EU skal skabe sikker internethandel
Mette Abildgaard, konservativ kandidat til Europa-Parlamentet
Internettet har ingen kø, sure ekspedienter eller begrænsede åbningstider. I dag handler en tredjedel af danskerne på nettet, men de holder sig desværre til de danske hjemmesider.
Det er uoverskueligt, hvad der findes af forbrugerrettigheder, hvis man handler på udenlandske hjemmesider, og derfor er det nødvendigt med en ensartet europæisk lovgivning. Udbuddet vil blive større, priserne lavere og sikkerheden højere - alt sammen til glæde for de danske forbrugere.
Uddannelse til indvandrere skal ikke opfindes
Jørnie Kolding, Albertslund
Information foretrækker korte indlæg om uddannelser til kortuddannede. Derfor bare denne kommentar til Karin Bancsis udmærkede kronik 5. marts:
Hvis bare indvandrere kunne få lov at gå på sprogcentret, indtil de havde lært dansk nok til at komme videre, ville vejen være åben frem mod alle former for uddannelse.
VUC giver mulighed for at tage AVU, Almen Voksenuddannelse, der giver adgang til HF og erhvervsuddannelser. Der er ikke behov for at indrette nye systemer.
Dødelige syge politiforretninger -
Robert Refby, Vanløse
Endnu en psykisk syg er likvideret af to bevæbnede politibetjente.
Hvilke statistiske oplysninger mon rigspolitichefen har om dette problem? Tager betjentene ud til psykiatrisk syge uden ledsagelse af psykiatrifaglige personer? Sender man unge, uerfarne, skydeglade betjente, eller erfarne betjente med indsigt i udadreagerende psykiatriske patienter i nød? Er betjentene ikke forsynet med andre passiviserings værktøjer end dødelige skydevåben?
De mange alvorlige hændelser er invaliderende både for de psykisk syge og for de involverede betjente, og man stiller uvilkårligt spørgsmålet om, hvor mange lig og ødelagte menneskeskæbner der skal til, før dette vanvid stopper. Er der mon tale om et udslag af regeringens og politiets 'nultolerance' paradigme?
Tillykke og velbekomme
Nis Rasmussen, Hundested
Hvor mange døde soldater og civile kostede Anders Fogh Rasmussens begær efter jobbet som generalsekretær for NATO?
Thorbeks konklusion
Søren Winther Lundby, Nyt Europa
Ole Thorbek når den 9. marts nye højder i sit EU-svar til mig. 'Argumentationen' ser sådan ud:
Første præmis: Nyt Europa er tilhænger af en Latinamerikansk Union, inspireret af EU.
Anden præmis: Nyt Europa er som konsekvens heraf imod samarbejdet mellem progressive regeringer i Latinamerika og i EU.
Konklusion: Nyt Europa står for 'nyliberalisme'.
Første præmis er sand. Anden præmis er falsk. Konklusionen er bare sølle. Den har ikke den fjerneste logiske forbindelse med præmisserne, hvoraf den ene ud af to jo oven i købet er fri fantasi. Og bortset fra det: Hvis præmis to rammer Nyt Europa, hvordan kan den så det uden samtidig at ramme præsidenterne Morales og Lula, som jo helt i lighed med Nyt Europa er tilhængere af en Latinamerikansk Union? Imponerende, at Thorbek kan presse så megen inkonsistens ind på så få linjer, men hvad gør man ikke, når ens modstander er fortaler for føderalisme i alle verdens regioner - og i verden som helhed.
Tale er guld
Finn Gunst, Brønshøj
Af Informations spalter forleden fremgik det, at en offentlig ansat, seniorforsker Mette Jensen, er blevet truet med fyring, fordi hun ville lufte sin utilfredshed med, at Cheminova sælger giftige sprøjtemidler. Aarhus Universitet har aktiemajoriteten i Cheminova - Klare rene ytringer skal altså stækkes med hæslig udemokratisk gift.
Oppositionen på Christiansborg er rasende og med god ret . For et år siden (den 9. april) fremsatte Enhedslisten et forslag om nedsættelse af et nævn, som offentligt ansatte kunne bruge, hvis de følte sig truet, når de ville bruge deres ret til at ytre sig. Hvordan er det gået med det forslag? Der er stadig en hel del at komme efter, ser det ud til.
I mellemtiden kan vi glæde os over, at Frank Grevil den 26. januar i år modtog en international Whistleblowerpris.
Fri tale på AU
Søren E. Frandsen, prorektor på Aarhus Universitet
I forbindelse med diskussionen om ytringsfrihed i Information den 11. marts: "Oppositionen: Pinligt for Aarhus Universitet", er der en række misforståelser om medarbejdernes ret til at ytre sig på Aarhus Universitet (AU).
Det fremgår, at medarbejder Mette Jensen ikke måtte lufte sin utilfredshed med Cheminovas salg af methyl parathion i Brasilien.
Dette er ganske enkelt ikke korrekt. Mette Jensen skrev i efteråret 2008 et åbent brev om AU og Cheminova til rektor og til universitetets avis CAMPUS. Brevet blev offentliggjort i det følgende nummer med et svar fra rektor.
Jeg vil gerne understrege, at ledelsen på AU er og vil være garant for ytringsfriheden og at medarbejderne frit kan diskutere alle sager, herunder Cheminova.
Sagen om Mette Jensen handler ikke om at komme til orde, men om hvordan man kommer det.
AU gennemgår nu sagen for at se, om der er begået fejl i forhold til Mette Jensen, og er der det, skal de naturligvis rettes.
Progressiv skat
Peder Hvelplund, Enhedslisten
Det er skønt at enhver snak om 'flad skat' nu må forstumme. Nu går selv regeringen og DF, med den nye skattereform, ind for en udtalt progression i beskatningen. Blot besynderligt, at for dem betyder progression, at de, der har mest, skal have mere, mens de, der har mindst, skal betale mest.
Vi overholder aftaler i DR med musikere
Leif Lønsmann, musikchef DR og Lisbet Lambert, divisionschef DR Aktualitet
I en artikel i Information den 9. marts anklager direktør for Dansk Musiker Forbund Martin Arnoldsen DR for at fravælge de organiserede musikere, når der skal spilles live musik i DR's programmer. Én anonym talsmand og én musiker som med egne ord mener, at han "sandsynligvis ikke havde fået lov til at optræde", hvis han havde fortalt om sin faglige organisering, bekræfter historien.
DR respekterer naturligvis de aftaler, vi har indgået med musikerforbundene. Vores politik er klokkeklar på dette område.
Vi vælger musik til vores programmer på baggrund af en vurdering af den redaktionelle relevans - altså hvad vi ønsker at præsentere for vores lyttere og seere - ikke om man er medlem af det ene eller andet musikerforbund.
Musikken fylder meget i DR's programmer. Og det er en selvstændig målsætning, at DR skal være med til at understøtte og udvikle den danske musikscene. Derfor er vi meget tilfredse med, at rigtig mange nye danske bands får deres gennembrud på DR.
Som medie- og kulturinstitution forhandler DR årligt et utal af aftaler på plads med de danske musikere. Og alene honoreringen til DAF og DMF's medlemmer nærmer sig et tocifret millionbeløb på årsbasis.
Selvfølgelig kan der ske fejl - også i DR. Ikke mindst i lystet af, at vi hvert år håndterer flere hundrede kontrakter. Men der skal ikke herske den mindste tvivl om, at vi overholder vores aftaler, vi betaler vores musikere, og at vi har et stort engagement i den danske musikscene.
Dømt ungdom?
Benny Lihme, redaktør af Social Kritik
Karen Jespersen og Ritt Bjerregaard kommenterer bandekrigen i København på tv. Frem-og-tilbage og ingen progression, der peger på politisk problemløsning. Skal aben placeres på Statens eller Københavns Kommunes skuldre, synes at være hovedproblemet.
Især Karen Jespersen snakker om indsatser i forhold til det, hun betegner som 'ungdomsbander'. Man ser den snart 50-årige Jønke for sig sammen med den ligeledes midaldrende Brian Sandberg. Unge? De tilhører jo selv forældregenerationen!
Der er noget galt med Karen Jespersens 'arvegang' her. Måske har hun det, som en graffiti på en mur i Griffenfeldtsgade, Nørrebro, en gang fortalte: "Kriminalitet er arveligt - de voksne får det fra børnene."
En kommentar til den bias i dansk kriminalpræventiv tænkning, der udelukkende mener, at forebyggelse har med børnene at gøre. Hvis forebyggelsen koncentrerede sig lidt mere om de voksne (forbilleder), kunne det jo være, at de efterfølgende generationer artede sig lidt bedre.
Sagt på en anden måde: bandekrigen på Nørrebro er voksenstyret!