Kronik

Os og de andre

Årets publicistpris gik i går til Lasse Jensen, journalist, radiovært og mediekommentator på Information. I sin takketale reflekterede han over, hvad han kalder tidens største publicistiske udfordring. Dagens kronik er et fyldigt uddrag af talen
4. marts 2009

Hver dag får jeg at vide, at jeg ikke længere lever i et lille dansk stammesamfund, men i en globaliseret, sammenhængende verden. En sommerfugls vingeslag i Hong Kong kan forårsage en snestorm i New York, som det så lyrisk beskrives. Vi skal tænke globalt og handle globalt, siger regeringen og erhvervslivet i alle festtalerne. Og vi skal tænke på balancen - tydeligvis mest betalingsbalancen, valutabalancen og handelsbalancen.

Vi er så globale, at de første krige vi officielt har udkæmpet siden 1864, er i Irak og Afghanistan. Vi er globale, når vi tænder for computeren og fjernsynet, hvor langt størstedelen af programmerne kommer et andet sted fra. Vi er for længst blevet musikalsk globale og forleden løb en indisk-engelsk bolly-hollywoodfilm (med en næsten-dansk fotograf) med otte Oscars.

Når man følger danske, toneangivende medier, kan man ind imellem undre sig. Trods globaliseringen bliver de mere og mere danske, mere og mere indadvendte og - for nu at sætte tingene på spidsen - mere og mere primitive i dækningen af, forståelse for og dialog med 'de andre'.

Uden de andre er jeg intet

Den store polske udenrigsreporter og forfatter Ryszard Kapuscinski holdt kort før sin død i 2007 en række forelæsninger, hvor han så tilbage på sit mere end 50 år lange korrespondentliv - et liv viet til kontakten til, oplevelsen af og dialogen med 'de andre'. Hans journalistik var inspireret af den litauisk-jødiske filosof Emmanuel Levinás, der - selv om han boede i Frankrig, Descartes' hjemland - ikke ubetinget købte Descartes berømte læresætning om, at "jeg tænker, derfor er jeg". Nej, mente han, "at jeg er er kun muligt gennem en anerkendelse af de andre".

Undskyld det lidt højtravende - jeg er journalist og ikke filosof, men den journalistiske version er vel, at uden en anerkendelse af, forståelse for og dialog med de andre, er vi ingenting. Hvis vi lukker os om os selv og kun tager udgangspunkt i, eller vinkler alt i forhold til vor egen provinsielle, danske, snævre og kortsigtede politiske eller økonomiske virkelighed, er vi ikke noget.

Men det hele er så forbandet svært. Vi skal som journalister hele tiden finde den skæve, salgbare eller bare anderledes vinkel - og den skal helst både være dansk og have nærhed. Vi skal lynhurtigt forklare en kompliceret verden med en enkelt sætning. Historien skal indeholde identifikation, fascination og - hvis der er tid til det - information. Det er derfor fristende nemt at lave dem-imod-os-historier.

Rockerne og de andre

Krigen mellem indvandrerbander og rockere fylder helt berettiget medierne. Indvandrerbanderne - 'de andre' - er svære at få i tale. De opfatter omvendt medierne som 'de andre' og er afvisende og truende over for journalister og fotografer, som nu er begyndt at bære skudsikre veste. Nørrebro er blevet fjendeland.

Rockerne er langt fra uskyldsrene - men det er jo ikke deres skyld, at indvandrerbanderne er opstået. Så i den sammenhæng er rockerne næsten ligesom os. Og de er ikke ligefrem Halal-hippier. Alene antydningen, er grund til at iføre sig skudsikker vest. I journalistikkens dramaturgi sniger aktantmodellens krav om helte og skurke, modstandere og medhjælpere sig ubønhørligt ind. Forleden blev Jønke interviewet i bl.a. i Politiken, hvor han bekymret beskriver de etniske bander som "skruppelløse". Sagt af en autoritativ kilde, der egenhændigt og skruppelløst mejede Makrellen ned med en maskinpistol. Selv om Jønke er rocker og dømt for mord, er han næsten 'en af os' og tilhører i hvert fald ikke 'de andre'.

Når journalister skal lave en hurtig tekst eller et liveindslag til strømmen af breaking news, leder man efter den hurtige og lette kilde. En af os. Politiets flinke og velformulerede talsmænd er altid klar. En undersøgelse for nylig viste, at politiet er den altovervejende enkeltkilde til langt størstedelen af danske mediers kriminalstof. Ordensmagten synes at rykke hurtigere ud til medierne end til borgerne.

Allerhurtigst rykker politikerne ud. Vores politikere elsker at tale med og skrive i pressen. I modsætning til 'de andre'. Så hvis mediedækningen så opleves som lidt skæv, så er ikke vores, men de andres skyld.

Balancen i debatten?

Kristeligt Dagblad skrev for nyligt om, hvem der var mest aktive i mediernes religionsdebat. En debat, som avisen beskrev, som "den foretrukne stridsplads, hvor diskussionen om danskhed og danske værdier føres". En debat, hvis foretrukne emner er terrorisme, islamisering og mordforsøg.

Avisen søgte omhyggeligt i databaserne efter de mest citerede personer i ni landsdækkende dagblade i 2008. Top 20-listen indeholdt 18 kristne og to muslimer. De to muslimer var Naser Khader og Asmaa Abdol-Hamid. Tør man konkludere, at de 19 var 'os' og kun Asmaa Abdol-Hamid kunne rubriceres som tilhørende 'de andre'? De fem mest citerede var fra toppen Anders Fogh Rasmussen, Birthe Rønn Hornbech, Villy Søvndal, Pia Kjærsgaard og fhv. biskop Jan Lindhardt. Det var en markant illustration af en af dansk journalistiks store udfordringer. Vi taler nødigt med 'de andre'. Det er også svært, når de stigende krav om hurtighed, produktivitet og konkurrencedygtighed skal honoreres. Nuancerne, analyserne, baggrunden og balancen forsvinder, fordi de tager det, som der stor mangel på: Tid!

I fredags inviterede jeg Reino Arild Pedersen ind som Ugens Gæst i Mennesker og Medier på P1. Samme Pedersen er jo næsten en af os, selv om han har valgt at være en af de andre ved at tage navnet Abdul Wahid og være imam på Nørrebro. I telefonen spurgte han lidt spøgende, om jeg nu turde komme til Blågårdsgade. Samme dag fik jeg en mail fra en kollega, der mente, at jeg burde lave noget om det frygtelige i, at journalister og pressefotografer nu måtte tage skudsikker vest på, når de bevægede sig ind i krigszonen på Nørrebro. Men jeg bevægede mig uden problemer og uden skudsikker vest til Blågårdsgade og opdagede under samtalen, at jeg ikke var i en krigszone, men i en gråzone. Da talen faldt på stening af kvinder følte jeg mig i et dilemmafyldt ingenmandsland mellem den islamiske pakkeløsning, hvor du blindt skal acceptere hele pakken og den danske supermarkedsløsning, hvor du frit kan vælge og fortolke og i øvrigt kan være troende uden at løbe kirken på dørene. Hvordan kan man 'teologisk' gå ind for stening og i praksis være modstander af den? Og selv ved mødet med en ligefrem mand fra Djursland bliver det tydeligt, at det kræver timers, måske dages eller måneders anstrengelser bare at komme i nærheden af en ægte dialog. Og den tid har vi journalister ikke. Artiklen skal være færdig, nyhedsbabyen skal fodres, vinklen skal være forståelig, overskriften skal sælge.

Lirk døren på klem

Måske skulle vi gøre lidt mere for at skaffe os den tid. Bare for at lirke den lukkede dør mellem dem og os en lille smule på klem. Den journalistiske og publicistiske behandling af de andre - hvad enten det handler om religion eller bandekrige - skal ikke være politisk korrekt, omhyggeligt afbalanceret eller savlende af offer-medlidenhed. Hvad enten vi vil det eller ej, er det de andre og os. Danske og ikke-danske forbrydere skal behandles éns. Både af politi, efterretningstjenester og medierne. Men når det politiske flertal i strid med menneskerettigheder og EU-domme rent faktisk lovfæster forskelsbehandlingen er det jo ikke så mærkeligt, at medierne kan blive fristet til at gøre det samme. Ikke alle medier, og ikke alle journalister, naturligvis. Berlingske Tidendes afsløringer om Udlændingeservice er al ære værd, men man griber sig i at tænke, om historien havde været lige så slagkraftig, hvis ikke halvdelen af den handlede om os, som ikke uden videre kan gifte os med en af dem.

Os og de andre er tidens vigtigste publicistiske udfordring. Det er selvfølgelig en bedre historie, hvis den indeholder masser af konflikt. Og det gør den. Men den indeholder også sameksistens, dialog og små og uendeligt langsomme fremskridt. Men de er ikke breaking news. Hvis de beskrives, er det langt inde i bladet og i det sjældne positive indslag på tv. Hvis det kun beskrives - og dermed opleves - som en krig, risikerer vi, at det bare bliver en slags krig. Men det er jo ikke vores problem. Vi er jo kun journalister, der til hudløshed påstår, at vi kun beskriver virkeligheden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu