Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
Debat
7. marts 2009

Indvandrerskyderier

Osama Al-Erhayem, formand for Dansk Irakisk Forening

Er man selv indvandrer - fra Irak i mit tilfælde - gør det ondt at se skyderier og kriminalitet. Befolkningens forargelse er forståelig!

Jeg er enig i en maksimering af straffen. På lang sigt dog skal det danske samfund spares dette.

En vigtig årsag til indvandrerkriminalitet er opløsningen af familien efter indvandring. I hjemlandet er familien stærk og føler ansvar for anstændige normer. Her i Danmark har devisen været, at børnene til indvandrere hurtigst muligt bliver ligestillet med de etnisk danske børn. Indvandrerforældre bliver kun lidt inddraget og følgelig hurtigt fremmedgjorte over for deres egne børn. Strukturen, som indvandrerfamilien kender og er tryg ved, blev presset så meget, at familier opløstes; forældre-ansvarligheden blev ofret!

Systemet må nu straffe de voksne kriminelle indvandrere. Danmark kan gøre det bedre. Modersmålsundervisning, inddragelse af forældre af ikke etnisk danske børn i de forhold, som berører deres børn i skolen, deltagelse i fælles aktiviteter osv. må nu prioriteres højt. Forældres kendskab til det danske samfund er første mål. Det næste er at opnå forældrenes accept af at skole, fritidsaktiviteter osv. er for børnenes bedste. Derved mindskes familiens konflikter for børnenes og Danmarks bedste.

Til barok retssag

Irene Clausen, København SV

Onsdag aften i Deadline: Et interview med en norsk læge der har arbejdet i Gaza under Israels massakrer omkring årsskiftet. Man ser døde børn og voksne, men hører om grusomme overgreb fra en uhæmmet militær israelsk overmagt.

Dagen efter til Fighters+Lovers retssagen i Højesteret. De seks aktivister er anklaget for støtte til terror gennem deres materielle støtte til FARC (Colombia) og PFLP (Palæstina). Rigsadvokaten gør det klart at hans procedure går ud på at dokumentere, at PFLP og FARC er terrorister - set i forhold til terrorloven. Det har ingen betydning hvor få eller mange penge der er på tale, eller til hvilket formål pengene skulle bruges. Israels 'adfærd' - jvf. Gaza - spiller ingen rolle i den forbindelse.

I gennem alle årene siden staten Israels dannelse er terrorbegrebet blevet brugt til at opretholde Israels magtposition i regionen. Da den palæstinensiske modstandsbevægelse voksede frem efter junikrigen 1967, blev alle modstandsgrupper kaldt terrorister. Og Israel kaldt Mellemøstens eneste demokrati! Så kom 11. september, hvor de fleste palæstinensiske modstandsgrupper røg på USA's og EU's terrorlister - selv om de hverken opererer i USA eller Europa, og selv om de intet havde med 11. september at gøre.

Men hvem er det, som er demokratisk, er det Israel eller PFLP? Er det det Israel, der går ind for en erklæret 'jødisk stat med plads til alverdens jøder' (og med så få ikke-jøder som muligt) og bruger vold og massakrer til at opnå dette mål? Eller det PFLP, som kæmper mod en illegal besættelse, og hvis strategiske mål er én demokratisk sekulær stat for alle - jøder og palæstinensere?

Hvad laver DR's sprogkonsulent?

Sven Jahnsen, Nærum

DR har for snart nogen tid siden ansat hvad man kalder en 'sprogkonsulent' som skulle forbedre den katastrofale sproglige standard, som hersker i Danmarks Radio. Denne nye 'konsulent' er uddannet operasanger. DR skylder vel alle at forklare, hvilke faglige kvalifikationer vedkommende besidder, som gør ham i stand til at bestride det sikkert velbetalte arbejde i denne loppetjans.

DR skylder også at forklare, hvad denne person hidtil har gjort af tiltag på sit arbejde og hvilke forbedringer på det sproglige område, der kan iagttages i DR i dag.

Det er stadig skandaløst, at så mange af DR's medarbejdere er sproglige ignoranter - og især at man på Radioavisen overhovedet ikke er i stand til at styre et almindeligt, sundt og klart dansk sprog. Den var ikke gået i andre landes nationale radiotjenester.

Kvindehandel A/S

Kamal Qureshi, MF for SF

2.500 danske piger. Købt som forbrugsgenstande til tvangsmæssig udnyttelse af bagmænd og kunder i Afrikas eller Asiens sexindustri. Kan man forestille sig det? Det svarer til antallet af piger fra omkring 200 danske gymnasieklasser. Rigspolitiet vurderer, at netop 2.500 udenlandske kvinder arbejder som prostituerede i Danmark. Trafikken af handlede kvinder til Danmark har været i vækst siden 2002. Under falske forudsætninger lokkes de til Danmark og tvinges til at leve en hverdag fyldt med prostitution, frygt og vold. Havde det drejet sig om danske kvinder, var regeringen og DF nok kommet op af stolen. Men som det er nu, lader de stå til. Der afsættes færre end 10 betjente til at bekæmpe kvindehandel. Til sammenligning er der afsat 70 betjente til Christiania. Vi skylder at bruge flere politiressourcer til bekæmpelse af kvindehandel.

Mens jeg skriver dette indlæg, prøver jeg at sætte mig i de handlede pigers sted. Mange af dem har end ikke set en nøgen mand før, men trues til at betjene op til 15 kunder om dagen. De kan ikke tale dansk. De kender intet til deres rettigheder. Og de tør ikke henvende sig til myndighederne, der under VK-regeringens højredrejning er nødt til at behandle kvindehandlens ofre som illegale indvandrere. Kvinderne sendes derfor tilbage til bagmændene i oprindelseslandet.

Vi kræver amnesti, opholdstilladelse og hjælp til rehabilitering til ofre for kvindehandel.

Handlingslammelse

Jytte Cramer, Hjallerup

Louisiana har købt et kunstværk af en chilensk kunstner, hvor ideen er, at vi bliver handlingslammede, fordi der bliver tilbageholdt viden, at vi kun får den samme gennemtyggede virkelighed serveret. Dette har vel lige siden tidernes morgen været et faktum, at noget viden har været hemmeligholdt eller tilbageholdt.

Men handlingslammelse er også et faktum, og jeg tror det skyldes, at alting går så hurtigt.

Nyhederne bliver serveret i en lind strøm, og hvis man kommer til at tænke over et problem serveret i en nyhed, handler nyhederne om noget helt andet, når man er færdig med at tænke.

Jeg kunne godt tænke mig nyhederne indrettet på en sådan måde, at hver 14. dag blev nyhederne evalueret: Hvad man har gjort for at afhjælpe problemet ud fra forskellige synsvinkler, og hvad almindelige borgere kan bidrage med, sådan at verden ikke bare suser derudaf i fragmenter.

Ytringsfrihed

Inge G. Larsen, København N

Har frihed ikke altid været forbundet med ansvar? Hvorfor i alverden forbinder man så ikke ytringsfrihed med ytringsansvar? Ligegyldig hvor, hvornår og i hvilken forbindelse vi bruger vort sprog, ytrer os, verbalt eller via attitude - religiøst eller profant - påtager vi os et ansvar! Fra opdragelse af vore børn til prædike- og direktørstole, politisk og ikke mindst gennem enhver form for medier, påtager man sig dagligt dette ansvar.

Sproget er det stærkeste våben, der findes og den eneste mulighed for at overleve som mennesker.

Sproget er som en sten, der kastes i vandet, der breder sig nogle ringe, som vi ikke kan stoppe, når først stenen er kastet. Lad os derfor tænke os godt om før vi kaster den.

Til forskel fra dyrene har vi som mennesker mulighed for at ytre os sprogligt - lad os derfor gøre det ansvarligt.

Gør en forskel - fortæl sandheden

Erik Møller Andersen, København Ø

Af børn og fulde folk skal man høre sandheden - men helst også af gode venner. Sandheden om Israels myrderier på civile, ja, på børn og voksne under den seneste Gazakonflikt blev på DR2's Deadline 22.30 den 4. marts dokumenteret af den norske læge Erik Fosse, og dagen efter (5. marts) endnu en gang belyst i en artikel af Signe Rugholt Carlsen i Information.

Den danske regering - som Israels og også USA's venner - må glemme sin normale vattethed, træde i karakter, følge den norske læges gode eksempel og på kommende EU- og FN- eller udenrigsministermøder fortælle sandheden om Israel og Israels drab af børn: De palæstinensiske børn var jo bare Hamas-børn, hørte Fosse en israelsk soldat udtale.

Så Fogh Rasmussen; før du forlader regeringen, da gør en forskel og brug din ytringsfrihed. Fortæl verden sandheden - om Israel.

Skattereform og synsbedrag

Ulla Jessing, Virum

Skattereformen er en synsbedrag i skyggen af finanskrisen. Jeg kan ikke forstå, hvordan man på DR 1 og andre tv-stationer til hudløshed har beskrevet VKO's skattereform - med store skattelettelser til rige - som en god hjælp for at få flere mennesker at blive længere på arbejdspladsen og være villige til at arbejde over. Det er vanvid i en tid med voksende arbejdsløshed. I store firmaer må mennesker arbejde kortere tid, f.eks. på Danfoss. Regeringen må leve på månen, hvis de ikke kan se, at tiden er måden at skaffe nye arbejdspladser for ledige håndværker osv. Man må beslutte sig for en vækstpakke, men det koster penge, derfor er skattelettelser den forkerte løsning til at overvinde finanskrisen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her