Kronik

Undermålernes sejrsmarch - mod en ny og social darwinisme?

Om mangfoldighedens overlevelse, hvor alle arter er 'fit', og det gælder om at finde sin plads - at 'fitte' surviverne så at sige
Darwins teori om -det naturlige udvalg- er hans egentlige bidrag til forståelsen af den evolution, der allerede i 1700-tallet fik videnskabeligt gennemslag.

Darwins teori om -det naturlige udvalg- er hans egentlige bidrag til forståelsen af den evolution, der allerede i 1700-tallet fik videnskabeligt gennemslag.

13. februar 2009

Når der er åbent hus på RUC, hvor jeg arbejder, så fortæller jeg om evolution, og når jeg spørger de unge mennesker om, hvad det nu var Darwin sagde, så svarer de med stor sikkerhed at det var noget med den bedst egnede/bedst tilpassede/stærkeste overlever - survival of the fittest, og det er jo, hvad vi alle ved om Darwin. Jeg spørger så om det princip vil give flere arter, eller færre. Der er endnu ikke nogen som har sagt flere, og sådan har jeg det også. Det må da give færre? Der var tre, der var to, der var en der var bedst egnet - eller stærkest, som fysikere på Niels Bohr-instituttet insisterer på at oversætte 'fittest'.

Knap så voldsomt går det til i J.P. Jacobsens oversættelse, hvor det er den 'mest skikkede', der vinder i kampen, altså den bedste, men stadig forkert oversat, og således kan den folkelige viden om darwinismen henføres til en oversættelsesfejl (fittest betyder tilpasset, og det må nødvendigvis være en relation 'nogen fitter til noget'), til en tautologi, og dermed uinteressant (selvfølgelig er det den stærkeste/mest skikkede der vinder), og endelig er kilden gal. Survival of the fittest er ikke Darwins. Den stammer fra Herbert Spencer, sociolog, liberalistisk teoretiker, og manden bag socialdarwinismen, som i sin mest betændte afart var en del af nazisternes raceteoretiske vrøvl. Vendingen survival of the fittest dukker først op i femte udgave af Arternes oprindelse, hvor Darwin begejstret citerer Spencer. Det skulle han ikke have gjort, ham Darwin.

Det naturlige udvalg

To helt grundlæggende ting karakteriserer den biologiske evolution: 1) arternes ændring over tid, ofte opfattet som en ændring mod noget mere avanceret og 2) arternes opsplitning, hvor 'en' bliver til 'to' - arternes forvandling og arternes oprindelse.

Arters forvandling kender vi til. Fra husdyr. Ved hele tiden at vælge den største orne og de største søer, bliver arten 'dansk gris' større, generation for generation. Tendensen mod noget mere avanceret, noget 'højere' åbenbarer sig for os i det globale gigantiske projekt, strækkende sig over den seneste halve milliard år, hvor fisk bliver til padder, padder til krybdyr og krybdyr til pattedyr, samtidig med at samtlige grupper fortsat eksisterer og har det godt - sådan da.

Der er tale om et makro-evolutionært forløb, som med god mening kan hævdes at gå mod 'noget større'. Denne gradvise forandringsproces, hvor arterne går fra det ene funktionelle stade til det næste lige så funktionelle stade, men på et 'højere niveau', vil uundgåeligt, betragtet bagud, fremstå som har naturen et mål og en hensigt. Det er synsbedrag, en historisk teleologi kunne vi kalde det, forkert, men som alligevel tillader udsagn af typen: 'fuglen har vinger for at kunne flyve' - når blot vi husker rette rækkefølge.

Så vidt forandringen, men hvoraf så de mange arter, hvoraf 'arternes oprindelse', som første del af titlen på Darwins hovedværk lyder? Svaret skulle ligge i teorien om 'det naturlige udvalg', titlens andet element og Darwins egentlige bidrag til forståelsen af den evolution, som allerede i 1700-tallet fik videnskabeligt gennemslag - i Danmark budt velkommen af Henrik Steffens, H.C. Ørsted og Grundtvig!

Hvem vælger?

På Ny Guinea lever der nogle såkaldte 'frugtduer'. 18 arter i alt, fordelt på to slægter. Som alt i denne verden er de forskellige. I kropsstørrelse, næbstørrelse, og størrelsen på deres fødder. Den mindste vejer 49 gram, den største 800 gram, og så springer vægten fra art til art med faktor 1,5.

De kroppe udgør aktørerne. Strukturen er så aktørernes organisation i forhold til den omverden de agerer i. Deres plads i 'naturens store husholdning', kalder Darwin relationen, hvilket direkte oversat bliver til 'økologi' (oikos=hus, logos=viden).

Økologi er sammenhæng og sammenspil. Hver art og hvert individ håndterer omverdenen, tolker den, og drager sine konklusioner. En meget bastant form for omverdensfortolkning går via duernes fødder. Små duer med små fødder, og store duer med store fødder, finder via simpel sansning frem til det sted på grenene, hvor fødderne passer. Små fødder til tynde grene, store fødder til tykke grene, og, viser det sig, store fugle, store næb og store frugter på menuen. De deler træet og omverdenen op i en struktur af ikke-konkurrence.

Ifølge klassisk evolution (men ikke nødvendigvis Darwin) så skulle disse arter være udviklet i isolation fra hinanden. En sær tanke. At en række fra hinanden isolerede arter skulle vælge at tilpasse sig hver sit lille interval af en grens tykkelse, uden at resten af grenen er optaget, forekommer bizart. Endnu værre forekommer forestillingen om, at de så til slut skulle sætte hinanden stævne på Ny Guinea, hvor de, åh under, opdager, at der er reserveret plads til hver og en, efter skostørrelse. Det giver ikke mening. De er ikke udviklet i isolation fra hinanden, de er udviklet i kontakt med hinanden, tilpasset hinandens tilstedeværelse, formidlet af grenens varierende tykkelse.

Lad os, metafor eller realitet, forestille os at alle disse duer ikke er forskellige arter, men én arts variationsbredde. Som alle søskendeflokke er den karakteriseret ved, at nogle (få) er de største, mange flere er midt imellem, og nogle (få) er de mindste. De sidder nu ud ad grenen, i størrelsesorden, som fødderne nu tolker verden. De vokser til, og en dag begynder sære kræfter at hundse med dem. De parrer sig, og hvem parrer de sig med hvem? Tja, nogle få af de mindre damer forsøger sig måske hos de største hanner (ballade med de store hunner?), men generelt vil de parre sig med 'naboen', den de deler skonummer med.

Som det nu går på, generation efter generation, så opdeles rækken af varianter ud af grenen, til arter. I starten er det måske kun de allermindste og de allerstørste, som må opgive at få fertilt afkom sammen af genetiske årsager, mens naboformerne hen igennem rækken godt kan. Sådan er det med sølvmågen og sildemågen. Hos os er de to gode arter, men går man østover, rundt om polkalotten, så kan sølv- og sildemågerne få frugtbart afkom hele vejen.

Det samme kendes fra finker og dompapper, og eksperimentelt er det påvist hos bananfluer. Yderpositionerne i en udbredelse er adskilte arter, men tager man den skridt for skridt, så er hele populationen én art. Så med duerne i mente, giver survival of the fittest ikke rigtig mening. De er alle fit, det gælder om at finde sin plads, at fitter surviverne så at sige. Darwin udtrykker det sådan her: "-og at der er et naturligt udvalg, der stedse er rede til at lempe de langsomt varierende (utilpassede, ch.) efterkommere af hvert enkelt individ til en eller anden ubesat eller dårlig besat plads i naturens husholdning- ".

Det er unægtelig en anden selektion end Spencers. Ikke noget med at udrydde de mindre egnede, næ, her lempes, også de mindre heldige efterkommere af hvert enkelt individ hen på en plads, hvor den kan trives - og blive til en art! Det naturlige udvalg lemper også de mindre skikkede hen på pladser, hvor de 'passer'.

Nye regler

Når varianten så har etableret sig, så gælder nye regler. For at undgå ballade med naboen vis-a-vis skonummer, så gælder det om at dyrke forskelligheden. Darwin skriver, at arten nu vil tiltage i hyppighed "så meget hurtigere, jo mere de bliver forskellige i livsvaner (struktur, ch.) og bygning (aktør, ch.), hvorved de jo bliver i stand til at sætte sig fast på mange og vidt forskellige pladser i Naturens Husholdning. "

Og videre vil der "være en konstant tendens til at bevare de af en arts afkom, som er mest forskellige fra hinanden."

Læg mærke til han skriver 'de' af en art. Flertal. Vi taler altså ikke om hin bedst tilpassede, men om flere varianter i en arts afkom, nemlig de mest forskellige, som oven i købet, i udgangspunktet, var mindre egnede. Heraf vokser så mangfoldigheden, her ligger arternes oprindelse. Vi står altså med to mulige teorier. Det er enten 'hin ene' på bekostning af alle de andre, et vanvittigt spild af variation, eller det er, at hver variant finder 'sit sted' hvorfra den kan etablere sig som ny art, en ren 'artsmaskine', med et Darwin-udtryk.

Lad mig derfor, til afløsning af Herbert Spencers liberalistiske dictum foreslå følgende:

Det er ikke naturens valg af variant, det er varianternes valg af natur.

Det er ikke de bedst tilpassede, der overlever, det er de overlevende, der passer sig ind.

Det er ikke isolationen, som skaber arten, det er arten der isolerer sig.

Det er ikke i adskillelsen, men i mødet at arter opstår.

På Galapagosøerne udspiller en variant af ovenstående historie sig, her udsat for finker - Darwins finker.

Claus Heinberg er geolog, palæontolog, lektor på RUC ved institut for Teknik Samfund og Miljø og har gennemført talrige geologiske ekspeditioner til Nord- og Østgrønland siden 1969

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu