Læserbrev

Prisuddeling af bibelske dimensioner

Olafur Eliasson får Arkens kunstpris, blandt andet fordi hans værker arbejder med sanserne og involverer os aktivt i værket. Men det passer ikke.

Olafur Eliasson får Arkens kunstpris, blandt andet fordi hans værker arbejder med sanserne og involverer os aktivt i værket. Men det passer ikke.

Hans Klaus Techt

6. marts 2009

Arkens kunstpris på 100.000 kroner går i år til den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson. Arkens direktør Christian Gether begrunder tildelingen på følgende måde:

"Eliasson modtager prisen for sin evne til at skabe værker, der arbejder med sanserne og involverer os aktivt i værket."

Det er imidlertid værd at påpege, at Olafur Eliasson slet ikke er så begejstret, når publikum engagerer sig aktivt i hans værker, som der oftest gives udtryk for.

Da jeg i januar 2005 hævede vandstanden i Olafur Eliassons vandfaldsskulptur Waterfalls på Aros, blev jeg efterfølgende udsat for alskens repressalier, og Olafur Eliasson glimrede i den forbindelse ved sin manglende støtte.

Et præcist billede

Christian Gether fremhæver desuden Olafur Eliasson som "en af den internationale kunstscenes mest markante og succesrige kunstnere". Det er ubestrideligt, at Olafur Eliasson er succesrig, som den tidligere erhvervsmand Christian Gether så sigende udtrykker det. Men personligt har jeg den opfattelse, at Olafur Eliasson for at blive en virkelig markant kunstner stadig mangler at tage skridtet fra sin optagethed og pointering af publikums sansninger til arbejdet med det eksistentielle.

Men der er ingen tvivl om, at hvis Olafur Eliasson formår at tage dette skridt, vil han for alvor være at regne for en markant kunstner.

Arkens kunstpris er på 100.000 kroner. De penge kan mangemillionæren Olafur Eliasson nu sætte i banken ved siden af de 500.000 kroner, han modtog, da han i 2006 fik Kronprinsparrets Kulturpris. De tilsammen 600.000 kroner kan så lægges til de 55.000 euro, Olafur Eliasson modtog i Wien i juni 2006 i forbindelse med uddelingen af den østrigske Frederick Kisler Prize.

Med disse monetære forhold in mente antager uddelingen af Arkens kunstpris til Olafur Eliasson næsten bibelske dimensioner. Matthæus evangeliets 13,12 render den bibelstærke i hu: "For den, der har, til ham skal der gives, og han skal have overflod; men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har".

Det er vist et ganske præcist billede på den danske kulturpolitik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Jeg vil egentlig godt nuancere mit synpunkt lidt. Kender jeg Olafur Eliasson ret (ikke at jeg kender ham personligt), så sætter han ikke pengene i banken på en pensionsopsparing. Hans værker ( i modsætning til dine, Max Uwe) er dyre at realisere og han har mange mennesker på lønningslisten. Man kan så være for eller imod omkostningskrævende kunst. Personligt synes jeg det er spændende når kunst koster kassen at realiser eller på anden måde involverer omgivelserne. I modsætning til den "gamle" kunst som ikke kostede en bønne i sin tid, men så kan sælges for millioner når kunstneren er død og kunsthistorien er skrevet. På den måde bliver kunsten en faktor i sin samtid, man bliver nødt til at forholde sig til, om ikke andet af økonomiske årsager. Men det er jo bedre en den rene passivitet, efter min mening. Derfor kan Olafurs millioner ikke bringe mit pis i kog. Tvært imod. Al kapital til kunstnerne!

Svend Erik Sokkelund

Det' sgu da Arken, der er forudsigelig.

Der er ikke meget nytænkning og vovemod i at smide endnu en bunke penge efter en mand, der efter alle konventioner og på alle markeder allerede er nærmest helgenkåret.

Søren Kristensen

Jo, jo. Men det er bare ikke nogen katastrofe så længe Eliasson ikke er forudsigelig. Det er trods alt kun penge vi taler om. Laudrup blev heller ikke dårligere til at spille fodbold, fordi han blev rig af det. Hvis jeg kunne komme i tanke om en eller flere andre der hellere skulle have haft pengene så kunne vi jo debattere det. Men det kan jeg ikke (jeg følger nu heller ikke så meget med i kunsten mere). Men alligevel. Vi skal passe på det ikke bliver for småt.

Inger Sundsvald

Der er noget jeg ikke forstår:

”Da jeg i januar 2005 hævede vandstanden i Olafur Eliassons vandfaldsskulptur Waterfalls på Aros, blev jeg efterfølgende udsat for alskens repressalier”

Repressalier fra hvem? Og hvem havde givet/ikke givet tilladelse til forandringen?