Kronik

Enevældige ledere ruinerer Afrika

De fleste afrikanske præsidenter har siddet på deres poster i en menneskealder som enevældige konger: Zimbabwes præsident Mugabe, Kenyas Kibaki, Libyens Gadaffi, Sudans Bashir. I Uganda sidder Museveni på 23. år, og landets tilstand bliver hvert år forværret af nepotisme og korruption
Banditter på række. Libyens leder Muammar Gaddafi (t.v) og Uganda-s præsident Yoweri Museveni er blandt de afrikanske ledere, der aldrig forlader posten - til stor skade for landenes udvikling.

Banditter på række. Libyens leder Muammar Gaddafi (t.v) og Uganda-s præsident Yoweri Museveni er blandt de afrikanske ledere, der aldrig forlader posten - til stor skade for landenes udvikling.

SABRI ELMHEDWI

Debat
21. marts 2009

For nogen tid siden præsenterede min ugandiske veninde mig for et billede af USA's Barack Obama side om side med fire andre tidligere amerikanske præsidenter.

Ideen om, at et sådan billede nogensinde kunne tages i Uganda eller i noget andet afrikansk land for den sags skyld, lå hende meget fjernt. Og det er ikke uden grund.

De fleste afrikanske præsidenter har siddet på deres poster i en menneskealder. Zimbabwes præsident Mugabe, Kenyas Kibaki, Ugandas Museveni, Libyens Gadaffi, Sudans Bashir og ja, listen kunne fortsætte.

Selvfølgelig er der nogle lande, som f.eks. Ghana, hvor man har afholdt demokratiske valg, og hvor valgets taber er trådt fredeligt tilbage, men det er ikke de positive eksempler, der præger billedet.

I 2011 skal der være præsidentvalg i Uganda. Den stærkeste kandidat indtil videre er præsident Yoweri Museveni, som har besiddet posten siden 1986.

Hele verden satte dengang stor lid og håb til, at den unge Museveni ville være anderledes end hans diktatoriske forgængere og transformere Uganda til et demokrati.

Uganda har afholdt valg tre gange, siden Museveni kom til magten. To af valgene blev afholdt, mens landet endnu var en etparti-stat, men ved valget i 2006 tillod præsident Museveni andre politiske partier at deltage.

Alligevel var det Museveni og hans parti, National Resistance Movement (NRM), der løb med sejren. Og for et par år siden ændrede han Ugandas forfatning, så han i et ubegrænset tidsrum kan vælges som præsident.

Selv om der er to år til, så er valgkampen gået i gang, og de forskellige ugandiske partier bejler nu til vælgerne. Men forventningerne i befolkningen er ikke høje: Fra forretningsfolk til landmænd og taxachauffører forudses resultatet allerede som 'mere af det samme'.

Og det er til trods for, at præsident Museveni længe har mærket modvind, og mange i Uganda i dag ønsker forandring.

Det blev også udtrykt den 26. januar ved den årlige markering af partiets NRM-dag. For på trods af at have inviteret det arbejdende indiske mindretal tilbage til landet, indført skolepligt for alle, etableret decentrale kommuner, afholdt valg, markeret sig med kaffe på verdensmarkedet og tiltrukket store kinesiske investeringer - er der mange ugandere, som mener og frygter, at Uganda umærkeligt er ved at skride tilbage til et politisk ståsted, som burde høre fortiden til.

Over en tredjedel af Ugandas 30 millioner indbyggere lever i svær fattigdom. I Norduganda lider flere millioner mennesker af traumerne efter 20 års krig mellem oprørsgruppen Lord's Resistance Army og regeringshæren.

Socialt system smuldrer

I Karamoja i øst bekriger kvæghyrder både hinanden og regeringshæren, mens børn dør af sult i den tørkeramte region. I resten af Uganda forringes i skræmmende hast helt grundlæggende sociale ydelser som hospitaler, folkeskoler, vejnettet, lokal administration, elektricitet og vandforsyning - uden nogen som helst alvorlige tiltag til forbedring.

Når der er optræk til konflikt, så er præsidentens fremmeste løsning at sende militær, politi og paramilitære styrker i felten for at dæmme op for optøjer og fravriste folk deres våben. Men den oprigtige omsorg fra landets ledelse samt vilje til at ændre på tingenes tilstand er begrænset.

Korrupt og misledt

Konsekvenserne ses nu: Afgangseleverne fra folkeskolerne viste i år de dårligste resultater i mands minde og antallet af drop-outs er højt.

Sundhedsklinikkerne skriger på medicin og personale, og helbredelige sygdomme får dødelige følger. Den nedadgående kurve på hiv/aids-tallene er ikke længere noget, landet kan bryste sig af, antallet af hiv-smittede er stigende, fordi man har negligeret realiteterne af den dødbringende virus.

Og selv om det meste af Uganda er velsignet med den frodigste jord, er landet ikke i stand til at brødføde sig selv, men må supplere med international nødhjælp. Alt det er til trods for, at milliarder af bistandskroner og dollar har regnet ned over landet.

Uganda opfattes også stadig som et meget korrupt land (nr. 126 ud af 180 i Transparency Internationals korruptionsindex, red.).

Flere ministre og højtstående embedsmænd har været anklaget for misbrug og korruption af pengemidler, der for eksempel skulle være gået til genopbygning, sundhed og hiv/aids-bekæmpelse.

Det seneste indkøb af et personligt jetfly til præsidenten, hvilket blev kendt samtidig med, at genopbygningsplanerne for det krigshærgede nord endnu engang blev udskudt, er blot et af mange eksempler på, at præsident Musevenis prioriteter ikke stemmer overens med befolkningens behov.

Inden for de seneste fem år har landet sporet store olieforekomster, og det optager selvsagt præsidenten en del. Men ingen almindelige ugandere regner med, at de kommende olieindtægter vil tilfalde nationen. Man har simpelthen ikke tillid til, at præsidenten vil tilgodese andre end sin egen inderkreds.

Alligevel ligger tanken om at få væltet den siddende præsident meget fjernt. Måske fordi man ikke ser et alternativ. Oppositionen har forsøgt at rykke ved den politiske magtbalance ved at kritisere den siddende regering for dens fejl og mangler og give bud på nye præsidentkandidater.

De to største partier er Forum for Democratic Change og The Democratic Party. Nogle mener dog, at partierne er for svage, andre siger, at de er lige så ineffektive som det nuværende NRM, og andre igen siger, at de faktisk ikke får lov til at opponere frit.

Bestikkelse eller fængsel

Alle bud holder, men især det sidste, for det er nemlig svært at få lov til at stille sig kritisk over for den nuværende ledelse i Uganda. En måde at 'lukke munden' på en kritisk opposition er ved at købe dem. En anden måde at komme dem til livs på er at udsætte dem for trusler, ydmygelser, falske anklager, fængselsophold, og det der er værre.

Også pressen bliver straffet for at være kritisk. Journalister bliver fængslet, hvis de kritiserer regeringen for meget og præsidenten har for nylig bedt om at få flere radiostationer lukket, fordi de ikke levede op til hans forventninger.

Den seneste anledning til høj bølgegang i den ugandiske debat er ministerrokaden og udvidelsen af Ugandas kabinet.

Præsident Museveni udråbte for nylig en række nye ministre og fyrede en stribe andre. Således har han i det nye kabinet udnævnt 27 ministre fra sin egen region - det vestlige Uganda - og 42 ministre som skal repræsentere både nord, syd og øst.

Det er altså stadig præsidentens 'egne mænd', der dominerer billedet. Derudover har Museveni udskiftet flere kompetente ministre med mere ligesindede og - vigtigst af alt - mindre kritiske ministre.

Præsidenten har også tildelt sin egen hustru en ministerpost, og hans bror, som tidligere besad en ministerpost, er nu udnævnt som præsidentens særlige forsvarsrådgiver. Kritikerne mener, at præsident Museveni med denne ministerudskiftning viser, hvad der er i vente ved valget i 2011.

Oppositionsavisen The Monitor skrev for noget tid siden, at med dette tiltag har Museveni for alvor sat gearet i Mugabe-mode og "er i fuld gang med at køre sit NRM parti ned i Zanu PF-afgrunden" med henvisning til regeringspartiet i Zimbabwe. Og det er bestemt ikke første gang, at kritiske røster drager paralleller mellem deres egen præsident og en af Afrikas andre destruktive diktatorer.

Man frygter, at landet i 2011 kommer til at lide af samme valguroligheder, som Kenya og Zimbabwe gjorde i 2008. Det forventes ikke, at den nuværende statsleder vil sidde et eventuelt valgnederlag overhørigt.

Fast kurs i Uganda

Hvis Uganda rammes af etnisk/politisk konflikt ved valget i 2011, vil nogle politikere holde de internationale bistandsdonorer til ansvar, fordi de har været vidne til, hvordan landet har udviklet sig til endnu et trist tilfælde af afrikansk politisk magtsyge.

Enkelte oppositionspolitikere har kritiseret de internationale donorer for belejligt og bevidst at overse menneskerettighedskrænkelser, korruption og valgfusk. Donorerne kritiseres også for at have en tilbagelænet holdning om, at det ikke står slemt til i Uganda, og at landets situation på ingen måde ligner Zimbabwes, Kenyas eller Sudans. Men det vil tiden vise. "Hvis vi en dag ender som Zimbabwe, så skal ingen være chokerede - kursen er lagt," siger en taxachauffør tørt, mens han kører mig gennem Kampalas gader.

Rekha Das er freelancekonsulent og skribent - p.t. bosiddende i Uganda

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her