Kronik

Nærdemokratiets fald

Regeringens strukturreform, hvor Danmark er blevet opdelt i større kommuner og fem regioner, har betydet et tab af de folkevalgte lokalpolitikeres indflydelse. Det betyder dårligere løsninger for borgerne i deres hverdag
I forbindelse med udbygningen af sygehusvæsnet har Region Nordjylland ønsket et helt nyt Sygehus Øst. Regeringens embedsmandsudvalg har dog udarbejdet en rapport, der går ind for en udbygning af det allerede eksisterende Sygehus Syd. I et område med tæt bebyggelse, megen trafik og få grønne områder.

I forbindelse med udbygningen af sygehusvæsnet har Region Nordjylland ønsket et helt nyt Sygehus Øst. Regeringens embedsmandsudvalg har dog udarbejdet en rapport, der går ind for en udbygning af det allerede eksisterende Sygehus Syd. I et område med tæt bebyggelse, megen trafik og få grønne områder.

Henning Bagger

11. februar 2009

I Danmark har demokratiet været opdelt på tre niveauer, nemlig på det kommunale, amtslige og statslige niveau. I dag er det amtslige niveau omformet fra 14 amter til fem regioner, der eksisterer dog fortsat tre niveauer - eller gør der?

I perioden efter Anden Verdenskrig har der været forskellige decentraliseringsreformer, som har haft til formål at uddelegere mere ansvar i nærområderne, hvor man forsøgte at lægge beslutningerne ud til kommuner, institutioner og dermed være tættere på borgeren. Selv i 1970, hvor den forrige kommunalreform blev gennemført, var argumenterne, at de nye kommuner skulle være bæredygtige nok til ved egne kræfter at løse de opgaver, som blev tillagt kommunerne. Herved forsøgte man at flytte ansvar og midler væk fra det statslige niveau, så nærdemokratiet kunne blomstre, idet man mente, at løsningen på lokale problemer bedst løstes lokalt. Samme filosofi havde man om amterne - de regionale problemer, løstes bedst regionalt. Opgaver som var for store for enkelte af de mindste kommuner med et lille befolkningsgrundlag, indgik i denne periode i samarbejde med andre nærliggende kommuner om løsningen, hvorved opgaven blev udført.

Ved den seneste strukturreform, som trådte i kraft den 1. januar 2007, blev kommunerne endnu større, amterne forsvandt til fordel for fem regioner og opgaverne blev omplaceret. Regionerne var opgavemæssigt den store taber, da mange opgaver overgik til kommunerne eller staten, herunder kan nævnes nogle få: Specialundervisning, dele af beskæftigelsen og store dele af miljøområdet gik til kommunerne, mens staten overtog gymnasier og HF samt dele af beskæftigelsesindsatsen. Dermed blev regionerne reduceret opgavemæssigt, men også økonomisk, da regionerne ikke fik retten til selvstændigt at udskrive skatter. Derfor er regionernes finansieringsgrundlag nu i hænderne på staten og kommunerne.

Men hvorledes ser situationen ud for demokratiet? Borgeren føler mindre indflydelse og mindre kontakt med de lokale politikere, da storkommunerne har reduceret antallet af politikerne og politikernes råderum. Råderummet er blevet reduceret ved skattestop, anlægsstop og detailregulering samt detaljeret lovkrav - f.eks. for ældremad og elevplaner.

På regionalt niveau er det til gengæld politikerne, som føler sig hjælpeløse. Beslutningerne kan ikke tages, da pengene på forhånd er øremærket til regeringens forskellige ideologiske strategier, f.eks. fritvalgsordningen og behandlingsgaranti, som overfører pengene til langt dyrere behandling på privathospitaler. Politikerne i regionerne bestemmer reelt minimalt og høres sjældent i vigtige spørgsmål og aldrig omkring store nyformulerende udspil, da midlerne og rammerne ikke eksisterer.

Regionalt perspektiv

I Region Nordjylland har man ligesom i de øvrige regioner oplevet et stort fald i antallet af ansvarsopgaver. Sundhedsområdet herunder sygehusene er blevet den vigtigste opgave for regionerne at varetage, men også her viser det sig, at regionens indflydelse reelt set er minimal. Ser man på det økonomiske perspektiv, så har vi allerede nævnt, at regionen ikke længere selvstændigt har nogen form for indtægt via skatter. Dette gør regionen økonomisk afhængig af staten, hvilket ikke nødvendigvis behøver at være et problem. Dette forudsætter dog, at de folkevalgte regionspolitikere selvstændigt har mulighed for at foretage de økonomiske prioriteringer.

Ser vi på ordningen med det frie sygehusvalg, betyder dette reelt for regionerne, at mange af de penge, politikerne ellers ville have investeret i bedre sygehuse, f.eks. ved investeringer i de medicinske afdelinger, i stedet er brugt til at betale de private hospitaler for en ydelse, som det offentlige reelt selv kan varetage.

Seneste eksempel på at staten i stigende grad overtager styringen med regionerne, finder vi i Region Nordjylland i forbindelse med den nye sygehusstruktur. Her har man i regionen brugt lang tid på at undersøge og diskutere, hvor det nye storsygehus skulle placeres. Politikerne var nået frem til en placering i Aalborg Øst, hvor store marker tæt ved universitetet ville give en god placering. Her var optimale betingelser i forhold til infrastruktur og et potentielt samarbejde med universitetet, som ikke alene ville skabe mulighed for at oprette en medicinsk uddannelse i Aalborg. Samtidig ville det muliggøre samarbejde med den sundhedsfaglige afdeling på Aalborg Universitet. Regeringen har nedsat et embedsmandsudvalg, som har udarbejdet en rapport, der modsiger regionens beslutning om et nyt sygehus i øst. I stedet ønsker de en udbygning af det eksisterende sygehus syd, dette vil betyde inddragelse af et af de få grønne områder i Aalborg og samtidig er området plaget af store trafikale problemer med tæt trafik og dårlige parkeringsforhold. Det vanskeliggør ambulancekørsel til sygehuset, og samtidig er det svært for pårørende at finde ordentlige parkeringsmuligheder. Ydermere vil et sådan byggeri være til stor gene for naboerne. Det er derfor oplagt at spørge sig selv, om sygehusstrukturen er blevet til en politisk beslutning, hvor nogle Christiansborgpolitikere ønsker at sætte deres fingeraftryk på dette centrale område frem for at varetage borgernes interesse.

Kommunalt perspektiv

I Middelfart Kommune har væksten været sund eftersom kommunen er blevet en del af det ydre i trekantsområdet. Den øgede bosætning har dog også medført efterspørgsel efter et højere serviceniveau, men Middelfart har måttet kæmpe for blot at opretholde det nuværende niveau. Samtidig har kommunen, som alle andre kommuner, fået flere og flere opgaver fra staten, hvortil der ikke har medfulgt tilstrækkelig økonomiske midler. Derudover formodes det, at kommunen gerne vil opføre udvidelser af daginstitutioner, vuggestuer og skoler, så der bliver plads til de nytilkomne børnefamilier. Desværre har anlægsloftet sat en effektiv stopper for, at kommunen kan tilbyde den eftertragtede service. Politikerne kan føle den centrale styring, når budgettet udfærdiges, og når borgerne er utilfredse. I realiteten kan kommunalpolitikerne ikke selv skabe en visionær udvikling, uafhængigt af forskellige regeringers lyst til at kontrollere og styre det kommunale niveau.

Blandt de nye opgaver er varetagelsen af miljøområdet, og for kort tid siden blev det vedtaget at også jobcentrene bliver rent kommunalt anliggende. Dermed overfører man grænseoverskridende problemer til et afgrænset område, nemlig kommunerne.

I Middelfart har det heldigvis ført til en oprettelse af en naturpark og fokus på klimaet igennem energibesparelser, men noget af den regionale erfaring er gået tabt ved overførslen. Samme metode er brugt ved jobcentrene, hvor kommunerne får svært ved at sammenkoble en større indsats, hvis man kun fokuserer på nærområdet. Demokratiet kan sagtens være nær borgerne, men nogle problemer overskrider de geografiske grænser!

Samtidig er opgaverne svære at finansiere, hvis man ønsker en effektiv indsats. De områder, hvor pengene tages fra, er de store udgiftsposter - ældre og børn - da alle andre udgiftsposter efterhånden nærmer sig minimum i effektiviseringens hellige navn. De to områder er oftest dér, hvor indsatsen samtidig skal foregå, for at sikre udvikling og omsorg! Det er en problematik, som kommunerne står overfor!

I både det regionale og kommunale tilfælde er der tale om nærdemokratiets fald, hvor den centraliserede styring gør, at regions- og kommunalpolitikerne ikke kan udføre særlige selvstændige tanker. Lokalpolitikerne er i stedet blevet reduceret til folkevalgte embedsmænd.

Regeringer har igennem tiderne tidligere givet magt til nærdemokratiet, men i disse år fratages magten, således må borgerne kigge langt efter indflydelsesmuligheder for hverdagens sammenhængskraft!

Dennis Stenbjerg Johansen er kandidat til Regionsrådet i Nordjylland for SF og Mikkel Dragmose-Hansen er byrådskandidat for SF i Middelfart Kommune

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu