Kommentar

Gud bor også i sproget og i kroppene

Troen bor i hjernen, hævder hjerneforskningen, men denne erkendelse er hverken ny eller epokegørende. Det er også muligt at hævde, at dansen, bogføringen eller krigen sidder i hjernevindingerne
Debat
20. marts 2009

Ordet 'gud' er sammensat af tre bogstaver. Sprogets indretning danner hermed den religiøse tros mulighedsbetingelser. Derfor bor gud i alfabetet. Troende mennesker mødes ofte under rituelle former. De kan f.eks. gå i kirke eller kaste sig på knæ skulder ved skulder for at bede til en højere magt. Derfor 'bor' gud også i fødderne, knæene, hænderne, øjnene og ørerne.

Nogenlunde lige så begavet argumenterer nogle af samtidens amerikanske hjerneforskere, hvis Steve Connors oversigtsgivende artikel "Gud findes - i hvert fald i hjernen" (Inf. 16. marts) skal tages på ordet. De er nemlig nået frem til, at menneskehjernen er programmeret til religiøse erfaringer, og via anvendelsen af en magnetisk resonansscanner kan de påvise, at de samme elektriske kredsløb i hjernen anvendes, når mennesket forholder sig til moralske problemstillinger og til spørgsmål angående gudsforholdet.

'Biologisk grundlag'

Havde forskerne villet vise, at der er hjerneaktivitet forbundet med at spise havregryn, og at det skrive en dansk stil, føre krig for sin nation i fjerne lande, lave kreativ ministeriel bogføring eller at danse tango med en partner af det andet køn også kræver neuronal og synaptisk aktivitet, havde de vel også let kunnet vise det.

Det forekommer mig kort sagt lettere absurd og aldeles tautologisk at skrive, at der er et biologisk grundlag for den religiøse tro. Hvad skulle den ellers være? Der er jo et 'biologisk grundlag' for alt, hvad mennesket gør, har gjort og vil gøre, ligesom der er et 'biologisk grundlag' for alt, hvad vi kan tænke eller tro, har tænkt eller troet og nogensinde vil komme til at tænke eller tro - for så vidt som mennesket altid er et stykke levende evolutionært tilblevent biologi.

At reducere tro

Noget helt andet er så, om det kan hævdes, at det udelukkende er hjernens biologi, den indre organisering af nerveceller og koblinger mellem disse, der både forårsager og forklarer eksistensen af religiøs tro. I så fald ville der kunne gives en reduktionistisk naturvidenskabelig årsagsforklaring på trosfænomenerne. Der ville kunne sluttes direkte fra en indre universel neurobiologisk 'logik' til en broget historisk foranderlig overflade af religiøse udtryk og en række religionspsykologiske 'indersider' af trosforholdet, ganske uden forstyrrende mellemregninger. I så fald kunne en mindre hær af religionsforskere af humanistisk og samfundsteoretisk observans lige så godt abdicere: overflødiggjorte med ét neurovidenskabeligt pennestrøg.

Får hjerneforskerne held med at sige, at troen sidder i hjernen, beredes vejen for dragninger af to meget forskellige konklusioner i det videnskabelige samfund og i den læsende offentlighed.

Enten forledes man til at tænke, at troen og alle de religiøse praksisformer nu endelig er blevet videnskabeligt dokumenteret. De får fast grund under fødderne ved at blive kanoniseret som hjerneprodukter ved hjælp af neurovidenskabelige argumenter. Men denne operation er ikke uskyldig, for på denne måde bliver den tilsyneladende modsigelsesfrie og evidente empiri brugt til at naturalisere og eviggøre trosfænomenerne.

Hjernen tager form

Eller også forledes man til at tænke, at neurovidenskaben én gang for alle har vist, at troen og 'det religiøse' er et banalt produkt af hjernen og organismens kamp for overlevelse. Mere sofistikeret er det ikke, biologien overtrumfer alt. Tro er en banal selektionsfordel, ligesom evnen til at forudsige fjenders og vilde dyrs bevægelser.

Men i stedet for at ville gøre hjernen til en privilegeret monokausal forklaringsfaktor, er det meget mere interessant at forske i, hvordan hjernen tager form af det, mennesket gør, på egen hånd og i fællesskab. Nyere hjerneforskning viser, at social interaktion og kropslige rørelser former hjernen. Hjernen er uhyre plastisk. Den er aldrig færdig; den er altid i færd med at blive til. Hjernen er ikke forklaringen; den skal tværtimod selv forklares. Frem for alt må den udforskes i sin kontekst af krop, sprog, tankesystemer og socialitet.

Kommende hjerneforskning vil sikkert komme til at bevidne, hvad filosofien har sagt i årtusinder, at mennesket er 'dømt' til mening; men at det ikke nødvendigvis er forudbestemt til at søge denne i det religiøse.

Steen Nepper Larsen er lektor ved GNOSIS - Aarhus Universitets forskningsenhed til studiet af sind og tænkning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hjerneforskerne burde måske have ulejliget sig med at gå ud fra vor nuværende kultur's gængse definitioner af: Gud.

Nu og her, defineres gud jo af de mere tørre teologer som bla.a. at have egenskaben: Forandringsløshed -

De mere materialistisk indstillede hjerneforskere må så forsøge at forklare, hvordan vore hjerner, eller noget andet, nogensinde sku' ku' være i stand til at opleve og/eller erkende nogen indre/ydre foreteelse, hvis den virkeligt er forandingsløs.

Heinrich R. Jørgensen

Kim Gram:
"Nu og her, defineres gud jo af de mere tørre teologer som bla.a. at have egenskaben: Forandringsløshed -"

Ikke korrekt. Gud har evnen til at blive decideret mopset, hævngerrig og modbydelig, når mennesker svigter de høje forventning.

Men selvfølgelig, hvis man anser maniodepressivitet som en uforanderlig egenskab, har du måske ret i din påstand. ;-)

som ateist/gudløs har jeg også set den nye forskning (mht opdagelsen af at stimulering af et lille område i temporallapperne medfører følelsen af guder) som værende et slag IMOD ateismen - helt modsat videnskabsjournalisternes egne konklusioner: at guderne "bor" i temporallappen og dermed ikke eksisterer.

Ved magnetisk stimuli af synsbarken vil den eksponerede også opleve synsindtryk, men det vil aldrig lede til en konklusion om at den ydre verden som den opleves af synet ikke eksisterer - at det "sete" bor i hjernen.

Steen Erik Blumensaat

They seek him here
they seek him there
those frenscy seek him everywhere.

Is he up, or is he down
he seem to be allaround..
Den røde pimpernel.

Helt ærlig, hvilker bevis behøver vi for at vide vi er.
De øde og tomme har helt klar et behov for at udfylde tomheden, følelsen af intethed.

Steen Erik Blumensaat

rettelse: hvilket
Der findes et godt princip der har skabt verdensorden, lyset og manden
og et ondt princip der har skabt kaos, mørket og kvinden.
Pythagoras.
Dette dualistiske verdenssyn er årsag til vrøvlet der har domineret verden i 2500år. Splittelsens fader.

Steen Erik Blumensaat

Hans forbandelse består i, at han er faldet fra en lysende, velordnet himmel ned i moderskødets kaotiske mørke.
Denne ild, denne rene og livgivende ånde, som han ønsker at genkende sig i, bliver af kvinden holt indesluttet som i jordens dynd. Han ønsker at være nødvendig, ligesom ideen er det, ligesom det Ene, altet, den absolutte ånd, men han ser sig indespæret i et begrænset legeme, i en tid og på et sted, han ikke selv har valgt, og hvor intet har haft bud efter ham, Han er unyttig, overflødig og absurd.

Asger Sams Granerud

Hvilken tro er det der 'bor' i hjernen?

Er forskerne nu sikre paa at det er den religioese? Er der reel forskel paa et barns oprigtige tro paa julemanden eller en profet?
Hvad med troen paa at din samlever er dig tro?

Den slags forskning med hvorvidt gud 'bor' i hjernen bliver for mig foerst rigtig speandende naar vi kan se hvem og hvad han bor sammen med. Guds roommates.

Asger

Jakob Andersen

Tak Steen Nepper,

for at vise, at kejseren ingen tøj har på.
Underligt at folk ikke kan akceptere, at vi mennesker har fra dagenes morgner undret os over tilværelsen og forsøgt at give den en forklaring. Nej, istedet for har vi mennesker (i genernes navn og gavn) opfundet en Gud eller andre fiduser, så vi bliver bedre egnet til at overleve.