Læserne skriver

P2

Michael Kongstad Nielsen, Virum

Tusind tak til en veloplagt Georg Metz den 21. marts om P2. Jeg hæfter mig særligt ved to ting: 1) at der er håb, og 2), at der er noget i luften. Vist er der så. Langt ind i regeringen og DF er der folk, der ikke kan lide at se, hvad sejren i kulturkampen har ført med sig. Og en lukning af P2 vil nok være lige stærkt nok.

Tidsånden mangler opdrift, skriver Metz. Ja, den går snart med krykker, og folk der ellers bekender sig til den, ser sig nervøst om efter skiltet med 'UD'. P2's deroute kan man græde snot over, men så længe den er der, er der håb.

Måske kan en redning af P2 være et spark til en ny begyndelse - hvor det vælter ind med kvalitet og kreativitet på alle hylder.

Fej lige for egen dør

Jørgen Steen Larsen, Vester Skerninge

Bagsidelederen i går omhandler journalisters dårlige sprog. Det er prisværdigt, at I tager dette emne op, men I burde benytte lejligheden til at feje for egen dør.

Jeg nævner blot efter hukommelsen nogle eksempler: For ganske nylig brugte en yngre journalist vendingen "ligger vægt på".

For en del år siden forekom en billedtekst med ordet "molestreret".

Et tredje eksempel ses og høres så tit, at man må tror, at det er en del af pensum på Journalisthøjskolen: "For de, der -"

Særlig fælt bliver det, når fejlene optræder i overskrifter. Man kunne da ellers forvente at i hvert fald overskrifter underkastes korrekturlæsning.

Da Lene Espersen var justitsminister præsterede I følgende forsideoverskrift: "Justitsministeren omgås loven." Tja, var det ikke netop hendes job.

Find I blot en solid kost til en hovedrengøring.

Bibliotekarer og forfattere - foren jer

Tommy Flugt,

En bibliotekar (Troels Brücker, 20. marts) måtte naturligvis blive stødt, da han læste mit indlæg: "Vi taber den danske kulturarv" (Inf. 11. marts).

Men da kun hvis han læser om sig selv. Mit indlæg handlede om kulturelle domænetab og her indgik biblioteksverdenen. Og nok viste mit citat sig at være urigtigt. Det beklager jeg i sagens natur ikke. Pointen var, at jeg var bestyrtet over brandudsalget af vore bøger. Det var ikke sidste bog man solgte, man havde gemt to og lidt flere i magasinerne. Det er godt.

Men det rører ikke ved, at Københavns Hovedbibliotek er i gang med at kassere 200.000 bøger. At 131 filialbiblioteker over hele landet nedlægges. At man også andre steder skrotter bøger.

Mærkeligt at læse en bibliotekar som skriver, at de nidkært kasserer udtjente og overflødige bøger.

Hvorfor nidkært? Og i samme åndedrag får politikerne skylden. De vil have et tidssvarende og nyt Hovedbibliotek med plads og højt til loftet. Og det skal så ske på bekostning af bøgerne. "Salg af bøgerne er en politisk ordre". Det giver hyldeplads, men hvor er bibliotekstanken blevet af?

Og hvad gør bibliotekar Troels Brücker så? Råber vagt i gevær? Allierer sig med forfattere og andre i front mod dette? Nej, han parerer ordrer og sælger ud. Kasserer nidkært. Og dog, bibliotekaren taler i sit indlæg til slut om civil ulydighed som de i disse år nødtvungent tyer til som en slags overlevelsesstrategi for at kunne bevare kulturarven.

Se det er bekendelser her i den kolde marts, som kan lune i forfatternes rystede sjæle. Der er måske alligevel håb om en ny alliance: Bibliotekarer og forfattere foren jer!

SF's faste linje

Per Hørning, København NV

Villy Søvndal fortæller her i bladet 23. marts, at SF's linje i retspolitikken ligger fast med hensyn til den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Med forslaget om minimumstraf for at overtræde våbenloven ligger det også fast, at 'Villys faste hånd' er 'SF's faste linje'.

Søvndal fremfører, at "der er specielle situationer, hvor retsstaten har behov for at beskytte almindelige mennesker", og siger: "Generelt er jeg imod minimumstraffe, og det er ikke noget, der skal brede sig til andre områder. Men det er som sagt også en meget særlig situation, vi er i".

SF stiller sig i rampelyset og viser handlekraft, medens voldsmændene og våbnene er et helt andre og mere lyssky steder.

Nu er det vel sådan, at retsstaten altid skal beskytte "almindelige mennesker". Ser vi bort fra Colombia, er det vel det væsentligste, ved det vi i Danmark kalder en retsstat.

Det er tilstedeværelsen og brugen af skydevåben, der opskræmmer os almindelige mennesker. Det er her og nu våbnene, vi skal beskyttes imod. Der må sættes ind over for tilstedeværelsen af skydevåben i Danmark. Der bør straks etableres frit lejde-aktion for aflevering af våben. Den nuværende grænsekontrol må ændres. Det kan godt være, at Schengenaftalen er god for politiet, men den er også god for forbryderne.

Skal brug af skydevåben bekæmpes, må civilsamfundet mobiliseres. Staten (regeringen) har med sine uoverlagte beslutninger omkring Christiania, påført den københavnske befolkning et livsfarligt problem.

Det bør alvorligt overvejes om den politiske holdning til hash er rigtig - og om den på længere sigt er holdbar. Gråzonen mellem kriminelle og civilsamfund: De, der kender nogen - eller som måske kender nogen - skal mobiliseres. Eksklusionen af etniske minoriteter fra de danske ungdomsuddannelser må ophøre, og en anden praksis end et danskklingende navn bør give adgang til en praktikplads.

EU's rolle i narkopolitik

Lasse Holm Grønning, EP-kandidat for Det Radikale Venstre

Rina Ronja Kari spørger mig i gårdagens Information, hvad EU konkret skal gøre på narkoområdet.

For det første skal EU-landene stå sammen i FN, når den globale narkopolitik tilrettelægges. EU skal i FN-regi arbejde for at ændre politikken på området, så der i fremtiden lægges afgørende vægt på forebyggelse, oplysning og harm reduction.

Vi skal, med andre ord, væk fra den hårdkogte nultolerance-strategi. Internt i EU kan man forestille sig et nyt fællesskabsprogram med fokus på harm reduction.

Jeg forestiller mig mere konkret, at statslige, regionale og lokale myndigheder skal kunne ansøge om midler til at gennemføre projekter, der giver narkomanerne bedre forhold. Jeg er nemlig bange for, at hjælpen til de allersvageste grupper - herunder narkomanerne - vil blive glemt i de EU-lande, der er hårdest ramt af den finansielle krise. Via EU-samarbejdet kan vi modvirke, at det sker.

Debatten mellem Lasse Holm Grønning og Rina Ronja Kari slutter her for denne gang

Tyrkiet og EU

Henrik Ræder Clausen, kandidat til Europa-Parlamentet (DF)

Der er igen kommet en rapport fra Europa-Parlamentet om Tyrkiets manglende reformer og brudte løfter om bod og bedring. Igen skal det diskuteres, om der skal åbnes flere afsnit i optagelsesprocessen.

Men hvis man skal tage udvidelseskommissær Olli Rehn på ordet, er der ingen grund til at fortsætte. Han lovede i sin tid, at optagelsesprocessen ville være nøje koblet sammen med reformprocessen, og reformerne er gået i stå.

Det gælder på helt centrale områder som at have et velfungerende demokrati, ytrings- og religionsfrihed, en fri markedsøkonomi, beskyttelse af mindretal og gode forhold til naboerne.

Alene den stadige besættelse af Cypern og den manglende anerkendelse af Republikken Cypern som øens lovlige regering burde være nok til at suspendere forhandlingerne.

Tyrkiet er ikke længere på den internationale Top-100 liste for pressefrihed (landet er på en delt 106' plads), og AKP's dominans er ved at forvandle landet til en ét-partistat, hvor alle vigtige afgørelse træffes af AKP - ikke af parlamentet.

At Tyrkiet endda ser ud til at ville straffe Anders Fogh Rasmussen for at stå fast på ytringsfrihed og rettigheder for mindretal, viser igen det indlysende: Tyrkiet er ikke et europæisk land, er ikke på vej til at blive det, og har ingen plads i den Europæiske Union.

NATO's nye strategi

Eva Dragheim, medlem af SF's Internationale Udvalg

10 år efter NATO-bombardementerne mod hans land, bliver Zivadin Jovanovic, sidste udenrigsminister for Jugoslavien.

Bomberne over Beograd dræbte over 4.000 mennesker, heraf trefjerdedele civile. Det var en prøve på NATO's nye strategi.

NATO henviser med sit nye charter fra 1999 ikke længere til FN's Sikkerhedsråd som højeste myndighed, men placerer retten til at foretage interventioner inden for NATO's egne rammer, når man stilles over for det, man kalder nye risici, som f.eks. 'miljø', 'utilstrækkelige reformer', 'ukontrollable bevægelser af et omfattende antal mennesker' og som det vigtigste 'afskæring af vitale ressourcer'.

Med sit nye charter har NATO påtaget sig rollen som verdenspoliti, der selv bestemmer, hvor og hvornår, de rykker ud.

NATO udgør med denne strategi en langt større risiko for verdensfreden, end tidligere, hvor NATO var en forsvarsorganisation, der opererede inden for egne områder. Det er på tide, der bliver en bred folkelig debat om det farlige i, at verdens stærkeste militærmagt har udpeget sig selv til at være vogter for fred med militære midler og efter eget skøn - og uden FN mandat.