Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
Debat
12. marts 2009

Svenskerne tager skylden

Uwe Max Jensen, journalist

Jyllands-Postens Muhammedtegninger har i flere omgange gjort Danmark upopulær hos religiøse ekstremister her og hisset. Men nu kan vi efterhånden ånde lettet op. Svenskerne tager nemlig skylden for de vidt berømmede tegninger af den afdøde religionsstifter.

I en artikel om kunstskandaler publiceret 16. februar i Svenska Dagbladet - en af Sveriges største aviser og ifølge eget udsagn: "Sveriges kvalitetssajt för nyheter" - kan man læse, at det var den svenske konceptkunstner, Lars Vilks, der stod bag de danske Muhammedtegninger: "Danska Jyllands-Posten publicerade Lars Vilks karikatyrer av profeten Muhammed hösten 2005, något som gav avtryck i stora delar av världen."

Det er, som alle ved, en fejl. Muhammedtegningerne i Jyllands-Posten blev tegnet af 12 danske bladtegnere. Alligevel kan man på fjerde uge læse den fejlagtige historie på Svenska Dagbladets hjemmeside.

Svin med salmonella

Knud Haugmark, Lyngby

Følgende er bekræftet af fødevareregionen: "12 pct. af al dansk svinekød er salmonellainficeret. Det er tilladt at sælge dette kød i forretningerne, hvis bakterien er resistent over for maksimalt tre antibiotika. Dog må den kendte og meget udbredte DT 104 være resistent over for fire."

Infektioner med disse bakterier har medført døden for flere og gjort tusinder syge. På samme måde som tobak i dag forsynes med advarsler, burde dansk svinekød mærkes med følgende tekst: "Fare for resistent salmonella. Kontakt læge ved ubehag og vis denne mærkat. Indtagelse på eget ansvar."

Brug krisen offensivt

Hans Peder From, byrådskandidat for SF

Med finanskrisen har vi fået en gylden mulighed for at rette op på års forsømmelser. Der har alt for længe været investeret utilstrækkeligt i at bevare og udvikle vores fælles ressourcer. Vore kloakker forfalder. Vores skoler og andre offentlige bygninger skal isoleres og renoveres. Den kollektive trafik trænger til et enormt løft. Det er sigende for den hidtidige politik, at det eneste større sats på udbygning af den kollektiv trafik er gemt væk under jorden. Vores energiforbrug skal omlægges til vedvarende og derved CO2-neutrale kilder. Der er nok at tage fat på. Og med krisen frigøres den nødvendige arbejdskraft. Der er alt at vinde, men vi har desværre en regering, der er fænomenal til at tabe gyldne muligheder på gulvet. I stedet for de nødvendige fælles investeringer, ønsker regeringen at pumpe flere penge ud til privat forbrug. Og det fornægter sig jo ikke at det er de velhavende der står regeringens hjerte nærmest.

Regeringens politik er mere af det, der ikke har virket. Uansvarligt privat (over)forbrug i form af nye køkkener, ferier og fladskærme. Man forstår godt, at Fogh prøver at slippe væk, inden hykleriet og den manglende sammenhæng mellem retorik og politik udstilles for hele verden ved klimatopmødet.

Ikke at jeg har noget imod NATO, men vil I ikke nok tage ham? Giv opbakning til et parti, der forstår nutidens og fremtidens udfordringer, og som ikke er ideologisk afskåret fra at foretage de nødvendige handlinger i fællesskab.

Tag ja-hatten på og legaliser hash

Anders Nybo, Aalborg

I VK(O)-regeringens korstog for normalisering af Danmark, idealiseres det puritanske menneske, hvis opfattelse af god underholdning er X-Factor, Vild Med Dans eller en løbetur med Anders Foghs facebookgruppe. Alt imens man stræbsomt kriminaliserer rygning, afvigende ungdomskulturer og danskere med anden etnisk baggrund, som ikke ukritisk assimileres i samfundet. Og nu vil de ækle socialister legalisere hash. Det kommer vist først til at ske, den dag Tom Behnke og de andre populister vågner op med den store ja-hat på.

Kvindehandel

Kamal Qureshi, MF for SF

Et tankeeksperiment: 2.500 danske kvinder, svarende til antallet af kvinder fra 200 danske gymnasieklasser, nødsaget til at leve et liv med prostitution, vold og frygt for bagmænd og kunder i Afrikas eller Asiens sexindustri. Mon regeringen ville sidde på hænderne? Ca. 2.500 udenlandske kvinder arbejder i den danske sexindustri. Tamiko Taguchi fejlfortolker eksperimentet i sit læserbrev 11. marts, og beskylder fejlagtigt SF for ikke at bekymre sig om fakta. Nej, man ved ikke med sikkerhed, hvor mange af kvinderne er ofre for menneskehandel. Ét er dog sikkert. Tallet er foruroligende højt, og kvindehandel er et alvorligt problem. Et erfaret problem for pigerne, som mister retten til at bestemme over egen krop.

Regeringen negligerer problemet, når Rigspolitiet kun kan afsætte 10 betjente til at bekæmpe kvindehandel, mens der er afsat 70 betjente til Christiania. Samtidig forværres politiets arbejdsmuligheder, fordi kvinderne ikke tør henvende sig til myndighederne, der under VK-regeringens højredrejning skal behandle kvindehandlens ofre som illegale indvandrere.

Vi skylder at give amnesti, opholdstilladelse og hjælp til rehabilitering til ofre for kvindehandel.

For ringe, Inf.

Allan Hilton Andersen, København V

Nu tilslutter jeg mig koret af sure, gamle mænd.

Som genfødt abonnent er det svært nok at acceptere, at Inf. er blevet en reaktionær avis (jf. lederen om Straarup og Danske Bank 6. marts), men det er også deprimerende at se, at journalisternes sprog bliver stadigt ringere. Og det bliver endnu mere hjælpeløst, når I skriver af efter udenlandske aviser. Forleden kunne man såmænd læse om "strået, der knækkede kamelens ryg".

Skal man forny abonnementet? Tja, tiggere kan ikke være vælgere, som I sikkert ville formulere det, men I kan tro nej.

Adoption

Anne Grave, Antropologistuderende, Københavns Universitet

Som både internationalt adopteret, skilsmissebarn og i et parforhold med en anden kvinde anser jeg Heidi Borg Jørgensens kronik 10. marts for temmelig rigid, stereotyp og simplificeret. Jeg skal starte med at vedkende mig, at jeg ikke kender til de undersøgelser skribenten henviser til.

"Som internationalt adopteret har man allerede mistet mange af sine rettigheder: Sin nationalitet, sit statsborgerskab, den direkte kontakt med sine biologiske forældre, sit kulturelle tilhørsforhold og sit sprog gennem det sociale eksperiment som kaldes international adoption," skriver Heidi Borg Jørgensen. Hun eksemplificerer med disse udtalelser et meget deterministisk syn på identitet og tilhørsforhold. Hvis man går ud fra at det territoriale udgangspunkt for ens fødsel danner rammen for ens videre eksistens, er vi tilbage i en kulturromantisk og hypernationalistisk fortælling om identitetskonstruktioner. Man bør fokusere på, hvilke rammer man kan give for det enkelte barn i den kontekst, man vælger at give det opvækst - uanfægtet stedet for ens fødsel.

At den internationalt adopterede fremstår som forsøgskanin i det homoseksuelle forældreskab, er en beklagelig antagelse. At børn netop hos det homoseksuelle par bliver forsøgskaniner (internationalt adopteret eller ej) er vel ikke meget forskelligt fra, hvordan heteroseksuelle par forvalter deres 'ret' til adoption og forældreskab? Eller er det? For Borg Jørgensens kronik kommer i højere grad til at fremstå som en modstand over for homoseksuelles rettigheder end den fremstår som en sympati for de internationalt adopteredes rettigheder.

Som personligt involveret i flere af de sociale kategorier Heidi Borg Jørgensen konstruerer, bør man én gang for alle afmystificere en primordial tilgang til identitet og samtidig slå et slag for, at homoseksuelles rettigheder til at adoptere, i lige så høj grad som de heteroseksuelles rettigheder, vil være en 'famlen i blinde' men, forhåbentligt, med hjertet på det rette sted og med muligheden for at skabe gode rammer for opvækst for den 'international adopterede'.

Transnational adoption

Lene Myong Petersen, adoptionsforsker, ph.d.-stipendiat, DPU

Heidi Borg Jørgensen argumenterer i sin kronik (10. marts) for, at homoseksuelle ikke skal gives ret til transnational adoption, da dette vil forstærke den adopteredes 'anderledeshed'. Det er dog stærkt betænkeligt at kvantificere 'anderledeshed' på denne måde. Det, at vokse op med heteroforældre, er ikke i sig selv en garanti for noget som helst. Mig bekendt eksisterer der ingen internationale forskningsresultater, som viser, at adopterede med homoforældre udvikler større problemer end adopterede med heteroforældre. Derimod er der forskning (herunder min egen), som belyser omkostningerne ved pålagt normalisering og assimilation. Transnational adoption, som indlysende rettighed og velfærdsydelse i et senmoderne demokrati som det danske, kan oplagt problematiseres. Men dette opnås ikke gennem stigmatisering af homoseksuelle. Den begrænsede debat om transnational adoption, der føres i Danmark, er ekstremt fokuseret på spørgsmålet om (homo)seksualitet. Det kunne være en idé at brede blikket ud og i stedet spørge til hvilke effekter racisme og idealet om entydig danskhed får for transnationalt adopterede.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her