Baggrund

Hør, hvor vort forhold gungrer

6. marts 2009

TABT STORHED er det stof, som dagdrømme gøres af. Som europæisk magt har Danmark været på skrump siden Kalmar-unionens sammenbrud i 1464. Det har løbende fremkaldt en nostalgi - efter Skåne, efter Mellemslesvig, efter herredømme med andre midler end militære.

Hør, hvad H.C. Andersen i 1850 digtede til sit fædreland - tilmed i bladet Fædrelandet:

Engang du herre var i hele Norden,

bød over England - nu du kaldes svag;

et lille land, og dog så vidt om jorden

end høres danskens sang og mejselslag.

Og det var endda før tabet af Slesvig-Holsten, De Dansk-Vestindiske Øer og Island.

VÆRRE ER DET for Storbritannien. Landet gik ind i det 20. århundrede som verdensmagt: Imperiet, hvor solen aldrig gik ned. Herligheden forduftede i løbet af halvanden generation. Den Første Verdenskrig drænede nationen for blod og guld, og i Den Anden kunne briterne kun holde ud til sejren, fordi amerikanerne holdt dem oppe med lån, forsyninger og mandskab. Omkring årsskiftet 1942-43 stod det klart, at USA havde overtaget rollen som ledende vestmagt.

Det var bittert for Winston Churchill at erkende. Men han trøstede sig med, at de to lande jo på en vis måde var ét og jo engang havde været det - inden den amerikanske revolution. Sigende bærer et af Churchills bindstærke værker titlen: De engelsktalende folkeslags historie.

Churchill havde håbet, at der efter sejren ville vente Storbritannien en belønning for "at have været først og længst i krigen", og at det ville være muligt at holde imperiet samlet.

Ingen af forhåbningerne blev indfriet. Amerikanerne forlangte ubarmhjertigt deres udlån tilbagebetalt. Det var med til at opbryde Sterling-zonen og dermed det britiske økonomi-herredømme over imperiets medlemslande - en gevinst for dollarzonen og USA, som amerikanerne var fuldt opmærksom på.

I NEDTUREN siden 1940'erne har briterne fastholdt trøst i forestillingen om, at der mellem dem og amerikanerne er 'et særligt forhold'. Ganske vist undsagde og ydmygede USA Storbritannien og Frankrig, da de to gamle kolonimagter søgte at skabe sig ny magt over Mellemøsten ved at kaste sig ind i Suez-krigen i 1956. Og ganske vist chokerede det Storbritannien, at der under den britisk-argentinske 1982-krig om Falklandsøerne var stærke kræfter i den amerikanske regering, som fandt det smartere at støtte Argentina. Og ganske vist invaderede USA i 1983 Commonwealth-øen Grenada uden forinden at rådføre sig med øens nominelle militære beskyttere i London. Og ganske vist er amerikanerne tilbøjelige til at vende døve øren til gode britiske råd om førelsen af de amerikanskledede krige, som Storbritannien sender soldater til. Men alligevel. Briterne mener, at de er partneren i et særligt forhold, der gungrer frygtindgydende verden over.

Det er en af grundene til, at Storbritannien har så lorent et forhold til EU. Storbritannien har finere venner end som så. Hvorfor sidde og kævles om agurkekrumninger i Bruxelles, når man kan føre sig frem med britisk-amerikansk kanonbådsdiplomati?

PARTNEREN PÅ den anden side af Atlanterhavet besynger 'det særlige forhold', når det er gavnligt. F.eks. for at splitte EU. Eller for at påråbe sig, at militær eventyrpolitik har 'bred opbakning' - som George W. Bush's 'koalition af de villige' mod Irak. Og hvis der opstår situationer, hvor USA har mere nytte af at gøre fælles sag med Tyskland eller Frankrig eller Rusland eller Kina, nå ja, så gør amerikanerne det - uden selvfølgelig at krænke briterne mere demonstrativt end strengt nødvendigt. I spionforfatteren John le Carrés romaner går som en rød tråd de ydmygelser, amerikanerne udsætter de nærmest masochistiske briter for.

Forleden mødtes i Washington den britiske premierminister Gordon Brown med præsident Obama. Forinden havde Det Hvide Hus' pressesekretær vakt britisk ængstelse ved at omtale forbindelsen som 'et særligt partnerskab' i stedet for 'et særligt forhold'. Briterne var ængstedes allerede, da Obama til den britiske ambassade returnerede en Churchill-statue, som Tony Blair havde udlånt til George Bush.

Brown, der er hårdt trængt hjemme, har brug for at sole sig i Obamas gunst. Men fik han den? Ifølge International Herald Tribune sagde Obama: "Jeg kan godt lide at synes, at vores forhold er fantastisk". Hvorpå Obama sendte Brown et smil og tilføjede: "Jeg er sikker på, at han ikke vil bestride, hvad jeg siger. I hvert fald ikke op i mit åbne ansigt."

Med i billedet hører, at Obama rent familiemæssigt har et ganske særligt forhold til briterne. Hans farfar kæmpede for den britiske hær i Burma, hvorpå briterne i 1949 satte ham to år i superfængsel - inkl. tortur - på grund af hans sympati for den kenyanske uafhængighedsbevægelse.

Jovist, der er masser af historie i Storbritanniens partnerskaber med omverdenen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu