Kommentar

Vender Marx tilbage?

Karl Marx bliver igen revet ned af hylderne. Efter mere end 20 års larmende tavshed har en 300 procents stigning i salgstallene hos boghandlerne igen gjort den gamle tænker moderne
27. februar 2009

Siden hippierne opbyggede kollektiver og studenterne besatte universiteter i løbet af 70'erne er Marx i stigende omfang blevet marginaliseret på den danske venstrefløj. Da Poul Nyrup overtog magten i Socialdemokratiet, var det således et udtryk for en pragmatisk og midtersøgende kurs, som kom til at præge den politiske linje under hans ledelse. Da der igen var kampvalg hos Socialdemokraterne i 2005 forsøgte formandskandidaten Frank Jensen at genoplive det marxistiske udtryk klassekamp, men den bramfrie revolutionsretorik mødte modvilje hos Socialdemokraterne, og Helle Thorning-Schmidt vandt en klar sejr, som den moderne partileder.

Hos Socialistisk Folkeparti er marxismen også gradvist forsvundet som erklæret inspirationskilde. Kapitalismen betragtes ikke længere som hovedfjenden og er tværtimod blevet accepteret som nyttigt økonomisk redskab. Det betyder, at man med et populært udtryk er blevet et økonomisk ansvarligt parti.

Undergrunden

Herhjemme har Socialdemokraterne og SF altså i vidt omfang sagt farvel til Marx. Men samtidig har det rumlet i undergrunden i de seneste år. Med venstredrejningen i Latinamerika, den bristede dot-com-boble og globaliseringsbevægelsen i det nye årtusinde er Marx kommet på dagsordenen igen - også i Danmark.

Denne tendens er blevet styrket efter finanskrisen, der betyder, at såvel den nyliberalistiske politik som den kapitalistiske økonomi har mistet legitimitet. Salget af Kapitalen er eksploderet og studiekredsene skyder igen op som paddehatte.

Hvad betyder det så for venstrefløjen? Der er ingen tvivl om, at hvis Marx vender stærkt tilbage, så bliver det i nye gevandter. Han skal være på højde med tiden, hvad angår virkelighed, diskurser og formidling. Så hvis overvintrede 70'er-marxister vejret morgenluft, så vil de blive meget skuffede.

Nutidige former

Med den økonomiske krise er behovet for demokratisk kontrol med økonomien blevet tydeligere. Dermed synes mulighederne for en tæmning af den uhæmmede kapitalisme mere til stede end længe. Eller ligefrem - som Marx ville det - en overskridelse af kapitalismen. Det kan virke paradoksalt, at tekster, der er så gamle, kan være så aktuelle. Men Marx sætter uhyggeligt præcist fingeren på de negative sider af kapitalismen og liberalismen - og orienterer sig ud fra et radikalt modstående værdisæt. De kritiske forhold bliver mere synlige og de alternative værdier virker mere appellerende i krisetider som i dag, hvor den fremherskende økonomiske teori og praksis i stigende grad fremstår som en del af problemet, ikke løsningen.

Marxistisk inspiration kan man i dag se hos en række teoretikere, der forsøger at analysere kapitalismens nutidige former. Det bedste eksempel er Naomi Klein, der tydeligt lader sig inspirere af Marx, mens hun samtidig er åben over for andre inspirationskilder, udogmatisk og tidssvarende. Hun er en engageret aktivist og journalist - som også Marx var det - og i sine bøger No Logo og Chokdoktrinen har hun bidraget med kritiske analyser af de negative sider af globalisering, postmodernitet og nyliberalisme.

Nye gevandter

Det vil være misbrug, hvis Marx' arbejde bliver brugt til at skabe nye dogmer og kaste sig ud i nye skyttegravskrige, som det også har været tilfældet med andre klassikere som Adam Smith, John Locke og Edmund Burke. Deres tanker er formuleret for flere hundrede år siden i et andet samfund - og deres argumenter skal derfor ikke diktere vores liv.

Men den fornyede interesse for Marx udgør et brud med den nyliberalistiske konsensus, og udgør således et tiltrængt vitamintilskud til den økonomiske og politiske debat - selv om vi ikke nødvendigvis skal følge ham hele vejen. Marx' relevans består i første omgang i kritikken af den eksisterende samfundsorden. I hvilken retning bevægelsen mod mere fællesskab og mindre marked så vil føre os, vil blive et stridspunkt for centrum- og venstrekræfterne.

Fortidens løsninger kan ikke løse fremtidens problemer - men de kan inspirere til at tænke nyt og anderledes.

Peter Nielsen er lektor på RUC, Lars Poulsen er cand.mag. i filosofi og Jens Jonatan Steen, direktør for Cevea

I anledning af udgivelsen af bogen 'Værdikampe', afholder tænketanken Cevea og Forlaget Frydenlund debatarrangementet 'Vender Marx tilbage?'i dag kl. 16.00 på Karrierebar i København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu