Kronik

Røverhistorier fra SF's barndom

Kedeligt var det ikke i SF's barndom, men Herluf Ramussens billede af de tidlige år i partiet stemmer ikke helt overens med virkeligheden
Kedeligt var det ikke i SF's barndom, men Herluf Ramussens billede af de tidlige år i partiet stemmer ikke helt overens med virkeligheden
27. februar 2009

Hjemvendt fra ferie ser jeg, at den gamle gavtyv Herluf Rasmussen i anledning af 50-års-dagen har underholdt læserne med nogle historier fra SF's barndom.

Desværre svigter hukommelsen - eller måske er det bare enøjetheden, der har sat sig fast. NEJ, fortidige synder brugte han ikke kun til at forhindre opstilling. NEJ, der var ikke noget kupforsøg mod Aksel Larsen i 1963 (og i øvrigt hverken før eller siden). NEJ, Aksel Larsen var ikke i mindretal i hovedbestyrelsen efter 1963-kongressen, han havde massivt flertal indtil 1967. NEJ, jeg røg ikke ud af forretningsudvalget som følge af 'togkort-affæren'.

Herluf nævner, at hvis han havde fået kendskab til Gert Petersens korte flirt med nazismen som 14-årig, "havde han sgu' aldrig fået lov at opstille". Hvilket tab for SF, det ville have været. Herlufs inkvisition krævede en solid partifælle, som ikke stillede op til noget som helst, ekskluderet for knap 20 år tidligere, som 17-årig at have meldt sig til tysk tjeneste. Og ekskluderet blev han. Jeg var den eneste i forretningsudvalget, som stemte imod.

Det påståede kupforsøg mod Aksel Larsen er, for at sige det mildt, en overdrivelse af de større. Det eneste, Herluf kan have i tankerne, er et forslag op til 1963-kongressen om en aldersgrænse for opstilling på 70 år. Det var et forsøg på at se fremad og sikre udskiftning, før det blev pinligt. Aksel Larsen var på det tidspunkt 65 år og kunne efter forslaget fortsætte seks-otte år endnu. Hvis man vil kalde det et kup, nå ja, så var det et meget langmodigt kup.

Trådte selv tilbage

Og NEJ, jeg røg ikke ud af hovedbestyrelsen og forretningsudvalget i forbindelse med 'togkort-affæren' i 1963. Jeg gik selv. Aksel Larsen kunne ikke få flertal for sit krav om udsmidning, som han i øvrigt koblede med et krav om aldrig mere at kunne indtage tillidsposter i partiet. Jeg rådførte mig med Mogens Fog, som jeg vidste kun havde partiets bedste for øje.

Han mente, at jeg burde fratræde posterne, men under ingen omstændigheder acceptere et forbud mod genopstilling.

Jeg fulgte hans råd, nedlagde og genopstillede på kongressen et par måneder senere og fordoblede mit stemmetal - samtidig med at Herluf røg ud af hovedbestyrelsen.

Når Fog og de delegerede på kongressen reagerede, som de gjorde, var det fordi, 'tog-kort-sagen' var noget mere nuanceret, end Herluf fremstiller den. Sagen var, at landssekretæren blev syg og spurgte mig, om jeg kunne overtage et par møder for ham i Jylland. Hvorpå vi begik den dumhed, at jeg rejste på landssekretærens frikort, idet vi ræsonnerede, at det jo var udstedt til den funktion, som var rejsens primære formål, nemlig at overtage hans møder. Det var sket i en tilsvarende situation et par måneder forinden, hvilket ikke gør dumheden mindre.

At jeg skulle have nægtet at legitimere mig, er det rene vrøvl. Hvilket ikke forhindrede Herlufs agent i at tilkalde politiet, som mente, at jeg måtte have stjålet kortet, indtil de fik min forklaring bekræftet af den sengeliggende landssekretær.

Brev gemt

Men reglerne for brug af frikort var brudt, og det måtte selvsagt medføre en sanktion af en eller anden art. Her er historien, som aldrig før er fortalt - men som Herluf siger: Èn gang skal jo være den første:

Straks ved hjemkomsten kontaktede vi DSB's navnkundige generaldirektør, P.E.N. Skov, som endnu ikke kendte sagen, men var meget forstående for vort ønske om en hurtig afgørelse. Den ville foreligge i løbet af en uges tid. Det fik vi blot ikke at vide, før jeg efter en måned rykkede Skov for en afgørelse. Den vise mand havde foreslået os en mulkt på 500 kr. til et almennyttigt formål efter vores valg blandt fire mulige, men nu var fristen udløbet. Brevet var sendt til partikontoret, opsnappet af forretningsføreren, som viste det til Aksel Larsen, der stak det til sig med en bemærkning om, at så nemt skulle den sag ikke ende. Hvis vi ikke overholdt fristen, regnede han med en politisag. Det mislykkedes.

Det hører med til historien, at der indtil sagen blev afsluttet med den nævnte mulkt ikke havde været ét ord i pressen. Straks derefter blev den i vildt forvrænget form slået kæmpestort op i Ekstra Bladet - af Aksel Larsens foretrukne talerør, EB-journalisten Bent Juhl.

Men da borgmester Willy Brauer fik SF-gruppen på Københavns Rådhus til at skillinge sammen til de 500 kr. og meddelte pressen, at det havde syntes urimeligt, at en aftrådt landssekretær og en fattig student skulle bøde for at have tjent partiet, var sagen effektivt lagt død både indadtil og udadtil.

Intet flertal

Som nævnt genopstillede jeg på kongressen kort tid efter, øgede stemmetallet og røg igen ind i hovedbestyrelsen og forretningsudvalget. Men Herluf tager fuldstændig fejl, når han påstår, at Aksel Larsen efter denne kongres (1963) var i mindretal i hovedbestyrelsen. Han havde fortsat overvældende flertal, kun fire-fem af de 31 medlemmer var ikke rene klakører, og i forretningsudvalget sad jeg fortsat som eneste repræsentant for venstrefløjen. Valgreglerne gjorde, at selv et spinkelt flertal på kongressen satte sig på den overvældende majoritet i partiledelsen.

'Intellektuelle abekatte'

Fra venstrefløjen søgte vi i mange år at gøre ledelsen mere repræsentativ, men ethvert forslag blev afvist. Først på 1967-kongressen svingede flertallet, især på grund af partiets løftebrud ved indgåelse af momsforliget. Et spinkelt venstrefløjsflertal på kongressen førte til massiv venstrefløjsdominans i hovedbestyrelsen. Larsenisterne smagte nu deres egen medicin - hvilket startede den uhæmmede partikrig, som resulterede i opsplitningen et halvt år senere. Men det er en anden historie. Herluf havde sammen med sine nære fæller Anders Storgaard og Erik Jensen forladt SF med et brag lige op til valget i 1964, hvilket medvirkede til, at den forventede fremgang blev et tab fra 11 til 10 mandater.

Men det var altså ikke fordi, Aksel Larsen var kommet i mindretal over for nogle fæle venstreekstremister eller 'intellektuelle abekatte'.

Justitsmord

Endelig er det noget sludder, at 'nogle kræfter i SF' fældede Herlufs kammerat, Anders Storgaard, som kandidat i Esbjerg-kredsen. Storgaard var højt oppe i årene, havde ikke gjort væsen af sig i sine tre år i Folketinget og meddelte selv, at han ikke genopstillede. Kredsen samlede sig om en lokal kandidat, en respekteret fagforeningsformand. Men Herluf og vennerne ville det anderledes. De ville have placeret den tredje musketer, Erik Jensen, i Esbjerg-kredsen. Han havde som socialdemokratisk formand for posttjenestemændene opnået sine 15 minutters berømmelse ved at lede en poststrejke umiddelbart op til valget i 1960, hvorpå Aksel Larsen begik den genistreg at få ham til at skifte parti ved at give ham en sikker opstillingskreds.

Siden havde man praktisk taget intet hørt til MF Erik Jensen, hans kreds var utilfreds, derfor ville vennerne have ham opstillet i Esbjerg. De krævede den nævnte lokale fagforeningsformand ekskluderet med den begrundelse, at han under slagsmålet om opstillingen skulle have fremsat partiskadelige udtalelser.

I Esbjerg var de fuldstændig chokerede, de bad om foretræde for forretningsudvalget, inden der blev taget stilling til eksklusionskravet, det blev afvist, og tro det eller lade være: Manden blev ekskluderet, alene på påstande fra Herluf, Storgaard og Jensen, uden chance for at give sin version af sagen.

Jeg stemte som den eneste i forretningsudvalget imod eksklusionen.

Selvbiografier

Kedeligt var det ikke i Herlufs korte tid i SF. Kampen var benhård, metoderne svinske og tonen rå men uhjertelig. Herluf bidrog utvivlsomt det bedste, han kunne. Men der var alligevel noget forsonende over ham.

Jeg husker, hvordan han på møde efter møde ålede SF's andre kommunalpolitikere for manglende gennemslagskraft i pressen. Selv kunne han fremvise scrapbøger med snesevis af artikler, hundredvis af spalter fra lokalpressen om sin indsats i byrådet. Imponerende. Indtil en uvenlig sjæl afslørede, at praktisk taget alle artikler stammede fra den samme annonceavis, som i øvrigt var ejet af Herluf eller hans kone, og hvor han var eneste skrivende medarbejder. Det var ret godt gået. Og jeg mindes ingen sure miner over, at han havde fuppet os.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu