Kommentar

Diplomatiske garantier må principielt afvises

RCT opfordrer regeringen til at lytte til advarslen fra FN's særlige rapportør for tortur om ikke at indgå diplomatiske garantier
Debat
13. marts 2009

For få dage siden offentliggjorde FN's særlige rapportør for tortur, Manfred Nowak, sin rapport om Danmark på baggrund af sit besøg i maj sidste år. Der er generelt ros til Danmark, som ikke alene fremhæves som torturfrit, men også roses om foregangsland i arbejdet mod tortur. Men rapporten indeholder tillige en række anbefalinger. Heriblandt finder man en kraftig understregning af, at Danmark ikke bør anvende diplomatiske garantier ved udvisning af terrormistænkte til lande hvor der er risiko for tortur. Det er en klar udmelding fra FN's torturrapportør til den danske regering, som kort før Nowaks besøg nedsatte en arbejdsgruppe, der bl.a. skal undersøge brug af diplomatiske initiativer, som især daværende justitsminister Lene Espersen(K) og Pia Kjærsgaard (DF) har talt varmt for.

Uafhængig kontrol

Information kunne forleden detaljeret referere rapporten, som arbejdsgruppen om få dage ventes at aflevere til integrationsminister Birthe Rønn Hornbech. Det forlyder - ifølge Ulrik Dahlins artikel - at arbejdsgruppen advarer mod, at Danmark indgår såkaldte diplomatiske garantier ved udvisning af personer til lande, hvor der er risiko for tortur, på grund af de mange ressourcer, som det vil kræve at indgå sådanne aftaler, og de vanskeligheder, der er med at etablere en uafhængig kontrol samt, at der kun er begrænsede muligheder for at anvende diplomatiske garantier uden at krænke folkeretten.

På Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) hilser vi arbejdsgruppens udmelding velkommen. I al beskedenhed kunne det tyde på, at argumenterne i det notat, som RCT udarbejdede til arbejdsgruppen ved et møde i december 2008, har gjort indtryk. I notatet blev det understreget, at det nødvendigt, at Danmark fortsat understreger sin uforbeholdne støtte til det absolutte forbud mod tortur for fortsat at have en central rolle i kampen mod tortur. Fra dansk side bør man afvise brugen af diplomatiske garantier i udvisningssager.

Lyt til advarslen

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og en lang række FN-eksperter og ekspertorganer har fastslået, at diplomatiske garantier ikke er en garanti mod tortur. I langt de fleste tilfælde, hvor diplomatiske garantier har været anvendt, har de ikke minimeret risikoen for tortur i det enkelte tilfælde og manglen på reelle overvågningsmuligheder har gjort det umuligt at sikre at de overholdes. På RCT er vi glade for, at arbejdsgruppen i praksis lægger diplomatiske garantier på is.

RCT havde dog gerne set en principiel og fuldstændig afstandtagen over for diplomatiske garantier i arbejdsgruppens rapport. I lighed med bl.a. Manfred Nowak tager RCT principielt afstand fra brug af diplomatiske garantier. Vi opfordrer regeringen til at lytte til advarslen fra FN's særlige rapportør for tortur om ikke at indgå diplomatiske garantier. Som foregangsland i arbejdet mod tortur skal Danmark i stedet stå fast på FN's konvention mod tortur. Vi skal hverken udfordre eller udhule torturforbuddet ved at udvise personer til lande, hvor der er fare for at de udsættes for tortur.

Tue Magnussen er advocacy-koordinator på Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her