Kommentar

Zionismen og Europa

Hvis man skal afvise zionismen som en frigørelsesideologi, så tvinges man til at begrunde, at det er muligt at afskaffe antisemitismen i det moderne Europa
14. februar 2009

Jeg møder ofte den opfattelse, senest i de kommentarer, jeg har læst i tilknytning til klummen 'Politiken og Antisemitismen', at man ikke behøver at være antisemitisk, fordi man er antizionistisk.

Tankegangen er skolastisk og minder på mange måder om den tradition, der har udspillet sig i lutherske miljøer i århundreder. Her hævdes det, at Martin Luthers bordtaler ikke havde en antisemitisk virkningshistorie. Bordtalerne skulle blot ses som en teologisk strid mellem to antagonistiske trosretninger. Det ændrer imidlertid ikke på, at Luthers bordtaler har haft deres virkningshistorie, og at reformatoren derfor også var ansvarlig for de antijødiske strømninger, der rystede Europa op gennem århundrederne.

Sådan er det også med antizionisterne. De bruger også antijødiske udtryksformer hentet fra en antisemitisk tradition i deres kritik af Israel, hvilket i kombination med arabisk antisemitisme i en europæisk indvandrerkontekst kan blive en særdeles sprængfarlig cocktail.

Kapitalisme

For mange socialister med afsæt i et marxistisk begrebsapparat har der ofte været en sammenhæng mellem antisemitismen og kapitalismen. Marxisten Isaac Deutscher, der skrev værket The non Jewish Jew, og i øvrigt deltog i det berømte Russel Tribunal sammen med Sartre, var ikke i tvivl om, at antisemitismen var en iboende del af den moderne europæiske kultur og betinget af kapitalismen.

Løsningen på problemet lå for Deutscher ikke i en naiv tro på integration og oplysning. Dertil var antisemitismen for massiv i Europa.

Theodor Adorno og Max Horkheimer er i Dialektik der Aufklärung (1944) enig med Deutscher i, at antisemitismen kun kan forstås i lyset af kapitalismen. De afleder antisemitismen ud fra en dialektik mellem det almene og særlige tilkoblet en freudiansk tilgang, men ser i modsætning til Deutscher bort fra den før-moderne virkningshistorie.

I Sartres værk Om antisemitismen (1944) reflekteres der også på antisemitismen som et indiskutabelt faktum i det moderne. Det er derfor ikke alene Hannah Arendt, men et hav af europæiske intellektuelle, som ser antisemitismen som en fast del af den moderne vestlige (europæiske) kultur.

Jeg er langt hen ad vejen enig heri. Zionismen og socialismen blev for mange af de sekulariserede jøder, som havde forsøgt at blive integreret i samfundene op gennem det 19. og 20. århundrede, hovedprogrammerne for frigørelsen. Zionismen og socialismen var en vej ud af den moderne europæiske antisemitisme. Socialismen slog med leninismen over i barbariet. Ja, leninismen var iboende et tyranni. Den virkeliggjorte socialisme blev derfor et helvede - en isme på linje med nazismen. Zionismen blev derfor det eneste svar til det antisemitiske Europa. Et barbarisk Europa, som kulminerede med holocaust. Og som Arendt noterede: Så vil en forbrydelse, som har gjort sin entre i civilisationen, altid gentage sig. Vi kan derfor frygte det værste af en civilisation, som udraderer kulturen og det særlige: Hvor alt nivelleres, og hvor vi hverken har angsten, den liberale families autonome etik eller Gud til at holde os på plads.

International by

Hvis man skal afvise zionismen som en frigørelsesideologi, så tvinges man til at begrunde, at det er muligt at afskaffe antisemitismen i det moderne Europa. Historien indikerer ikke et sådan håb. Vi kan, indtil vi har begrundelsen, eller noget, der ligner en realistisk begrundelse, derfor kun tro på en ny europæisk begyndelse, eller på et zionistisk Israel, eller på begge dele. Ja, på begge dele.

Zionismen har haft mange udtryksformer, ligesom de amerikanske indvandrere har haft mange udtryksformer til det amerikanske og derfor har forvaltet den nye verden divergerende. Den jødiske filosof Martin Buber, som var født i Tyskland og bosat i Israel, så f.eks. zionismen i samspil med araberne. Man skulle i fællesskab bygge et moderne, demokratisk samfund op.

Buber var zionist i den forstand, at dørene til Israel altid skulle være åbne for forfulgte jøder. Bubers smukke utopi blev ikke indfriet. Men måske kan vi drømme om, at det kan lykkes. Måske kan første skridt i den Buberske tilgang til zionismen være en to-stats løsning med Østjerusalem som international by. Men det kræver, at vi befrier palæstinenserne for Hamas, og israelerne for yderliggående bosættere. Det første bliver langt det vanskeligste.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer

Heinrich R. Jørgensen

Thue Kjærhus:
"Hvis man skal afvise zionismen som en frigørelsesideologi, så tvinges man til at begrunde, at det er muligt at afskaffe antisemitismen i det moderne Europa. Historien indikerer ikke et sådan håb. "

Måske er udsagnet korrekt.

Men det ændrer dog ikke ved, at der er mulighed for at tage afstand fra hvordan zionismen konkret manifesterer sig, konkret i de mange kritisable forhold der vedrører staten Israel. Ligesom selv samme zionistiske stats adfærd, der er båret af en meget hårdhændet tolkning af statens ideologi, ganske oplagt medfører at den del af verdens befolkning der ikke er ideologiske zionister (formodentligt 99,8%), ofte væmmes ved ideologien og alt der forbindes med denne.

Det er naturligvis vanskeligt (hvis ikke umuligt) at forbinde de gerninger der sker i ideologiens navn, men den stat der har det som ideologi, samt de personer der udfører gerningerne.

Det er næppe rimeligt at tillægge andre tilsyneladende fællestræk ved zionister eller den zionistiske stat nogen forklaringskraft, og Thue Kjærhus har ret i, at f.eks. religion eller etnicitet i sig selv ikke burde lægges for had.

Heinrich R. Jørgensen

Det bør i øvrigt nævnes, at Thue Kjærhus efter eget udsagn er erklæret zionist. Et udgangspunkt det må antages at afspejle sig i artiklen.

Jørgen Schlein Nielsen

Thue Kjærhus skriver:
"Sådan er det også med antizionisterne. De bruger også antijødiske udtryksformer hentet fra en antisemitisk tradition i deres kritik af Israel, hvilket i kombination med arabisk antisemitisme i en europæisk indvandrerkontekst kan blive en særdeles sprængfarlig cocktail."

Hvilket manifesterede sig på Rådhuspladsen d. 10/01-09, hvor venstreekstreme supporterede heilende palæstinensere, eller i forbindelse med den nyeligt afviklet Davis Cup match i Malmö. Eksemplerne på disse foruroligende tendenser er talrige alene i år, der refereres tit til udsagnet: "Hvor tids jøder er muslimerne", det er grotesk og absurd, hvor tids jøder er jøderne, ganske som i 1930'erne.

Heinrich R. Jørgensen

Nooreddin Abul Hassan:
"Man skal også huske at zionisme var/er i bund og grund antisemitisk"

Ikke forstået...

Mener du at beslutningen om at placere en jødisk stat i det palæstinensiske område, var til skade for den semitiske befolkning i området?

Heinrich R. Jørgensen

@ Nooreddin,

nu forstår jeg slet ikke din tidligere kommentar, om at zionister per definition er antisemitter.

At være semit betyder vel blot, at være fra det geografiske område, og intet andet?

Zionisme er en ideologi, og har intet med jødedom at gøre.

Det er helt forståeligt at ortodokse religiøse jøder anser den zionistiske stat placeret i det historiske Israel, som en perversion. De mistede jo retten til landet da romerne overtog landet i det første århundrede.

Der er også klart, at den zionistiske stats eksistens, eller rettere den zionistiske stats fremfærd, betyder, at jøder i hele verden lever under vanskeligere vilkår end de ellers ville have gjort, pga. den modvilje (og had) zionismen har forårsaget.

Det ville have været langt bedre, hvis zionisterne i stedet havde opnået tilladelse til at oprette en nation langt fra det historiske Israel. Hvis de havde valgt et område i Argentina, som der oprindeligt var lagt op til, ville flere religiøse jøder sikkert have bakket op om projektet, konflikterne med den befolkning der skulle exileres for at gøre plads til den zionistiske stat kunne forhåbentligt været blevet løst på mere fredelig og permanent vis, og dels burde en placering i Sydamerika alt andet lige have medført økonomisk o.a. fremgang for de Sydamerikanske kontinent.

Men tilbage til dit tidligere udsagn - det giver stadig ikke mening for mig...

Heinrich R. Jørgensen

Nooreddin Abul Hassan:
"Jeg ved ikke, om det giver mening."

Det gør det :-)

Du har givetvis ret i, at den udbredte antisemitisme var grundlaget for visionen for at jøderne have brug for deres egen stat.

Men den zionistiske ide var i sit udgangspunkt areligiøst.

Jeg ville næppe have haft det mindste mod zionisme, hvis ellers den zionistiske bevægelse havde forhandlet sig til at landområde på anstændig vis, hvis det landområde bevidst var placeret andre steder end det historiske Israel, og zionisme klart og tydeligt havde fastholdt at det var en strengt verdslig, sekulær ambition, der ikke måtte inficeres af religion.

Hvis det var udgangspunktet, kunne projektet formodentligt have fungeret fint. Den aktuelle konstruktion er én af det 20. århundredes helt store fadæser (og der er ellers nok at tage af).