I år skal der forhandles et nyt forsvarsforlig, og vildreden er stor. For det første er finanskrisen over os, og offentlige investeringer må tænke finans- og beskæftigelsespolitisk snarere end forsvarspolitisk. For det andet er forsvarsstrategierne nærmest i opløsning. De sidste 20 år har været præget af nogle enorme strategiske skift. Håb og fantasmer har blandet sig med nederlag og omdefineringer. Med den centrale britisk-amerikanske strategiske tænker John Gray kan man måske tale om op mod en snes vidt forskellige fremtidsscenarier, hvoraf det bedste paradoksalt nok er at konsultere militærhistorien.
Major Jacob Barfoed antyder den mulighed i sin kronik den 3. februar og forsøger så at gennemtænke fremtidens krav om, hvorvidt forsvaret skal have ny kampfly. Forsøget er interessant, men hænger ikke sammen.
Problemet er ikke blot i den lille skala, at Barfoed hævder, at jord-til-luft-missiler gør det "meget risikabelt at flyve med ubemandede fly", et it-styret system, der har udviklet sig meget de sidste årtier, men er det ikke netop mindre risikabelt end at anvende bemandede fly? Man kunne se for sig, hvordan studieværten i The Daily Show, Jon Stewarts undrende mimik ville tage sig ud.
Barfoed vil også forsvare nye kampfly. Der er tale om investeringer på to gange en storebæltsbro. Så de skal overvejes grundigt, og argumentationen bør derfor være solid: "Et nyt kampfly vil først være klar til brug om otte-ti år og vil efterfølgende skulle anvendes i 30-40 år."
Argumentationen er, at "danske kampfly vil her og nu faktisk styrke implementeringen af den danske Afghanistan politik". (Igen ser vi på Jon Stewarts ansigt for os).
Kronikken gentager 'her og nu'-perspektivet, men ti eller 30 år er jo ikke her og nu. Hvad ligger der med andre ord bag?
Taktik, ikke strategi
Siden 1970'erne har man talt om Vestens (USA's) revolution i militære anliggender (RMA), hvor man har villet skabe et fælles koordineret system af 40-50 tekniske systemer. De skulle garantere, at man kan vinde krige og sejre på slagsmarken. Omkostningerne er gigantiske. Vi taler om beløb i størrelsesordenen 20.000 milliarder kroner. Dybest set investeringer, der betales via en debitering til Kina, Rusland og Saudi-Arabien, der står som de helt store kreditorer til USA og nu ejer mange amerikanske fabrikker, havne, investeringsselskaber osv. Ideen heri går umiddelbart tilbage til Den kolde krig, men har meget længere aner. Den er typisk for en taktisk tænkning om materielt herredømme, som kom frem før Første Verdenskrig, og som går tilbage til Napoleon og hans vicestabschef, en fransk militærtaktisk tænker ved navn Antoine-Henri Jomini. Sejren vil blive sikret af materiel overlegenhed, som den amerikanerne havde i Vietnam. (Endnu en gang kan vi konsultere Jon Stewarts undrende ansigt).
Det amerikanske militære bureaukrati har næsten lige så gamle aner. Det reformeredes grundigt i tiden lige omkring 1900 og har i store træk en organisatorisk form, der går i en ubrudt linje tilbage til dengang.
Dwight D. Eisenhower kunne i sin afskedstale i 1961 advare Kennedy om det "industrielt-militære kompleks", der hørte med. Med den type organisatorisk taktik som drivmiddel lykkedes det for amerikanerne at tabe Vietnamkrigen på en måde, der kun kunne tjene til at blive fortrængt og glemt, så man ikke lærte noget af den.
Men det lykkedes at udkonkurrere Warszawapagten gennem it-teknologisk oprustning. Vesten kunne indoptage den tyske Blitzkriegs-taktik bedre end Sovjet. Man kunne vinde på hastighed - også en gammelt Napoleon-taktik - og ikke blot materiel. Der er bare et problem. Alt det smarte, dyre, hurtige, nye og massive isenkram hviler på taktik. Ikke på strategi.
Lige siden svenskerne stødte på snaphanerne og Napoleon på den spanske guerilla ('lille krig'), har svaret på overlegenhed i højteknologi og hastighed været decentralisering og lavhastighed. Besættelsesstyrker har tiden imod sig. De har forsyningslinjerne imod sig. De har moralen imod sig. De har opslidningskrigens strategi imod sig. Og næsten alle større krige har gennem de sidste 400 år været opslidningskrige. Sådan nogen taber man, det er ikke nogen, man vinder. Den store krigstænker Karl von Clausewitz vidste det, strateger ved det. Men i strategi taler man ikke blot om slagmarker, man taler også om forsyninger og om fred.
I dag er ikke blot det danske, men også det amerikanske forsvar og deres besættelsesstyrker ved at blive slidt op. I Afghanistans tilfælde kan man bestemt beklage det. Akilleshælen har været den ulovlige og illegitime Irakkrig, der ifølge den amerikanske økonom og nobelpristager Joseph Stiglitz vil komme til at koste USA mellem 17.000 og 30.000 milliarder kroner - en stor del i invalidepensioner. Det er formodentlig den omkostning, der mere end noget andet har trukket stikket ud for den amerikanske kreditværdighed.
Brud med doktriner
Paradoksalt nok er den amerikanske hær ikke blot en af de langsomst lærende organisationer i Vesten, men også en af de hurtigste. Krigsførelse drejer sig trods alt om omstilling og innovation. Under det katastrofale sammenbrud i Irak i 2005-06 brød man med de klassiske doktriner, og med ryggen mod muren analyserede man Rumsfelds og Cheneys RMA-fantasier og lavede en gigantisk omstilling ikke blot i taktik, men også i strategi. Krigsførelse må dreje sig om, ikke at vinde slagmarken taktisk, men om strategisk at vinde freden, nemlig bl.a. ved at flytte det kampen er om fra en type slagmark til en helt anden.
Rumsfelds egne generaler fornægtede hans RMA-naive tilgang. Ifølge General Patreus og hans strateger består oprørsbekæmpelse i civilt-militært samarbejde. Den består af folk, der kan tale sproget, forstår kulturhistorien, kan gå ind i samfundets funktionssammenhænge. Få samfundet til at fungere. Ikke ved pludseligt at gå ind med Woodrow Wilsons doktrin om at skabe folkelig 'selvbestemmelse' og kalde det et demokrati, der ender med borgerkrige, men ved at skabe langsigtede institutionelle ændringer. Det tager tid. Og tid koster. Teknisk er Vesten anyway oprørsgrupperne langt overlegne, selv hvis man tog gamle svenske Drakenfly frem. Taleban er ikke Sovjet, og al-Qaeda er ikke den tyske Wehrmacht.
I Afghanistan og Irak er problemerne ikke mindst strategiske, og det vil sige politiske: Grænsedragningen mellem Pakistan og Afghanistan går på tværs af ældgamle stammer; Iraks grænser var en britisk opfindelse efter Første Verdenskrig. Vi taler om områder, hvor historiens åndedræt er helt anderledes langtrukkent end i Texas; Middelalderen var i forgårs, og Osmannerriget var i går. Hvis man strategisk vil skabe fred, er udfordringen mindre at anvende en milliard på nye kampfly, men et lige så stort beløb på kulturstudier og de resterende milliarder på velfærdsopbygning. Lad os antage, at USA havde brugt 17.000 til 30.000 milliarder kroner på en Marshall-plan for Mellemøsten: Hvordan var det så gået med Iraks, Afghanistans og palæstinensernes samarbejde med Vesten? Hvordan var det gået med udsigterne til en finanskrise? Ville det være Vesten eller Kina, der ville drage fordel af samarbejde med Mellemøsten? I stedet fortsatte man med den unilineære taktiske materieloprustning, der med Kosovo-konflikten 1999 som undtagelse har ført til så store katastrofer.
For fremtidens skyld
"At spå om sikkerhedstrusler 10 til 50 år ude i fremtiden og basere sine materielinvesteringer på dette usikre grundlag er risikabelt", siger Barfoed. Ja, netop. Men glem ikke, at pludselige oprustninger kan ske enormt hurtigt, næsten fra scratch, tænk på USA's indsatser i borgerkrigen (1861-65), og i Første og Anden Verdenskrig også, Tysklands i 1933-39. Der er ingen grund til, at Vesten i samlet flok skal skræmme Rusland og Kina til oprustning. Begge lande er fuldstændig afhængige af eksport til Vesten og har slet ikke internt råd til en ekstern konflikt. For tiden er der mange taktiske forsvarseksperter, der gerne vil bevare deres jobs og institutioner. Det er der jo mange, der gerne vil. Spørgsmålet er, om forsvaret, lige som alle andre, også må lære at omstille sig til helt andre doktriner. For fremtidens skyld.
Gorm Harste er lektor på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet
som talt ud af mit hjerte ...;-)
Gorm Harste du rammer sømmet rent..
Det er netop på tide, at gøre op med det gamle tankegods, der lader hånt om den gavnlige og fredsbevarende civile udvikling og presser på for endnu mere militært magtmateriel, som det eneste løsningsmodel af global krige og konflikter
Som side et i coachingbogen siger. Så løser man ikke en konflikt, ved at starte en ny konflikt.
"Myter om forsvar og krige - Hvis USA havde brugt op mod 30.000 milliarder kroner på en Marshall-plan for Mellemøsten i stedet for at have ødslet det enorme beløb ud på krigen i Irak: Hvordan var det så gået med Iraks, Afghanistans og palæstinensernes samarbejde med Vesten? Hvordan var det gået med udsigterne til en finanskrise, som til dels er forbundet med de enormne militærudgifter?"
Jamen Saddams Irak og Talebans Afghanistan ville da helt sikkert kunne bruge den kæmpe økonomiske bistand du ville begunstige dem med.
Saddam kunne med sådanne summer nemt havde realiserede sine stormagtsdrømme.
Også Taleban ville kunne bruge alle disse milliarder til at ekspanderer dybt ind i Centralasien og overtage magten i Pakistan.
Hvad angår palæstinenserne så er de jo allerede i dag den suverænt største modtager af økonomisk bistand pr. indb., hvorfor de er rigere end fx. Moldova og dobbelt så rige som fx. Tanzania. Ja, havde det ikke været for den voldsomme befolkningseksplosion i Palæstina kunne de hurtigt få en fornuftig socioøkonomisk udvikling.
Forfatteren forregner sig - det er per se ikke fattigdom, der fører til konflikt mellem de vestlige og mellemøstlige lande, men ideologi - nogle mener verden skal indrettes på én måde, andre mener verden skal indrettes på en anden måde - begge er de villige til at bruge magt for at gennemtvinge deres vilje.
Forfatteren ville så støtte Taleban, Saddam og Hamas økonomisk. Det mener jeg ville være en dårlige ide.
Hvad angår problematikken omkring oprørsbekæmpelse så er militær overmagt ikke en garanti for success, men en forudsætning.
De historiske henvisninger er også forfejlet - og svenskerne slog jo også danskernes opstande ned, helt ned - når "guerillakrig" i dag er en brugbar taktik over for vesten - så skyldes ikke tidens teknologi eller våben, men fordi man ikke længere anvender effektive midler over for en slået fjende, der fortsætter kampen.
Tidligere kunne "guerillaen ikke gemme sig i befolkningen", da fjenden simpelthen ville nedkæmpe/nedslagte befolkningen som sådan indtil enhver modstand ophørte - I dag er det ikke moralsk acceptabelt - og derfor kan den svage part vinde over selv den største magt.
Hvis Vesten valgte det ville Vesten kunne udslette hele den Islamiske verden - "Guerillaen" eller islamisterne lever på vores nåde, ikke deres egen formåen.
Og lige for at komme eventuelle beskyldninger om opfordringer til folkemord i forkøbet - så argumentere jeg ingenlunde for Vesten bør anvende tidligere tiders strategi, men blot at problemerne med nedkæmpelse af oprør ikke skyldes den militærteknologiske udvikling og den taktik, der bygger herpå, men den etiske udvikling i Vesten.
Når eller hvis truslen (eller hadet) bliver tilstrækkelig stor kasseres alle etiske begrænsninger for krigsførelse.
Can't wait!
Lars Hansen..
jeg synes jo det er rigtig fedt at du vælger Saddam H, og Taleban som dine eksempler. Netop fordi begge fascistiske styrer, er den direkte eller indirekte konsekvens af amerikansk kold-krigs politik. Dvs mine fjenders fjender er min ven logikken. Hvorfor uorganiseret islamiske barbarer, var at foretrække fremfor afsporet socialistiske idéer, der fulgte med de russisk/kommunistiske tanker og militærmagt.
Derfor finder jeg dit lange indlæg ganske intetsigende, da de grundlæggende tese, er skudt helt ved siden af.
Den råde tråd i artiklen er netop at civiludvikling er mere konflikthæmmende og fredsskabende, end alverdens krigsmaskiner.
DIn forestilling om verden sammenhæng, bærer tydelige tegn på en ringe viden om de faktiske tilstande for mennesker i verdens lande, samt de almen menneskelige motivationsfaktorer.
Michael Skaarup:"DIn forestilling om verdens sammenhæng, bærer tydelige tegn på en ringe viden om de faktiske tilstande for mennesker i verdens lande, samt de almen menneskelige motivationsfaktorer."
All You Need Is Love - Det er godt Michal, tro på det...
Lars hansen.. Din kommentar, er blot endnu et udtryk for din unuanceret sort/hvid verden, som jeg åbenbart skal være en del af...
er jeg så sort eller hvid?
Utroligt at man kan være lektor i statskundskab og ikke have fattet de mest grundlæggende sikkerhedspolitiske dynamikker.
Lars,
Fremragende indlæg.
tjahhh, - højrefløjen kalder dem "sikkerhedspolitiske dynamikker" ... vi andre kender dem bedre som "paranoide forestillinger".
;-)
Hmmn.. sikkerhedspolitiske dynamikker..
Kim og Lars, lad os tale om sikkerhedspoltiske dynamikker her. Det er ingen hemmelighed, at USA vha. Storbritannien og Pakistan investerede uhyrlige store beløb tilbage i 1979 og lidt frem, idet de hvervede de mest fanatiske muslimer fra nordafrika og regionen, trænede dem og gav dem våben i Afghanistan. Som præsident Carters sikkerhedsrådgiver senere har erkendt og pralet af, var det for at "lokke Sovietunionen i en fælde", at give dem deres egen Vietnam. En del af disse mujahedeen kom som bekendt fra Saudiarabien. Blowback er efterretningsjargon for når man får blæst noget tilbage i ansigtet, f.eks. bombningerne USS Cole, embassaderne i Kenya og Tanzania, 9/11. Det er blowback, der vil noget.
Andre eksempler på blowback er den CIA-faciliteret afskaffelse af parlamentarisk demokrati i Iran i 1953, da Mossadegh blev sat af, og vores gode ven, den blodige diktator Shahen blev sat ind. Reaktionen til det kom som bekendt i 1979 da præstestyret så fjernede Shahen.
Også I Irak hjalp USA Husseins parti komme til magten, og støttede Hussein med kemiske og biologiske våben, og ydede politisk støtte da Hussein udførte sine allerværste gerninger (herunder gasning af kurderne ved halabja, gasning af Iranere).
Er disse sikkerhedspolitiske dynamikker udelukkede? Det kan være at det er nemmere at anvende en mere historieløs analyse, og lade som om vores nuværende fjender bare dukkede op fra ingenting.
I Iran kunne man vælge at fremme og støtte de mere reformvenlige kræfter, eller man kan føre krig mod dem.. så skal vi - som i tilfældet med Irak og Afhganistan - nok fremme mere terror, som vi så kan bruge som begrundelse til at fortsætte krigen osv.
Tom Clark:"Det er ingen hemmelighed, at USA vha. Storbritannien og Pakistan investerede uhyrlige store beløb tilbage i 1979 og lidt frem, idet de hvervede de mest fanatiske muslimer..."
Ja og? Det var da en udmærket ide, at lade militante islamister kæmpe mod sovjetiske kommunister - Rent magtpolitisk var det da en genistreg.
I modsætning til det implicitte i dit indlæg så var det bestemt ikke Vestens støtte til den afghanske mujahidin, der skabte militant islamisme som sådan - man brugte den blot så vidt det nu var muligt mod tidens største fjende: Sovjetrusland.
Hvad angår Saddams Baath-socialistiske Irak så var Sovjet hans største kilde til våben og militærrådgivning - det kan simpelthen ikke diskuteres.
Den minimale støtte Saddam må have fået fra CIA i forbindelse med hans magtovertagelse i partiet har vel været fordi CIA har ment Ahmed Hasan Al-Bakir var mere vendt mod Sovjet end Saddam - så er det jo logisk, at støtte den mere "alliancefrie" Saddam. I øvrigt fornemmer jeg man overvurdere CIA's magt og indflydelse på sagen og Saddams opstigning til magt og vælde. Hvis CIA bare kan indsætte folk på magten i hid eller dette land, så havde CIA nok sat andre på magten i Irak, Iran, Nordkorea, Cuba, Venezuela etc. etc. ect. Men naturligvis støtter man, aktivt eller passivt, den mindst ringe af de mulige kandidater.
Når så Saddam går i krig med et fjendtligt indstillet Iran - så skal Vesten da ikke ligge hindringer i vejen - lad dog blot de to tæske løs på hinanden. Både Øst og Vest støttede i øvrigt Saddam imod Iran.
Den minimale vestlige støtte til Saddams krig mod Iran og hans kemiske våben er i den henseene uden større betydning. Iraks militær var hovedsageligt udrustet og trænet af Sovjetrusland. Saddam har dog som opportunist søgt omgang med begge sider af Jerntæppet. Og Vesten har naturligvis søgt at skille Irak fra Sovjetrusland i det omfang det var muligt.
Lige lidt om den tekniske vestlige støtte til Saddams kemiske våbenproduktion. Denne er nu også noget overvurderet - det var godt nok hovedsageligt tysk industri, der byggede Saddams kemikaliefabrikker - men det kræver ikke det store at lave kemiske kampstoffer på ellers "fredelige" kemikaliefabrikker. Det der kræver noget er fremføringsmidlerne - og disse var sovjetiske.
Jeg synes nu også, at en smule tilfældig terror er en meget lav pris at betale for Sovjetunionens sammenbrud og udeblivelsen af tredje verdenskrig.
Jeg foretrækker da absolut en flok mujahediner i sandaler som fjender fremfor en atombevæbnet supermagt med en totalitær ideologi.
Så generelt var det en sund sikkerhedspolitik med relativt små bivirkninger.
Kim Vibe:"Så generelt var det en sund sikkerhedspolitik med relativt små bivirkninger"
Ganske enig, Kim!
Beklager jeg melder mig på banen så sent ;-)
Gorm Harste (GM) skrev:
"Hvis USA havde brugt op mod 30.000 milliarder kroner på en Marshall-plan for Mellemøsten i stedet for at have ødslet det enorme beløb ud på krigen i Irak: Hvordan var det så gået med Iraks, Afghanistans og palæstinensernes samarbejde med Vesten?"
Svar:
Marshallplanen efterfulgte en fuldstændig militær nedkæmpelse efterfulgt af betingelsesløs overgivelse. Marshallplanens forudsætninger var således samarbejdende, demokratiske regeringer.
Hvilket jo netop ikke er tilfældet med Taliban regimet i Afghanistan, Saddams Irak eller Hamas.
GM:
"Problemet er ikke blot i den lille skala, at Barfoed hævder, at jord-til-luft-missiler gør det "meget risikabelt at flyve med ubemandede fly", et it-styret system, der har udviklet sig meget de sidste årtier, men er det ikke netop mindre risikabelt end at anvende bemandede fly?"
Svar:
Der er ikke udviklet bemandede fly endnu, som kan overleve jord-til luft missiltrusler. Men denne evne er udviklet - i større eller mindre omfang - til bemandede kampfly.
GM:
"Så de skal overvejes grundigt, og argumentationen bør derfor være solid: "Et nyt kampfly vil først være klar til brug om otte-ti år og vil efterfølgende skulle anvendes i 30-40 år."
Argumentationen er, at "danske kampfly vil her og nu faktisk styrke implementeringen af den danske Afghanistan politik". (Igen ser vi på Jon Stewarts ansigt for os).
Kronikken gentager 'her og nu'-perspektivet, men ti eller 30 år er jo ikke her og nu. Hvad ligger der med andre ord bag?"
Svar:
GM blander to dele af artiklen sammen. Den ene halvdel handler om, at Afghanistan scenariet ikke skal definere fremtidens (10-50 år frem) behov for kampfly: Den anden halvdel handler om, at Danmarks NUVÆRENDE kampfly kan faktisk udfylde et behov i Afghanistan her og nu.
GM:
"Der er ingen grund til, at Vesten i samlet flok skal skræmme Rusland og Kina til oprustning"
Svar:
Helt enig. Det er dog næppe Danmarks 48 kampfly, der gør dette :-)
GM:
"I Afghanistan og Irak er problemerne ikke mindst strategiske, og det vil sige politiske: Grænsedragningen mellem Pakistan og Afghanistan går på tværs af ældgamle stammer; Iraks grænser var en britisk opfindelse efter Første Verdenskrig. Vi taler om områder, hvor historiens åndedræt er helt anderledes langtrukkent end i Texas; Middelalderen var i forgårs, og Osmannerriget var i går. Hvis man strategisk vil skabe fred, er udfordringen mindre at anvende en milliard på nye kampfly, men et lige så stort beløb på kulturstudier og de resterende milliarder på velfærdsopbygning."
Svar:
Som jeg også skrev i debattråden efter min kronik, så ER JEG HELT ENIG! Specielt når du skriver "et lige så stort beløb". For vi kommer ikke uden om, venlige hensigter og dollars ikke gør det alene...
I den henseende tror jeg desværre ikke meget har ændret sig siden 433 BC og starten på krigen mellem Sparta og Athen. Krig skyldes stadig "foremost fear, then honor and profit" (Thucydides)
vh
Jacob
Jeg kom vist for sent til debaten ;-)
Som andre også har pointeret i denne debat, så kan krige ikke vindes ved hjælp af teknologisk overlegenhed alene.
Vi ser i dag at det danske forsvar har store problemer med at fastholde deres personel, både konstabeler og helt op til officerer.
Jeg tillader mig at stille spøgsmålstegn ved om det er cost effective at bruge så mange miliarder på kampfly, når vi ved at freden vindes ikke ved militær overlegenhed, men ved at have tilstrækkeligt med fornuftige folk på jorden.
Var det ikke mere hænsigstmæssigt at give hæren nogle flere penge istedet?
Fremtidens krige vil, højst sandsynligt, ikke blive udkæmpet mellem to højteknologiske hære, men det vil nærmere være guerilla krig, som vi ser det idag i Afghanistan og Irak.
NATO alliancen er så teknologisk overlegen i forhold til resten af verden. NATO alliancen vil nok ikke have besvær med at nedkæmpe stort set enhver fremtidig fjende.
Så var det ikke en ide at satse på at fastholde de fornuftige soldater og officerer som skal vinde den fremtidige fred.
Historien har vist os utallige gange at militær teknologisk overlegenhed ikke er nok til at vinde en konflikt. Men det handler om at vinde befolkningens "hearts and minds".
Så hvis de stod til mig så skulle det danske forsvar give hæren et par milliarder, og købe et par fly mindre. (eller ingen overhovedet)
De penge skulle gå til at fastholde eller til trække nyt personel, samt udrustning til dette personel.
Dette personel skulle være almindelige soldater, effterretnings personel samt cimic personel.
Man kunne tillige prøve at tiltrække folk med erhvervsfaglige uddannelser til forsvaret, f.eks håndværkere, ingeniører, sundhedsfagligt personel.
Disse mennesker skulle være dem der skal vinde freden, efter en fremtidig potientiel krig.
Det er basalt set noget vrøvl.
Det er ikke Forvarets primære opgave at nedkæmpe oprørsstyrker på den anden side af jorden. Det er det derimod at sikre at staten Danmark eksisterer som selvstændig nation.
Det kræver et Forsvar, der kan bekæmpe konventionelle hære, der måtte udgøre en reel trussel mod nationalstatens integritet.
Ingen kender fremtidens krige, og med hensyn til flykøb taler vi altså om fremtiden de næste 50 år.
Inden for den tidsramme er alle scenarier åbne.
"NATO alliancen er så teknologisk overlegen i forhold til resten af verden."
Og hvis man fulgte dit råd ville den militærteknologiske overlegenhed gå tabt, hvorfor det alene ville øge risikoen for symmetriske parity scenarier.
For rådet må vel gælde hele NATO og ikke blot Danmark - Dine "Fremtidens Krige" gælder vel ikke kun for Danmark!
Som man nok kan fornemme er jeg på Kim Vibes hold her.
Man bør ikke indrette dansk forsvar uden at tage nøje hensyn til uforudsigeligheden af den fremtidige sikkerhedspolitiske situation - ifm. nye kampfly; perioden 2021 til 2050+
For ofte i historien er truslens ubestemthed blevet tolket som at ingen trussel fandtes - og man derfor belejligt kunne indrette sig efter denne vildfarelse - lad os ikke gentage sådanne fejl og sætte freden over styr. Lad os i stedet opretholde et Forsvar i balance med anvendelighed i hele konfliktspektret.
Hvis forsvarsbudgettet ikke rækker til et Forsvar i balance er det størrelsen på budgettet, der skal tilpasses.
Værnsbalancen er i øvrigt tilpasset tidens hovedopgaver, hvorfor hæren råder over ca. 50% af budgettet i dag, mod ca. 33% under den kolde krig. Dertil skal lægges, at HRN i forhold til FLV (og SVN) næsten ingen udgifter har til det nationale beredskab.
Hvis vi ser på materialebudget for indeværende forligsperiode fik hæren MAT for ca. 4,5 mia. mod FLV 1,5 mia.
Og det er jo ikke fordi flyvevåbnets kampfly ikke har opgaver ude og hjemme - lige nu er 8 danske kampfly indsat i NATO operationer (baltikum og Island).
Så i stedet for destruktiv værnskrig burde vi (eksternt) argumentere for, at få budgettet op på NATO-niveau eller blot EU-niveau - ikke gå på strandhugst hos vores flyvende og flydende søsterværn.
Kim Vibe og Lars Hansen:
ENIG
Harste har dog en udemærket pointe i, at der prioriteres alt for få midler til "stabilization & reconstruction (R&S)", i forhold til den militære indsats.
Vi spilder faktisk vores soldaters liv, hvis vi ikke indser, at Danmark er i krig, og der skal ydes mere fra resten af samfundet..!!!
Men løsningen er IKKE at skære i den militære indsats (Harstes forslag), men at opprioritere den civile.
Vi havde slet ikke snakket R&S hvis vi ikke havde haft et slagkraftigt militær. Vi ville nemlig ikke havde stået i Afghanistan eller Irak med nedkæmpede TAliban og Saddam regimer.
Marshallplanen var vist heller ikke blevet til noget uden militært isenkram i stor stil...
vh
Jacob
Er enig i de grundlæggende pointer fra såvel Kim som Lars og Jacob.
Jeg mener dog at det er uholdbart at hæren igennem lang tid har kørt på pumperne hvad angår opgaver og midler. Der bør kun være to muligheder: Enten skær ned på opgaverne, eller få midlerne op på et niveau der svarer til den byrde der bliver løftet...
Mvh,
Anders