Kronik

Den nye kulturelle overklasse

Rygtet om det kulturelle borgerskabs nederlag er stærkt overdrevet. Et nyt socialt lag af medieprofessionelle har overtaget litteraturens og kunstens evne til at sætte samfundets kulturelle og politiske dagsorden
Et nyt lag af bl.a. studieværter, redaktører, kommentatorer, journalister og andre mediekendte har opnået en definitionsmagt i det offentlige rum, der giver dem større autoritet i det kulturelle felt end den gamle kulturelle overklasse.

Et nyt lag af bl.a. studieværter, redaktører, kommentatorer, journalister og andre mediekendte har opnået en definitionsmagt i det offentlige rum, der giver dem større autoritet i det kulturelle felt end den gamle kulturelle overklasse.

Lars Bech

7. februar 2009

Kulturkampen drejer sig tilsyneladende primært om kulturkanon, tørklæder og opgør med kulturradikale smagsdommere, men bag denne højlydte debat har den kulturelle magt lige så stille holdt flyttedag: Medialiseringen af kultur og samfund har frembragt en ny kulturel overklasse bestående af professionelle mediefolk. Chancen for at en kulturkanon kommer til at spille en central rolle i danskernes kultur er derfor også uhyre beskeden. Den er et udtryk for en kulturkonservativ reaktion på en medieudvikling, der for længst er løbet den gamle kulturelle overklasse af hænde.

I Rune Lykkebergs bog, Kampen om sandhederne, erklærer han kulturborgerskabets fald, men hans klasseanalyse af det kulturelle felt har ikke tilstrækkeligt blik for, hvem og hvad der træder i stedet. Lykkeberg tillægger regeringsskiftet i 2001 samme skelsættende betydning som Søren Krarup, for hvem dette 'systemskifte' var en slags udfrielsens øjeblik, men hvor præsten Krarup vil triumfere og fordømme, vil den intellektuelle Lykkeberg først og fremmest analysere og forstå. Det var ikke mindst den kulturradikale kritik af nation, religion og markedskræfter, der ifølge Lykkeberg havde formået at sætte dagsordenen i efterkrigstiden.

Få sværdslag

VK-regeringens kulturkamp bragte dette system af kulturradikale sandheder i knæ, lyder forklaringen, men man undrer sig over, at der ikke skulle mere til at afsætte den kulturelle overklasse? I betragtning af at Lykkeberg bruger 350 sider på at fremmane, hvordan det kulturradikale hegemoni gennemstrømmede hver eneste blodåre i velfærdssamfundets legeme, virker det nærmest skuffende, at de kulturradikale var så lette at slå af pinden. Og det virker direkte urimeligt, at hele det kulturelle felt - den hidtidige overklasses centrale domæne - med så få og simple sværdslag kunne erobres ved valget i 2001. Da Lykkeberg primært har blik for litteraturens og den øvrige finkulturs domæne, har han ikke tilstrækkeligt blik for en afgørende forskydning i det kulturelle felt: mediekulturens ekspansion og konsolidering som kulturel autoritet.

Det aktuelle kulturlandskab, som Lykkeberg aftegner, er således forbløffende fri for radio, tv, internet, gratisaviser, Ipods, Blockbuster, reklamer, Facebook og mange andre medier, som danskerne bruger stadig mere af deres tid og penge på. Den skyld, skam og følelse af mindreværd, som danskeren angiveligt føler ved ikke at leve op til den kulturradikale dagsorden, har meget længe været svær at genfinde, når man er stødt på familien Danmark i Elgiganten eller Computer City på begejstret jagt efter nye fladskærme, dvd-film og computerspil.

Medieinstitution

Gennem de sidste 25 år har kultur og samfund gennemgået en omfattende medialisering, og en helt central faktor i denne proces er udviklingen af medierne til en selvstændig institution i samfundet. Ikke mindst radio og tv blev frem til 1980'erne styret ud fra en logik, der tilsagde, at alle samfundets institutioner inden for politik, kultur, videnskab osv. havde krav på at blive repræsenteret i radio og tv. Som konsekvens var radio og tv befolket af fagfolk fra mange forskellige områder, der i populær form formidlede kundskab til folket. Historikeren levendegjorde danmarkshistorien, filmmagisteren belærte om filmkunsten, og zoologen berettede om livet i skove og søer. På politikkens område var journalisterne ikke mindst pædagogiske formidlere, der med skarpt fokus på Christiansborg brugte pædagogiske klodser til at forklare publikum om de vanskelige nationaløkonomiske sammenhænge.

Siden 1980'erne har medierne løsrevet sig mere og mere fra rollen som kulturinstitutioner og er i stedet blevet en medieinstitution. Herved forstås, at medierne i stigende grad er blevet styret af egne hensyn og interesser, hvor kommercielle, teknologiske og genremæssige krav er trådt i forgrunden. De gamle formidlere med sagkundskab om indholdet er blevet smidt på porten og erstattet af medieprofessionelle, der har forstand på medierne: om publikumssegmenter, genreformater, digitale platforme, finansieringsformer osv. Det har ført til nye vurderingskriterier for medieindhold; om et kulturprogram i tv er vellykket drejer sig derfor mindre om, hvorvidt det eksempelvis afspejler litteraturens egen dagsorden, og mere om hvorvidt det er vellykket som tv-program, dvs. har en dramaturgi der passer til tv-mediet, har tv-egnede medvirkende og bliver set af de segmenter, der passer til det pågældende sendetidspunkt og kanal.

Denne udvikling er måske særlig tydelig på radio- og tv-området, fordi vi her har en tidligere målestok (DR under monopolet) at sammenligne med, men det gælder stort set alle medier, at de i dag først og fremmest er styret af mediernes egen logik. Indhold produceret til nye medier som internet, mobiltelefoner, spillekonsoller m.v. er ikke hæmmet af bredere kulturelle hensyn. Om mediernes udvikling fra kultur- til medieinstitution er godt eller skidt er ikke temaet her, men pointen er, at denne forandring har øget den kulturelle magt hos en ny gruppe i samfundet: de medieprofessionelle. Et nyt lag af mediaplanlæggere, redaktører, studieværter, kommentatorer, journalister, livsstilseksperter og andre mediekendte fungerer som gatekeepere for adgang til medierne og har opnået en definitionsmagt i det offentlige rum, der giver dem større autoritet i det kulturelle felt end den gamle kulturelle overklasse, der havde sine bastioner inden for kunst, litteratur osv.

En særlig ideologi

Denne kulturelle udvikling har konsekvenser for det politiske felt. De medieprofessionelle har ikke som social gruppe nogen bestemt politisk præference, om end de som en del af den nye kreative klasse givetvis har nogle værdimæssige fællestræk. Men de kommer i kraft af deres profession til at fremelske en særlig ideologi omkring mediernes rolle i forhold til borgerne og det politiske system. Et gennemgående træk har således været en omsiggribende modtagerorientering, hvor de medieprofessionelle ser det som deres kald at betjene den enkelte bruger snarere end at tjene offentligheden. TV 2 har siden sin begyndelse været førende, når det gælder denne modtagervendte journalistik, som eksempelvis den tidligere chef for TV 2 Nyhederne Jens Gaardbo formulerede det, da TV 2 skulle gøre op med DR's nyhedsformidling i 1990'erne: DR "laver det, vi kalder OBS-fjernsyn, Oplysning til Borgerne om Samfundet. Vi laver det modsatte: vi laver Oplysning til Samfundet om Borgerne". Med TV 2's 'omvendte OBS-koncept' skulle tv-nyheder ikke længere formidle samfundets store dagsorden til befolkningen, men i stedet skulle TV2-Nyhederne bringe den almindelige danskers problemer frem i offentligheden. TV 2 slog disse takter an fra begyndelsen, men siden har andre fulgt med, så modtagerorienteringen har vundet indpas ikke bare i DR, men bredere i journalistikken.

I den medieprofessionelle ideologi er mediebrugeren og -modtageren konge, uanset om det gælder kunst, underholdning eller politik. I kraft af denne ideologi har medieudviklingen spillet fint sammen med de senere årtiers overgang fra et parti- og klassebaseret demokrati til et markedsdemokrati, hvor politik udøves ved hjælp af kontinuerlige opinionsundersøgelser og politikeres vilje til at imødekomme brugeres efterspørgsel efter politiske ydelser. Politikere, der har været dygtige til at lodde folkestemningen og føre værdipolitik, har derfor haft en naturlig alliancepartner hos de medieprofessionelle.

Den kulturelle overklasse blev ikke slået af VK-regeringens kulturkamp og kanonbølgen fra 2001. Medialiseringen af kultur og samfund havde lang tid forinden udhulet den gamle kulturelle overklasses magt og banet vejen for en ny kulturel magtfaktor: de medieprofessionelle. De kulturradikale ønskede i sin tid en alliance mellem de intellektuelle og folket. I dag lever de medieprofessionelle højt på at være folkets advokater.

Stig Hjarvard er professor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet. Han har bl.a. udgivet bogen 'En verden af medier. Medialiseringen af politik, sprog, religion og leg'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fuldkommen korrekt, Stig Hjarvard - og det er jo forfærdeligt, at vi har tilladt medier, der jo i sig selv blot betegner midlet til afsendelse af budskabet, til at æsteticere og overfladiggøre tilværelsen i en tom, teknisk mere og mere perfekt fremstilling, er intet mindre end en katastrofe.
Vi har hørt variationer af det i tide og utide: drama i fjernsynet skal være 'realistisk' (hvorved man frarøver seerne muligheden for at gøre sig bekendt med andre fremstillingsmåder), 'debat er dårligt tv' (og vi har 1 (een!) 35 minutters debatudsendelse i tv om ugen, diskuteret i en ekstremt smal kreds uden virkelige aktørers medvirken). Faktisk er det tydeligt, at medierne ikke ønsker at levere andet end deres eget selvskabte virkelighedsbillede, der ikke - i modsætning til, hvad debatten tilsiger - er højre- eller venstre-orienteret, men blot selvcentreret.
Journalistik fik alt for meget magt i de elektroniske medier, for journalister formår ikke længere at se sig selv som formidlere af væsentligt indhold. Derfor får vi hjernedøde programmer om livsstil og boligindretning, der afspejler journalisternes eget middelklasseliv, men ikke bringer hverken dem, seerne eller samfundet i nogen som helst gavnlig retning.
Vi vil have den kulturelle elite tilbage! Især i medierne.

Rent ud sagt: mediokratiet gør medierne irrelevante, folk kan ligeså godt selv i forhold til den fremstillede middelmådighed, og med internettet har de fået muligheden.

Ganz genau ...

"Nu vil alle sammen være herrer og ikke længere tjene, alle disse Leporelloer på de forskellige trin i den offentlige tjeneste, hvadenten de er kulturreportere eller selvbetjenende udøver andre funktioner. Managere, studieværter og anmeldere har næsten overalt maset sig frem på bekostning af de kreative og lader sig fejre som de egentlige skabende.

I alt dette ser jeg sporene af et stadig mere selvsikkert had til den undtagelse, som stadig er en undtagelse i gammeldags forstand. Spor af forbitrelse mod det, der i sin art aldrig vil kunne erstattes, og som man netop derfor vil erstatte så hurtigt og værdiløst som muligt - fordi kun det, der lader (sig) udskifte, opfylder indifferensens norm: Derudover spor af en forlegen fortvivlelse, som rører på sig konfronteret med alt, hvad der minder om nådens tabte rige".

Inter faeces et urinam nascimur.

Frit efter Peter Sloterdijk: Masse og Foragt. Det lille forlag 2002, side 88.

Der skal her bare henvises til arbejdsløshedsmedisterens landsdækkende 91 Shellhuse til den neoliberale tænke (sic!) tank Cepos.

Jan Weis

"Et nyt lag af bl.a. studieværter, redaktører, kommentatorer, journalister og andre mediekendte har opnået en definitionsmagt i det offentlige rum, der giver dem større autoritet i det kulturelle felt end den gamle kulturelle overklasse."

----------

Defintionsmagt osv. ? Måske, men man kan jo formode, at de er kloge nok til at agere derudi, omtrent, som de der betaler deres lønninger ønsker de skal gøre.

Min egen oplevelse af tv er, at det i bevidstheden hos tv-folk har langt, langt større betydning end i befolkningen som helhed. Det er lidt uhyggeligt, at de faktisk selv tror på, at folk ukritisk labber alt i sig.

@Peter Hansen

Det var heller ikke lige så meget forbrugerne jeg formodede de ville rette ind efter, men mere efter de mediemoguler, oligarker osv. der formodentlig snart sidder på de fleste af medierne. Italien er vist på forkant med den udvikling.

Det er. så vidt jeg kan bedømme, noget helt og afgørende nyt, at alle - alle fra statsministeren over politikerne til chefredaktører, TV-direktører, alle virksomheder og deres reklamebureauer og PR-afdelinger samt alle meningsdannere og kulturpaver (: de borgerlige neo-konservative arvtagere til PH og Rifberg) kun ét og kun ét i hovedet: At finde ud af, hvordan snart 51-årige Anette med kun ét n i den østjyske købstads udkanter tænker, og hvordan hendes underbevidsthed arbejder med symboler og signaler.

@Jens Thorning

Tja.. Hvordan tænker Anette ?

ét kan man i hvert fald bemærke: Et påfaldende fravær af kritisk journalistik: Liberalistiske politikere får uimodsagt lov at ævle om frie valg og frie forbrugsvalg osv. - næsten ingen journalister begynder at spørge dem: Jamen er der noget videnskabeligt belæg for at der virkeligt er fri vilje ?
Er det ikke snarere bare en forstilling der blev påtvunget Europæerne i den mørke middelalder ?
En religiøs forstilling ( Som jo altså i følge Fogh ikke bør fylde så meget i det offentlige rum ).

Men ok: Spørgsmålet om viljens frihed er vist ikke helt afgjort - men det burde da i den grad problematiseres i den offentlige debat.

I hvert fald: Hvis man hjernevasker nogen - da er det vigtigste jo at bibringe den hjenevaskede en forstilling om at han/hun virkeligt har fri vilje - det sikrer jo imod at offeret opdager at han/hun er blevet hjernevasket.

Søren Kristensen

Min oplevelse af TV er at det mere og mere ligner reklamerne, i æstetik såvel som indhold. Jeg mærker hos mig selv de samme forsvarsmekanismer sætte igang, allerede når jeg tænder for apparatet, som jeg førhen mærkede når udsendelserne blev afbrudt af reklameblokken og hånden automatisk rakte ud efter remoten.

Hvis det er sandt at de unge, som er vokset op med reklameTV og internet udmærket er i stand til at afkode og ironisere over indholdet (ofte det manglende) er der måske ikke så meget at begræde. Vi andre, som husker dengang monopolTV´et til forveksling lignede virkeligheden, selv om den var i sort-hvid, kan i mellemtiden dyrke nostalgien og forestillingen om de moderne værters uendelige magt. Men når alt kommer til alt er det jo bare TV.

Omtalte uskyldighed findes idag på internettet, som også til forveksling ligner virkeligheden. Så længe det varer.

De siger det selv rent ud: "Du skal kunne bruge vores nyheder i din hverdag og i diskussioner med andre". Så der skal altså digtes "nyheder" om fejlbehandlinger og hospitalssvigt i én uendelighed.

Er det så kommunalt ansatte Anette og hendes håndværkermand Brian, som også er østjyde, der bestemmer, eller prøver magthaverne bare at finde ud af, om indoktrineringen virker? Jeg tror i fuldt alvor, at det til dels er dem, der bestemmer ... hvad stiller reklamebranchen og politikerne f.eks. op, hvis Anette vil til krystal-healing - og endda mener, at der er tale om en anerkendt gren inden for naturvidenskaben. Kontrol er vanskeligere, end vi tror. Med mindre krystal-healeren er med i det.

Thomas Heurlin

Jeg ved ikke hvor slemt det hele er. Faktisk mener jeg at udviklingen går i den rigtige retning med langt større brugerinvolvering via sociale medier. Der er helt grundlæggende tale om en demokratiseringsproces, som er blevet hjulpet godt frem af det kommercielle mediemarked. Men vi skal ikke glemme at der årligt ydes omkring 7 mia i public servicestøtte, så markedet er heldigvis ikke helt enerådende.

Der er bare så meget elendig underholdning i DR ... og hvad rager det så mig - kan jeg ikke bare lade være med at se det?

Jo, selvfølgelig - og det gør jeg da også.

Men public service betyder vel, at PS-medier skal tjene samfundets bedste? Så hvorfor skæres der konstant i seriøs, gavnlig information?

Der er mange andre der kritiserer niveau i politisk og kulturel dækning, og det er ok, men min personlige anke er; hvorfor er der så lidt videnskab på et rimeligt niveau i DR, og hvorfor er det altid kun om eksotiske emner? Alle de programmer om rumfart, stjernekiggeri, kvanteteori, osv. er da god afslapning, men hvor mange seriøse programmer om den mere nære videnskabelige udvikling indfor f.eks. teknologi får vi lige?

Næhhh, - men det er jo også for kedeligt til at man kan lave fjernsyn om det, - ikke?

Nørderne kan jo bare læse deres fagblade, ikke?. Jo, og det bliver de fortsat nødt til, for journalister er for dovne og dumme til at lave TV om det. Det er meget nemmere med sport, kultur og politik, - der skal man bare kunne holde en mikrofon, og evt. fortælle hvad der er på de billeder som folk ellers udemærket selv kan se på skærmen.

Mon ikke en af grundene til at vi har for få læger, teknikere og ingeniører i DK er, at deres fag kun kommer i fjernsynet når der er en skandale?

Rasmus Nørlem Sørensen

Medialiseringen af politik har vi allerede set de fatale konsekvenser af. Det er helt oplagt at medialiseringen af kulturen i bred forstand har lige så miserable konsekvenser.

Det værste er næsten, at medierne tillader sig at vurdere demokratiske ytringer (eks. demonstrationer), meningsudvekslinger og kulturelle produkter (eks. bøger) efter nyhedskriterierne og journalisternes egne ideosynkrasier.

Det er grunden til at mange gode bøger aldrig anmeldes, at ligegyldige biografier skamroses, at demonstrationer og politiske aktiviteter aldrig dokumenteres eller eksponeres og at kontrol med og kritik af vores regerings politik er helt fraværende.

Jørgen Nielsen

At der eksisterer institutionelle gatekeepere i reservaterne, påpegede bourdieu for længe siden. At personer som dampbarnet/narcissisten Clemens er repræsentativ for denne besynderlige flok af selvudnævnte gutmenschen og besserwissere, er blot endnu et argument for at afskaffe licensbetalingen i en helvedes fart.

Nej, Jørgen Nielsen, det er et argument for at rette op på sagerne. Vi har aldrig haft så meget brug for et uafhængigt offentligt medie som nu, hvor et aktivt politisk system synes at arbejde seriøst med indskrænkning af den demokratiske frihed.

Det ville være en utaknemmelig opgave at opregne alle de nye kulturpaver og indoktrinatorer, men det ville være uretfærdigt at regne århusianske Clemens med til dem. Den Clemens, der på overlegen vis satte selveste udenrigsminister Per Stig Møller til vægs, da ministeren udbredte sig om sharia-lovgivning i Frankrig, og egentlig ikke repræsenterer andet end sig selv - hvor de andre er en slags neokonservative multi-seksuelle muslim-kritikere, der alle kender hinanden fra de københavnske in-caféer med solide forbindelser til reklamefolk og politikere med de rette globaliserings-slagord, der udløser de offentlige midler med samme rundhåndethed som de progressive signaler, der finansierede sportsvogne til Rifbjerg og pålagde 1970'ernes idealmenneske, socialdemokraten Jens Okking, at instruere en opera over Hans Scherfigs roman "Skorpionen". Okking havde ingen påviselige evner som operainstruktør, påpegede Elsa Gress, hvis søn David nu tager en frygtelig hævn over hjemlandet.

Jørgen Mathiasen

Lyder nærmest som om kunst i "kunst for kunstens egen skyld" blot skal erstattes med medier.
Der er her en påfaldende stor overbevisning om opinionsdanner-modellens vigtighed (gatekeeper-henvisningerne.) Overfor den må man, især overfor kronikøren, fremhæve anvendelsesmodellen, hvis indhold Hjarvard ikke kan være uvidende om.
Når først man skal høre på forfejlede fremstillinger af verdens sande tilstand, er det ikke så svært at finde off-knappen.

Damian Freeman

Det er langt hen af vejen en korrekt afspejling af Stig Hjarvard.

I kommentarerne til denne artikel kan man fornemme en gennemgående utilfredshed af den nye kulturelle overklasse, der har fået definitionsmagten og der hersker åbenbart ingen tvivl om, at kritikken skal rettes mod journalister og medier, der i den grad mangler kritisk sans og saglighed.

Umiddelbart er denne kritik i formel henseende rimelig, men materielt er det langt fra tilfældet.
Med denne kritik ignorer man det faktum, at samfundets ideologi/religion er kapitalisme - fri marked - fri konkurrence. Virksomheders overlevelse er betinget af evnen til at konkurrere og optimere deres indtjening. Med mediemonopolets ophør er medierne underlagt de samme spilleregler, hvilket resulterer i en påtvungen afvejning mellem indholdsmæssig kvalitet og seer/læsere. Konsekvenserne heraf er en naturlig slækken på kvaliteten med henblik på at få flere reklameindtægter, hvilket gør denne kritik selvmodsigende, medmindre man ikke ønsker et frit marked? Eller man undervurderer både medie- og reklamebranchen og beskylder dem for at lave forkerte opinionsundersøgelser?
Jeg er af den klare overbevisning, at hvis mere indholdsmæssig kvalitet ville føre til flere seer og dermed flere indtægter, ville medierne tilpasse sig for at tjene flere penge. (Nej, de er der ikke for deres blå øjnes skyld). Med andre ord legitimerer den nye kulturelle overklasse sig med en form for demokratisme frem for særviden og dermed rammer et langt større segment og i sidste ende, på godt og ondt, har en langt større definitionsmagt.

Konklusionen må være, at de fleste danskere hellere vil underholdes end at tilegne sig viden.
Dermed ville det være noget naivt at tro på et comeback fra den kulturradikale elite!

Damian Dolewski, her overser du præcist det forhold, at Danmarks Radio er sat i verden for IKKE at være underlagt markedsmekanismerne (så direkte).
DR skal levere public service, der desværre fejloversættes til "noget til alle", selvom det retteligt dækker "noget til almenheden", altså hvad alle i samfundet har brug for.
Derudover er det værd at huske på, at 'klogt fjernsyn' faktisk blev set af den overvejende del af befolkningen indtil monopolbruddet - og muligvis havde konkurrencen om laveste fællesnævner, der straks gik igang, en hel del af skylden for det stedse dårligere og populistiske niveau i medierne. Jeg mener heller ikke, at man skal se bort fra det, man kan kalde 'skolelærer-syndromet': at journalister jo er nogle halvstuderede røvere i forhold til en meget stor del af Danmarks øvrige befolkning og derfor fylder tv, som de har forstand til.

Damian Freeman

Peter Hansen, nu mente jeg det faktisk i et større billede og tænkte ikke kun specifikt på DR. Grunden til jeg undlod at nævne DR's "uafhængighed" er, at der ikke eksisterer nogen.
Men ja, DR er stort set udelukkende licensfinansieret og dermed undgår de (direkte) markedsmekanismerne om end de stadig er påvirket indirekte.
Når folketinget hver fjerde år bestemmer fordelingen af licensen, som DR får over 80 % af, kræves der en vis harmoni mellem seer og fordelingen. DR's ledelse skal tilsvarende forholde sig til dette når de udarbejder programmer.
Når det så er sagt, er jeg enig i der er behov for en omdefinering af begrebet public-service.
Men hvem skal gøre dette?

Hvis jeg forstår dig ret, mener du PS skal dække hvad "folk burde se" eller har "godt af"..
Hvordan skal man via DR pålægge folk at se "klogt fjernsyn" når der er adgang til hundredevis af andre kanaler, som tilsyneladende i højere grad fanger deres opmærksomhed? Ville det ikke blot forvandle DR til en kanal med meget lave seertal og dermed true dens eksistens eller tvinge den til kommerciel afhængighed og på den måde i langt højere grad skabe kompromis-løsninger af det indholdsmæssige?
Jeg synes bare man skal se nuancerne..