Kommentar

ICC skubber i den forkerte retning

Efter Den Internationale Straffedomstols (ICC) arrestordre på Sudans præsident Bashir, er der en reel fare for, at Bashir vælger at smide freden mellem Nord og Syd på gulvet i protest over ICC
Debat
27. marts 2009

I Per Stig Møllers (K) Synspunkt 24. marts "ICC skubber i den rigtige retning" angriber udenrigsministeren Informations leder den 7. marts, der omhandler arrestordren fra Den Internationale Straffedomstol, ICC, i Haag mod Sudans præsident, Omar Hassan al-Bashir. Udenrigsministeren er talsmand for en udbredt misforståelse: At en udlevering af præsident Bashir til Haag kan sætte en stopper for overgrebene mod civilbefolkningen i Darfur.

Konfliktens historie

I 2003 iværksatte en række løst forbundne oprørsgrupperinger fra de afrikanske stammer i Darfur en række angreb på den sudanesiske regering. Regeringen i hovedstaden Khartoum svarede igen med at armere den arabiske Janjaweed milits. Modangrebene var dybt overdrevne og ramte kun civilbefolkningen, der var et nemt bytte for de hærgende militser. Over 2,5 millioner mennesker flygtede, 250.000 blev dræbt og Darfur blev kaldt den "største menneskeskabte humanitære katastrofe i verden" af FN's daværende Generalsekretær Kofi Annan. I september 2004 kaldte USA's daværende udenrigsminister Colin Powell situationen for et "folkemord". En fredsaftale blev underskrevet i maj 2006.

Det var imidlertid kun den ene af oprørsgrupperne, der skrev under på aftalen med regeringen i Khartoum. Dette førte til en splittelse af oprørsgrupperingen SLA, og de før allierede afrikanere begyndte at bekæmpe hinanden. De største ofre for denne nye konflikt var igen civilbefolkningen i Darfur. Den regeringsvenlige fraktion af oprørshæren begyndte nu at angribe flygtninge og enkeltpersoner, de hævdede var modstandere af freden. Således fik de tilnavnet 'Janjaweed 2', blandt mange i Darfur. De gentog nemlig den arabiske militsmønster af afbrænding, mord og systematisk voldtægt.

Som nødhjælpsarbejder, der har været udsendt på begge sider af den fejlslagne fredsaftale, har jeg selv set, hvorledes Darfur udviklede sig i en om muligt endnu mere katastrofal retning, og hvorledes kvinderne beklagede sig over at være blevet voldtaget 'af deres egne'.

Derfor er Khartoum og præsident Bashirs indflydelse på begivenhedernes gang i Darfur siden 2006 begrænset. Det samme gælder regeringens kontrol over militserne, som blev lovet land, penge og politisk indflydelse, hvis de tog del i udryddelseskampagnerne mod de afrikanske stammer. Regeringen har imidlertid ikke haft mulighed for - og vilje til - at belønne de loyale militser tilstrækkeligt. Derfor har mange af militserne vendt Khartoumstyret ryggen og begyndt at bekæmpe den regering, der i sin tid skabte dem. Dette har ført til nye alliancer mellem oprørene og Janjaweed.

Farvel til freden

Det er væsentligt at forstå den nøje sammenhæng imellem Nord og Sydsudan og Darfur. Khartoum begyndte allerede i midten af 1980'erne at armere arabiske militser, der massakrerede den civile befolkning i Syd, ligesom de senere gjorde i Darfur. Værst gik det for sig i Al Daein-massakren i 1988, hvor de arabiske militser på én gang dræbte 7.000 civile fra Dinka-stammen, der var hovedgruppen i oprørshæren SPLA.

Da jeg selv boede i Sydsudan i 2007 spurgte mine venner mig om, hvorfor Darfur havde fået så meget opmærksomhed i Vesten. "Vi har jo gennemlevet præcis det samme de sidste 20 år," som de sagde.

Det lykkedes at få de stridende parter i Nord og Syd til forhandlingsbordet i begyndelsen af det nye årtusind, der førte til en fredsaftale i januar 2005.

Det internationale samfund blev nødt til at se igennem fingre med en lang række forbrydelser og menneskerettighedsovertrædelser begået af Khartoumregeringen som en forudsætning for fred. Denne fred er siden blevet mere og mere skrøbelig, navnlig pga. Darfur.

Arrestordren har i høj grad erstattet det pragmatiske engagement, der førte til freden mellem Nord og Syd.

ICC's beslutning har også skabt splittelse internt i oppositionen i både Nord, Syd og Darfur, hvilket har gjort det indenrigspolitiske samarbejdsklima yderligere vanskeligt.

Der er en reel fare for, at Bashir vælger at smide freden mellem Nord og Syd på gulvet i protest over ICC. De tusinder af FN-styrker, der overvåger freden mellem Nord og Syd risikerer at blive smidt ud af en arrig Bashir. For hvorfor skulle han samarbejde med FN og det internationale samfund i forbindelse med Nord-Syd freden, når han skal anholdes for krigsforbrydelser pga. krigen i Darfur?

Fred er bedre præcedens

Det både ærgrer og undrer mig, at udenrigsminister Per Stig Møller ikke har kastet et mere nærgående blik på den strukturelle sammenhæng mellem krigen Nord- og Sydsudan og krigen i Darfur. Den konsekvente undertrykkelse af de ikke-arabiske befolkningsgrupper har ført til en række væbnede oprør, der i udgangspunktet er løst funderede men senere udvikler egentlig politisk platform. Historisk set er Darfur blot den seneste i en lang række af sådanne oprør.

Det lykkedes det internationale samfund gennem slidsomt diplomati at finde frem til en fredsaftale mellem Nord og Syd. Der har været en række forsøg på lignende fredsaftaler for Darfur, men alle har de været forhastede og ikke skabt politisk samling på de forskellige fraktioner.

Omar al-Bashir bærer et kæmpe ansvar for at have startet udryddelseskampagnerne i Darfur. Han vidste udmærket, at Janjaweed militsens modkampagner ville være ude af proportioner og medføre en katastrofe for civilbefolkningen. Selv om Bashir er skyldig i disse uhyrligheder er det afgørende at det internationale samfund kigger tilbage på den proces, der førte til freden mellem Nord og Sydsudan.

Mads Qvortrup skrev den 7. marts en vigtig leder i Information. Da den blev trykt vidste man ikke, at Bashirregeringen ville smide de største nødhjælpsorganisationer ud af landet. Den organisation, jeg selv var chef for i Darfur i 2004-2005, har måttet lukke sine kontorer i Darfur. De kvindecentre, jeg åbnede i flygtningelejrene, der hver dag fik besøg af over 600 kvinder, er lukkede. Centrene tilbød kvinderne at lave håndarbejde og væve sivmåtter, som de kunne sælge i stedet for at hente brænde uden for lejren og udsætte sig på Janjaweed militsens systematiske voldtægt. Det hele er væk. Hundredtusinder af civile er truet af sult og sygdomme, der er ingen organisationer tilbage.

Per Stig Møller siger, at "ICC skubber i den rigtige retning". Det modsatte tilfældet. En anholdelse af præsident Bashir fører kun mere kaos og usikkerhed til landet, der er intet politisk alternativ blandt oprørene, der kan garantere en fred i Darfur, selv hvis de skulle få lov at bestemme over området fra centralt politisk hold.

Anders Hastrup er ph.d-studerende ved KU, hvor han skriver en afhandling om baggrunden for konflikten i Darfur. Han har også været udsendt som nødhjælpsarbejder i Sudan i to år - primært i Darfur

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her