Med finansloven for 2009 overdrages ansvaret for dagpengemodtagere inklusive udbetaling af dagpenge på sigt til kommunerne. Derved er jobcentrene blevet endnu en af de mange opgaver, som uden tilstrækkelige forundersøgelser lægges ud til kommunerne, og det på et tidspunkt, hvor jobcentrene står over for en kæmpe opgave med at finde beskæftigelse og videreuddannelse til de mange nye ledige.
Udgangspunktet er det tostrengede beskæftigelsessystem, med regionale driftssekretariater og de nye jobcentre, der blev oprettet som et led i strukturreformen. I den forbindelse blev en del af de nyoprettede jobcentre til pilotprojekter, der skulle fungere udelukkende i kommunalt regi med det formål at afdække, om et enstrenget beskæftigelsessystem under kommunalt ansvar ville være bedre til at få de ledige i arbejde. Evalueringen af pilotjobcentre skulle finde sted i år 2010, hvorefter man ville have et kvalificeret udgangspunkt for beslutningen. Nu har regeringen valgt at konkludere på løsningen to år før tid og længe før man kan sige noget om effekten og konsekvenserne af de kommunale jobcentre.
Konsekvenserne
Der er gode ideer knyttet til beslutningen om flytte beskæftigelsesindsatsen. Ansvaret kommer tættere på borgerne, som direkte kan holde deres politikere ansvarlige for indsatsen. Derudover kan kommunen tilrettelægge aktiveringstilbud, der passer til lokale forhold, og de enkelte jobcentre vil få et stærkt incitament til at få ledige i arbejde.
Samtidig er der potentielt flere og vidtrækkende negative konsekvenser knyttet til beslutningen. Først og fremmest er der er en fare for, at serviceniveauet vil blive ændret: Kommunernes økonomi er i forvejen presset, og der vil være et incitament til at spare på f.eks. efteruddannelsesindsatsen og i stedet satse på at få de ledige hurtigere i arbejde. Endvidere kan det blive problematisk for kommuner i de plagede udkantsområder, som først bliver ramt når arbejdsløsheden stiger, og som i forvejen har en presset økonomi og ringe udsigter til at skaffe arbejdspladser - uanset de økonomiske incitamenter. Derved kan en kommunalisering af jobcentrene skubbe yderligere til uligheden i Danmark. Endelig er det problematisk, at arbejdsmarkedets parter ikke har været involveret i beslutningen om at kommunalisere jobcentrene, særligt fordi parterne fremover får mindre indflydelse på beskæftigelsesindsatsen, der ikke længere foregår i statsligt regi.
Vidensdeling
Når regeringen vælger at decentralisere og lægge ansvar for væsentlige opgaver ud i kommunerne, er der en fare for, at opgaverne løses uden at udnytte den viden og erfaring, der er på området. Det skyldes, at kommunerne ikke har en chance for at få overblik over, hvor der kan indhentes erfaringer eller ressourcerne til at indgå i erfaringsudveksling. I relation til netop jobcentrene er faren også, at kommunerne ikke har et incitament til at vidensdele: Måske ender vidensdelingen med, at arbejdsløse fra nabokommunen hugger de ledige arbejdspladser og scorer belønningen som følge heraf.
Ikke desto mindre bør vidensdeling være en kernekompetence i kommunerne, da forudsætningen for at opgaverne løses bedst muligt er, at den offentlige sektor gør brug af den viden og de ressourcer, der er til stede. Konsekvensen er, at opgaverne i stedet overtages af private virksomheder, der bruger mange ressourcer på konstant at optimere deres opgaveløsning. Et behov for samtænkning og samarbejde over kommunegrænser har vist sig nødvendigt inden for eksempelvis sundheds- og forebyggelsessektoren og miljø- og naturforvaltningen, men det går alt for langsomt sammenlignet med den indsats, der bliver behov for på beskæftigelsesområdet.
Fælles løsninger
Ledigheden er stigende, og det vil udfordre kommunernes indsats og muligheder for at finde arbejdspladser til de nye ledige, og derfor er det ikke utænkeligt, at arbejdsmarkedets parter ville have sat spørgsmålstegn ved løsningen, hvis de var blevet spurgt. Etableringen af et enstrenget system i forvaltningen og den offentlige opgaveløsning kan sagtens være en rigtig god idé, men en beslutning med så mange berørte parter og potentielt store konsekvenser bør tages med åbne øjne; de be-rørte parter skal inddrages, løsningen skal debatteres i offentligheden og så skal det så vidt muligt indgå som en del af et bredt politisk forlig.
Katrine Lindegård er cand.scient. pol og fuldmægtig og Kirstine Rask Lauridsen er cand.scient.pol. og politisk konsulent. Begge er analytikere i Cevea
Det er igen den mærkelige idé om at staten er bedst til at drive alt. Når regeringen vælger at decentralisere, så er det også galt.