Kronik

Ligestilling kommer ikke af sig selv

På 100-året for kvinders valgret i Danmark må vi konstatere, at de nordiske lande ikke længere er forbilleder, når det gælder ligestillingspolitik. Især herhjemme kan vi tage ved lære af andre
Debat
12. marts 2009
Dansk Kvindesamfunds propaganda-uge i 1957 blev indledt med et optog, der gav et kort rids af milepælene i kvindesagens historie. I dag er Danmarks ligestillingspolitik stagneret. Arkiv

Dansk Kvindesamfunds propaganda-uge i 1957 blev indledt med et optog, der gav et kort rids af milepælene i kvindesagens historie. I dag er Danmarks ligestillingspolitik stagneret. Arkiv

"Hvor mange år tog det jer egentlig i de nordiske lande at nå op på en så høj kvinderepræsentation i politik?"

I årtier har vi i de nordiske lande været verdenskendte for vor høje andel af kvinder i de politiske institutioner, og det er derfor ikke så sært, at man igen og igen bliver mødt med dette spørgsmål på konferencer rundt om i verden.

På det spørgsmål er man jo tvunget til at indrømme, at det tog 90-100 år at nå bare 38 pct. i Folketinget og 27 pct. i kommunalbestyrelserne!

I dag er det 100 år siden kvinder første gang fik lov til at stemme og stille op som kandidater til de nye, reformerede kommunale råd. Tiderne var selvfølgelig anderledes, men arkiverne viser, at mange stemmeretskvinder dengang havde en forventning, om kvinderne hurtigt ville nå op på omkring halvdelen af pladserne i de politiske forsamlinger. De skulle blive grueligt skuffede.

De første årtier efter stemmeretten fik kvinderne kun nogle få procent af pladserne i sogneråd og byråd. Det samme gjaldt i Folketinget, hvortil kvinderne fik valgret i 1915. Efter Anden Verdenskrig begyndte kvindeandelen langsomt at stige, og men den egentlige take-off-fase kom først i 1970'erne.

I dag er kravet om kønsbalance, 50-50 kvinder og mænd i de politiske beslutningsprocesser et centralt tema i FN, og presset fra lokale og transnationale kvindeorganisationer er stort. At inkludere kvinderne i beslutningsprocessen ses i dag som et vigtigt led i demokratiseringsprocessen i nye demokratier og postkonflikt lande. FN's resolution 1.325 stiller desuden krav om kvindernes involvering i selve fredsprocessen.

Utålmodighed vokser

Men også i de gamle demokratier vokser utålmodigheden, og der stilles krav om aktiv handling for hurtigt at forandre den historiske underrepræsentation af kvinder og for reel inkludering af også andre underrepræsenterede grupper, bl.a. etniske minoriteter og immigranter.

Konklusionen må derfor blive, at de nordiske lande ikke længere er modellen, når det gælder ligestillingspolitikken.

I hvert fald ikke den eneste gangbare model. Det er en ny udvikling, som gør, at vi i Norden - og ikke mindst i Danmark - må indse, at vi kan lære af andre lande, når det gælder ligestillingspolitikken.

Sydafrika har således verdens mest gennemførte gendersensitive (der tager hensyn til køn, red.) . I Costa Rica steg kvinderepræsentationen i parlamentet i 1996 fra 19 til 34 pct. ved et eneste valg, mens vi i Norden normalt kun har oplevet stigninger på to-tre procentpoint, og maksimalt på otte til ni procentpoint.

I Spanien har ministerpræsident José Zapatero udpeget en regering med 50 pct. kvindelige og 50 pct. mandlige ministre, mens ingen dansk regering nogensinde har haft over 38 pct. kvindelige ministre.

Slutdokumentet fra FN's verdenskvindekonference i Beijing i 1995, Platform for Action, er udtryk for en ny global diskurs og nye strategier i ligestillingspolitikken.

To modeller står over for hinanden i dag: På den ene side står den nordiske skridt-for-skridt-model, på den anden side fast track-modellen, overhalingssporet. Konstrueret som idealtyper repræsenterer de to modeller ikke bare forskellige målsætninger og forskellige strategier, men dybest set også to forskellige problemkonstruktioner og historieopfattelser.

1. Skridt-for-skridt model

Problemet ses her typisk som manglende kvalifikationer og ressourcer hos kvinderne. Det er kvinder, der er problemet. Målsætningen er også i denne model, at der skal komme flere kvinder i de politiske beslutningsprocesser, men det skal komme 'naturligt'.

Strategien er derfor logisk nok at satse på uddannelse af kvinder eller vente på, at kvinder bliver mere kvalificerede. Den bagvedliggende forståelse er, at ligestillingen vil komme mere eller mindre af sig selv med samfundets udvikling. Vi er jo på vej fremad, og man skal ikke gribe ind med 'unaturlige' tiltag.

2. Fast track-modellen.

I fast track-modellen er problemforståelsen og dermed diagnosen på problemet anderledes. Hermed rettes fokus mod rekrutteringsmønstre, organisationskultur, mødeformer, kort sagt mod normer og praksis i de politiske institutioner selv.

Hvorfor er de ikke i stand til at rekruttere de underrepræsenterede grupper i samme omfang som indfødte, midaldrende mænd?

Samtidig er målsætningen skærpet til 50-50, som vi så det i Beijing-deklarationen. Som en logisk konsekvens bliver strategien, at der er behov for aktiv indsats f.eks. i form af kønskvotering. I denne model er kønskvotering ikke diskrimination af mænd, men kompensation for strukturel diskrimination af kvinder.

Det er et empirisk spørgsmål, om disse idealtypers indre logik forekommer i virkeligheden. Bag indførelsen af kvoter rundt omkring i verden ligger naturligvis også kompromisser og blandede motiver. Sommetider bliver inkluderingen reel, mens den i andre tilfælde, som f.eks. kønskvoteringen i Irak og Kosovo, er mere tvivlsom.

De nordiske lande har alle været kendetegnet ved skridt-for-skridt-modellen.

Norge og Sverige er foran

Men på det seneste har Sverige og Norge i flere henseender trukket ud i overhalingsbanen. I Sverige har Miljøpartiet, Vensterpartiet og Socialdemokratiet længe praktiseret kønskvotering på deres valglister med 50 pct. af hvert køn, placeret skiftevis fra toppen af valglisten og hele vejen ned.

Til manges forundring har tilmed det konservative regeringsparti i Sverige, Moderaterna, netop deklareret, at også de vil ved næste valg vil opstille 50 pct. mænd og 50 pct. kvinder.

Bemærk, at i et 50-50-system er mænd lige så indkvotererede som kvinderne.

I Norge har de fleste partier længe anvendt kønskvotering på deres valglister (40 pct.), og netop nu er Norge blevet verdensberømt i ligestillingskredse for sin lovgivning, som krævede - og fik gennemført - at intet køn må have mindre end 40 pct. i alle aktieselskabsbestyrelser.

Kønskvotering er både kontroversielt - og populært.

I et globalt forskningsprojekt har vi afdækket, at i alt 47 lande har nu indført kvotering for kvinder i politik ved lov - de fleste inden for de sidste 10-15 år.

I ca. 50 andre lande har mindst et af partierne, der er repræsenteret i parlamentet, af egen drift indført kvoteringsregler på sine egne valglister. Blandt landene, der har indført kvotering på valglisterne ved lov er så forskellige lande som Argentina, Belgien, Brasilien, Frankrig, Mexico, Rwanda, Irak, Usbekistan, Palæstina, Spanien og Portugal - her anført i den rækkefølge, hvorefter deres kvoteringslove blev til.

Frivillig partikvotering bruges i en lang række partier, og her er det overalt miljøpartierne, venstrefløjen samt socialdemokraterne, som er pionererne.

I Danmark, derimod, holder regeringen fast ved skridt-for-skridt-modellen. Men også i Danmark er utålmodigheden voksende.

Et stigende antal kvinder i erhvervslivet kræver aktive indsatser for at bryde the old boys'-netværk i direktionerne og bestyrelseslokalerne, i fagbevægelsen gennemføres analyser af årsagerne til kvindernes mindre indflydelse, og endelig er man inden for socialdemokratiet begyndt at tale seriøst om kvotering på partiets valglister.

I Folketinget er det nemlig Socialdemokraterne og Venstre, som trækker kvindeandelen ned.

Troen på, at der altid vil være en lineær udvikling frem mod mere ligestilling har fået et knæk. Udviklingen i Øst- og Centraleuropa blev en øjenåbner, som viste, at tilbageskridt er en mulighed, man må regne med. Danmark er ikke et land, hvor det er gået tilbage, men derimod et typeeksempel på et glaslofts-land, hvor kvinder synes at støde mod et usynligt glasloft.

Det er yderst bemærkelsesværdigt, at kvinderepræsentationen ved de sidste tre folketingsvalg er stagneret på omkring 38 pct. Ved de sidste fire kommunale valg har kvinderepræsentationen stagneret på omkring de 27 pct., mens Sverige har 42 og Norge 38 procent.

I Danmark faldt antallet af kvindelige borgmestre endog efter strukturreformen til det laveste i 20 år (til syv pct.). Det er svært at opretholde troen på, at ligestillingen kommer af sig selv med tiden. - også herhjemme.

Drude Dahlerup er professor i statsvidenskab ved Stockholms Universitet. Hun er en af bidragsyderne til KVINFO's netbaserede jubilæumsskrift, som udkom den 8. marts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her