Kommentar

Sydeuropæiske studenterprotester er nået til København

Danske og de spanske studerende står i samme situation - som en social gruppe under økonomisk pres, og protester, der begyndte i Spanien i det sene efterår, er nu nået til København
23. februar 2009

De spanske studenterprotester fortsætter på anden måned med besættelsen af Barcelonas Universitet. De studerende er oprørte over den kommende implementering af Bologna-planen, som de mener, vil føre til privatiseringen af de offentlige, videregående uddannelser og stigende brugerbetaling. Samtidig protesterer vi, i den danske studenterbevægelse, mod besparelser i SU'en, der ligeledes vil forringe vores vilkår som studerende og afskrække mindre ressourcestærke unge fra overhovedet at påbegynde en videregående uddannelse. Alt i alt står de danske og de spanske studerende i samme situation. Vi er som social gruppe under økonomisk pres, og protesterne er nu nået til København.

Spanske protester

Den 20. november 2008 begyndte protesterne for alvor, da flere tusind studerende besatte Barcelonas Universitet. Protesterne er en reaktion på EU's Bologna-plan, som blev underskrevet af EU's undervisningsministre i 1999, og som skulle bevirke en mere homogen, europæisk uddannelsesstruktur. Men for de spanske studerende handler det ikke kun om, at landene, som har underskrevet aftalen, herunder Danmark, får samme karakterskala (12-skalaen), pointsystem (ETCS), og dermed øget mobilitet og sammenligningskraft universiteterne imellem. Derimod er problemet, at de videregående uddannelser bliver opslugt af erhvervsinteresser, der i sidste ende vil forårsage enden på det frie, offentlige universitet. Bologna-planen er i Spanien - såvel som i de 46 lande, der har underskrevet den - tiltænkt at skulle være i fuldt vigør i 2010.

Rafael Meléndez, talsmand for Generalforsamlingen for studerende mod Bologna, siger, at "planen medfører, at den eksisterende universitetsmodel bliver erstattet af en anden, hvor virksomhedsprofit er vigtigere end viden ..... Der har ikke været nok debat, hverken i uddannelsessektoren eller i det øvrige samfund, som er det, der vil blive ramt af følgerne i sidste ende". Yderligere påpeger Meléndez, at "det vil betyde en elitisering af fakulteterne, og at de uddannelser, som ikke er økonomisk rentable, vil forsvinde."

Siden november 2008 har protesterne spredt sig over hele landet. Universiteterne i Sevilla, Valencia og Madrid er ligeledes blevet besat og kravet til regeringen om at genoprette studenterdemokratiet, de studerendes interne flertal på universiteterne, samt øget støtte gennem studiestipendier, genlyder også der. Det, der kræves, er med andre ord, at stoppe merkantiliseringen af universitetet og derimod forøge antallet af studiestipendier, som uddeles til studerende efter bestået eksamen og dermed undgå de forgældende studielån, som fremprovokerer angsten for at skifte fag og for i det hele taget at gøre uddannelsen færdig.

Demokratiet tilbage

Hvis vi skifter fokus fra Spanien til Danmark, har vi bevæget os fra at opfatte os selv som borgere til at opfatte os selv som brugere. Denne udvikling undergraver det ideal, de fleste danske universiteter hidtil har været funderet på; nemlig det tyske dannelsesideal, hvor dannelsen lige så vel som den er faglig, er personlig. Med den markedsgørelse som finder sted, er vores rettigheder som aktive deltagere og medbestemmere i vores uddannelsesinstitution blevet forringet, og med Skattekommissionens udspil varsles en endnu mere grundlæggende ændring; nemlig en forringelse af alle studerendes mulighed for en videregående uddannelse uanset social og økonomisk baggrund.

Som det fremgår, har de danske og de spanske studerende meget tilfælles i deres nuværende situation. Og i værste fald står vi til at få endnu mere tilfælles, hvis regeringen vælger at tage Skattekommissionens SU-udspil med ind på forhandlingsbordet. Om spørgsmålet om Bologna-planen kommer op til diskussion blandt de danske studerende nu i forbindelse med forsvaret af SU'en, er ikke utænkeligt. Ligesom vores spanske medstuderende må vi kræve retten til ikke at blive dybt forgældet, bare fordi vi ønsker at studere og færdiggøre en videregående uddannelse - det har intet med forkælelse at gøre, sådan som visse på misforståelig vis tolker det - og samtidig kunne vi tage ved lære af vores sydeuropæiske kolleger og kræve studenterdemokratiet tilbage på universiteterne; vores interne flertal; det som forsvandt sporløst i 2003.

Lars Troels Møller læser spansk sprog og kultur ved Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Erik Rønne

Vedrørende SU, så fremgår det i dag af Berlingske Tidende at regeringen /ikke/ vil tage SU-nedskæringerne med i dens udspil, og at det skyldes de forhånds-forhandlinger den har haft med Dansk Folkeparti. Som ganske simpelt ikke ville acceptere dem.

Vedrørende afskaffelsen af Den akademiske Republik, så er den gennemført ved et forlig mellem regeringen og Socialdemokratiet. Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten står udenfor, mens idéens ophavsmand, De Radikales Margrete Vestager, populistisk også valgte at lade R stå uden for.

Så her må man gå ind og påvirke VKS-aksen; falder S fra afskaffes også den Oplyste Enevælde, som mange steder har vist sig at være ganske Uoplyst.

Hvad ligner det eksempelvis at skære drastisk ned på forskerantallet, blot for at få råd til at skabe et tilstrækkeligt stort bureaukrati til at kontollere forskerne? Se på Københavns Universitet, naturvidenskab, som nu kører med tre prodekaner, hvor man tidligere kunne nøjes med én, som overtog dekanens opgaver, når han fik forfald.

Jeg læste forleden, at SU var steget 32 % siden 2002(?)medens leveomkostningerne kun var steget 16% - og nu hvor beskæringen af SU er taget af bordet, så er den del vel OK.

Det ville for mig at se også være OK at forlænge SU med 1 år.

Derimod mener jeg ikke , at de politikere, som vælgerne sætter ind i Folketinget , skal udelukkes fra at bestemme hvorledes vores skattepenge skal anvendes på Universiteterne.

De studerende er ikke folkevalgte, så de skal ikke regere over de penge, som Folketinget afsætter til uddannelse.