Kronik

Vi glemmer forebyggelsen

Bandeopgøret blev til et opgør mellem de politiske partier om dagsordenen på integrations- og retsområdet, og det fik fjernet fokus fra diskussionen om kvaliteten af den forebyggende indsats
Spørgsmålet er, om det er muligt at forebygge og nedbryde bandekriminaliteten ved at øge antallet af politifolk, fængselsstraffe, udvisninger og socialarbejdere.

Spørgsmålet er, om det er muligt at forebygge og nedbryde bandekriminaliteten ved at øge antallet af politifolk, fængselsstraffe, udvisninger og socialarbejdere.

Keld Navntoft

31. marts 2009

Kombinationen af bande-opgør og skudepisoder har sendt de politiske fløje ud i deres yderkroge i spørgsmålet om rets- og integrationspolitik. Højrefløjen peger på mere politi, strengere straffe, tvangsfjernelser og udvisninger, mens venstrefløjen vil have flere socialarbejdere og velfærdsprojekter. Vores forskning i marginalisering og ungdoms- og bandekriminalitet giver dog grund til bekymring for konsekvenserne af disse forslag. Den nuværende situation på Nørrebro kræver selvsagt et svar. Men når bandekrigen har lagt sig, kommer der en dag i morgen, som påvirkes af, hvordan vi agerer i den nuværende krise: Er det muligt at forebygge og nedbryde bandekriminaliteten ved at øge antallet af politifolk, fængselsstraffe, udvisninger og socialarbejdere? I stedet for at tale om hvor mange skal vi tale om, hvordan tiltagene føres ud i livet. De vigtigste prioriteter for den førte politik burde være at mindske modsætningerne mellem indvandrergrupper og den danske stat. Heldigvis ser det ud til, at der er masser af potentiale og vilje i både indvandrerkredse og staten til at håndtere modsætningerne.

Hårdere straffe

Vi kan begynde med at spørge, om mere politi i gaderne og skærpede straffe mindsker grundlaget for bander og deres opgør med hinanden og autoriteterne? Logikken er, at hvis banderne stresses med synligt politi, forsvinder kampene fra gadebilledet, og færre konflikter opstår. Problemet med sådanne forestillinger er, at de ikke holder i virkeligheden.

En række forskningsprojekter, som vi har bidraget til, viser, at anspændte møder mellem unge og politi kan optrappes til konflikt, når der sættes ind med mere og hårdere politi. Det være sig på Nørrebro, i Karlebo eller i Cape Town. I sydafrikanske storbyer, hvor race og klasse stadig er markører for social ulighed, isolerer ikke-hvide sig fra de 'hvide' byområder for at undgå ydmygelse og mistænkeliggørelse. De lever et parallelt liv. Oplevelsen af racerelateret uretfærdighed og ydmygelse viser sig også i danske undersøgelser. Gensidige fjendebilleder optrapper konflikter mellem politi og unge og forstærkes af tilråb, politiforstærkninger, modværge og anholdelser. Mange konflikter sker mellem unge politiaspiranter og unge indvandrere - altså mellem to grupper unge mænd, den ene med uniform, den anden uden. Man kunne argumentere for, at konflikterne forstærkes yderligere af deres udtryk for maskulinitet og efter alt at dømme også af visitationszoner og politi i hollændervogne.

Der er også videnskabelige diskussioner om effekten af straf, ikke mindst for udviklingen af bander. I Sydafrika er der etableret næsten ubrydelige bånd mellem fængslerne og de omgivende ghettoområder, hvor en del af måden at blive mand på går via afsoning i fængslerne, et sted hvor endnu hårdere bander styrer de indsattes miljø. Det er heldigvis endnu ikke situationen i Danmark, men hvor mange flere stramninger og fængslinger vil det tage? Endelig kan man have sine bekymringer, hvad angår oplevelsen af 'racerelateret' uretfærdighed. Bliver der mindre af denne, når talen falder på udvisninger? Den foreslåede form for udvisninger er praktiseringen af et straffesystem, som ikke blot frasorterer danske statsborgere fra udenlandske, men etniske danskere fra ikke-etniske danskere. For alle tre områder - mere politi, længere straf og flere udvisninger - gælder det, at de kan være med til at udvide den imaginære kløft, der findes mellem indvandrergrupper og myndigheder.

Mere socialrådgivning

Er det så flere socialarbejdere, der skal til? Som Anne Knudsen påpegede i Weekendavisen fra den 6. marts, er velfærdsstaten til stede i stor stil på Nørrebro. Ser man på udsatte familier med mange børn med multiple problemstillinger, kan antallet af socialarbejdere være enormt. I nogle tilfælde er der registreret op til 80 professionelle omkring én familie. Hvad skal flere socialarbejdere og tiltag ændre?

Forskning blandt flygtningefamilier i Danmark viser en tendens til isolation hos familierne på grund af oplevelsen af en på forhånd givet mistænkeliggørelse af deres børn. Politiets døgnrapporter, varetægtsfængslinger, hvor unge hentes af uniformerede betjente i skolen, og muligheden for tvangsfjernelser holder familierne inden døre. Overvågning går altså ikke kun ud over de få personager, den er målrettet, men opleves af hele familier, som begynder at holde sig væk fra møder med myndigheder. Vores forskning viser ingen tegn på, at forældrenes isolation mindsker vreden eller bandefællesskaberne blandt de unge. Tværtimod. Blandt visse familier har der udviklet sig en reel angst for velfærdsstaten. Hvor den almindelige dansker har vænnet sig til at se på staten som en godgørende faktor i vores liv, opfatter mange indvandrerfamilier staten med dyb mistillid. Familierne ser staten som en institution, der kan fjerne børn, arrestere dem, true dem, ja, udvise dem. Og igen må vi spørge- reducerer det politiske bandeudspil denne forestilling om staten? Nej! I stedet må politikken mindske afstanden, angsten og mistilliden_ og vi har faktisk mange af de nødvendige redskaber både i velfærdsapparatet og inden for politiet.

Forebyggelse

I 2006 gennemførte Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) et projekt, der søgte at reducere fjendebilleder og øge videndeling mellem politi, socialarbejdere, skoler og forældre. I projektet viste det sig, at jo flere faggrupper, der var omkring familierne, og jo længere der var mellem dem, des mere diffust blev billedet af familiernes problemer. Ved at bruge en netværksmodel til at sætte de professionelle og forældrene over for hinanden, blev det nemmere at skabe sammenhæng i de forskellige tiltag. Lærere, socialarbejdere, rådgivere og politi fik nemmere ved at kontakte hinanden indbyrdes. De fik forståelse for familiens samlede situation og blev mere positive over for forældrene og deres formåen. Misforståelser, der tidligere holdt forældrene væk fra møder, blev ryddet af vejen. Forældrene fik tillid til de personer, der deltog i projektet, fordi de havde opbygget reelle relationer. Indsatsen viste sig at være forebyggende: Børnene blev mindre aggressive. Projektet handlede i sidste ende om ansvarstagen i en proces, som vi kan udtrykke med sociologen Zygmunt Baumans ord: "Nærhed betyder ansvar, og ansvar er nærhed - ansvarsfølelsen ophører, når nærheden forsvinder". Forebyggelsen handlede ikke om at sætte ind med flere personer, men om at få de rette personer til at samarbejde og genoprette tilliden.

At nærhed fører til ansvar og samarbejde, så vi også i et forskningsprojekt blandt politi og unge. Her var der stor vilje blandt indvandrerunge og nærpolitiet til at tale med hinanden på en respektfuld måde. Men forskningsprojektet viste også, hvor sårbar relationen er. De unge kom ofte i skænderier med yngre betjente. En dag opstod der et voldeligt sammenstød, og efterfølgende blev der udøvet hærværk mod en ellers vellidt nærpolitibetjents bil, formodentlig fordi han, i de unges øjne, havde forrådt dem. Generelt følte de unge sig tættere på ham end på det politi, der i deres indre fjendebilleder figurerede som racister. Konflikten blev optrappet til et voldeligt sammenstød, da fjendebillederne blev sat i spil. Eksemplet viser vigtigheden af at få politiets samarbejdsvilje formidlet tydeligt - en vilje, som slog igennem i deres eftertanke efter situationen. Der er ingen tvivl om, at det danske politi, de sociale myndigheder, skolerne såvel som forældrene vil det bedste. Vi ville bare ønske, at de oftere fik mulighed for at vise det i praksis.

Mette-Louise E. Johansen er ph.d.-studerende ved Rehabiliterings- og Forsknings-centret for Torturofre (RCT) og Aarhus Universitet. Steffen Jensen er seniorforsker ved Rehabiliterings- og Forsknings-centret for Torturofre (RCT)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu