Kommentar

Bander er befriet for samfundsmæssig skyldfølelse

Problemet med banderne er, at disse grupperinger er afsondret i forhold til samfundets almene love og retsprincipper, som de ikke føler skyld i forhold til
9. marts 2009

Har et bandemedlem det dårligt med at ramme en uskyldig, eller ærgrer han sig blot over, kuglen ikke fik ram på den rigtige? Desværre kan vi ikke udelukke, at det sidstnævnte er tilfældet. Hvad kan vi gøre ved det? Vi kan sætte mere politi ind. Det gør vi. Samtidig appellerer vi til familiefædre og -mødre om at få styr på deres uopdragne børn.

Men pointen er, at selv om vi har forsøgt at opdrage dem i vores institutioner, i vores uddannelsesinstitutioner og i familierne, så magter vi ikke rigtig at styre deres vrede mod alt og alle, der kommer på tværs af deres krig med andre og dem, der måtte komme i vejen for den.

Vi misforstår det som mangel på disciplin og moralsk opløsning. Det er ikke tilfældet. Disse grupperinger er noget af det mest disciplinerede og moraliserende, man kan finde - i forhold til sig selv som en sammentømret venskabsgruppe eller bande. Omvendt er det sådan, at samfundet og familien har spillet fallit i bestemte dele af Danmark. Nørrebro - og andre steder - er som bekendt regelmæssigt i reelle undtagelsestilstande. De unge tager magten, bryder retsstatens monopol på vold og bruger magten til at forhindre ældre mennesker i få bragt mad frem, ambulancer i at hjælpe mennesker, brandmænd i at slukke ilden etc.

Afmægtighed

Det skal nu nok lykkes politiet at fange nogle bandemedlemmer på et eller andet tidspunkt. Det må vi da håbe. For uanset baggrunden for situationen, så må et retssamfund som en selvfølge reagere og forsøge at stoppe disse grupperingers retsløse opførsel.

Problemet er netop, at disse grupperinger er afsondret i forhold til samfundets almene love og retsprincipper, som de ikke føler skyld i forhold til. Oven i det problem kan vi lægge et andet; nemlig at de også er afsondret i forhold til familiens og slægtens ære- og skambegreber. Konsekvensen er en afmægtighed over for at påvirke dem. Det understreger politiet kun, når det beder beboere og forældre om at angive de unge anonymt. Det tør de selvfølgelig ikke, ligesom medlemmer af grupperne heller ikke tør bryde ud. De viser sig derimod parat til at gribe til vold for at gøre gengæld.

For blandt de unge handler om ære og skam som ekstremt lokale, dynamiske og intense størrelser. Det betyder, at de ikke føler sig særligt skyldige over at ramme fremmede og uskyldige - i forhold til frygten for den skam, som anklager for fejhed i gruppen ville betyde.

Når renomméet krænkes

På denne måde overgår den lokale ære den samfundsmæssige moral. Af samme grund kan vi forvente at se, at når én af dem står i byretten og modtager sin dom, så er væsentligheden af stadig at blive beundret af sine gruppefæller - ærens betydning - langt større end retsstatens forsøg på at få dem til føle skyld og skam i forhold til det store samfunds - retssamfundets - normer.

Vi har ikke mere kun udsigt til lokale borgerkrige i Danmark, nej, de blusser rent faktisk op med jævne mellemrum. Nørrebro er blot sidste eksempel. Krigene blusser op, når gruppernes renommé krænkes. Og med renommé er det som bekendt sådan, at det tager lang tid at bygge, men ingen tid at nedbryde. I dag betyder det, at du faktisk hele tiden aktivt skal skabe og vedligeholde dit renommé - uanset om du er virksomhedsleder eller bandemedlem. Der er ingen udsigt til en passiv ærbarhed i vores samfund.

Så når man beder disse grupperinger på Nørrebro og andre steder om af sig selv at afstå fra vold, virker det ikke. Æren er for vigtig, og skammen for stor ved ikke at få at hævnet den sidste krænkelse. Afståelse fra at gengælde; og i det hele taget afståelse som en måde at genoprette sin ære på eksisterer ikke som farbare veje at reagere på. En passiv ærbarhedsforestilling har under ingen omstændigheder gangbarhed i en kultur domineret af hypermaskuline idealer med vægt på ære.

Det er klart, at vi må have brudt op i disse nærmest arkaisk organiserede grupperinger ved at få fat i toneangivende medlemmer og forbilleder, der vil være med til at slå en ny og anden strenghed an; det vil sige et nyt og mere civiliseret æreskodeks, end det vi møder for tiden.

Claus Holm er prodekan for formidling, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jakob Rasmussen, Danmark er ikke et tredjeverdensland, men et ordnet - småt - samfund, hvor alle i princippet kunne kende hinanden, i det mindste på anden hånd gennem bekendte.
Modsamfund som de her godt beskrevne opstår, når fællessamfundet ikke kan penetreres og derfor fremstår som uopnåeligt. Kun ved at skabe adgange til god, lovlydig livsstil giver man et attråværdigt alternativ.

Denne mangel på samfundsmæssig skyld eksisterer bredt, fx osse i velhaverkredse, hvor individuel berigelse ses som helt berettiget uden skelen til samfundsmæssig relevans. Skatter og afgifter betragtes af mange som statens 'tyveri' af privat ejendom. Neoliberalismen fremmer en inhumanisme gennem sin enøjede fokus på markedet - og har konkret millioner af menneskeliv på 'samvittigheden', jfr M Klein: katastrofekapitalismen. Bandernes lejrtænkning som også er centreret omkring berigelse er blot et ex på et udbredt fænomen i den vestlige verden. Jeg mener man bør definere alle disse former som samfundsmæssig sygdom - vi må gøre op med neoliberalismen og iværksatte behandlingsformer, også rettet mod individer, mod dens inhumane individualisme og lejrtænkning - mest vigtigt i forhold til velhaverne, da dette vil sprede sig til resten af grupperne; det vil et opgør med banderne ikke.

Torben Petersen

Peter Hansen, landsbyen er stedet hvor alle kender alle. I Danmark forsvandt den for København og Helsingørs vedkommende i Hansatiden. Siden er det med transformationen fra landbrugs- til industrination går slag i slag og i dag veler under 1% af befolkningen i landsbyer.

Ideen om at parallelsamfund opstår, når "fællessamfundet" ikke kan penetreres er jeg ikke så sikker på.

Det forudsætter at der overhovedet findet et "fællessamfund" og det er jeg ikke så sikker på. Vi har en fællesmængde af nogle holdninger og normer som i forskellige udgaver deles af de fleste, men det er det, men Danmark er jo et klassesamfund, og mængden af det klasserne holdningsmæssigt har til fælles er ikke så stor.

Jeg tror man i ligeså høj grad kan se parallelsamfundet som et valg. At blive rocker er et bevist valg om at ville leve som outlaw, altså udenfor loven. Det er jo netop det frie live - uden arbejde og pligter overfor andre end gruppen - der rykker. At det så medfører man må ernærer sig ved kriminalitet er en nødvendig følge som man er helt på det rene med, og at tage sin straf når det ikke kan undgåes er simpelthen bare "the name of the game".

Sådanne eksistentielle valg har vi alle lov at (og bør vi) træffe, og selvom jeg personligt tager afstand fra et valg der implicerer kriminalitet, så må man jo anerkende den konsekvens hvormed de vedstår sig deres valg. Kierkegaard ville have nikket anerkendende.

Når det så er sagt, så indgår det også i drømeen om det vilde og eksklusive liv i the outlaw motorcycle gang eller et street gang, at man (når man bliver gammel) kan forlade og med et trylleslag blive en "legit" borger med en stor opsparet kapital.

Der, hvor man vitterligt kan tale til deres fornuft, er der, hvor man forklare dem, at det lykkes ikke. Det er et fåtal af bandemedlemmer, der kan forlade en bande efter lang og tro tjeneste med noget på kistebunden, og give den den sidste halvdel af livet som borgerdyr med egen forretning, sød kone og børn på rette vej.

Søren Kristensen

Hvis kunsten har nogen som helst samfundsændrende betydning (det er der jo flere meninger om) kunne man ønske at f.eks. dansk film eller tv-drama tog bandeproblematikken op, i et forsøg på rokke lidt ved de stereotype forestilliger som sikkert befolker mange af de unges fantasiverden. Evt. som muscical. Vor tids West Side Story? Hvis altså de unge vildskud går i biografen.

Det er klart, at vi må have brudt op i disse nærmest arkaisk organiserede grupperinger ved at få fat i toneangivende medlemmer og forbilleder, der vil være med til at slå en ny og anden strenghed an; det vil sige et nyt og mere civiliseret æreskodeks, end det vi møder for tiden.

Det er jeg ganske enig i, derimod mangler jeg konkrete forslag fra Claus Holm til netop at lykkedes med dette. Det siger sig selv, at får man fat i de toneangivende indvanderebandemedlemmer, og kontinuerligt og vedholdelende udviser dem, samt indsamler de etnisk danske rockerbandemedlemmer og sender dem til resocialisering, med tilhørende menneskeværdige pædagogiske foranstaltninger, at det kun kan være et spørgsmål om tid før alvoren går op for dem.

Ingen lader til at være i tvivl om det uacceptable ved bandernes tilstedeværelse, men eftersom det kniber med forståelsen for de psykisk effektive virkemidler, bruger man istedet tid på tåbelige, og alt for dyre forslag som livstidsfængsel, og dødsstraf som udover at være uacceptabelt tåbelige, enhver med bare en smule fornufte ved ikke vil virke.

At eksempelvis Dansk Folkeparti ikke kan komme med fornuftige forslag, kan således heller ikke komme som nogen overraskelse, eftersom de ved efterhånden utallige lejligheder, har bevist deres uduelighed, senest vist ved den af EF domstolen afgjorte Metock kendelse. Dansk Folkeparti er såledesr både ineffektive, men også dybt skadelige for den almindelige retssikkerhed, ved bl.a at gå ind for at man ikke nødvendigvis skal stilles for en dommer. Uden at påstå at DF er nazistisk, er det ingen hemmelighed at de får deres stemmer fra, tildels denne befolknings gruppe, samt andre yderligående højreorinterede.

Derudover er det bemærkelsesværdigt at det ikke er gået op for en stor del af den danske befolkning, at eksempelvis tyskland allerede har ulovliggjort antidemokratiske organisationer som fx nazistpartiet, sikkert fordi de har haft problemet tættere inde på livet, og derfor har et mere jordnært syn på problematiken, hvorefter det er skamfuldt ud over alle grænser, at også nazisterne har et politisk fristed her i landet.

Den eneste grund til at nazisterne derfor oplever en folkelig modstand, ses når danske civile tager loven i egen hånd, og dermed begår selvtægt, ved at smide dem ud af deres landsbyer.

Det kan ikke være rigtigt at befolkningen skal undgå at færdes i bestemte bydel, fordi der er en begrundet risiko for visitation udført at bandemedlemmer m.m.. Det kan derfor forudses at den samme selvtægt kommer til at gælde for andre bander end nazisterne, men også for rockere og indvandere, såfremt politikerne ikke fortager sig andet end at sætte dem i fængsel, og for nazisternes vedkommende; at lade dem være i misforstået organisatorisk frihed.

Der er absolut heller ingen mening i at holde hånden over udenlandske statsborgere der er kriminelle, sålænge det drejer sig om voldtægt, bandekriminalitet og lignende grove lovovertrædelser.

Det er ikke acceptabelt, som fremtrædende medlemmer af enhedlisten forslår, og som jeg ellers respekterer på flere områder; at nøjes med at indføre forebyggende foranstaltninger, som ikke vil vise sig at virke på grund af reglerne om arbejdskraftens fri bevægelighed, og den manglende sociale politik i muslimske og tidligere østeuropæiske lande, der har tilfældes at der findes stor kriminalitet, også på andre områder end narkotika, men også med eksempelvis kvindehandel. Som eksempel kan nævnes at Iran er det land i verden med flest narkomaner.

Det derfor nødvendigt med en lovgivning der effektivt straffer bandemedlemskab, og medlemskab af antidemokratiske organisationer, grove forbrydelser og effektuerer dette med udvisning for bestandig, såfremt der er tale om udlændinge, samt at afkræve løfte om overholdelse af gældende dansk lovgivning vedr. statsborgerskab, der ellers kan ophæves for overtrædelse af ovennævnt kriminalitet.

Niels Christensen

På samme måde som Hell's Angels omgangskreds, selvfølgelig ved hvad deres sønnder laver, gør det samme sig gældende for indvandre familierne.
Man skal være mere end umanerlig dum, hvis ikke man undrer sig over store biler, dyre ure og tonsvis af rejser til Dubai. Men når ca. hver 5 indvandrer i tyverne over et år er i kontakt med politiet af den ene aller anden grund, så må man antage at det er fuldt ud akcepteret.
Det største problem er sådan set, at udvikligen ar taget fart her i slutningen af højkonjunkturen. Man tør slet ikke tænke på, hvad det udvikler sig til efter et par års krise.

Jørgen Nielsen

Niels Christensen:

"Man tør slet ikke tænke på, hvad det udvikler sig til efter et par års krise."

Et godt bud ville være et dagligt helvede, og en løben spidsrod for almindelige borgere.

Et andet scenarie er en snarlig affolkning af Nørrebro (som vi allerede ser efter mørkets frembrud), selvfølgelig vil udflytningerne primært binde sig til de velstående som pligtskyldigt har stemt på venstrefløjen, og (imod alle odds) har krydset fingre for at det multikulturelle paradis ville materialisere sig.

Det gjorde det så ikke, og det vil de naturligvis ikke være en del af - den tvivlsomme fornøjelse overlader de i vanlig stil til det etnisk danske proletariat.

Og de kan lige vove på at brokke sig, så får de med racismestokken!

Jøren Nielsen

selvfølgelig vil udflytningerne primært binde sig til de velstående som pligtskyldigt har stemt på venstrefløjen,

Hvor får du det fra? Alle ved da at de velstående flest af alle stemmer på midterdelen af højrefløjen.

Fornyligt har venstrefløjen, med Villy Søvndal i spidsen, udtalt højere straffe til banderne, uden iøvrigt at specifere hvad han mener med det.

Han er desuden selv en del af problemet, ved at gå ind for at hashhandlen skulle ud af Christania, for derved at flytte den til eksempelvis Nørrebro idet han aldrig helt forstod, eller tog konsekvensen af, at hashhandlen ofte har de samme bagmænd som de hårde stoffer.

Jørgen Nielsen

Hans Hansen:

"Hvor får du det fra? Alle ved da at de velstående flest af alle stemmer på midterdelen af højrefløjen."

Samtidig består boligmassen af Weidekamps almennyttige boliger (primært beboet af indvandrere) og et mylder af ejer- og andelsboliger, som i stort omfang er beboet af yngre børnefamilier og diverse forældrekøbs-unge og lignende.

Dette kombineret med indvandrernes lave valgdeltagelse og at Indre Nørrebro er det "rødeste" valgdistrikt i landet, burde give dig et fingerpeg.