Kommentar

Universiteter for samfundets skyld

Samfundet har brug for universiteter, der er ledet af en professionel ledelse og en bestyrelse, der samlet set repræsenterer samfundets interesser, og som bakkes op og rådgives af demokratisk valgte studenter- og underviser-repræsentanter
2. februar 2009

I Danmark har vi offentlige universiteter. Det betyder, at universiteterne skal understøtte vækst, velfærd og udvikling i samfundet, som det hedder i universitetsloven. Universiteterne er således til for samfundets skyld, hvilket dog ofte bliver glemt i universitetsdebatten.

Danske Studerendes Fællesråd (DSF) har blæst til kamp mod universitetsloven fra 2003 og for mere studenterindflydelse. Men kampen synes noget malplaceret. Faktisk er studenterindflydelsen ikke blevet ændret med den nye universitetslov, idet der stadig skal være to studenter repræsenteret i det ledende organ, hvilket også var gældende under den gamle lov. Det DSF harcelerer over, er, at der er kommet en bestyrelse, "der ikke kom fra universitets- eller forskningsverden", som Fællesrådet så fint skriver på deres hjemmeside.

De offentlige universiteter finansieres af samfundet for at være til gavn for samfundet. Når universiteterne har fået en bestyrelse med repræsentanter fra forskellige samfundsgrene, så er universiteternes interessenter faktisk for første gang repræsenteret i ledelsen. Det vi stiller os helt uforstående over for, er, hvorfor Fællesrådet i den grad ser forskerne og ikke aftagerne som deres alliancepartnere. Hvem har de studerende størst interessefællesskab med, forskerne eller de arbejdsgivere, offentlige som private, som de skal ansættes af efter studietiden? I 1968 lød kampråbet: "Ryd professorvældet." I dag lyder det stik modsat: "Genindfør professorvældet - universiteterne skal have lov at passe sig selv."

Studerende går på universitetet for at ruste sig akademisk til et moderne og krævende arbejdsmarked, og derfor er det i vores optik ganske fornuftigt, at arbejdsmarkedet nu er rykket ind i universitetsledelsen, så der kan skabes en fælles forståelse mellem aftagere og universitet - både når det gælder forskning og undervisning.

Forsker, hvor er du?

Det undrer os i debatten om universiteterne, at studerende ikke interesserer sig meget mere for den ringe undervisningsmængde, de tilbydes. Studerende på samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser får ned til fire timers undervisning om ugen. Samtidig oplever flere studerende en uvilje og ufleksibilitet fra forskerne, der gør, at det stort set er umuligt at få et vejledermøde.

Det er simpelthen ikke godt nok. Der skal undervises mere på humaniora og samfundsfaglige uddannelser. Universitetet er et selvstændigt studium, men ikke et selvstudium. Mere undervisning betyder også, at de studerende føler en større tilknytning til universitetet, de får en tættere kontakt til deres medstuderende, hvilket igen hjælper på frafaldet. Mere undervisning kan også have en positiv indflydelse på den sociale mobilitet. Mange unge med høje snit fra hjem uden akademiske traditioner har svært ved at forlige sig med den fraværende undervisning og de ikke-eksisterende rammer. Mere undervisning handler derfor også om social mobilitet. Det er vigtigt, at alle der har evnerne får en god uddannelse.

Desværre er der ikke meget prestige i at undervise. Men undervisning er mindst lige så vigtig som forskning, der skal derfor en kulturændring til. Her burde de nye ansatte ledelser i højere grad træde i karakter.

Pligt og frihed

Der har været meget fokus på forskningsfriheden i debatten om universitetsloven, bl.a. har en underskriftsindsamling for øget forskningsfrihed tiltrukket stor opmærksomhed.

Universitetsloven fra 2003 giver rent faktisk stor forskningsfrihed til den enkelte forsker, hvis forskning blot skal høre til inden for universitetets forskningsstrategiske rammer. Der er vel også en vis rimelighed i, at samfundet har bare lidt hånd i hanke med, hvad forskningskronerne går til, og de forskningsstrategiske rammer på et multifakultært universitet, er meget vide. Vi finder det vigtigt, at forskerne har frihed til at finde nye veje og ny viden. De skal også have frihed til at tale magthavere imod, hvis deres forskning peger på, at en politiker eller et erhverv handler forkert. Ingen af delene forhindres dog af at have en ansat og ikke en valgt ledelse.

Man kunne dog sikre yderligere dialog mellem ledelse og ansatte eksempelvis ved at give de akademiske råd og studienævn formel høringsret i bestyrelsen. Bestyrelsen kan selvsagt ikke være inde i alle sager på et universitet, og derfor er det vigtigt, at udviklingen af uddannelserne og forskningen også bliver diskuteret andre steder - af dem, der er tættest på.

Samfundet har brug for universiteter, der er ledet af en professionel ledelse og en bestyrelse, der samlet set repræsenterer samfundets interesser, og som bakkes op og rådgives af demokratisk valgte studenter- og underviserrepræsentanter. Vi skal have konkurrencedygtige universiteter - en stor del af Danmarks fremtid hviler på deres skuldre.

Charlotte Rønhof er forskningspolitisk chef i DI og Mette Hartmeyer er studenterpolitisk ordfører for Frit Forum Roskilde og medlem af Akademisk Råd på Roskilde Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Universiteter kan kun være til gavn for samfundet på én eneste måde, nemlig ved at præstere fri, uhildet forskning.
Hvis erhvervslivet vil have akademisk personale, må de uddanne det selv, universitetet er til for samfundet, forstået som demokratiet, der kun kan fungere på et så oplyst grundlag som muligt. Dér har universiteterne deres rolle.

Dansk Erhverv knipser med fingrene, og straks har de en højt betroet medarbejdetr som co-writer. Det kan ikke føre til troværdighed, universitetet bliver kompromitteret på den måde.

@Peter Hansen

Vrøvl! Erhvervslivet bør da bestemme: For det der er godt for f.eks. Grindstedværket er jo også godt for Danmark.

Det med kvivsølvforureningen fra Grindstedværket var sarkasme over en konkret sag - så vidt jeg ved står vore universiteter ikke ligefrem i kø for at hjælpe med at udrede hvad der er opad og hvad der er nedad i den skandalesag !

Det ville muligvis havde givet mere opmærksomhed om sagen - hvis værket havde ligget i Hellerup.

Sandelig: Kapitalismens sejr er total.

Torben Petersen

Står det til mig, skal vi noget længere tilbage. Universiteterne er ikke til for nogens skyld andet end deres egen.

På universiteterne skal der studeres for interessens skyld. Viden for videns skyld om man vil. Om nogen udenfor universtitet kan bruge det der kommer ud af det er ligegyldigt, al den stund at værdien afhænger af at universitetet kan bruge det.

Vi er med andre ord nød til at genvinde den akademiske frihed for at blive herre i egen hus.

Og pengene? Tja, det koster og vil staten ikke betale for de studerende, så må de studerende selv. Alternativet er at vi ender som nu - falder for fristelsen til at være holdte mænd - med at hvad det medføre at kæledyrets lidelser af forstoppelse og for lidt motion, og krav om at skulle rulle på ryggen og spise kager for at underholde gæster, diginitarer og kagefabrikanten selv.

Torben Petersen, vi er enige, forsåvidt angår universitetets autonomi. Men Staten skal naturligvis betale! Det er Staten, der har skabt en situation for universiteterne, hvor de f.eks. har afhændet al den ejendom i København, som tidligere var et væsentligt aktiv. Det er også Staten, der har gjort universiteterne til masseuddannelsessteder (og tak for det, bortset fra at det er uholdbart, at kvaliteten af undervisning og forskning forringes, fordi man ikke vil give de mange, hvad man tidligere gav de få).

Dorte Sørensen

En underlødig kommentar, når fx de damer skriver at i 68 skreg studenterne ” Ryd professorvældet." I dag lyder det stik modsat: "Genindfør professorvældet - universiteterne skal have lov at passe sig selv."
Universiteterne blev demokratiske i 1970, hvor både det tekniske personale, de studerende, og forsker/lærerstaben fik med indflydelse gennem demokratiske valgte organer. Ved universitet reformen fra 2003 rykkede erhvervslivet ind i universiteternes ledelse i stedet for de demokratiske valgte. Ligeledes blev den frie forskning mindsket og forskerne skal nu bruge en stor del af deres tid til at søge midler til deres forskning.
Jeg forstår ikke at regeringen går i krig for at oprette demokrati i fjerne lande og samtidig nedlægger demokratiet på landets universiteter samt gør universiteterne til erhvervslivets universiteter.

Heinrich R. Jørgensen

Dorte Sørensen:
"Jeg forstår ikke at regeringen går i krig for at oprette demokrati i fjerne lande og samtidig nedlægger demokratiet på landets universiteter"

Du spidder absurditeten meget præcist :-)

Svaret er, at regeringen ikke vægter demokrati. De ønsker at bestemme alt selv. Hvis ordet "demokrati" nævnes, kan man være sikker på, at der enten er tale om en selvglorificerende skåltale blottet for realitetssans, eller som en eufemisme for regeringens vilje.

Hmmm ... Rønhofs indlæg kunne bruge lidt mere styr på konkrete fakta. Her er et smpar korrektioner:

1) Forskningen er ikke alene underlagt det vilkær, at den skalbefinde sig inden for universitetets forskningsstrategiske rammer. Den er også underlagt det vilkår, at institutlederen har "instruktionsbeføjelser" og kan pålægge forskeren, hvad han eller hun skal forske i. Der er ikke sat nogen timebegrænsning på, hvor mange timer, den ansatte kan sættes til at udføre pålagt e opgaver.

2) Forskningsfrihed forudsætter, at der er ressourcer til stede at forske for. Efterhånden som midler båndlægges og konkurrenceudsættes bliver det rum, som er tilgængeligt til den forskning, der alene er bestemt af forskerens faglighed, indskrænket.

3) Der er intet, som tyder på, at de rådgivende organer bakker op om ledelsen, og der er endnu mindre, som tyder på, at den hører efter. Hvilken verden lever Rønhof I? Universitetsverdenen er det ikke.

4) Der er heller ikke ret meget, som tyder på, at vores ledelse optræder professionelt. Bortset måske fra lønningerne. Tidligere blev vi ledet af amatører. Nu bliver vi ledet af urørlige, højtbetalte amatører ...

Mette Hartmeyer

Universiteter er til for samfundets skyld, i den forstand at her findes ansvaret for at uddanne alle de studerende som ønsker viden og indsigt. Vi lever i en oplysningstid, hvor det bør være i alles interesser at flest muligt opnår så høj viden som muligt.

Når der i universitetsreformen fra 2003 står at "universiteter er til for samfundets skyld" er erhvervslivet naturligvis også en del af det samfund. Derfor undres jeg når (Peter Hansen) mener det bør være op til erhvervslivet at uddanne indenfor egne rækker? Kun ca. 10-15 pct. af en universitetsårgangs studerende ender som forskere, men bliver man en god forsker ved at isolere sig fra omverdenen? Det undre mig at man i et forsvar for forskningsfrihed glemmer de studerende, som ønsker et oplyst grundlag til at forstå verden. Jeg savner at se en prestige i at undervise på universiteterne og ikke blot i at forske.

I spørgsmålet om universitetsdemokrati, så kunne man spørge, hvad der gør, at et universitetet er så markant anderledes end alle andre organisationer. Den gamle styreform var ineffektiv, det er ikke muligt for kollegaer, at træffe strategiske valg, hvor de skal prioritere mellem kollega A og kollega B, derfor fik alle lidt, og strategiske satsninger blev umulige. Dermed er det ikke sagt, at ledelsen ikke skal lytte til de ansatte. Vi skriver jo netop, at eksempelvis akademisk råd skal have en mere fremtrædende plads.

Dorte Sørensen

Mette Hartmeyer først flot at du svare på kritikken af jeres indlæg. –Tak for det.
Vi er enige om at en af de STOR opgave for Universiteterne er at give de studerende en god og tidssvarende undervisning. Det er vel også derfor at universiteterne har tage eksterne underviserer , så de studerende kunne få viden fra erhvervslivet.
I mine øjne er det farligt, når det som den nye Universitetslov fra 2003 giver erhvervslivet så stor indflydelse i Universiteternes ledelse og indflydelse på universiteternes forskningsområder.
Ligeledes tager al den økonomisøgning tiden fra forskeren og dette tidsspild går alt andet lige også ud over forskerens tid til undervisningen forberedelse.
Mon ikke den nye styreform er mere ødelæggende end den gamle, når nu forskerne skal tage hensyn til erhvervslivet før de kan få deres forskningsprojekter godkendt.

Det er en interessant gradbøjning af ordet "frihed" vi er vidner til i disse politiske tider...Mens yttringsfriheden er totalt ukrænkelig (dvs. fri i en absolut forstand - ellers er den der slet ikke), så er forksningsfriheden til gengæld noget, der snildt kan findes på mange niveauer. Således betragter (i gårsdagens Information) universitetsledelsen forskningen som værende fri, selv om den er underlagt faste rammer eller skal tage højde for "kollektive beslutninger".

Det er en illusion fra Sander og Co. at man kan styre universiteterne i højere grad og altså knytte dem tættere til statsmagt og det private erhvervsliv, uden at dette vil få negativ indflydelse på forskningsfriheden.

Der er så bare tilbage at minde om, at mange af verdens største teknologiske fremskridt er sket som følger af "uheld" eller ikke-intenderede begivenheder; der er grænser for, i hvor høj grad man kan bestille sin udvikling.

Og er en god forsker ikke også en engageret forsker?

Der er mange fantastiske forskningsfremskridt, der er sket ved et uheld, og der skal også være plads til den rene grundforskning, som den Bohr foretog.

Jeg synes Knut Conradsen sagde det meget præcist på AC’s konference om universitetsloven. På DTU udfører man forskning inden for Pasteurs kvadrant, hvor noget forskning er ren grundforskning, hvor det ikke på forhånd er defineret, hvor forskningen skal lede hen. Anden forskning er brugsinspireret grundforskning, som den Pasteur udførte, og anden forskning er igen rent anvendt forskning, som den Edison udførte.
Der skal være plads til alle tre typer forskning.

Eksemplerne på opdagelserne i den rene grundforskning fremstår dog ofte som eksempler, som bruges til at udelukke de øvrige forskningsformer. Der er konkrete sundheds- og miljømæssige problemer som skal løses, og det er nu en gang i orden, at samfundet vælger at prioritere forskningsmidler til at løse dem.

Mht. arbejdsglæde så er det klart, at forskere er ildsjæle og lysten driver værket. Men der er vel ikke nødvendigvis en modsætning mellem ,at løse konkrete bundne opgaver og arbejdsglæde. Personligt synes jeg, at arbejdsglæden netop kommer, når det man laver, har betydning og bruges af andre. Fra mit studium var det da de opgaver, som havde en relevans for min arbejdsgiver der gav mening og arbejdsglæde, mens de opgaver jeg løste blot for at gå til eksamen var mindre lystbetonede.

For mig at se ligger hele momentet i Mette Hartmeyers falske, men ret populære og udbredte dichotomi mellem universitet og omverden. Her er vi gradvist gledet fra, at universitetet repræsenterede en stadig voksende viden og indsigt, til at den mundane, 'hverdagslige' erfaring er det sande. Det skurrer egentlig fælt marxistisk.
Problemet med universitetsbegrebets forfladigelse - ved at være blevet klistret på stort set alle videregående uddannelser - er, at det bliver uhyre svært at skelne mellem de vidt forskellige roller, de skal spille.
I praksis har det også ført til en helt ændret opfattelse af det rigtige universitets forpligtelser. I udgangspunktet er universitetet jo nemlig først og fremmest en forskningsinstitution, hvor folk, der i kraft af intelligens har kvalificeret sig, genererer stadig større viden, og - nærmest som et biprodukt - uddanner den yngre generation til dels at tage over, dels at undervise dem, der forhåbentlig tager udfordringen op.
Jeg ved godt, at dette er et billede meget langt fra den aktuelle virkeligheden. Pointen er, at det er en fejl! Vi kan ikke undvære det universitet, der kerer sig om viden for videns egen skyld.
Mads Eriksen udstiller elendigheden meget tydeligt, når han gerne vil behage sin arbejdsgiver, for det, Universitetet kræver, er den tålsomhed, man skal udfolde i at tilegne sig en viden og på baggrund af den generere mere viden selv. "At løse opgaver for at gå til eksamen" siger jo det hele - nej, man skal - når grundlaget efter førstedel ligger fast - selv tilrettelægge sit studium med de interesser, man har udviklet eller måske endog havde i forvejen.
I mange år har den største hån været, at højtspecialiserede humanister, fordi man ikke helt forstår forskellen mellem den almentmenneskelige og den professionelle betydning af ordet, har ageret toastmastere i det private erhvervsliv med titel af HR manager, "fordi universitetet bibringer den studerende generelle færdigheder". Men universitetet bibringer kun på det meget overfladiske plan generelle færdigheder, derimod giver det - skal det give - en høj grad af helt individuel specialisering. Den universitetsuddannede er den, der bestemmer musikken indenfor sit fag! Hvis ikke den klassiske arkæolog havde sat sig ind i det østlige Middelhavs oldtidskulturer, havde vi aldrig lært fønikerne at kende som andet end romernes fjender. Men vi havde selvfølgelig heller ikke engang vist, hvem romerne var.
Når musikudgivelser i kritisk-videnskabelige udgaver har taget et enormt omfang i de seneste årtier, skyldes det videnskabsmænd, der har forsket i de historiske partiturer - og derigennem skabt en basis for udvikling af elektronik til håndtering af opgaven; men pointen er, at det kommer fra individer med faglige interesser, der kultiveres indenfor rammerne af universitetet.