Kommentar

Det er en fin idé at støtte FARC

FARC skal anerkendes som politisk partner, for at der kan komme en ende på krigen i Colombia. Dét arbejder Colombias fredsbevægelse - med den liberale leder Piedad Cordoba i spidsen - for, og det er endnu en grund til, at Fighters+Lovers fastholder, at FARC er en legitim befrielsesbevægelse
10. marts 2009

Formålet med Fighters+Lovers er at gøre opmærksom på, at udemokratiske terrorlove truer med at undergrave vores politiske frihedsrettigheder i Danmark. Vores budskab er, at det skal være lovligt at vise solidaritet med befrielsesbevægelser. Vi mener, at terrorstempling af en legitim modstandsgruppe som FARC blokerer for den politiske løsning, som er nødvendig i Colombia.

Vores holdninger har fået den yderste højrefløj til at fare i flint, og justitsministeriet har efter en politianmeldelse fra Venstres Ungdom slæbt os i retten for terrorstøtte. Fredag den 6. marts sluttede Informations journalist Jesper Løvenbalk Hansen (JLH) sig til kritikerne, og skrev her i avisen, at Fighters+Lovers befinder sig på grænsen til "det kriminelle og perverse". Ærgerligt nok er JLH's syn på FARC noget enøjet. Enhver, der følger med i colombiansk politik, ved, at landet er plaget af en narkokorrupt styre, der plager sin egen befolkning på det groveste. Sagt helt firkantet eksisterer FARC, fordi det i Colombia er lettere at lave en guerilla end en fagforening. Colombias nuværende regering har ansvar for henrettelser af mindst 400 fagforeningsfolk. Fordi der ikke er et reelt demokratisk rum opstår der befrielsesbevægelser som FARC.

FARC's positive rolle

I anledning af Højesterets behandling af T-shirtsagen har den amerikanske Latinamerika-ekspert James Petras skrevet en kronik om FARC på modkraft.dk. Petras fremhæver, at FARC spiller en positiv rolle ved at skabe handlerum for de demokratiske bevægelser, som Colombias styre forfølger. Ifølge Petras har "Colombias eneste erfaring med fri og åben politik", fundet sted under FARC's militære beskyttelse.

I det seneste halve års tid har fredsbevægelsen 'Colombianere for fred' - anført af den liberale afrocolombianske senator Piedad Cordoba - ført en åbenhjertig og kritisk dialog med FARC gennem brevveksling. Blandt deltagerne i dialogen findes landets førende uafhængige intellektuelle. Over 150.000 colombianere har sluttet sig til initiativet, der har vakt den skandaleramte præsident Uribes vrede.

Det er ikke så sært, for Uribes magtposition i det polariserede land står og falder med dæmoniseringen af FARC som en terrorgruppe.

Mål helliger ikke midler

Målet kan ikke hellige midlerne i en frihedskamp. Befrielsesbevægelser består af mennesker af kød og blod, der kan begå fejl. Det skal frem i lyset, men det skal konteksten også. FARC's omstridte likvidering af formodede stikkere er foregået i et område, hvor militæret kynisk udnytter indianeres fattigdom til at inddrage dem i krigen.

Hvis FARC-medlemmer har mishandlet uskyldige civile, er det naturligvis helt uacceptabelt. Men det er stadig uopklaret, hvem der har ansvaret for hvad. Derfor har medlemmer af EU-Parlamentet netop opfordret til en uafhængig international undersøgelse. Problemet er, at der foregår en propagandakrig, hvor Colombias regering rutinemæssigt beskylder FARC for massakrer, som regeringen selv står bag. I de seneste år har den Interamerikanske Menneskerettighedsdomstol gentagne gange kendt den colombianske stat skyldig i denne form for forbrydelser og løgne.

Såvel dette forhold som FARC's engagement påcocabøndernes side i narkokonflikten er grundigt dokumenteret af Fighters+Lovers.

Ulrik S. Kohl er aktiv i Fighters+Lovers og tiltalt i T-shirtsagen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Martin Kaarup

Jeg synes det er en indsigtsfuld artikel Kohl har skrevet til Information om FARC, set fra den frihedskæmpede side. Det er god baggrundstof som gavner alle Informations læsere.

Jeg mindes, at FARC udelukkende plejer at blive dækket fra den terroriserende side i de danske medier
Hvis der er nogen som kender til en dækning, hvori amerikanerne indflydelse nævnes, må I meget gerne skrive en kommentar om det, så jeg kan undersøge det.
På forhånd tak.

Kohls udlægning ligger meget godt op af Noam Chomskys udlægning i hans bog Rogue States (jf. Plan Colombia) og jeg kan ikke lige umiddelbart få øje på faktuelle fejl (- det er dog ingen sikkerhed).

Som nævnt tidligere, så synes jeg det mest interessante i debatten om FARC og Colombia i de danske medier er, at den massive amerikanske indflydelse of tilstedeværelse i det colombianske styre som muliggør og fastlåser konflikten helt undlades.

Kohls nærværende artikel nævner heller ikke amerikanerne med ét eneste ord.
Jeg tror Kohl med forsæt har ønsket denne forenkling af sagen, så det bliver nemmere for den uindviede læser at udvide horisonten uden at blive provokeret for meget.

Nu støtter den siddende columbianske regering sig jo ud over USA, specielt i CIA's form, sig jo også på højre-guerillaer. Disse optræder ikke i reelt omfang af terrorlisterne. Men også Bolivia har for ikke ret længe siden været delvist besat af US-millitær af politiske såvel som resourcemæssige årsager. Og også der førte det bl.a. til guerilla-virksomhed, som nu er afløst af demokatiske vilkår. Udviklingen politisk i Bolivia huer vist ikke i USA og presset på EU fra den kant har bl.a. ført til den helt skæve terrorliste.

Men frihed har utvivlsomt en anden betydning for en lokal befolkning end for en interventionsmagt.

Columbia spiller selvfølgelig en større rolle for politisk, økonomisk såvel som millitær indsats fra USA's side end Bolivia for tiden. Især fordi den bolivianske befolkning har stemt sig til nye politiske forhold. Det er dén mulighed, som columbianerne er frataget på voldelige og statsvoldelige præmisser. Og med en klar udefrakommende millitærindsats' mellemkomst. Og det er især i det lys, at man kan undre sig over EU's terrorliste med god grund. Men selve befolkningen i Columbia hører vi herhjemme ikke meget om, som Ulrik også er inde på...

Der mangler med andre ord reel oplysning om forholdende i regionen som helhed udover i Columbia, og de danske medier kunne snildt og med en minimal insats yde en sådan indsigt. Men af een eller anden 'mærkværdig' årsag går tiden og kræfterne efterhånden hellere til dagligt at rapportere om, at een eller anden anden obskur person i USA har slået en prut eller trådt en sten op skoen...

Ovenstående artikel af Ulrik Kohl peger på nogle af spørgsmålstegnene omkring situationen og bidrager således til at afvikle tørken rent mediemæssigt.

At pæne, ældre mennesker og andre støtter her til lands skulle risikere fængselsstraf på baggrund af en underbelyst og politisk stærkt ensidig forholden sig til anliggendet, lægger derfor nu op til civil ulydighed ikke kun til "venstre-benet". Det provokerer frihedsbegrebet som helhed på disse kanter. Og med god grund.

Man kunne med andre ord godt forestille sig at nye bidragsydere dukker op også uanset et strafmæssigt negativt udfald af sagen i Højesteret. Og ligeledes med god grund. I sidste ende er det ikke de siddende politikeres, men befolkningens forhold til frihedsbegrebet såvel i Sydamerika som i Danmark og resten af Europa, som tæller. Det er jo i den sammenhæng, at erfaringen af magt såvel som frihed gøres op...

Med venlig hilsen

Jeg vil foreslå Fighters + Lovers med Ulrik S. Kohl at opsætte en bod på hovedgaden i Bogota for hverve nye medlemmer, og for ligesom at prøve konceptet af, men det kommer nok for tæt på virkligheden. Er det Colombianernes friheds kamp i kæmper eller er det jeres egen?

Casper Jensen

"Hvis FARC-medlemmer har mishandlet uskyldige civile, er det naturligvis helt uacceptabelt. Men det er stadig uopklaret, hvem der har ansvaret for hvad."

Jeg vil nu mene at der findes forholdsvis mange veldokumenterede eksempler på FARC´s kidnapninger og drab på civile.

Verdenssamfundet ved godt at det Colombianske styre udfører overgreb på civilbefolkningen, det er ikke noget nyt.

Men fordi ens modstander bryder reglerne, så giver det ikke "frihedkæmperne" ret til også at bryde reglerne.

"Vores budskab er, at det skal være lovligt at vise solidaritet med befrielsesbevægelser"

Forstå nu, at det ikke er ulovligt i Danmark at vise solidaritet med hvem man ønsker.
Det er sågar tilladt at være nynazist i Danmark.
Det er tilladt at benægte holocaust.

Men der er en væsentlig forskel på at vise solidaritet, og på aktiv støtte i form af penge.

Det er ikke en gruppes ideologi, eller gruppens modstander der definerer hvad gruppen kan kaldes, det er udelukkende gruppens handlinger der afgør om der er tale om terrorisme.
Dette er sagens kerne.

Såfremt handlingerne skulle afgøre, hvorvidt der kan være tale om terrorisme, skulle CIA og den siddende regering i Columbia ligeledes være terrorister iflg. realiteterne derovre. Men dét ligger det noget trægt med at erkende herovre. Det er faktisk een af hovedpointerne i sammenhængen og samtidig en hovedårsag til, at bl.a. danske frihedskæmpere støtter FARC. Desuden lægger handlings-definitionen op til handlingslammelse, som aldrig kan gavne den columbianske befolkning, når våben, mord og frygt er på dagsordenen. Alt imens landet strippes for de naturressourcer, som er befolkningens fremtidige levegrundlag.

Det er med andre ord næppe ideologien, der er første bekymring. Og desuden er FARC ikke alene indspiretet af politisk kamp imod højrekræfter, men tillige af moderne fransk filosofi fra sidste halvdel af forrige århundrede. Man skal derfor også være varsom med at udnævne politisk Marxisme fra midten af sidste århundrede som politisk enebaggrund for bevægelsen...

Den er mere røget end speget...

Casper Jensen

Du har helt ret Hugo.

Jeg vil også kalde den Colombianske regerings handlinger samt nogle af CIA´s metoder for ganske almindelig terrorisme.

Men i virklighedens verden kan verdenssamfundet ikke gøre noget ved den en suveræn stat, eller en magtfuld organisation som CIA.

Nogle gange må man bare acceptere at verden er uretfærdig, og erkende at man står overfor en part der er for magtfuld til at kunne stoppes med diplomatiske metoder.

Griber man derved til metoder som ens modstander benytter sig af, så er man bare med til at skabe en voldsskrue uden ende.

En "frihedskæmper" føler sig nødsaget til at handle pga.hans modstander laver overgreb på civile.

"Frihedskæmperen" benytter sig nu af samme metoder som hans modstander, fordi han kan ikke acceptere modstanderens handlinger.

Er jeg den eneste der kan se det tragikomiske?

Thomas Ole Brask Jørgensen

Ulækker artikel om en ulækker organisation. Frihedskæmpere?! Regeringen i Columbia er valgt på demokratisk vis.

Jeg er ikke i tvivl om, Casper, at du under ingen omstændigheder er den eneste, der finder situationen tragisk. Jeg er selv nok tilbøjelig til at opfatte den vestlige verdens oplysningsstrategi som den komiske del af sammenhængen. du ved: befolkningen er så førbar, at en flok spindoktores kan udfylde behovet for at mene noget...

Men du skal have tak for kommentaren under alle omstændigheder.

Thomas Ole Brask Jørgensen

Frihedskæmpere går efter militære mål, ikke civile. Det er derfor at FARC er terrorister. Når det er sagt, kan man mistænke den columbianske regeringe for brug af paramilitære enheder til at gøre det beskidte arbejde.

Det gør bare ikke FARC til frihedskæmpere.

Martin Kaarup

@Thomas Jørgensen. Ang. civile mål.

Det er forkert. Læs f.eks. om den danske frihedskamp under 2. verdenskrig eller om sandhedskomiteen i Sydafrika. Der er masser af beretninger om civile mål.

Jeg er enig med Noam Chomsky, som er en amerikansk/jødisk fredsfortaler (bl.a.), og som har skrevet adskillige velrenommerede bøger om statsterrorisme (især amerkansk statsterrorisme, og også i/om Colombia).

Han siger, at der er en klar sammenhæng mellem magt og terrorisme således, at jo mere magt en organisation (eller land) har, desto mere terrorisme udfører de.
Det giver jeg ham ret i og bør være tydelig, hver dag vi indtager nyhederne.

Det er veldokumenteret at FARC udfører terrorisme under f.eks. dansk lovgivning (men også amerkansk samt efter international ret), men den er knap så stor som statsterrorismen som udføres af Colombia. Dette er også veldokumenteret.

Forskellen er, at FARC står på EU's terrorliste, mens Colombia ikke gør det.
Samtidig kan det undre - når nu sagens akter er veldokumeret og som Hugo Barlach i sit seneste indlæg nævner - at de vestlige medier vælger en markant ensidig fremstilling af sagens akter.

Sidstnævnte årsag kender vi også lidt til nemlig, at den massive amerikanske indflydelse i Colombia, hvor stort set samtlige Colombias ressourcer styres af amerikanske virksomheder.
Det er ikke i de amerikanske virksomheders interesser at eksporten ud ad Colombia forhindres, at f.eks. FN resolutioner og dermed påvirkes amerikanernes udenrigspolitik.

Martin Kaarup

Her kommer lidt fakta om civile mål, f.eks. er Colombia det farligste land i verden for fagorganiserede:
Siden 1986 er omkring 2.700 fagforeningsaktivister blevet myrdet.

Ifølge Den colombianske juristkommision blev 11.292 mennesker enten dræbt eller udsat for kipnapning i Colombia mellem 2002 og 2006. Staten var ifølge juristerne ansvarlig for 75% af overgrebene.

Uribe, den Colombianske president, kom til magten august 2002.

Tjae, hvor går grænsen imellem terrorisme og frihedskamp? Det er dén pinlige situation, som Højesteret har fået lejlighed til at forholde sig til i sagen omkring Fighters and Lovers. Men der kan følge flere sager i samme kølvand, er vurderingen. Alene fordi flere af hinanden uafhængige sammenhænge har støttet i dette tilfælde FARC.

Nu er forholdet imellem magtudøvelse og frihedskamp imidlertid ikke en størrelse, som en lokal retsafgørelse endegyldigt kan afgøre. Højesterets kommende kendelse kan med andre ord betragtes allerede nu som et partsindlæg.

Hvorfor nu det? Joe, såmænd fordi store dele af f.eks. filosofien, den politiske tænkning og mange andre tilsvarende indspil ikke kun i Europa, men også verden over og ikke mindst i Sydamerika, har tradition for at overveje emnet. Erfaringen af magt såvel som erfaringen af frihed er et grundvilkår, som man kan tvivle på, om Højesteret er bestykket til at forholde sig til på andre vilkår end den gældende lovgivning. Men dén er ikke grundlag for erfaringen af magtforholdene. Den er udøver heraf.

Lovgivningen har ydermere i historisk sammenhæng en særdeles momentan karakter. Og det samme kan ikke siges at gøre sig gældende for anliggendet som helhed. Alene eksisten af magtfilosofien i europæisk tænkning peger utvisteligt i retning af, at det ikke er muligt at henvende sig til en magtinstans for en fornuftig afklaring.

Vi er nok derfor en ganske bred vifte af iagttagere, der med en blanding af interesse og forbløffelse afventer Højesterets kendelse. Den vil efter offentliggørelsen nemlig ikke afvikle forholdet, men måske snarere puste nyt liv i kritikken. Og lad mig så lige anføre, at retsfilosofien ikke med mening kan erstatte f.eks. magtfilosofi. Retsfilosofi har andel i magt, hvorimod magtfilosofien har andel i erfaringen heraf. Mon det vil afspejle sig i kendelsen fra Højesteret?...

Forøvrigt: tak til Martin Kaarup for en portion anskuelighedspædagogiske fakta til sammenhængen. Det spor kunne medierne snildt tage op med større ihærdighed...

Thomas Ole Brask Jørgensen

Jeg talte om rigtige frihedskæmpere! Jeg er udmærket klar over at danske frihedskæmpere likviderede stikkere og værnemagere, det var efter min mening et udtryk for fejhed. Ingen kunne vide hvornår krigen var overstået, det er sandt, men folk der på en eller anden måde sympatiserede eller samarbejdede med Sovjetunionen eller andre af østbloklandene blev jo ikke skudt under den Kolde Krig. De tjente også en anden magt, men slap uden mén. Naturligvis skal de ikke skydes eller udsættes for andre overgreb, men måske skulle sådan nogle mennesker også kigges efter i sømmene?

De frihedskæmpere der sprængte jernbaner og virksomheder i luften i DK til chikane for besættelsesmagten fokuserede på legitime mål idet det hindrede tyskerne i at transportere ammunition og personel rundt i landet og til andre fronter.