Kommentar

ICC skubber i den rigtige retning

Information burde på lederplads glæde sig over, at opbygningen af en international retsorden i stigende grad gør det vanskeligt for enkeltstater at krybe udenom
Aktivister i foran den sudanesiske ambassade i Washington sætter deres lidt til, at Den Internationale Krigsforbryderdomstol holder den sudanesiske præsident, Omar Hassan al-Bashi, op på de forbrydelser mod menneskeheden, han er anklaget for.

Aktivister i foran den sudanesiske ambassade i Washington sætter deres lidt til, at Den Internationale Krigsforbryderdomstol holder den sudanesiske præsident, Omar Hassan al-Bashi, op på de forbrydelser mod menneskeheden, han er anklaget for.

Alewx Wong

Debat
24. marts 2009

Information brugte på lederplads den 7. marts 2009 en del kræfter på at affeje Den Internationale Krigsforbryderdomstols (ICC) arrestordre mod Sudans præsident Omar Hassan al-Bashir som "blåøjet idealisme". Ifølge lederskribenten handler international politik om realisme. Så længe forbrydelser begået af Israel, USA og Kina ikke retsforfølges, vil den internationale retsorden blive set som en ny form for kolonialisme og politisk dobbeltmoral, og retsforfølgning af Bashir vil - ifølge lederskribenten - i øvrigt skade ofrene. Informations konklusion er, at beslutningen om at rejse sag mod Bashir er en fejl.

Som medlem af FN's Sikkerhedsråd var Danmark i 2005 med til at henvise situationen i Darfur til ICC. Dette skete på grundlag af FN-rapporter om massive overgreb, der ifølge ICC i vidt omfang er fortsat de seneste år. Siden 2002 er 300.000 blevet dræbt og flere millioner fordrevet. Det var således FN's Sikkerhedsråd, der med blandt andre begge de afrikanske medlemmers stemme, besluttede, at straffrihed for overgrebene ikke kunne accepteres. Man valgte at overføre sagen til ICC; en uafhængig, permanent straffedomstol som 30 afrikanske lande har accepteret. Af de fire afrikanske sager ICC behandler, er de tre frivilligt henvist til ICC af de berørte stater (Uganda, den Centralafrikanske Republik og den Demokratiske Republik Congo). I Domstolens arrestordre mod Bashir fra den 4. marts 2009 fastslår ICC's dommere efter en grundig vurdering af anklagerens beviser, at der er grund til at antage, at Bashir er personligt ansvarlig for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i forbindelse med konflikten i Sudan. Dommerpanelet bestod af henholdsvis en ghanesisk, en brasiliansk og en lettisk kvinde. Den afrikanske dommer fungerede som retspræsident. Disse dommere er, ligesom chefanklager Luis Moreno-Ocampo, valgt af ICC's nu 108 deltagerstater.

Man kan spørge sig selv, om dette forløb vidner om nykolonialisme og dermed utidig vestlig indblanding i Sudans forhold, som Informations lederskribent hævder. Det mener den tidligere sydafrikanske ærkebiskop og Nobel-prismodtager, Desmond Tutu, ikke. I en artikel i New York Times den 3. marts 2009 under overskriften "Vil Afrika lade Sudan slippe af krogen?", spørger han og fastslår: "At insinuere, at sigtelsen er et vestligt komplot er at tale ned til afrikanerne og en nedvurdering af den forpligtelse på retsprincipper, vi har set kontinentet over."

Komplekst

Dette er for mig at se en væsentlig pointe. En antagelse om, at afrikanske samfund og dermed ofrene for de massive overgreb skulle være i stand til blot at 'absorbere' disse uhyrlige forbrydelser, er dybt problematisk. Informations lederskribent fremhæver det luksus-asyl, som blandt andre Idi Amin og Mobutu Sese Seko kunne trække sig tilbage til efter at have begået horrible forbrydelser i Uganda og Zaire, som værende at foretrække frem for retsforfølgning af statsoverhoveder - vel at mærke for ofrenes skyld. Men spørgsmålet er, om en fred bygget på fortrængning og fortielser er bæredygtig i længden. Jeg tvivler, og eksemplerne Uganda og Zaire (Congo) peger vel næppe heller i den retning. Retsopgøret forestået af Straffetribunalet for det tidligere Jugoslavien (ICTY) mod politiske og militære ledere, der var ansvarlige for alvorlige forbrydelser begået under krigene på Balkan, og senest retsforfølgningen af Charles Taylor ved Straffedomstolen for Sierra Leone (SCSL), tjener efter min opfattelse netop som eksempler på nødvendigheden af, at straffrihed ikke accepteres - og dementerer i øvrigt, at der kun rejses sager om overgreb begået i Afrika.

Dobbeltmoral

Det er klart, at forholdet mellem fred og international retshåndhævelse er komplekst og vanskeligt. Det kan føre til ubehagelige dilemmaer, hvor begreberne fremstilles som modsætninger - særligt når regimer, såsom det sudanske, som reaktion på arrestordrer vælger at udvise internationale nødhjælpsorganisationer med direkte negative følger for civilbefolkningen. Som det generelt gælder for 'gidseltagninger' er det dog vigtigt at holde sig for øje, hvilket signal indrømmelser over for en sådan fremfærd vil sende. Udvisningen af disse ngo'er kan i øvrigt meget vel i sig selv udgøre en international forbrydelse.

Lederskribentens påstand om dobbeltmoral for så vidt angår retsforfølgning af de alvorligste forbrydelser er ikke overbevisende. ICC's statut taler om, at Domstolen kun skal tage sig af de mest alvorlige forbrydelser og forudsætter, at der kan dokumenteres et vist omfang og en vis systematik i overgrebene. Det er også i dette lys Domstolens igangværende undersøgelse af situationerne i blandt andet Colombia, Georgien og Afghanistan skal ses.

Accepterer mærkatet

Er de forbrydelser, som måtte være begået i disse lande, af en sådan grovhed, at det er en sag for ICC? Hvad skal der til, for at konkrete krigshandlinger beviseligt konstituerer egentlige forbrydelser snarere end lovlig krigsførelse eller endda hændelige fejl? Og er de involverede stater, som Sudan, beviseligt uden vilje til at efterforske eventuelle forbrydelser selv? Disse spørgsmål kan selvsagt diskuteres, ligesom det er tilfældet med rimeligheden af de permanente sikkerhedsrådsmedlemmers mulighed for at beskytte egne statsborgere mod retsforfølgning gennem et veto. Men jeg kan ikke se, at der dermed sættes afgørende spørgsmålstegn ved, om Sudans 300.000 døde og flere millioner fordrevne fortjener retfærdighed. Tværtimod må man glæde sig over, at opbygningen af en international retsorden i stigende grad gør det vanskelige for enkeltstater at krybe uden om. Endelig er det et spørgsmål, der ganske overses af Information, om politikere og regeringer skal ophæve igangværende retsprocesser ved uafhængige, internationale domstole som ICC. Hvor blev retsforfølgelse og det internationale retssamfund så af?

Det er sjældent, at jeg i Information beskyldes for "blåøjet idealisme". Men jeg er sådan set parat til at acceptere dette mærkat, når det kommer til bekæmpelse af straffrihed for de mest alvorlige forbrydelser. Dette gælder ikke mindst i lyset af fraværet af tilkendegivelser fra Sudan, som viser en reel vilje til at håndtere spørgsmålet om retsforfølgning såvel som spørgsmålet om effektiv beskyttelse af civilbefolkningen. Vi befinder os i en tid, hvor menneskerettigheder og fundamentale principper er under pres. Pendulet kan svinge begge veje. Jeg tror på, at ICC skubber i den rigtige retning, men det gør Information desværre ikke.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Man kan ikke ofte nok stille spørgsmålet om, hvor længe vi skal vente på at oppositionen, medierne og den danske offentlighed stiller den danske statsminister og den danske udenrigsminister til ansvar for deres ugerninger i forbindelse med det militære overfald på Irak, subsidiært at ministrene bliver udleveret til retsforfølgelse i udlandet?

Den Internationale domstol i Haag har i de senere år haft travlt med at dømme krigsforbrydere fra det tidligere Jugoslavien og Afrika. Det ser dog ud til at domstolen har et blindt øje, når det gælder ledere fra de rige lande i Vesten.

Bush, Blair, Fogh og Per Stig Møller har startet en ulovlig angrebskrig mod Irak og har i den sammenhæng systematisk anvendt tortur, begået massakrer mod civilbefolkningen, anvendt ulovlige kemiske våben. Per Stig Møller & Co. har startet en blodig og beskidt borgerkrig i Irak, som ingen i øjeblikket kan se en ende på. En nyere undersøgelse viser, at der siden krigens ophør er blevet dræbt mere end en halv million irakere.

Bevismaterialet mod Per Stig Møller og hans kammerater er ganske overvældende, og det burde være en formssag at få dem dømt for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Lad os håbe at retfærdigheden snart sker fyldest!