Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
Debat
1. april 2009

Enhedslistens EU-svigt

Ib Christensen, fhv. MEP og MF for Retsforbundet

Siden 1994 har et beskedent, - men afgørende - vælgersegment bragt Enhedslisten over spærregrænsen: EU-modstandere, der ikke ville stemme på Dansk Folkeparti og derfor var henvist til Enhedslisten.

Med sin beslutning om at fokusere på økonomi, retspolitik og klima har Enhedslisten fravalgt dette vælgersegment. EU-modstanden nedprioriteres i håbet om, at partiet kan profitere af spækhuggervirksomhed over for et SF, der fungerer som en socialdemokratisk kopimaskine. Hvorfor overlader man uden videre EU-skeptiske vælgere til S og SF, hvor stemmerne bliver brugt til mere union?

For EU-modstanden er det negativt, men det er næppe heller taktisk klogt af Enhedslisten, der i lighed med Dansk Folkeparti forsømte at gøre EU til et valgtema ved sidste folketingsvalg, til trods for at alle vidste, at vælgerne blev snydt for en folkeafstemning om Lissabon-traktaten.

Klimaspin

Per Clausen, klimaordfører for Enhedslisten

Grønt spin er blevet så udbredt, at vi har fået et nyt ord: greenwashing. Det betyder, en politik fremstilles som grøn, selv om den i virkeligheden er sort. Connie Hedegaards (CH) svar (den 27. marts) er et glimrende eksempel på greenwashing. Hun opremser en række tiltag for at give indtryk af, at regeringen fører en ambitiøs klimapolitik. Men regeringen skal bedømmes på den faktiske udvikling siden 2001 og et samlet billede af deres aktuelle politik. Det ser sort ud, ikke grønt.

CO2-udledningen i Danmark har været stigende tre år i træk og energiforbruget har været stigende fem år i træk. I 2007 blev antallet af vindmøller for første gang reduceret. Hvad så med fremtiden? CH fremhæver selv skatteaftalen som et markant sporskifte. Det er det faktisk også - bare ikke i grøn retning. De grønne afgifter kommer haltende om flere år, mens der med det samme deles massive skattelettelser ud til de rigeste. Skatteaftalen vil betyde stigende privat luksusforbrug for de mest privilegerede, hvilket er noget af det mest klimaskadelige man kan forestille sig. Energiaftalen indeholder ikke ny ambitiøs udbygning med vindenergi, som CH anfører, men udelukkende en genoptagelse af de planer, som regeringen aflyste da den trådte til. Sidst men ikke mindst er der det 'grønne' transportforlig, som forskerne er enige om, ikke vil bidrage til at 'knække' kurven fra transportens stigende CO2-udledning.

Er jeg mistænkt?

Birgit Olsen, Dragør

Vi læser for tiden om hemmelig overvågning i det ene og det andet regi.

Nu ser det ud til, at også SKAT er startet med den slags. Af min årsopgørelse for 2008 fremgår det, at jeg har det formidable beløb af

193 kr. til udbetaling på grund af for meget betalt skat. Tænk, får jeg også del i den besungne skattelettelse? Jeg er jo da bare en pensioneret skolelærer. Nå, det får jeg heller ikke. I hvert fald ikke med det første. SKAT skriver nemlig på årsopgørelsen: "Den overskydende skat er tilbageholdt. Det skyldes, at SKAT undersøger, om der er gæld, som skal dækkes af den overskydende skat. SKAT sender meddelelse til dig, når afklaring er sket."

Om det er gæld hos mig eller hos SKAT, jeg skal være med til at betale, fremgår ikke ganske klart. Selv mener jeg ikke at have gæld. Jeg har da (endnu) en klatskilling i banken. Er det mon dér, tampen brænder? Eller mistænker SKAT mig for svindel med den pension, jeg modtager fra det offentlige efter mange års arbejde og ansættelse som tjenestemand?

Er jeg altså mistænkt som en anden hr. Bagger? Det er da unægtelig en smule spændende, men også frustrerende og dybt ærgerligt.

Hvad er det dog for et system, statsmagten her pådutter os stakkels borgere?

Utopia er for sent

Henrik Nørregaard, Svendborg

Giddens (Inf. 28. marts) har virkelig ret i, at "ingen bekymrer sig klimaforandringer, før de bliver synlige, men når de er synlige, er det for sent. Det er historisk enestående. Der har aldrig før været en usynlig politisk udfordring".

Men at vente på en politisk arkitektur (den realistiske utopi), der efter hans mening, må komme, er ikke hurtigt nok. En fælles løsning, der baserer sig på internationalt samarbejde, må her og nu stoppe tiltag som eks. Femernbæltforbindelsen, der kun har national interesse, men som vil øge CO2-udslippet. At klimaændringerne er en usynlig politisk udfordring, berettiger ikke politikerne til ikke at tænke på de millioner af mennesker, der allerede nu lider under denne tids livsstil, eller de næste generationer, der vil stå magtesløse over for konsekvenser af at nogle ventede på utopisk tænkning, ligesom andre troede på en teknisk løsning, der udebliver. Teorien om en klimapolitik er der, men fremsynede politikere er en mangelvare.

Jeg er skyldig i økonomisk støtte til terrorisme

Samuel Lancaster Jakobsen

Forleden var jeg nede og købe kaffe og grøntsager. Kaffen var fair trade-mærket og grøntsagerne økologiske. Alligevel må jeg se i øjnene, at jeg har støttet drab på civile og dermed må erklære mig skyldig i de aktuelle definitioner for terrorisme. Kaffen var fra Columbia, mens grøntsagerne var fra Israel og jeg må antage, at en del af fortjenesten ryger i lommen på bevæbnede styrker, der likviderer og undertrykker civile i kampen for politiske interesser. Men på trods af min dårlige samvittighed vil jeg ikke blive dømt for terrorisme.

Hvis der er en lære heraf, må denne være, at det er lovligt at handle med kaffe og grøntsager derved støtte statslige organisationers terrorisme. Til gengæld er det ulovligt, at handle med t-shirts der støtter ikke-statslige organisationer, der benytter sig af terror. Hvem der mon har besluttet hvilke indkøb er lovlige?

Gud er grum og Armanijakkesæt dyrt

Reza Rahimpour, medlem af Dansk PEN

Peter Tygesens (PT) artikler om Zimbabwe har kun ét budskab: Flere penge til de korrupte politikere i Afrika.

PT gøre sin bedste for at overbevise os om, at uden en øjeblikkelig økonomisk hjælp til landet, så ville det være umuligt for landet at gennemføre demokrati. I sit propagandaagtige interview med Zimbabwes finansminister, Biti, under titlen "Gud er grum" (30. marts) bekræfter PT Bitis påstand om, at uden nogle mia. dollar, så er det umuligt for den 'nye' regering at gennemføre demokrati i landet. Ministeren, der er iført et dyr Armanijakkesæt og briller af mærket Dior, siger, at de gerne vil skaffe politiske fanger fri, gøre medierne frie, men de har ikke tid, for de skal finde penge til landet budget.

Hvorfor havde PT ikke straks spurgt ministeren om, hvor meget det vil koste at frigive politiske fanger eller ophæve censuren? Kræver det mere end ét stk. papir og et par telefonopkald?

Hvad laver de 75 ministre i den nye regering så? Vil løsladelse af alle politiske fanger og fyring af censurbetjente ikke hjælpe på landet budget måske? Fik f.eks. Indien i 1947, Spanien efter Franco, Tjekket m.m. efter Murens fald, penge udefra for, at de gennemførte demokrati?

Det tidligere oppositionsparti (MDC) er mere ivrig end Mugabe for at berige sig.

Vil PT bilde os inde at MDC-folk som Biti er nogle engle? Hvis Biti er en så samvittighedsfuld minister og så demokrati-elsker, så skulle han først starte med sig selv og forære sit Armani jakkesæt til statskassen, før han beder om noget hjælp udefra. Det samme kunne man forvente af andre ministre. 75 Armani jakkesæt er også en slags penge.

Lighed i Danmark

Ole Hansen, Middelfart

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsens (K) visdomsord om ligestilling for patienter i den danske sundhedssektor fik mig til at tænke på Anatole France, som engang sagde: "Den franske forfatning er yderst demokratisk. Den forbyder såvel rig som fattig at sove under Seinens broer."

EU er andet end rejsecirkus

Margrete Auken, medlem af EU-Parlamentets grønne gruppe for SF

Som reaktion på mit indlæg om EU-Parlamentets CO2-strategi påpeger Ida Jørgensen (28. marts) det absurde i det såkaldte rejsecirkus mellem Bruxelles og Strasbourg. Hun har ret - men i EU-Parlamentet har vi stadigvæk ikke kompetence til andet end at brokke os over tåbeligheden - det er medlemsstaterne (regeringerne), der i enighed skal få det ud af traktaten.

Frankrig fik nemlig skrevet Strasbourg som hovedsæde med 12 sessioner ind i Amsterdam-traktaten i 1998. Franskmændene skulle nurses efter, at de kun med nød og næppe stemte 'ja' til Maastrich i 1992 (deres 'ja' var som vores 'nej' - mindre end én procent).

Det undskylder dog ikke regeringsledernes manglende handlen som både er skidt for klima, afsindig dyrt og træls for os alle!

Det irriterer jo også vælgerne og fjerner fokus fra de vigtige politiske kampe mellem højre og venstre, som i sidste ende betyder mere for borgernes hverdag end et tåbeligt rejsecirkus og uheldige pensions arrangementer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her