Kronik

Jord til kvinder er tag over hovedet og mad på bordet

Jordfordelingen i Nepal er skæv på samme måde som fordelingen af alle andre ressourcer. Det går særligt ud over kvinderne. Selv om det er kvinderne, der dyrker jorden, er de ofte ikke anført på skødet og kan derfor sættes på gaden, hvornår det skal være
Nepals kvinder går foran i demonstrationer for jordrettigheder.

Nepals kvinder går foran i demonstrationer for jordrettigheder.

Anne Mette Nordfalk

Debat
9. marts 2009

Jordløshed er et problem for både mænd og kvinder i Nepal. Ejerskab til jord betyder tag over hovedet. Ejer man ikke sin jord, men bor på andres jord, lever man en usikker tilværelse uden ret og dermed uden lyst til at investere i øget produktivitet og dermed højere levestandard. Mange store jordejere går heller ikke op i produktivitet.

Ofte er de slet ikke bønder men politikere eller embedsmænd. Før demokratiets første spæde skridt i 1950'erne fik de tildelt store stykker land af kongen og den politiske elite til gengæld for loyalitet. Med andre ord er mange af Nepals jordejere slet ikke interessede i at drive et rentabelt landbrug. I stedet betragtes jord som et symbol på magt, hvad enten den dyrkes eller ej. Derfor ligger meget jord desværre udyrket hen i et land, hvor sult er hverdag for tusinder af mennesker.

Nepals kvinder ejer officielt omkring otte procent af jorden, men har reelt råderet over væsentligt mindre.

Mænd arbejder typisk uden for hjemmet, rig såvel som fattig. En mandlig daglejer tjener cirka 10 kroner pr. dag på sit arbejde, hvis han da kan finde noget at lave. Til sammenligning koster et kilo ris cirka tre kroner. Derfor er mange familier tvunget til at sende et, typisk mandligt, familiemedlem til Indien eller landene omkring Golfen. Mændene er altså ofte langt væk fra hjemmet i hverdagen.

Kvinderne passer hjemmet og børnene. Hvis familien ikke selv ejer jord, må de arbejde for andre og samtidig forsøge at klare de hjemlige pligter på bedste beskub. Når mor ikke er hjemme, så er der ingen til at passe de mindste, lave mad eller sende større børn i skole. Kort sagt handler kvinders adgang til jord om mad på bordet, et anstændigt liv og regelmæssig skolegang til børnene.

Men der er lang vej igen. For nyligt mødte jeg Devmaya, en kvinde på omkring 40 år, hvis mand en morgen for ca. 15 år siden gik på arbejde og aldrig kom hjem igen. Devmayas svogere smed hende omgående ud, med en lille søn på armen og en datter i maven, og i 12 år boede hun hos sine noget modvillige brødre.

Herefter fandt brødrene ud af, at deres søster havde ret til mandens jord og satte en retssag igang sammen med deres søster. Devmaya vandt sagen og bor nu med sine voksne børn på sin egen jord, der giver mad nok til, at hun kan klare sig igennem. Herudover har hun nu overskud til at hjælpe andre kvinder med lignende problemer.

Statsborgerskab

Devmaya var heldig, blandt andet fordi hun har nepalesisk statsborgerskab. Uden statsborgerskab ingen ret til jord! Dette er et problem for mange kvinder i Nepal. Statsborgerskab er noget, man skal søge om, og er man kvinde og gift skal ægtemanden medunderskrive.

Men sagen er ikke kun en solstrålehistorie i et samfund, hvor retssystemet sjældent fungerer. Hele Devmayas sag blev sat i gang og betalt af hendes bror, som også betalte for hendes børns skolegang. Historien er altså lige så meget et eksempel på, hvor dybt afhængige kvinder i Nepal er af mænd. Og hvor afgørende det er, at kvinderne får viden om egne rettigheder.

Et andet problem, der berører kvinder dybt, og som jordrettigheder måske kunne ændre på, er børneægteskaber. Det er stadig almindeligt at gifte helt unge piger bort, så man ikke selv skal sørge for dem alt for længe. Det giver ofte dybt uacceptable liv med blandt andet høj dødelighed til følge. For både for mor og barn. Hvis kvinder havde arveret til deres forældres jord på lige fod med deres brødre, ville de formodentlig have højere status, og forældrene ville måske ikke have så travlt med at få dem afsat. Som det er nu, kan kvinder kun arve deres forældre, hvis de forbliver ugifte, og selv denne ret er stort set ukendt på landet.

Projekt omfordeling

Allerede under borgerkrigen slog Nepals maoistiske oprørere sig op på vigtigheden af at omfordele jorden. Mange steder i landet delte de gavmildt ud af de store bønders jord i bedste Robin Hood-stil, dog mod forsikringer om en klækkelig andel af afgrøderne. Nu, hvor maoisterne er regeringens største parti, er de ikke længere helt så hurtige. Nepalesiske politikere har tilsyneladende en forkærlighed for indbyrdes ævl og kævl, og så er der svært at få tid til sine idealer, også selv om man er tidligere oprører.

Det er dog lykkedes jordrettighedsbevægelsen at få politisk opbakning til et ambitiøst pilotprojekt, der skal konkretisere, hvordan jorden i Nepal kan omfordeles. Målet er at effektivisere brugen af statens jord, ingenmandsland og private mark, der ligger permanent hen. Efter sigende har premiereminister og tidligere gurillaleder, Pushpa Kamal Dahal alias Prachanda takket jordrettighedsbevægelsen for dens aktive indsats, som styrker hans partis idealer og gør det muligt for ham at presse mere modvillige politiske samarbejdspartnere frem mod reelle jordreformer.

Lige nu er man i gang med første fase, der går ud på at kortlægge den nuværende jordfordeling, i alle landets geografiske zoner. Det drejer sig om det frugtbare lavland, hvor stort set hele Nepals dyrkbare areal befinder sig, bakkerne omkring Kathmandu og bjergregionerne, hvor meget lidt kan gro. I denne første fase møder kvinderne talstærkt op og deltager aktivt.

Det er almindelig anerkendt blandt fattige mænd og kvinder i de små stenalderlandsbyer i lavlandet, at kvinder dyrker jorden mere effektivt end mænd. Og da en del af planen for fremtidens jordreformer er at uddanne småbønder i at dyrke mere effektivt, er det nærliggende at styrke kvindernes deltagelse i dette projekt trods deres ekstremt lave uddannelsesgrad (60 procent af Nepals kvinder kan stadig ikke læse og skrive).

Nepals kvindelige landboere kan på den måde gå foran i arbejdet med at øge produktiviteten til fordel for hele landet. Noget, der er mere vigtigt end nogensinde netop nu, hvor Nepals rislagrer er ved at være opbrugt, og behovet for massiv fødevarehjælp fra udlandet stiger.

Stærke som stål

Heldigvis er alt ikke sort for Nepals kvinder, der er seje som få. Det er dem, som bærer de enorme hølæs ad smalle grusveje og op af stejle bakker. Og nu er det også dem, der går foran i demonstrationer for jordrettigheder, og som sidder i timevis for at blokere landevejen i bagende sol for at lægge pres på regeringen.

Samtidig er de fattige og ellers marginaliserede kvinder endelig ved at få politisk indflydelse på nationalt plan. Der er nu flere fattige kvinder fra jordrettighedsorganisationer på landet, som sidder i den 601 mand store grundlovsgivende forsamling, som blev valgt i april 2008. Denne politiske magt satte for eksempel Shanti Devi Harijan, der er kvinde og dalit (Nepals socialt set mest marginaliserede gruppe), i stand til at sikre, at en delegation fra jordrettighedsbevægelsen fik adgang til ministeren for jordreformer. Resultatet blev en aftale om opmåling af jorden et større antal landsbyer i hendes og delegationens fælles hjemdistrikt.

Fattige kvindelige jordrettighedsaktivister gør desuden en stor indsats for at fortælle deres medsøstre og disses mænd, hvorfor kvinder skal have både statsborgerskab og en plads på det jordskøde, familien kæmper for at få til deres jord. Og det virker! I mit arbejde møder jeg ofte mænd, der giver udtryk for, at de nu har forstået vigtigheden af at dele ejerskab til familiens jord med deres koner og gør plads for hende med glæde. I praksis bliver flere og flere kvinder registreret som medejere af jord eller forregistreret på lokale regeringskontorer, så de kan blive medejer, når familien opnår ejerskab.

Jord til kvinder er altså en god ide, både i et socialt og et økonomisk perspektiv - og de nepalesiske kvinder er klar til at påtage sig ansvaret.

Anne Mette Nordfalk er informationsmedarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke i NepalMellemfolkeligt Samvirke samler ind til kvinders ret til jord, søndag d. 3. maj. Man kan melde sig som indsamler på www.ms.dk/landsindsamling

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Skaarup

ke carney...

Nepal er Nepal, og kvinderettigheder er stadig noget vi kæmper for i resten verden. Jeg ved at kvinderne i Nepal, er grunden til at landet hænger sammen. Men jeg ved også at arveregler for kvinder i Nepal er total fraværende af moderne logik. Jeg følger spændt med i udviklingen af Nepal, og jeg glæder mig til et gensyn.