Kommentar

Det betaler sig at investere i egen sundhed

Sundhedskapital er en vigtig, individuel investering til brug på arbejdsmarkedet, ægteskabsmarkedet og boligmarkedet. Men staten svigter sit ansvar og skaber ulighed
Debat
1. april 2009

Tidligere sikrede staten og principper om 'fri og lige adgang', at sundhed var et fælles anliggende. Ulighed i sundhed kunne henføres til ulighed mht. økonomisk, kulturel og social kapital. I dag skifter staten ham, den trækker sig og lader markedet styre f.eks. via privatisering. Et nyt sundhedsmarked vokser frem og den nødvendige mønt er sundhedskapital. Den enkelte må investere i sin sundhed og aktuelt ikke mindst kunne forstå og agere i spillet f.eks. omkring hospitalsindlæggelse for at hænge på. Ikke alle sociale grupper kan iværksætte den kapital, derfor bidrager f.eks. privatiseringsbestræbelserne til en ny form for ulighed i sundhed. Individer har gennem århundreder draget omsorg for deres kroppe. Der har været opbakning fra familien og ressourcer var oparbejdet i det, vi kalder staten, f.eks. via sociale, pædagogiske og sundhedsmæssige institutioner. Der er opbygget 'fælles' kreditter i form af hospitaler, professioner, teknologier og viden. Forhold som kloakering, boligsanering, arbejdsmiljøforhold og aktuelle sygdomsbehandlinger står i princippet til rådighed for alle.

Det giver afkast

Det er oplagt, at ikke alle har været lige stillet. Der har været klasser af betingelser for virkeliggørelse af det sunde liv, men uden at romantisere, så har de goder, som staten har stillet til rådighed, i nogen grad kompenseret, så økonomisk og kulturel ulighed ikke slog direkte om i ulighed i sundhed. Der har været og er mange undtagelser, men principper om 'fri og lige adgang til' diverse ydelser, har nulstillet muligheden for at visse former for sundhedsinvesteringer var kreditgivende. Når alle har lige adgang til at blive behandlet, så udgør det ikke nogen kapital dvs. ingen distinktiv fordel for nogen grupper frem for andre.

Hvordan er det i dag? Vi er tilskuere til og dele af et ekspanderende sundhedsmarked, som vokser frem ud fra nogle komplicerede mekanismer, hvor bl.a. staten trækker sig. Hvordan investerer vi så? Sundhedskapital er frugterne af arbejdet med at investere tid, energi, uddannelse/kursusophold og penge på at trimme og forbedre kroppen og dens sundhedsstatus. Det er hårdt arbejde at være opdateret om det rette indtag af mad, drikkevarer og motion med tilhørende studier i, hvordan sandhederne udlægges. Alt dette, for de som investerer, erfares som lystfuldt og afstressende. Men vi investerer også fordi der er stigende afsætningsvanskeligheder for den store, rygende, drikkende eller den lade krop (KRAM). Den konjunktur har bidt sig fast, sikkert ind til dominerende grupper i samfundet ændrer kropskonstitutioner. Pointen er, at sundhedskapitalen eksisterer - fordi der er afsætning for den. Først på arbejdsmarkedet, siden på ægteskabsmarkedet, boligmarkedet og sundhedsforsikringsmarkedet, kræves en aktiv, trimmet, sundhedsinvesterende, ikke-ryger-krop med lavt BMI.

Klar dig selv

I historisk perspektiv er patienter blevet subjekter og samtidig er de blevet 'objektgjorte' i sundhedsvæsnet. Det skyldes blandt andet de korte møder, den øgede specialisering, intensivering af processer og den vidt forgrenede arbejdsdeling mellem faggrupperne. Under den farlige mærkat 'patient' som intet dækker, regner det institutionelle system, formidlet gennem bl.a. læger og sygeplejersker med, at patienterne er subjekter - dvs. at de er selvkørende. Det forventes, at aktuelle og potentielle patienter har investeret i egen krops sundhed, men desuden forventes en særlig form for sundhedskapital - nemlig at de er aktive i deres eget indlæggelsesforløb, sygdomsbehandling, sygdomsforebyggelse og plejeforløb. Accelereret af privatiseringen skal de desuden kunne afkode og agere i sundhedsspillet med ventelister, visitation, fritvalgsordninger, rådgivningscentre, promovering af egen situation mv.

Patologisk udvikling

Faren er, at den politisk strukturelt underbyggede vækst i ulighed i sundhed, søges korrigeret via rygmarvsreaktionerne; individualisering, moralisering og pædagogisering. Bureaukratiet ansætter patientvejledere og koordinatorer. Patientklagenævnet udbygges og der indføres nye instrukser, som skal sikre 'kontinuitet'. Men for visse sociale grupper bliver der slet ikke tale om kontinuitet! De er B-holdet, som ofte slet ikke kommer betragtning. De har ikke tilknytning til arbejdsmarkedet, ingen selvfinansierede sundhedsforsikringer, de bor dårligt og har dårlig eller ingen uddannelse. De har venner af samme art og de har ingen af den stadig mere vigtige sundhedskapital.

Kristian Larsen er lektor ved Institut for Pædagogik, DPU v. Aarhus Universitet. Han er tilknyttet forskningsprogrammet i miljø og sundhedspædagogik samt Pædagogisk Samtidsdiagnostik

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her