Læsetid 5 min.

Når kunststøtte staves som udnyttelse

Politikere hylder gerne billedkunsten i deres ferniseringstaler, men rådhuse, skoler, biblioteker vil sjældent betale det, kunst koster. Kronikøren foreslår at ihukomme Peter Rindal og sætte en ny kulturetisk dagsorden
Nogen nasserøv var Peter Rindal ikke. Det kunne de offentlige institutioner tage ved lære af i dag.

Nogen nasserøv var Peter Rindal ikke. Det kunne de offentlige institutioner tage ved lære af i dag.

Palle Hedemann
18. marts 2009

"Arrrrrh ... indal."

Telefonen ringer og der er en ubestemmelig stemme i telefonen:

"Hvem?"

"Prrrtth endal."

"Hvem?"

"Eter Rendahl ... "

"Nåeh, Peter Rindal."

I Nordjyske Stiftstidende havde jeg få dage før skrevet om den kulturelle handlingsplan 2000, hvor kulturforvaltningen i Nordjyllands Amt ville organisere udstillinger med billedkunstnere fra de baltiske lande.

De deltagende kunstnere skulle ikke have noget honorar for deres arbejde. Heller ikke for lån og brug af deres værker skulle der betales. Til gengæld forventedes det, at de estiske kunstnere, der på det tidspunkt var nogle af Nordeuropas fattigste, selv betalte for de indramninger, der skulle bruges i amtets arrangement.

Da formanden for kulturudvalget, der tilhørte Det Radikale Venstre, forsvarede det, havde jeg så skrevet:

"At hvis det her er udtryk for en radikal politik, må Peter Rindal være socialist."

Og så ringede Rindal altså og inviterede mig til at besøge ham. Der gik lidt tid. Han boede i en pensionistlejlighed i Aalborg, og jeg tog ud til ham.

Jeg lider af den perversion, at jeg gerne vil undersøge og forstå synspunkter, jeg er uenige i. Især personer og synspunkter, der dæmoniseres ... Og jeg var nysgerrig, ville se kilden, hvad det her var? Hvad siger manden selv?

Og jeg tog kage med. Peter Rindal havde svært ved at gå, så jeg lavede kaffe og blev meget set an. Kan en mand nu lave kaffe?

Og vi talte sammen. Jeg havde materiale med, og til gengæld fik jeg så en brochure om 'stop indvandringen' og en af de duplikator trykte underskriftsindsamlingsblanketter til protesten mod kunstfonden fra 1965.

Som barn har jeg set en kostald indefra, og det hjalp en del på kommunikationen. Vi havde dele af en gensidigt genkendelig begrebsverden, og vi blev hurtigt enige om, hvad vi i den grad var uenige om.

Eksempelvis mente jeg, at der altid har været indvandring af religiøse fundamentalister og fremmedsprogede. I min barndom var det for eksempel vestjyder, der flyttede til København, og i min førskolebarndom har jeg levet i Brønshøj Menighedshus. Min far var missionær i Nyhavn, og København var dengang - tilbage i 50'erne - Jyllands største by. Den historie er glemt, også fordi en anden eller tredje generationsjyde ser lige sådan ud som den oprindelige Københavnske befolkning. Og i min ungdom har jeg fået tæsk i Skagen for at tale københavnsk (dialekt fra Odsherreds var det nu) og senere på Christianshavn, fordi jeg talte jysk. Den slags konflikter er efter min opfattelse ikke nye, det er bare nogle andre, det går ud over. Og så var det ligesom sagt.

Selv betale

Omkring kunst havde jeg længe stillet spørgsmål ved den almindelige og banale brug af rindalismebegrebet.

Jeg havde flere gange set Peter Rindal som et nysgerrigt og undersøgende menneske og var imponeret over, at han i 2001 lånte sit hjem ud, da Uwe Max Jensen udstillede Peter Rindals stue på Aalborg Kunstpavillon.

Og så gentog Rindal sine synspunkter. At han ikke mente, at man over skattebilletten skulle betale for noget, man ikke ville bruge. At hvis der var nogen, der ville have dét her, måtte de selv betale for det, ligesom når folk gik til en boksekamp.

Til gengæld fortalte han også, at han skammede sig over at låne en bog på et kommunalt bibliotek. Det underminerede grundlaget for de forfattere, der havde bøger der. At det ikke kostede noget at låne bøger på et kommunalt bibliotek, mente Rindal fratog forfatterne muligheden for at etablere et livs- og produktionsgrundlag.

.Man kunne sammenfatte disse synspunkter med, at Rindal ikke kunne bruge eksperimenterende, diskuterende og nyskabende billedkunst til noget, og at han ikke ville betale for det Så simpelt var det, og her var han for øvrigt helt på linje med mange af de personer, der bevidstløst bruger hans navn som skældsord. Her vil man heller ikke betale for noget, man ikke vil bruge.

Men hans synspunkt står også i modsætning til ofte fremførte synspunkter, der kommer til udtryk i politikeres ferniseringstaler og forvaltningernes billedkunstforbrug. Her mener man åbenbart,at billedkunst er meget vigtigt, at man gerne vil bruge det, og at man ikke vil betale for det.

Når det offentlige system interagerer med producerende billedkunst sættes gængs forvaltningsskik og uskrevne regler for almindelig god opførsel derfor ud af kraft. Og det, der udadtil kaldes kunststøtte, staves som oftest på samme måde som udnyttelse.

Regulær betaling

Historien om de estiske kunstnere er blot ét meget tydeligt eksempel på, hvorledes der i dag tænkes og administreres i forhold til det billedkunstneriske produktionslag.

Kan man på den baggrund forestille sig, at Peter Rindals død (den 28. februar 2009) kunne være starten på en omvurdering af disse forhold? Tænk sig en normalisering af området, så behandlingen af billedkunst i det offentlige system svarer til det, man ser på alle andre fagområder.

Ikke støtte, men en saglig og regulær betaling for de omkostninger, der er, og det arbejde der udføres.

Måske kunne man i den forbindelse også se på, at det billedkunstneriske vækstlag er en af de mest udsatte samfundsgrupper i Danmark? En økonomi, der ikke er målbar i megen statistik, fordi produktionslagets økonomi er så svag, at den falder ud af normale måleinstrumenter.

I dag sætter et kvalificeret erhvervsliv en etisk dagsorden for arbejdsforhold og børnearbejde i Østasien. Kan man så tænke sig, at den offentlige sektor på tilsvarende vis sætter en etisk og moralsk dagsorden ved brug af kunstnerisk arbejde?

En kulturetisk dagsorden? Ja, men da!

Man kunne starte ved udstillinger på rådhuse, kulturhuse, biblioteker, skoler, sygehuse, menighedshuse, kulturelle samråd og især i alle de hel og halvoffentlige udstillingssteder:

1. At offentligt ejet byggeri kun bruges til billedkunstnerisk aktivitet, når der honoreres efter tarif.

2. At støtte kun ydes til halv- eller heloffentlige udstillingssteder, hvor der er garanteret ordnede forhold for de udstillende billedkunstnere efter aftale med relevant faglig organisation.

3. At der kun ydes støtte til kulturelle arrangementer, når der foreligger dokumentation for forsvarlige forhold efter gældende tarif. Det gælder også kommunernes kulturelle samvirker.

4. At folkevalgte politikere kun åbner kunstudstillinger, hvor grundlaget er moralsk og etisk forsvarlige forhold.

5. At tarif og gængse aftaler for reproduktion af billedkunst respekteres, når kunstneres arbejde reproduceres og trykkes i offentlig sammenhæng.

6. At brug og lån af billedkunstneres arbejde til pr-arbejde i kommunal sammenhæng - såsom kontakt med venskabsbyer - altid betales efter tarif.

7. At der generelt sikres en ligeværdig behandling og renses ud i negativ særbehandling i den offentlige sektors forbrug af billedkunst.

Og mig og Peter Rindal ... Også set som en by/land konflikt. Jeg ser Peter Rindal som udtryk for de hundredtusindvis af unge på landet, der i årene efter krigen blev overflødige i landbruget og måtte flytte sig.

Den nysgerrighed og omstillingsparathed, Rindals generation stillede op med, kan jeg kun måbende beundre. De slagtede, de elskede heste og lærte sig at køre den grå Ferguson.

Og grænsen? Kanten, hvor alt det nye var nok, blev så trukket ved billedkunsten. Det ville disse mennesker pinedød forstå, og kun bruge, når de forstod det, de så.

Men nasserøv var Peter Rindal ikke. Det var ham fysisk imod at låne en bog på biblioteket og bruge den og læse den, så forfatteren ikke fik penge for sin bog og sit arbejde.

Den slags anfægtelser møder man ikke ofte - i det offentlige system.

Gorm Spaabæk er cand.phil. i kunstformidling og billedkunstner uddannet på det Kongelige danske Kunstakademi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu