Kronik

Opkald fra en aldersramt

I det fortravlede plejepersonales oprigtige forsøg på at være venlige og rare mod ældre mennesker havner de ofte pr. automatik i et overdrevent mildt omsorgssprog, der kan virke stærkt ydmygende på gamle, som nok er syge, men hverken er infantile eller demente. Heldigvis viser børnebørnsgenerationen en interesse for de ældres viden og erfaringer. Dagens kronikør gør sig tanker om det at blive ældre
Besøg af børnebørn er en af de største glæder for mange ældre. De taler ikke babysprog til bedstefar, men spørger ind til de erfaringer, de gamle har opsamlet gennem et langt liv.

Besøg af børnebørn er en af de største glæder for mange ældre. De taler ikke babysprog til bedstefar, men spørger ind til de erfaringer, de gamle har opsamlet gennem et langt liv.

Nils Meilvang

27. marts 2009

Hallo, jeg er her endnu! Jeg ved bare ikke hvor længe, og jeg ved ikke, om jeg dør af et slagtilfælde i morgen eller gradvis suges ind i demensen i de kommende år. Det første ville være at foretrække i min alder (82), opretstående ved køkkenbordet, med begge hænder i bolledejen eller siddende i min lænestol med en bog i hånden, lykkeligt intetanende. Gid det var så vel, men det ender vel nok med, at jeg havner i demensen. Så derfor, mens jeg endnu kan udtrykke mig nogenlunde forståeligt, gør jeg mig nogle betragtninger om det uundgåelige: At vi bliver gamle (hvis vi da ikke dør i utide).

For 30 år siden smilede jeg venligt forstående - men også lidt skævt - når min glade, begavede, dengang 82-årige svigermor, Louise, fortalte mig at "indeni forandrer vi os ikke".

Det udsagn korresponderede overhovedet ikke med det stærkt distraherende syn af hendes sammensunkne krop, hændernes tørre hud og det rynkede gammelkoneansigt, men nu, hvor tiden har tunet os begge ind på samme bølgelængde, og jeg selv er blevet en ældet kvindegestalt, kan jeg roligt, midt i oplevelsen af mit eget ydre forfald, forvandle mit dengang så fastlåste billede af en gammel kvinde til en metafor på alderens, tidens og naturens væsen, billedliggjort ved et træ. Et gammelt træ, groft i barken, knudret og med masser af knaster, skabt af påvirkninger udefra; men bagved, indeni - årring, på årring, og helt inderst inde, det stedse pulserende kredsløb, grokraften, saftstigningen, liv og væren til det sidste:

"Indeni forandrer vi os ikke," sagde Louise.

Og dog - hun var heldig. Louise var kernefrisk i hovedet til det sidste og slap for den demens, som, bl.a. i form af Alzheimers, har ramt de tusinder af gamle - og også yngre - mennesker, som før var lige så fuldt ud nærværende og levende som du, der lige nu læser dette. De sidder fordelt rundt på plejehjemmene, låst inde i deres eget lukkede og smertefulde kredsløb af ukontrollable følelser og tanker, totalt afhængige af andre - endnu aktive - menneskers forståelse og omsorg.

Ydmygende liv

Og netop disse mennesker, plejepersonalet, er så forjagede og få, at de ofte - som nødhjælpsarbejdere i en krigszone - tvinges til at forhærde sig og indtage en holdning, der ligner kynisme for at kunne udholde den daglige svigt af de før så levende, men nu hjælpeløse, demente mennesker, de var ansat til at hjælpe, trøste og forstå. Det gælder i øvrigt ikke bare de demente, men også de mange, naturligt alderdomssvækkede mennesker, som endnu har en stærk bevidsthed om egen værdighed i behold. Selv på et af Danmarks bedste og smukkest beliggende plejehjem, må de ellers før så ansvarlige og dygtige medarbejdere stålsætte sig, har jeg netop fået fortalt af en veninde, som jævnligt besøgte en af hende - og mig selv - højt værdsat veninde, som boede på hjemmet. Denne høje, elegante og flotte ledertype af en kvinde, som døde 94 år gammel for kort tid siden, endte med at blive en sammensunken gestalt i en lænestol, iført dyr, lækker mærkevaredragt og tisseble. Med sin, på det sidste, sprøde og svage stemme, tryglede hun om at komme på toilettet, men ingen havde tid til at hjælpe hende, og hun var prisgivet den for hende absolutte nedværdigelse at skulle tisse i en ble. Som hovedregel blev der kun udskiftet bleer morgen og aften - og kun - når en i forvejen overbebyrdet medarbejder forbarmede sig og stjal tid til at hjælpe, blev hun hjulpet ud på badeværelset.

Velfærdsdanmark?

Endnu sidder jeg selv nogenlunde pænt oprejst foran computeren, men jeg tvinges også til - allerede nu - at stålsætte mig i bevidstheden om, at jeg inden for overskuelig tid (som det vitterligt skete for min gamle, før så ranke veninde, kort før hun døde) bliver stablet op på en stol foran det fælles spisebord, men er så afkræftet, at jeg falder forover, slår hovedet i bordet og bliver liggende, uden at plejepersonalet eller de andre gamle griber ind. De spiser bare videre.

Det er dig, det er mig, inden vi ser os om. Er du midaldrende, så tænk bare 20 år tilbage - det var i forgårs - tænk 20 år frem. Nedværdigelsen venter.

Mens man ude i verden (ikke mindst i USA, først Clintonparret, nu Obama) stadig besynger det danske velfærds- og sundhedssystem og gerne vil efterligne det, synger det samme, før så trygge system i vort hjemland, sin aftensang for de syge og svage og - ikke mindst - de gamle, som er på vej ind i deres sidste søvn:

Koldt nattens vinde sukke,

mit øje vil sig lukke,

giv mig, o Gud, din fred,

Se nådig til min slummer,

og trøst mig i min kummer

- og trøst min syge nabo med!

Matthias Claudius, 1783

Patronisering

Vor syge nabo har svært ved at få trøst for tiden, og når en minuthærget SOSU-assistent eller sygeplejerske besøger ham, er der ikke tid til, at han kan få sig den lille snak, han havde håbet på. I stedet må han affinde sig med en anden omsiggribende form for nedværdigelse: patroniseringen. I deres oprigtige forsøg på at være venlige og rare mens minutterne flyver, havner begge hjælpere ofte pr. automatik i et overdrevent mildt omsorgssprog, der kan virke stærkt ydmygende på gamle, som nok er syge, men ikke infantile eller demente. En sygeplejerske har fortalt mig om det. Som visitator havde hun i årevis besøgt gamle i deres hjem for at vurdere, om de var syge og svage nok til at komme på plejehjem, eller få en beskyttet bolig, og hvad der, i denne sammenhæng, var helt forståeligt, havde hun anvendt netop dette mildt trøstende automatsprog over for de ofte meget hjælpeløse og svage gamle, hun mødte. Så fik hun et nyt job, og det forandrede for bestandigt det fastlåste billede af de ældre, hun hidtil havde haft, og som hun gennem årene havde fået bekræftet via det generelle mediebillede af gamle, krumbøjede stakler med stok. Nu besøger hun kun sunde, selvhjulpne ældre over 75, som selv beslutter, om de vil modtage hendes besøg, og den dag, da hun, af den netop omtalte årsag, besøgte mig, fortalte hun, at samtalerne og samværet med disse fuldt ud tilstedeværende mennesker, ikke blot havde givet hende helt nye indsigter og en helt ny livsglæde; hendes hidtil så udtalte angst for alderdommen var forsvundet, og nu glædede hun sig kun til at blive gammel. Der er altså håb forude, og for hende var der præcis 20 år til hun blev 75.

Opsøgt af børnebørn

En af de største glæder, mange gamle (mig selv inklusive) netop nu oplever, er, at de unge, børnebørnsgenerationen, er begyndt at opsøge de ældre. Og de taler ikke babysprog til bedstefar og bedstemor. De søger kontakt - også med andre end deres egne bedsteforældre - for at finde et fristed, et åndehul, hvor de i en ligeværdig dialog spørger ind til de indsigter og erfaringer, de gamle har opsamlet gennem et langt liv, og på den måde søger de at få dækket deres voksende behov for at finde et ståsted at handle ud fra en rolig platform, som hviler på et andet værdigrundlag, end det, som lige nu er fremherskende i deres liv.

Lykkes det, er der håb for verden, for selv om vi dagligt - via medierne - konfronteres med de mange unge, som er svigtede, svage, opgivende og aggressive, er langt de fleste særdeles seje, nysgerrige og videnssøgende midt i deres vilde ungdom. Nok morer de sig, men de er også vidende om, at de står over for den største udfordring, en ny generation nogensinde har stået over for, og at det er dem, som skal udvikle nye teknologier og nye ansvarlige adfærdsmønstre og dermed et nyt og anderledes verdensbillede end det, vi hidtil har kendt.

Engang i 60'erne havde jeg, i embeds medfør, en lystig samtale med Tove Ditlevsen, og da jeg spurgte, hvad hun mente om den på det tidspunkt meget omtalte 'generationskløft', svarede hun:

"Hold kæft! Det er helt tilfældigt, hvornår vi bliver sat på jorden. Nogen er kommet før os, andre er kommet efter, men i den tid, vi er her sammen, må vi fandeme passe på hinanden."

Karen Vind er uddannet journalist og har blandt andet arbejdet for P1 og skrevet freelance for diverse magasiner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Det er utåleligt med det ’milde omsorgssprog’. Når en gammel dame på 83 må sige: ”Så tal dog ordentligt” til en sygeplejerske under en kortere indlæggelse, vækker det måske nok lidt opmærksomhed og eftertanke.

Meget ’mildt trøstende automatsprog’ kan afværges, ved fra starten at modtage en ny hjemmehjælper med f.eks. snak om kommunevalg, Nato-post eller andet.

Værre er det når f.eks. demente ikke kan protestere over at blive taget op midt om natten for at blive vasket. Hvad er det dog for et samfund der efterhånden har udviklet sig?

Det ville være rart, hvis man ikke behøvede at frygte at blive gammel, hjælpeløs og intimideret eller udsat for direkte overgreb.

Tak til Karen Vind for et godt og nødvendigt indlæg.

Inger Sundsvald

Er vores samfund virkelig blevet så brutaliseret, ligeglad, opgivende (?) at der ikke er en eneste andre end mig, som har kommentarer til dette vigtige opkald?

Eller er det fordi man tror, at det skal OKV-regeringen nok rette op på? Løfter om renovering af skoletoiletter er der jo fuld gang i at opfylde.

Måske bliver næste tiltag at afskaffe tvangsvaskning af demente og gamle på plejehjemmene? Det drejer sig bare om at vente længe nok måske?

John Fredsted

@Inger Sundsvald: Nej, jeg har også en kommentar, som jeg først nu - idet jeg ikke er abonnent - kan skrive her på information.dk.

Først og fremmest demonstrerer denne velskrevne artikel - med blandt andet poetiske og metaforiske passager - at gamle menneskers hoveder bestemt ikke behøver at fejle noget som helst - hvilket velsagtens er én af forfatterens pointer.

Men første del af artiklen er skræmmende læsning. Måske ikke overraskende læsning, for jeg har trods alt gennem de senere år - i nyhederne og ved venners udsagn - fået med, hvor galt fat det er i ældresektoren. Den seneste skændsel er nattevasken af ældre. Jeg fatter det ikke. Hvordan kan man dog få en så vanvittig idé, for slet ikke at tale om faktisk at føre den ud i livet?

Jeg er kun knap 41 år gammel, men jeg tænker ofte over det at blive gammel. Hvordan vil det være fat med ældresektoren og med hospitalssektoren til den tid? I mine mere morbide stunder funderer jeg over, hvor rart det ville være i sit køkkenskab at have stående en dødelig dosis pentobarbital - som man afliver dyr med (for at give dem en human død) - så jeg i det mindste havde kontrol over, hvornår og hvordan jeg kommer herfra, med min værdighed i behold.

Mona Blenstrup

En skøn artikel om et meget følsomt emne.

I kraft af mit arbejde, har jeg ofte været tilskuer til de uhyrlige forhold på landets plejehjem og kan sagtens følge og forstå artiklen.

Det er smertende at se nogle mennesker bænket omkring et spisebord liggende hen over bordet eller hængende sidelæns ud af kørestolen.

En forhenværende plejehjemsleder jeg kender har udtalt: " vi plejer vores gamle borgere ihjel".
Han mente det helt tydeligt og har hodt nogle foredrag om det. Men desværre har det ikke flyttet ved tingenes tilstand. Lige så lidt som Thyra Frank fra plejehjemmet LOtte kan formå tingene på andre plejehjem til at flytte sig.

Problemet for mig at se er, at man fortsat benytter et hospitalsligendende miljø i stedet for et hjem.

Morgenmødet med opremsning over nattens forløb, tilsidesættelse af indivudets behov, kørestol og ble samt hagesmæk til alle, der ikke er stærke nok til at protestere. Manglende engagement fra personlaet. Tillrettelæggelse af arbejdet som på hospital.

At se personalet kæmpe for at få borgerne op af sengen for at sætte dem foran morgenbordet:
2 glas sagt til alle pillerne, 1 ostemad, 1 kop kaffe. Uanset om man kommer op kl. 10.30 er der varm mad kl. 12. Hvordan skal man få appetit til den?
Så soves der, dernæst kaffe kl. 14 med nogle småkager og aftensmad kl. 17.
Mange kommer så i seng kl 20, og så er den dag gået.

En leder på et af plejehjemmene gav ordere på at personalet skulle spise sammen med borgerne. Det gjorde de også men ved hver sit bord.

Om morgenen kørte morgen tv på fuldt drøn henover de stakkels gamle, som lukkede sig mere og mere inde. De orkede ikke Meyerheim og co med vinsmagning og reklamer. Men personlaet havde behov for underhldning mens de satte maden frem.

Der mangle nogle flere Lotte plejehjem. Der kan man få lov at LEVE på ordentlige vilkår mens tinden rinder ud.

Inger Sundsvald

Anders Jepsen

Nu tror jeg ikke på mirakler, men jeg vil da mene, at der bliver prioriteret anderledes ved et regeringsskifte. I stedet for skattelettelser til dem som ikke mangler noget, kunne man vel forvente en vis forbedring, hvilket sikkert automatisk ville smitte af på engagementet hos personalet der er slidt godt og grundigt ned.

Inger Sundsvald

Anders Jepsen

Det kommer måske som en overraskelse for dig at mennesker kan blive så udnyttet og nedslidt, at de ikke kan gøre meget andet end det strengt nødvendige. Nogle bliver så deprimerede at de må sige op; ikke fordi de får for lidt i løn, hvilket jeg mener de gør, men fordi de ikke kan stå model til den brutalisering med f.eks. tvangsvaskning af de dårligste om natten. Lige præcis dem som ikke selv kan protestere.

Hvor har jeg hævdet at jeg stemmer på EL? Du har ret i at jeg er imod skattestoppet. Måske skulle du følge bedre med i debatterne, inden du begynder at slå om dig med påstande.

Mona Blenstrup

for lige at gye en smule olie på vandet.

Disse forhold, someksisterer på plejehjem, har jeg observeret siden 1988. altså før den nuværende regering. Men tingene er ikek blevet bedre med tiden. Og der har Inger en pointe: at skattelettelserne til de højest lønnede har givet et negativt bagslag i ældreomrogen.

Men i 1992 tror jeg det var, der fandt man på, at det var uværdigt for plejehejmsbeboere, at de kun skulle have udbetalt deres lommepenge ud af deres pension. Nu skulle de selv administrere deres penge, hvilket næsten ingen kunne. Dette medførte så, at ydelser, der hidtil var inkluderet i huslejen blev nedprioriteret elelr bortfaldt.
For eksemple havde de fleste pelehjem frisør og fodpleje. Det skulle man så betale for direkte.
Så i stedet for at komme der regelmæssigt som en del af huslejen, skulle man som beboer eller som pårørende selv tage stilling til behovet.
Så negle og hår groede helt vildt.
man skulle også foholde sig til om man ville have hoved og elelr biret, dette fik den konsekvnes, at hvis en pårørende havde bestemt for tante Vilda, at hun ikke kunne spise spå meget og derfor kunne nøjes med en ret, så fik hun ikke nok mad den dag, hvor der blev serveret noget, hun ikke kunne lide.

Man skulle også have 2 rum, kogeplader, køleskab og eget bad.

At man ikke selv kunne benytte kogepladerne betød intet, man fik lov at betale for installationen. Og for strømmen til det tomme køleskab emd en enkelt kande saft.

Så fra at bo et sted med sit eget væresle, med regelmæssig frisør og fodpleje og alt betalt, fik man så 2 væresler, "køkken" og bad.

Men mennesket - beboeren - blev ikke mere lykkelig eller bedre plejet.

Tilmed har man sluset en masse mennesker ind i sundhedsuddannelserne, som ikke ser deres arbejde som servicefag. Hvilket det i bund og grund burde være

Mona Blenstrup

Anders:

" Onde tunger vil påstå, at jeg ikke evner noget som helst, mine behov er til gengæld enorme, kort sagt:
jeg glæder mig til at lave ingenting og kræve ind i det uendelige".

Er du ved at uddanne dig til lærer?

Jeg blev da lidt nysgerrig, kun det.

Inger Sundsvald

Mona Blenstrup

Det nytter vist ikke at ”gyde olie på vandet”, mennesker med så stor difference i opfattelsen kan ikke kommunikere på et bare nogenlunde anstændigt niveau, hvor man ikke tillægger hinanden de mærkværdigste motiver og opfattelser.

Men jeg kan godt se hvor du vil hen, tror jeg. Men:

Det er ret umuligt at opstille formler for hvordan hvert enkelt menneske skal behandles værdigt; og det er under alle omstændigheder andre som skal vurdere behovet, både for dem som er lykkelige for eget bad og køkken og kan bruge det, og for dem som er overladt til en evt. nærig familie og evt. venner, som måske ikke har midlerne til at bestemme hvor ofte der skal skiftes sengetøj, eller om der er råd til at ryge eller invitere på en lille én.

Noget af det værste jeg kunne forestille mig er, som det står i artiklen ”Med sin, på det sidste, sprøde og svage stemme, tryglede hun om at komme på toilettet.” For ikke at tale om hvis der ikke er tid til at blive vasket.

Det må dog være noget som der skal rettes op på efter denne regerings huseren, som på den ene side pålægger kommunerne ansvaret, og på den anden side begrænser råderummet for hvor stor den økonomiske udvikling og skattetrykket må være, helt uden hensyn til den almindelige lønudvikling.

I mine mest sorte øjeblikke kunne jeg ønske mig det som Fredsted siger: ”en dosis pentobarbital”, selv om jeg ikke kunne drømme om at aflive en gammel kat med den slags, hvis det er det jeg tror dyrlægerne bruger, uden at den først var bedøvet, da det ganske enkelt stopper åndedrættet så dyret bliver kvalt. Bedre løsning ønskes til mit køleskab.

Inger Sundsvald

Mona Blenstrup:
”Er du ved at uddanne dig til lærer?”

En del kan vi (måske) blive enige om, men denne bemærkning hører ikke til disse.

Mona Blenstrup

Inger

Det sidste var bare, fordi jeg er udpræget nysgerrig.
Han kunne jo også være pædagogstuderende.
Pyt.

Det værste for mig er også den totale manglende mulighed for at komme på toilettet. AT blive nægtet dette er så nedværdigende, at det rækker ud over al forstand. Det er den ultimativ fornedrelse.

Det er alt for nemt med de bleer. Mange gamle bliver først inkontinente, når de kommer i kløerne på plejepersonale.
Af tidsnød siges det. Men hvis man gav sig tid til at hjælpe på toilettet, kunne mange kræfter gendannes og vedligeholdes.

Det har altid været mit budskab til plejepersonalet.

Mona Blenstrup

Anders

Det var slet ikke ment som noget negativt. Men jeg sporede en vis glæde over at du fremtidigt skulle bestille ingenting. Og så tillod jeg mig at spørge, om det var fordi du slev ville være en af dem, der næsten altid kommer for sent og bestiller mindst. samtidigt at lønnen var højest i forhld til andre lande
I forhold til dit indlæg

Det var hele sagen i sin kerne.

Og lige en ting mere Anders. Jeg kan godt blive meget uenig med andre og også med Inger i andre sager.
Men du burde ikke skrive så direkte grimt "så fis af med dig, du trælske kvindemennekse...."
Det er ikke klædeligt i en debat.
Jeg kan selv være særdeles bramffri men har aldrig bedt meningsmodstandere om at fise af.

I så fald, at debatten skal være på dette plan, ligger min mening om indholdet af dine indlæg tæt op ad Ingers.

Men lad os komme videre og håbe, at andre finder lyst til at fremkomme med synspunkter. Uenig må vi gerne være, men ikke på en måde, der indikerer, at man selv synes, at modparten er dum og overflødig.

Vi voksne fruer har også ret til at være her og ytre os.

Man skal behandle alle mennesker med respekt, og artiklen her på sitet handler jo netop mangel på respekt for de ældre individer. Så lad os forholde os til det med respekten for andre.

John Fredsted

@Inger Sundsvald: Da jeg læste din beskrivelse af virkningen af pentobarbital, så kom jeg helt i tvivl.

Derfor slog jeg op i Derek Humphrys bog "Final Exit. The practicalities of self-deliverance and assisted suicide for the dying". Her står der blandt andet om pentobarbital (også kaldet Nembutal):

"Fast-acting and very lethal. The premier drug for self-deliverance."

Inger Sundsvald

Benægtelse er en kendt psykologisk afværgemanøvre. Som regel kan personen ikke huske ret godt, og har selv en masse fordomme:

”Anders Jepsen
29. marts, 2009 #

Så fis af med dig du trælske kvindemennekse, du har øjensynligt ikke nogen argumenter, blot en masse tåbelige fordomme!”

”Og: ”Træk stikket ud, Inger!”

Mona, vi må bære over med ham.

Inger Sundsvald

John Fredsted
Jeg véd det som sagt ikke. Men min dyrlæge har sagt netop dette om den helt rigtige måde, de gange hvor jeg har haft brug for det. Men efter første gang, hvor jeg oplevede en 18 år gammel og syg kats dødskamp, har jeg siden forlangt bedøvelse og søvn først, og det har gået helt anderledes fredeligt for sig. Man kan ikke altid stole på sagkundskaben.

Mona Blenstrup

Inger

som de voksne kvinder vi er er vi vant til at bære.
sådan er livet også.

At have forskellige meniger gør jo en debat interessant. Jeg kan også være en plage for andre, ved jeg helt bestemt. Men min ytringsfrihed skal ingen pille ved.

Men al det med aflivning med medikamenter som løsning på det ulidelige liv er aldeles uaktuelt.

Hvis man bliver så svag, at overlevelsesinstinktet dør ud, så kan man ikke aflive sig selv.

Men man kunne øsnke sig en værdig død på lige fod med de kæledyr, vi afliver, når livet bliver for sølle.

Her i huset er det mig, der bringer dyrene den sidste vej. dyrene er vant til at jeg bestemmer over dem. Manden i huset har bare ondt af sig selv. Det fortjener dyrene ikke at blive påvirket af.

Men kunne jeg aflive ham, hvis han var overladt til en pleje, der gjorde ham til et blepissende savlende forkrøblet medicinpåvirket hylster?
Nej det kunne jeg ikke.

Mona Blenstrup

MIne dyr bliver også altid bedøvet inden giftsprøjten.

Især gamle dyr, der har et lavt blodtryk specielt katte, har svært ved at dø ved den direkte giftsprøjte

Inger Sundsvald

Mona

Jeg kunne heller ikke have aflivet min gamle far, da han skulle dø, det kræver nok lidt mere mod end jeg er i besiddelse af. Men jeg kunne godt have ønsket, at han havde haft en værdigere måde at dø på, end at beslutte sig for at nægte at spise og drikke. Det fik han så lov til at gøre i 14 dage på plejehjemmet.

Jeg takker for, at det gik anderledes med min mand, som gik i brusebad og faldt om og var død, netop som vi skulle til en 50-års fødselsdag. En aktiv og stærk mand, som aldrig havde fejlet andet end en halsbetændelse, ville have været ubærlig at have siddende i en rullestol eller på et plejehjem.

Jeg håber virkelig at jeg kan tage sagen i egen hånd med mig selv.

”evindelige svadaer om gamle skambidte hunkatte!” er også fri fantasi. Hvad tænker den mand dog på?

Mona Blenstrup

Inger

Trist for dig med din mand - faktisk dybt sørgeligt. I skulle jo have haft mange år endnu.

Men da vi alle skal dø på et tidspunkt, må vi håbe at det bliver på en værdig måde.

Hvordan man får rusket op i det lidet opmuntrende forhold, der bydes vores ældste og svageste borgere på plejehjem, det ved jeg dog ikke.
Men jeg tror at det primært handler om menneskesyn. Og holninger til udførelse af den gerning, det er at have med svage mennesker at gøre. Man glemmer ogte at tale til dem og med dem.

Samtalerne mellem plejehjemsbeboere og personale bliver ofte overfladisk og begrænser sig til de helt nødvendige kommunikationer.
Jeg ved godt at jeg generaliserer, men det er nu engang min erfaring fra forskellige plejehjem i forskellige dele af landet, der gør, at jeg tør.

I forrige uge hørte jeg, at man i den kommune min virksom hed ligger i, har tænkt sig at demensgruppernes særlige personaletilbud nu skal helt væk. Man skal have samme bemanding på demensborgere som for andre.

Det er den helt forkerte retning. Nu har man endelig taget de dementes behov under særligt hensyn i nogle år, og nu skal der så spares.
Demente mennesker skal have kestra tid og særlig kærlig pleje og en h verdag, der ikke er for forvirrende.
Det skulle alle andre plejehjemsbeboere også have, men det er en anden snak.

Jeg håber, at de pårørende orker at råbe op.

John Fredsted

@Mona Blenstrup: "Men man kunne øsnke sig en værdig død på lige fod med de kæledyr, vi afliver, når livet bliver for sølle."

Lige præcis. Det gør mig meget trist at vide, at denne barmhjertighed ønsker vores samfund/kultur ikke at udvise.