Er adoption et spørgsmål om rettigheder?

I lovforslaget til homoseksuelles ret til at adoptere henvises til, at "millioner af børn i verden lever under kummerlige forhold". Med denne kobling mellem generelle fattigdomsproblematikker og international adoption ledes man fejlagtigt til at tro, at international adoption handler om at frelse et barn fra kummerlige forhold.

Givetvis lever mange børn i verden under fattigdomsgrænsen, men udbuddet af børn, der er frigivet til adoption, er langt mindre end efterspørgslen. Der er altså tale om et efterspørgselsdrevent marked.

Her er det et spørgsmål om at finde børn til forældre, ikke omvendt. Alternativet, for børn, som er godkendt til international adoption, er altså ikke institutionalisering på børnehjem, og ingen fattige børn 'frelses' ved at tillade homoseksuelle at adoptere. At inddrage generelle fattigdomsproblematikker, er at fastholde debatten om international adoption på et stadium, der ikke længere er aktuelt.

Ved formuleringen 'adgang til at ansøge' ledes man fejlagtigt til at tro, at det positivt formulerede beslutningsforslag handler om homoseksuelles rettigheder. Vel handler om det om rettigheder; barnets rettigheder, ikke en minoritetsgruppes ret til at blive vurderet eller prøvet som egnede forældre.

En svensk undersøgelse har vist, at børn med homoseksuelle forældre udvikles på psykologisk og socialt samme niveau, som de børn de sammenlignes med. Dette underbygger ifølge tilhængerne argumentationen om, at homoseksuelle skal have lige ret til at adoptere.

Problemet er imidlertid, at de børn, undersøgelsen tager udgangspunkt i, stammer fra en undersøgelse, hvor mindst én af forældrene har et direkte biologisk forhold til barnet. At overføre undersøgelsens konklusioner til en helt anden gruppe - udenlandske adopterede - er en fejlslutning. Internationalt adopterede har nemlig et fundamentalt et andet udgangspunkt, idet de er blevet skilt fra deres biologiske forældre og ofte er interracialt adopterede.

Eftersom gruppen af danske børn, som kan bortadopteres nationalt, er forsvindende lille, vil de børn, homoseksuelle skulle adoptere, primært komme fra udlandet. Den politiske debat omkring lovændringen bør derfor fokusere særlig på gruppen af internationalt adopterede og anskue gruppen separat, fordi den i en række undersøgelser har vist sig særlig sårbar og indeholdende problemstillinger, som er fraværende for andre grupper af befolkningen.

Det er forvirrende for debatten, at plejebørn og biologiske børn af homoseksuelle (hvad enten de er undfanget ved af inseminationer, surrogatmødre eller på traditionel vis) sidestilles med internationalt adopterede, og at der sammenlignes mellem grupper, som ikke er sammenlignelige.

At spejle sig i flertallet

Plejebørn har biologiske forældre, som de kan være mere eller mindre i kontakt med gennem opvæksten. Mens langt de fleste internationalt adopterede ingen kontakt har til deres biologiske forældre gennem opvæksten, og der er tale om en total afbrydelse af forholdet mellem barn og forældre.

Plejebørn af etniske danskere skiller sig ikke ud hvad angår udseende og har derfor mulighed for at spejle sig i majoriteten af befolkningen på en fundamental anden, og ofte langt nemmere måde, end hvad en internationalt adopteret kan.

Børn af homoseksuelle har ligeledes mulighed for at spejle sig i deres biologiske forældre og har ikke afbrudt kontinuiteten i deres tilhørsforhold til forældrene. Internationalt adopterede har altså et fundamentalt andet udgangspunkt end samtlige andre grupper, og denne forskel kommer især til udtryk ved de foruroligende studier af voksne adopterede, der hidtil er foretaget. Undersøgelser viser, at voksne internationalt adoptere generelt klarer sig væsentligt dårligere på en række områder sammenlignet med andre grupper i befolkningen og er overrepræsenteret, når det drejer sig om psykiatriske diagnoser - og behandling, stofmisbrug og alkoholisme, anoreksi og selvmord.

Problemer senere i livet

Der har i Danmark ikke været foretaget omfattende registerbaserede undersøgelser af voksne internationalt adopterede. Dette er et problem, da størstedelen af de problemstillinger internationalt adopterede kan opleve, ofte først kommer til udtryk i teenageårene eller senere i voksenlivet.

Der er i Danmark et stort behov for at afdække betydningen af adoption for internationalt adopteredes trivsel gennem opfølgende undersøgelser. På baggrund af (de få) undersøgelser, der er foretaget i Danmark, kan vi dog konstatere, at der er nogle særlige forhold for internationalt adopterede, som bevirker, at de er mere udsatte end andre grupper at befolkningen.

Homoforældre - et pres

At blive adopteret til homoseksuelle par kan for internationalt adopterede være en stressfaktor. Det kan bidrage til, at graden af sårbarhed bliver større end den muligvis i forvejen er.

Faktum er, at homoseksualitet i størstedelen af verdens lande betragtes som afvigende adfærd. Den ændrede vestlige familiestruktur med to fædre eller to mødre er i størstedelen af de lande, der bortadopterer børn, ikke gængs. At foretage en lovændring, der baner vejen for homoseksuelle internationale adoptioner, er at lægge unødigt pres på børn i rettighedens fejlapplikerede navn.

Internationalt adopterede er i deres barne- og voksenliv rigeligt udfordrede i forvejen, og det virker derfor unødvendigt at foretage en sådan lovændring.

Det kan f.eks. skabe yderligere afstand mellem oprindelsesland og modtagerland og kan være en stressfaktor i forbindelse med hjemrejser.

(En ting, vi ser internationalt voksne adopterede gøre i stadig stigende grad.) Mødet med biologiske forældre kan blive unødigt besværliggjort som følge en af lovændring. Vi er også nødt til at tænke på den adopterede som voksen og ikke reducere den adopterede til et evigt barn. Forskningsbaserede undersøgelser og erfaring skal indgå i vores overvejelser omkring den adopteredes bedste. Selv om international adoption er et ca. 60-årigt gammelt fænomen, er vores viden om de enkelte personer alt for mangelfuld, og jeg opfordrer til en afdækning af 'arrangementet' international adoption. En sådan afdækning skal være foretaget, inden vi begynder at udvide poolen af ansøgere af forskellige minoriteter. Debatten skal løftes fra det lave faglige niveau som karakteriseres udmærket af SF, der mener, at internationalt adopterede via deres blotte eksistens kan medvirke til at 'ændre holdninger i de lande hvor de kommer fra'.

Det er kritisabelt at gøre børn til små ambassadører for homoseksuelles rettigheder i fødelande, som allerede en gang har afvist børnene.

Vi kender ikke årsagsforklaringerne på, hvorfor adopterede er mere udsatte end andre grupper. Alligevel vil politikerne nu lade dem vokse op i et miljø, der vil bidrage til udstilling af deres anderledeshed, deres udskillen sig fra flertallet og vil derved bidrage til følelser af fremmedhed.

Børn gidsler i kamp

Internationalt adopterede skal integrere spørgsmål om etnisk og biologisk ophav, adoption og tilhørsforhold i deres identitet, og samtidig skal de, som små gidsler for en minoritetsgruppes 'ret', være medvirkende til at ændre fordomme i vores samfund og i verden.

Som internationalt adopteret har man allerede mistet mange af sine rettigheder: Sin nationalitet, sit statsborgerskab, den direkte kontakt med sine biologiske forældre, sit kulturelle tilhørsforhold og sit sprog gennem det sociale eksperiment som kaldes international adoption.

Vi kan med afvisning af dette lovforslag sikre barnet retten til en mor og en far af begge køn. Hvorfor skal også internationalt adopterede vokse op med to fædre eller to mødre, som de ikke på nogen måde har et biologisk eller andet tilhørsforhold til?

I dag er der 2. behandling i Folketinget af beslutningsforslaget om par i registret parforholds adgang til at søge om fremmedadoption

Heidi Borg Jørgensen er selv internationalt adopteret og uddannet cand.scient.adm. med speciale i internationalt samarbejde