Kommentar

Russiske regimeskifter kommer pludseligt

Hold øje med Rusland i den kommende tid - den økonomiske krise kan blive begyndelsen til Putin-regimets bratte fald
20. februar 2009

Slår andre forklaringsforsøg fejl, står den mulighed altid tilbage at søge paralleller i historien. Derfor ser vi nu, at Depressionen og John Maynard Keynes værker igen er blevet fashionable referencepunkter i Europa og Nordamerika. Det er dog ikke kun det kriseramte Vesten, der leder efter svar i tidligere tider. Også russerne har ransaget deres fortid i håbet om at finde lektioner, der har gyldighed i dag.

Deres foretrukne valg, siden Gorbatjovs Perestrojka førte Sovjetsystemet til sin rodede undergang, ser for tiden ud til at være årtiet umiddelbart før 1917-revolutionen.

Zarstyret havde overlevet den 'borgerlige' revolution i 1905. Rusland syntes godt på vej til at blive et konstitutionelt monarki. De sociale og økonomiske forandringer foregik i lyntempo med landreformer, jernbanebyggerier, urbanisering og fremvæksten af en veluddannet middelklasse.

Nysgerrigheden efter at granske disse år er vokset uden ophør siden Sovjetunionens sammenbrud. De russiske boghandlere har flere hyldemeter fyldt med værker, der omhandler af epokens historiske kræfter og konflikter. Det er som om, russerne ønsker at gå tilbage til, hvor de var før datidens demokratiske modernisering blev så grumt afbrudt, og forsøge at gøre tingene ordentligt i anden ombæring.

Det acceptable ansigt

Heri finder vi forklaringen på, hvorfor Pyotr Stolypin, Nicholas II's premierminister mellem 1905 og 1911 kom ind på andenpladsen i en nylig tv-meningsmåling, hvor russerne skulle kåre de største skikkelser i Ruslands historie til alle tider. (Alexandr Nevskij, den middelalderlige krigerprins, toppede meningsmålingen, mens Joseph Stalin - hvis placering på listen konsekvent er den, man har fremhævet i en forfærdet udenlandsk offentlighed - trods alt kun kom ind som nr. tre og altså efter den liberale Stolypin). Stolypin var de russiske reformers acceptable ansigt udadtil. Han forsøgte at afværge bondeopstande ved at tilskynde til at skabe en ny klasse af uafhængige små jordejere. Han brugte også hårdhændede metoder for at sikre lov og orden og indførte summariske retsprocesser for at komme en bølge af attentater og politidrab til livs. Nogle vil måske betegne ham som sin tids Vladimir Putin, blot mere aristokratisk og visionær, men med en tilsvarende målbevidst jernvilje.

Den positive lys, i hvilket premierminister Stolypin og hans reformer nu ses af mange russere, synes dog i nogen grad at skygge for en mere ildevarslende parallel: Det lykkedes ikke for Stolypins reformer at vende udviklingen væk fra disse års politisk urolige klima, som blev forværret, ikke blot i landdistrikterne, men også i byer og på universiteter. Premierministeren selv blev således myrdet, mens han ledsagede zaren under en forestilling i operaen i Kijev.

Og hvad mere er: I årene, månederne og endda dagene før de folkelige protester omsider væltede zarregimet, var der ikke mange, der indså, at hele den etablerede orden var indtrådt i sin dødskamp. Det, som forekommer indlysende i det historiske bakspejl, var usynligt for dem, for hvem livet aldrig igen skulle blive det samme.

Sammenbrud chokerede

Noget lignende kan siges om Sovjetunionens sidste dage. At systemet var økonomisk bankerot, var åbenlyst - derom talte den akutte knaphed på basale fornødenheder sit eget tydelige sprog. At ledelsen på næsten alle niveauer savnede enhver troværdighed, stod også klart. Men at sammenbruddet ville komme, hvornår og hvordan - nemlig da de enkelte sovjetrepublikker erklærede deres uafhængighed, og centrum ikke længere kunne holde - var det ikke mindre chokerende for russerne, end det var for den omgivende verden.

Det er legitimt at spørge, i hvor høj grad regimeskift overhovedet forandrer den daglige tilværelse for politisk uengagerede enkeltpersoner. En gang spurgte jeg en ældre russisk museumskurator i en af landets mere afsides provinser, hvordan forandringerne fra centrum havde påvirket hende. Og af alle de orkaner, der havde ramt Rusland i det 20. århundred - den bolsjevikiske revolution, borgerkrigen mellem De Hvide og De Røde, Stalins udrensninger, tøbruddet, Perestrojka, kommunismens sammenbrud - var det, sagde hun, egentlig kun, da lokale unge mænd begyndte at dø i stort tal ved Anden Verdenskrigs fronter, at hendes landsby begyndte at føle de barske vinde blæse udefra.

I historiens bredere perspektiv har regimeskift dog i høj grad betydning, og det kan meget vel være, at den lære, russerne bør drage af deres nylige historie, i mindre grad handler om afbrudte reformer end om regimer, der er dømt til at bryde sammen og dø.

Utilfredshed breder sig

Det er i al fald den overvejelse, som den russisk sociologiprofessor, Vladimir Shlapentokh , gjorde sig, da han for nylig stillede dette overraskende og provokerende spørgsmål: "Er Putins regime mindre sårbart end det monarkistiske Rusland i 1916 eller Sovjetunionen i 1990?"

Hans pointe var ikke kun, at ingen i hine år forstod betydningen af de begivenheder, der udspillede sig omkring dem, og at afslutningen, da den kom, skete meget pludseligt. I de seneste uger har vi været vidne til en bølge af protester i flere europæiske lande. Årsagerne er forskellige, men de hænger alle sammen med udbredt utilfredshed med status quo.

Mediedækningen af den senere tids tilsvarende protestbølger i Rusland har været mindre bred. For fire år siden lykkes det for grupper af forarmede pensionister at rokke regeringen til at øge sin alderdomsunderstøttelse. Denne gang repræsenterer de protesterende et bredere udsnit af den russiske befolkning. De er i stand til at massemobilisere via mobiltelefon, og den russiske regering har ikke meget at gøre godt med at formilde dem.

Putin er dog fortsat populær, ligesom den nye præsident, Dmitrij Medvedevs troværdighed endnu er intakt. Men ufuldstændige reformer, desillusion, arbejdsløshed og rodede politiforhold kan skabe et eksplosivt miks. Hold øje med Rusland i den kommende tid. Den globale økonomiske krise kan blive den anledning, der får Medvedev til at træde i karakter som en stor politisk skikkelse, men det kan også den anden vej: Husk blot, hvor hurtigt de forgangne regimer kollapsede.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Erik Rønne

Man bør se med skepsis på en analyse af den russiske revolution i 1917 med det efterfølgende efterfølgende kommunistiske stats i november samme år, når man fuldstændig holder såvel 1. verdenskrig som Kerenskij ude af billedet.

Havde 1. verdenskrig ikke fundet sted var kejserdømmet nok fortsat, idet det langsomt havde udviklet sig til et konstitutionelt monarki [noget der nok også var sket i Østrig-Ungarn].

Og var det ikke lykkedes for kommunisterne at bemægtige sig Vinterpaladset, der indeholdt den centrale telefoncentral, så var den grundlovgivende forsamling nok trådt sammen. Også her virker det sandsynligt at man havde valgt et konstitutionelt monarki, med Nikolaj IIs lillebror som ny kejser Michael II.

Men det ville skæbnen altså ikke, og vi fik 80 års rædsler for det russiske folk i stedet for.

Per Erik Rønne - Lader til at du ikke kender en skid til Zarens Rusland, og den forfærdelige undertrykkelse og udbytning at majoritetsbefolkningen. Krigen var en uadskillelig del af historien, her slagtede de Europæiske kejserdømmer, sammen med Rusland millioner af unge mennesker. På denne baggrund var den russiske revolution og efterfølgende borgerkrig en ren søndags udflugt!
Om den russiske selvherskers koncentrations lejre læs: George Kennan: ” Sibirien” Alb. Cammermeyers Forlag, Kristiania 1898. Eller læs den populære forfatter Dostojevskijs hårrejsende oplevelser som fange i Zarens fangelejer i bogen ” Minder fra Dødens Hus”.
Hertil kommer så Zar Ruslands helt specielle antisemitisme som lage navn til ordet pogrom. Zar Alexandra den 3. iværksatte sammen med kirken landsdækkende jøde pogromer. Man opbevare stadig nogle rapporter som beretter om massakre og nedslagtning af børn og unge jøder. Ude i margen har zaren (Aleksandra) tilføget: ”Lad os aldrig glemme at det var jøderne der korsfæstede vor herre og udgød hans dyrebare blod” (Se: Virginia Cowles ”The Romanovs”. Penguin Books 1971. Side 120) . Det var dette rædsels regime, regerede af degenerere og overtroiske monarker, som Lenin omstøbte og dermed forbedrede livsvilkårene for millioner af almindelige mennesker.