Kommentar

Galgenhumor i New York

Lukkede butikker, tomme restauranter, byggeprojekter, der står stille: Der er krisestemning blandt newyorkerne, og metropolens så berømte tempo er blevet mindre hektisk
Debat
6. marts 2009

Den sjoveste historie, jeg har hørt om finanskrisen, blev fortalt af en veninde, som skulle have foretaget et kirurgisk indgreb. Før bedøvelsen begyndte at virke, lænede anæstesilægen sig hen over hende, smilede og sagde: "Nå, men i det mindste har du ikke tabt hele formuen til Bernie Madoff?"

Galgenhumoren sprudler i newyorkernes samtaler i disse dage. En yndet replikindledning er i det mindste, så ...

"I det mindste blev jeg ikke fyret fra mit job," som en redaktørven, hvis arbejdsplads måtte gennem omfattende 'omstruktureringer', sagde.

"I det mindste bliver min husleje ikke forhøjet," sagde en anden ven, hvis lejekontrakt udløber i næste måned. Og fra en tredje ven, som har gået arbejdsløs i et år, kom denne bemærkning: "I det mindste er jeg ikke længere den eneste, som har mistet noget. I dag har alle mistet."

Der er krisestemning i New York. Ingen taler om andet end økonomien. Og selv om, Obama rider på en bølge af folkelig velvilje, så er det ikke en velvilje, som kan omsættes til tiltro på, at præsidentens genopretningsplaner snart vil vende, hvad der er nu føles som en uundgåelig, næsten naturgiven proces.

Ud over de lukkede forretninger, de tomme restauranter og stålskeletterne, der står tilbage i halvt opførte boligkomplekser, hvis entreprenører er løbet tør for penge, er der mere diskrete, personlige tegn: Tjenere får mindre drikkepenge om nogen overhovedet. Butiksejere sender bebrejdende blikke til kunder, der intet køber. Personer med overskydende værelser lejer ud til fuldkommen fremmede.

En relanceret myte

Visse eksperter er meget foruroligede. Peter Goldmark, budgetchef for staten New York i 1970'erne, udtalte: "Stormen har slet ikke ramt os endnu. Vi kommer til at opleve ting, vi ikke kan forestille os."

Det er ingen hemmelighed, at nationalisering er, hvad præsident Obamas modstandere frygter mere end noget andet. Kald det 'kommunisme', 'socialisme', 'den svenske vej' - alene tanken om at nationalisere bankerne er rædselsvækkende for de amerikanske finansinstitutioner, hvilket truer med at gøre vedtagelsen af det nye Obama-budget til en langtrukken affære.

For at bekæmpe mulige indskrænkninger i borgernes 'frihed', har højrefløjen relanceret en myte, som har domineret amerikansk økonomi siden Reagan - nemlig at regeringer simpelt hen ikke evner at forvalte penge.

Nationalisering

Det er en myte af to grunde: For det første har den amerikanske forbundsstat allerede vist aldeles kapabel til at forvalte finansinstitutioner - det gjorde den flere gange i forrige århundred. For det andet har den under den nuværende krise allerede nationaliseret mindre banker i et tempo på to om ugen.

New York Times' økonomikommentator Joe Noera skitserede dette forløb i en klumme, hvor han påpegede, at den amerikanske forbundsstat under 1980'ernes savnings and loan-krise "overtog banker, udskiftede deres topledelse, rensede ud i de dårlige aktiver, som den derpå forvaltede fremragende, hvorefter den solgte de nu sunde banker til private købere".

Og ikke blot har Sverige og Japan med held benyttet sig af en lignende taktik for at redde deres banker. Den Internationale Valutafond, som i realiteten er det amerikanske finansministeriums forlængede arm, har flere gange presset lande som Thailand (1997) og Rusland (1998) til at gøre nøjagtig det samme.

'Zombiebanker'

Man skal ikke være finanstroldmand for at indse, hvorfor store selskaber modsætter sig tanken om nationalisering. Med nationalisering følger reguleringer af banksektoren og finansmarkedet (et skridt, som EU for nylig har taget, men som end ikke står til diskussion i USA endnu), og en masse af de mennesker, som tjente styrtende med grunker i de sidste 30 år, vil komme til at - nå, ja, tjene en hel del mindre.

Uanset hvor meget Kongressen protesterer, er det kun et spørgsmål om tid, før staten må til at genoplive, hvad der er i pressen har fået den gængse benævnelse 'zombiebanker': Kun med nationaliseringer vil bankerne blive tvunget til igen at yde lån, således at pengekredsløbet atter kan komme i omdrejninger.

En positiv bivirkning af de nedskruede forventninger er dog, at New Yorks normalt så hektiske tempo er blevet mere roligt. Der er, som newyorkerne er begyndt at bruge mere tid på samvær med hinanden. Tegnene er små, men de er der: Stadig flere newyorkere - af begge køn - er begyndt at strikke. Servitricer i lægger hovedet på skulderen af deres chef og hyggesludrer, imens de kigger på de tomme borde. Telefonsælgere tager sig længere tid til at forklare, hvordan man kan gøre en endnu mere fordelagtig handel. Fokus er ved at glide bort fra købe- og forbrugstrangen til det mere beskedne ønske om bare at klare sig igennem - og måske gøre livet mere behageligt for andre.

Men med disse neddroslede forventninger indfinder sig også en sælsom og modstridende følelse: nostalgi. Uanset om man selv har taget del i overfloden, er det svært ikke at savne den. Nyheder, f.eks., om at high end-tøjbutikker som Saks Fifth Avenue er i alvorlige økonomiske vanskeligheder, eller om at Broadway-musicals lukker, fordi stadig færre repræsentationskonti kan afse de 200 dollar til billetten, stemmer ens sind i uventet tristesse. Hvad er der blevet af al storheden?

Forleden dag besøgte jeg en ven i investeringsbanken UBS på 30. etage af Met Life-bygningen ved siden af Grand Central Station. Mens jeg ventede, kiggede jeg ud af vinduet på nedrivningen af en række af de storslåede skyskrabere, som er blevet opført gennem de sidste 80 år - og nye kommer næppe til foreløbig. Den tanke fik mig næsten til at græde. Min by var den første, som byggede sådanne monumenter: Hvor vover den at holde op med det!

Det var først i dette øjeblik, at jeg bemærkede, at den store vase i UBS's venteværelse, der plejede at være fyldt med friske blomster, nu var fyldt med kunstige.

George Blecher er amerikansk forfatter. På dansk udkom for nylig 'Andre mennesker' (Tiderne skifter)

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her