Læserbrev

Musikkritikkens vadested

18. marts 2009

Havde Information lige en kommentar (fredag den 13. marts) om, at dansk rock stander i vånde, hvor skribentens udgangspunkt var de koncerter, han havde været til for nylig med Tim Christensen, D.A.D., Sandmen og Fielfraz? Det er en ret ond, ret indforstået pastiche på rockanmelderi, når sådan noget er tåbeligst. Jeg går ud fra, kommentaren var ment som en hån mod 'det (i egne øjne) kulturbærende Politiken' og ikke skulle tages for pålydende i en avis, der ellers sætter en ære i at forholde sig rimelig seriøst til de øvre lag af musikundergrunden med kontekstualiseringer og det hele, vel?

Skribenten René Fredensborg mener, at "dansk rock mangler et førerlokomotiv", der kan appellere bredt, for at dansk rock skulle kunne genopstå. Men hvem er det egentlig, der har brug for endnu en bølge af dansk rock? De hensygnende mastodontselskaber, der kunne bruge salgstallene over for deres aktionærer - og kunne bruge hypen til at sende en ny omgang Passion Orange og Inside the Whale efter offentligheden? Eller 'den uundværlige presse', som savner et fænomen at klassificere den linde strøm rockudgivelser ud fra? Sådan så de kunne skrive flere artikler i stil med dem om, at dansk metal forbavsende nok klarer sig glimrende i undergrunden, inden- som udenlands, helt uden nogen hjælp fra 'den uundværlige presse'. Lige den slags artikler var der pænt mange af for et par år siden, da HateSphere og Volbeat for alvor brød igennem, uden at det af den grund fik musikjournalisterne til at revurdere deres egen uundværlighed.

Vi trives i undergrunden

Og sådan trives rocken i alle sine afarter så glimrende uden for de store arenaer og uden for mainstreammediernes bevågenhed, og vi har det faktisk gevaldig hyggeligt nede i undergrunden, René! Vi behøver ikke drømme os tilbage til en eller anden teenage nostalgi med gendannede dinosaurer, for os fødes verden hver måned, hver uge, mand, med et nyt band, der fuldstændigt vælter vores verden. Og vi har netværket til at sprede hypen til hinanden, helt uden om 'den uundværlige presse'.

Og du er velkommen, René, kom dog ud og se hvad der sker derude: Cola Freaks har indtil videre tourneret to gange i det USA, som Mew trods en samlet dansk musikpresses fulde opbakning aldrig gjorde det store indhug i, og det er også okay at I ikke skriver om det - og det ikke bliver dækket vidt og bredt: Bare lad være med at beklage dig over, at der ikke sker noget, for helvede.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

René Petersen

Det er vel ikke noget succeskriterie i sig selv at have "tourneret to gange i USA." En tourne kan sagtens være en fiasko, rent publikummæssigt.

Det er desuden altid lettere at turnere som undergrundsband, specielt på den scene Cola Freaks tilhører, da bookere, arrangørerer og bands ofte arbejder nærmest uden fortjeneste, og hvor bands overnatter på spillesteder ellers hos lokale. De behøver bare at slæbe et par guitarer og en bas med, så har de en tourne.

Claus Pedersen

Jon Albjerg: Enig! Flere og flere kan undvære "den uundværlige (musik) presse".
F. ex. eksisterer mit pladeselskab i bedste velgående (50 udgivelser) - helt uden anmeldelser.
I starten sendte vi anmelder ex. ud.
Men det er stoppet og kommer ikke igen.

Søren Kristensen

Mange kunstenere har i årevis forsøgt at undgå den klassificering som musikjournalister og andre i det musikalske grænseland har forsøgt at proppe dem ned i.
- Hvad vil du egentligt kalde det i laver, rock, jazz eller house?
- Jeg er ikke så meget for den opdeling, det er jo bare musik. Jeg, eller vi, henter vores inspiration alle mulige steder. Når det kommer til stykket er det jo bare musik, ikke?

Hvor ofte har vi ikke hørt den dialog? En dialog som hører de store pladeselskaber og monopolernes tid til. Nu tyder meget på at vi er ved at nå derhen hvor musikerne gerne vil have os hen, til det sted hvor der kun er to slags musik. God eller dårlig (hviklket selvfølgelig afhænger af ørerne der hører). Det er faktisk et fremskridt, for så kan vi til gengæld bruge så meget mere tid på at diskutere dét.

Thomas Tiedje

'Dansk rock mangler et par bands med gennemslagskraft og format til mere end blot hyggelig gymnasierock'.

Det kan da godt være. Men hvorfor og for hvis skyld? Sammenhængskraften? De rockanmelderne? Som kunstigt åndedrag til en branche i knæ? Så vi kan styrke vores nationalfølelse hvis (hvilket alligevel aldrig sker) fremtidens danskrock-band lige for møvet sig ind i røven på Billboard 200? Hvad er det for 'en ny standard' der skal sættes udover fænomenale salgstal og gigantisk lighterbål i Valby-parken, Andreas?

Som én af dem der var teenager i 80'erne og oplevede den provinsielle, monopolitiske danskrock regere i form af Anne, Sanne, Lis & co., er det en glæde at opleve en scene der sprudler af ungdom, liv og musikalsk opfindsomhed, og det er jo klart, for musikken har aldrig haft det bedre end i dag på af klynk fra musikbranchen, og nu også rockanmeldere. Jeg har hørt den før, men jeg fatter ganske enkelt ikke behovet for- og kravet om, at moderne musik bør have et band der samler folk, så vi alle ka vælte rundt til fællessang på en pløjemark. Please explain.

Anders Ejsing

Man kan vel godt slå bredt igennem og røre en masse mennesker med sin musik, uden at der partout skal gå "sex, drugs and rock'n roll" i den. Ellers nogenlunde enig i Andreas B's kommentar.

Hvad jeg først og fremmest savner er et rockband, der har en mission, der har noget på hjertet, hvis muisk rammer følelser hos folk, og som ikke blot spiller sammen, fordi det er sjovt og hyggeligt, men fordi de - om jeg så må sige - er nødt til det. Og det er faktisk længe siden, jeg har oplevet disse kvaliteter hos et nyt navn. Det hele er ved at bilve så cool, distanceret og stiliseret.

Jeg har hørt mange danske bands de sidste fire-fem år, hvor jeg tænker, at det lyder da meget godt med den og den lille "skæve" idé, men hvor det ofte er som om, at det så ikke rigtig rækker videre end det. Man dyrker en sound eller et koncept, hvor det udtryksmæssige ofte er fattigere end det stilmæssige. Jeg tænker ofte, om de overhovedet vil noget med det.

Jeg mener ikke nødvendigvis, at rocken skal redde verden, men jeg savner i udpræget grad noget, der virkelig kommunikerer noget ud til folk, og som kan skabe en form for interaktion mellem band og publikum. Når musikken bare lukker sig om sig selv, bliver det meget svært at forholde sig til den og få nogen oplevelse ud af at høre den.

Anders Ejsing

Hvad er der i øvrigt i vejen med fællessang på en pløjemark? Er det forbudt at lave noget, man kan synge med på?

Ikke at al musik behøver være på den måde. Det ville være enerverende.

Django Rheinhardt

Har du nogensinde været til koncert i Parken på Østerbro, Anders? Hvis man betaler de 500+ kroner det koster, er det nok for at se et band man holder meget af. En koncert er mere end de folk, der står på scenen. En koncert skal bæres af en publikumsstemning og rammer der passer til musikken. I Parken er du omgivet af fodboldtribuner, ølreklamer og folk der er til koncerten fordi "Jeg skulle bare se ham. Jeg er egentlig ligeglad med at lyden er dårlig, det er bare sjovt at se giraffen." Eller i nogle tilfælde "Jeg vandt 2 billetter på the voice."

Hvorfor skulle alle bands drømme om en stor pladekontrakt? Vi er da for alvor kommet til et tidspunkt i musikken, hvor drivkraften ikke længere behøver være den store drøm om penge, kontrakt og stadionkoncerter, men en langt større fokus på kvalitet i musikken. Der er utallige selvstændige pladeselskaber, som bands og musikere trives på, fordi den der rockdrøm er død. Overlad du hellere bare den overfladiske drøm til ligegyldigheder som Jet, Nephew og alle de andre, som vi alligevel ikke gider høre på.

Django Rheinhardt

"Jeg tror mange musikere gerne ville kunne leve af deres kunst"
Jeg tror alle musikere gerne vil leve af deres kunst. Det betyder ikke at alle vil gå på kompromis med deres kunst, for at kunne leve af den. Man skal desuden virkelig lede længe efter et band, der er blevet bedre af at sony har givet dem flere millioner og fortalt dem hvordan de skal lyde.

Søren Kristensen

Så længe rocken lader sig kontaminere af hip hoppens og rappens melodiforladte monotoni, skal man nok ikke gøre sig forhåbninger på den front. Hørte forresten The Cliffters forleden og tænkte at her er nogle som de unge kan lære noget om melodi og tone af. Men det gider de nok ikke.

Anders Ejsing

Jeg synes lidt, jeg bliver taget til indtægt for nogle synspunkter, jeg ikke selv har givet udtryk for. Jeg har ikke sagt noget om, at alle nu lige pludselig skal til at lave stadionrock eller lignende. Jeg efterlyser blot noget, der kan række lidt ud over scenen og ramme folk på den ene eller anden måde (indrømmet: det er individuelt, hvad der rammer).

Jeg savner derudover, at der er nogen, der kan forene kunstnerisk integritet med en bred gennemslagskraft, sådan som f.eks. Tv-2, Gnags, Sebastian, Kashmir og Sort Sol tidligere har gjort det. Det er jo ikke det samme som at sige, at alle andre bands så også skal stræbe efter at sælge 100.000 plader.

Det er heller ikke det samme som at sige, at man automatisk laver interessant musik, fordi man kan fylde parken med folk, der vil "se giraffen". Der er masser af publikumsgiganter, jeg ikke kunne drømme om at se live af den simple grund, at jeg ikke finder deres musik særlig interessant.

Jeg ser blot ikke pop og kunst som modsætninger, men som noget der kan slå værdifulde gnister (men ikke altid gør det), når det forenes. Det betyder jo IKKE, at alle så skal gå den vej for at lave noget interessant.

Men hvis man læser mit første indlæg, vil man opdage, at jeg ikke taler så meget om bred gennemslagskraft.