tro, at arbejdsgivernes værdinormer var det, man skulle stræbe mod, at materialisme var lig med et godt liv. Vel nok det største klasseforræderi i danmarkshistorien.

Danskerne skulle bo bedre, have bil, ferier i udlandet, sommerhuse, fjernsyn og alt det, der krævedes for at leve et 'godt' liv. På trods af at de tjente meget bedre end før, var det ikke nok til alt det, som kun få havde råd til. Der skulle skaffes flere penge til huse, og da to hænder kun kan arbejde så meget, kom kvinden på arbejdsmarkedet.

Når der ikke, går en hjemme sammen med børnene og laver mad, ser de ikke hvordan det gøres, og håndværket dør. I vores samfund tager det beviseligt kun to generationer for et håndværk at forsvinde. Ingen stråtage, to generationer, ingen tækkemænd. Ingen, der laver mad med børnene, to generationer, ingen, der kan lave mad og de to generationer er gået for længst.

Hvis man ikke kan lave mad, mister man også evnen til at bedømme kvaliteten på fødevarerne, det resulterer i, at producenterne kan sælge ringere produkter, og det opfattes blot som det 'Sædvanlige'. Kombineret med et sæt af værdinormer, der kræver materielle goder i mængder og til priser, som æder det meste af den disponible indkomst, bliver det beløb, der bruges til fødevare meget mindre. Vi er altså i en nedadgående spiral, hvor manglende evner til at lave mad, bedømme kvaliteten på fødevarer og et stadigt stigende forbrug af synlige materielle forbrugsgoder konstant formindsker den andel af den disponible indkomst, der bruges til mad.

I en sådan situation leverer producenterne naturligvis den vare, der efterspørges, nemlig den billigste, og den billigste vare er altid dårligst. Der er en bundgrænse for, hvor billigt man naturligt kan producere en fødevare. Vil man gøre varen billigere må man ty til kemi, svindel og løgn, og det er præcis der, vi er nået til i Danmark.

Faktisk er det nået dertil hvor maden og vinen, der konsumeres i Danmark, er den ringeste i Europa, og vi er desuden de, der bruger mindst af vores disponible indkomst på fødevarer.

Samtidig har vi i Danmark vendt op og ned på vores kostsammensætning, byttet rundt på indtaget af kød, frugt og grønt. Med vores større købekraft har vi fået råd til at købe kød, bruge luksusprodukter som smør og piskefløde, og vi bruger disse på et niveau, som har gjort os fede og fejlernærede. Vi har simpelthen droppet de sunde grøntsager, frugten og grøden til fordel for tomme kulhydrater, proteiner og fedt.

Ulykkelige spiser usundt

Det har vi vidst længe, men allehånde eksperter, kokke og velmenende livsstilsforskere har ikke formået at gøre det fjerneste ved dette. Hvorfor ikke?

Det viser sig med al tydelighe,d at uhørt materialisme ikke skaber et godt liv. Gennem de sidste 50 år er det danske samfund i stigende hast blevet et land hvor socialt sammenhold, medmenneskelig forståelse, respekt og høflighed er erstattet af griskhed, intolerance, fremmedhad, egoisme og ligegyldighed. Altsammen camoufleret som retten til at være et selvstændigt menneske, der søger sin egen lykke. Et menneske med alle muligheder og fuldstændig frihed.

Hver dag læser man om dårligt uddannelsessystem, dårligt hospitalsvæsen, dårlig ældrepleje, høj selvmordsrate, højeste rate af rygere i Europa, flest skandaler i fødevaresektoren, mest sort arbejde, og det er vel nærmest at føje spot til skade at bringe den finansielle nedtur på banen.

I et sådant samfund er mennesker ikke lykkelige. De er frustrerede, usikre, bange og vrede, og når man har det skidt, er den nemmeste måde at blive flygtigt lykkelig på at spise. Det at få noget ned i maven giver øjeblikkelig behagelighedsfølelse, og sukker, alkohol og alle de andre ting, vi fylder os med, lægger til. Et ulykkeligt folk spiser sig fedt og usundt.

For at vende udviklingen er vi nødt til at indrømme, at et materialistisk samfund ikke er et velfærdssamfund og så bringe menneskelige værdier tilbage. Det kræver mere end én generation at lave om på dette. Vi må generobre evnen til at lave mad. Obligatorisk skolekøkken to gange om ugen, fra første til tiende klasse, et skolekøkken med penge nok til, at der kan laves mad, og et skolekøkken, som tværfagligt arbejder med mad på alle planer, både socialt, historisk, teknisk og hygiejnisk. På den måde kan vi lære kommende generationer, hvad mad er.

Vi må bruge vores fælles projekt, 'den offentlige sektor', som pressionsmiddel, det vil sige, at vi bruger penge nok på måltider i offentligt regi til, at vi kan købe fødevarer i absolut bedste kvalitet.

Bruger vi penge nok, vil der blive skabt et marked for kvalitetsfødevarer, en niche, hvor der kan tjenes penge, forbliver ikke uudnyttet.

Nye værdier

Vi må stoppe med at købe dårlige fødevarer. Disse forsvinder først, når de ikke bliver købt. Så længe de sælges, laver producenterne ikke bedre varer. Hvorfor lave guld, når lort kan sælges. Penge er først et pressionsmiddel, når de fratages producenten, folk, der tjener penge, ændrer intet, de, som ingen penge tjener på et produkt, lægger om.

At tro, man kan ændre spisevaner ved at forske i fedme og lave sunde opskrifter til et folk, der ikke kan lave mad, ingen penge bruger på fødevarer og har antaget uhørt materialisme som målet for et godt liv, er direkte dumt.

Der skal et helt nyt sæt værdinormer til, og vi skal mindst bruge tre gange så mange penge på fødevarer, som vi bruger i dag. Det er ikke bare en omlægning, men revolution.

100.000.000 for at nogle få kan pille sig i navlen med ingenting. Satans også.

Bo Jacobsen er restauratør, og sammen med hans kone driver han Restaurationen og R-vinbar. Derudover holder Bo Jacobsen jævnligt foredrag om madkulturen i Danmark.