Kommentar

International adoption i en global verden

International adoption er ikke kun et spørgsmål om ligestilling mellem homoseksuelle og heteroseksuelle i Danmark, men det er lige så meget et spørgsmål om ligestilling mellem priviligerede og mindre priviligerede kvinder i verden
13. marts 2009

Politikerne er i øjeblikket ved at behandle et beslutningsforslag, der skal give homoseksuelle adgang til at blive vurderet egnet til at adoptere. Der er to ord, der går igen i folketingsdebatten. Det ene er 'ligestilling', og det andet er 'barnets tarv'. Sagt på en anden måde handler det om homoseksuelles rettigheder og barnets rettigheder. Desværre bærer debatten præg af, at man undlader at se international adoption (IA) i en global kontekst.

Hvad med de biologiske forældres rettigheder?

Enhver adoption udgøres af tre hovedparter (den adopterede, adoptivforældrene og de biologiske forældre), men vi har tilbøjelighed til at 'glemme' de biologiske forældre. Vi må udvide vores fokus til også at omhandle deres perspektiv og dermed rettigheder. Det betyder bl.a., at vi må overveje de bagvedliggende årsager til, at et fænomen som IA overhovedet eksisterer. Det tvinger os til at overveje, hvilke sociale, kulturelle og eller økonomiske forhold der ligger til grund for, at forældre i overvejende ikke-vestlige lande føler sig nødsagede til at give deres barn op til adoption. Vi må spørge os selv, om det f.eks. er rimeligt, at en enlig mor i Sydkorea af sociale og økonomiske årsager føler sig tvunget til at give sit barn op til adoption, mens en enlig kvinde i Vesten af selvsamme årsager har mulighed for at adoptere hendes barn?

Fratage en andens ret

I artiklen "Feminist lens on adoption" skriver Katie Leo: "Jeg er del af en voksende gruppe af voksne adopterede, som anser adoption for at være et feministisk anliggende, del af et kontinuum af forplantningsmæssige rettigheder (reproductive rights). Dette perspektiv indbefatter retten til at opdrage sit barn og tillægger det lige så stor betydning som retten til at vælge, om man vil være gravid eller ej."

Vi bør overveje, om en kvindes ret til at vælge at adoptere faktisk kan fratage en anden kvindes ret til at opdrage sit barn.

Ikke den eneste løsning

IA er ikke kun et spørgsmål om ligestilling mellem homoseksuelle og heteroseksuelle i Danmark, men lige så meget et spørgsmål om ligestilling mellem priviligerede og mindre priviligerede kvinder i verden.

Man kan ud fra debatten nemt få det indtryk, at IA er den bedste og eneste løsning for udsatte børn i verden. I en henvendelse til Folketingets Retsudvalg skriver Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske: "Det faktum, at der i dag er flere adoptanter i den vestlige verden end børn, der er i adoptionsposition, taler vel snarere for, at adoptionsområdet bør udvikles, så flere børn kan hjælpes."

For det første bør det ledende princip altid være at 'finde forældre til børn' og ikke omvendt. For det andet findes der flere undersøgelser (jvf. TRACK's henvendelse til Retsudvalget), der viser, at et bekymrende stort antal af internationalt adopterede oplever psykiske problemer. Det vil derfor være en skæv udvikling at åbne op for flere internationale adoptioner i den tro, at det er den bedste og eneste løsning for udsatte børn.

Hvide privilegier

Når vi diskuterer barnets tarv, må vi i langt højere grad overveje alternativer til IA (heriblandt indenlands adoption og familiepleje) og samtidig ikke glemme, at det aldrig bør være fattigdom eller social stigmatisering, der er årsag til at give sit barn op til adoption. Det internationale samfund må arbejde for at skabe bedre økonomiske og sociale forhold for udsatte forældre i verden. Dette både af hensyn til barnet og dets forældre. Med andre ord: At hjælpe forældrene er at hjælpe barnet.

Man kan undre sig over, at de politiske modstandere af forslaget lægger så stor vægt på, at et barn har ret til at vokse op med både kvindelige og mandlige rollemodeller, men slet ikke nævner vigtigheden af rollemodeller, der repræsenterer den adopteredes raciale baggrund. Netop spørgsmål omkring race er et aspekt, vi mangler at inddrage i debatten om international adoption (også kaldt transracial adoption). Historisk set er det overvejende børn af farvede forældre, som er blevet adopteret af hvide vesterlændinge, hvis privilegerede status som hvide overhovedet har gjort det muligt for dem at adoptere.

IA rejser ikke alene spørgsmål om ligestilling mellem homoseksuelle og heteroseksuelle, mellem priviligerede og mindre priviligerede kvinder, men også mellem hvide og farvede. Race, køn og klasse spiller en uomtvistelig rolle i IA. Vi bør derfor medtænke disse forhold, når vi diskuterer IA.

Maja Lee Langvad er forfatter. Hun bor i Seoul, hvor hun arbejder på en bog om international adoption. Hun har tidligere udgivet 'Find Holger Danske'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Merete Laubjerg

Jeg er helt enig med Maja Lee Langvad.
Børn som bliver bortadopteret over landegrænser og mellem kontinenter, er børn, hvis oprindelige mødres og børns rettigheder ikke er respekteret, og hvor der er utilstrækkelig social og sundhedsrelatet dækning af de svagest stillede i samfundet.
Den Universelle Erklæring for Menneskerettigheder Art 25, stk 1 siger ”Enhver har ret til en sådan levefod, som er tilstrækkelig til hans og hans families sundhed og velvære, herunder til føde, klæder, bolig og lægehjælp og de nødvendige sociale goder og ret til tryghed i tilfælde af arbejdsløshed, sygdom, uarbejdsdygtighed, enkestand, alderdom eller andet tab af fortjenstmulighed under omstændigheder, der ikke er selvforskyldt”.
I art 30 står der: ”Intet i denne erklæring må fortolkes som givende nogen stat, gruppe eller enkeltperson hjemmel til at indlade sig på nogen virksomhed eller foretage nogen handling, der tilsigter at nedbryde nogen af de heri opregnede rettigheder og friheder”.

Prisen for legalt at overføre et barn fra dets familie og miljø fra Afrika, Asien eller Sydamerika og immigrere det til Danmark (international adoption), svarer til det beløb, som er nødvendigt for at ca. 10-15 familier kan overleve et i et lav-indkomstland, og så er omkostninger til opvækst og uddannelse ikke talt med.

Det er svært at forene sig med barnløshed, men findes løsningen for barnløshed, eller løsningen for at få flere børn, i at fjerne børn fra de oprindelige forældre, familie og miljø?
Er det ikke muligt at kunne glæde sig ved at støtte den oprindelige familie i at forblive sammen, samtidig med at man åbner verdens muligheder for barnet? Måske vælger det senere selv at udforske verden og være med til at udvikle ligelig fordeling af verdens rigdomme med respekt for alle, både syge og raske, kvinder og børn, rige og fattige?
Eksemplerne om bortadoption af ikke-forældreløse og ikke-familieløse børn viser desværre de internationale konventioners utilstrækkelighed i beskyttelse af sårbare børns og forældres rettigheder. Denne utilstrækkelighed kunne der dæmmes op for gennem nationale love og regelsæt, hvor respekt af de eksisterende konventioner burde være et mindstekrav.

At dele på tværs af grænserne er en rigdom, og det er på høje tid, at vi tager vores lovgivning, vores regler og vores holdninger om international adoption op til overvejelse, således at der aldrig er tvivl om, at hvad vi gør, det gør vi for børnenes skyld. Viden medfører ansvar, og i en global verden har vi alle et globalt ansvar.

Angående adoption til homoseksuelle, som er mindst lige så kærlige forældre som alle andre, kunne man foreslå de danske politikere at starte med at bortadoptere de få danske børn til homoseksuelle bøsser, som jo ikke har andre muligheder for at få børn. Med den nuværende teknologiske udvikling kan lesbiske par trods alt finde andre udveje.
Samtidig må vi huske på, at reproduktiv sundhed ikke er ensbetydende med en menneskeret til at få børn for enhver pris og slet ikke på andres bekostning.

Merete Laubjerg er Master i Folkesundhedsvidenskab og forsker i adopteredes sundhed og sygdom ved Københavns Universitet.

Jannik Thorsen

" ....men slet ikke nævner vigtigheden af rollemodeller, der repræsenterer den adopteredes raciale baggrund. "

God pointe, der slet ikke nævnes i adoptions debatten pga. politisk korrekthed.
Der er evidens indenfor den psykologiske litteratur, der tyder på at de psykiske problemer skyldes identitets forvirring.
En ting er at være adopteret, når ens forældre samtidig har en anden etnisk baggrund, kan det have en yderligere hæmmende effekt på bindingen mellem barn og forældre.

"Med den nuværende teknologiske udvikling kan lesbiske par trods alt finde andre udveje."

Hvilket nok er at foretrække. Det biologiske slægtskab er den bedste forudsætning for et godt forhold mellem forældre og barn.

Jannik Thorsen:

"En ting er at være adopteret, når ens forældre samtidig har en anden etnisk baggrund, kan det have en yderligere hæmmende effekt på bindingen mellem barn og forældre."

Det er naturligvis en påstand du kan dokumentere?

Lennart Kampmann

@ Jannik Thorsen

"Det biologiske slægtskab er den bedste forudsætning for et godt forhold mellem forældre og barn."

Det er nok en uovervejet fortalelse du her præsterer. Sig det til narkomanen eller alkoholikeren. Skal vi ikke hellere se lidt på forældrenes evne til at være gode forældre??

I det hele taget er det et minefelt at træde ud i, at man vil gøre det til et problem at adoptivbørn er af en anden race en forældrene. Problemet skal som minimum relateres til hvad alternativet var. Hvert barn fortæller en historie, skal vi nu til at være bekymret for hver eneste person vi møde med fx. koreansk udseende om de har haft traumer som barn?
Det rangerer på samme niveau som bekymringen om at alle soldater der har været udsendt i FN-tjeneste vil kunne finde på at overfalde "jer" med sabler.
Indfølt - for indfølt.

med venlig hilsen
Lennart

Kathrine Johansen

En god artikel!

Et andet ligestillingsproblem, jeg også savner i debatten om IA er, at internationalt adopterede børn ikke er ligestillede med danskfødte børn for loven. Et faktum mange ikke er klar over. Dette skyldes det såkaldte tilknytningskrav eller 28-årsreglen, som blev indført med 24-årsreglen og de andre familiesammenføringsregler, der går ud på, at hvis en person ikke er født i Danmark, skal han/hun have boet i Danmark i sammenhængende 28 år før de kan få en udenlandsk ægtefælde til Danmark. Der er siden indskrevet en dispensation for kravet til den gruppe af internationalt adopterede, der er yngre end en givet aldersgrænse på adoptionstidspunktet. Men det ændrer ikke ved, at internationalt adopterede ikke bliver stillet lige for loven med danskere.

Desuden mener jeg ikke, at årsagen til problematikker omkring internationalt adopteredes ikke-hvide baggrund ikke diskuteres pga. politisk korrekthed her i DK. Snarere tværtimod. Hver gang det forsøges at starte en debat om tendensen til racisme i DK eller danskernes fordomme baseret på ikke-hvide etniciteter skydes det altid i sænk med argumentet om, at det er for meget politisk korrekthed, vi ikke skal have amerikanske tilstande osv. osv.