Kronik

Under en sort presenning

Verdens fattigste lande er uden skyld i den globale opvarmning, de rammes hårdest af klimaforandringerne, og de er selv med til at betale for tilpasningen. Den uretfærdighed mærker vi ikke i Danmark, men det gør den indiske familie, hvis hus lige er sunket i havet for fjerde gang
Verdens fattigste lande er uden skyld i den globale opvarmning, de rammes hårdest af klimaforandringerne, og de er selv med til at betale for tilpasningen. Den uretfærdighed mærker vi ikke i Danmark, men det gør den indiske familie, hvis hus lige er sunket i havet for fjerde gang
19. marts 2009

Familien Das har aldrig hørt om klimaforandringerne. Namita Das og hendes mand Pacho Das bor med deres to børn, en datter på 12 år og sønnen på 9 år, på øen Ghoramara i Sundarbans - Gangesflodens delta i det sydøstlige Indien. Men de mærker forandringerne. Sidste år i september måtte de flygte fra deres hus på grund af oversvømmelser. Det var fjerde gang. Tre gange tidligere er deres hus sunket i havet. De har mistet al deres landbrugsjord.

Familien, som jeg lige har besøgt, bor nu lidt længere inde på øen i et hus klinet op ad indersiden af det nye dige. Huset er bygget af bambus, plastikstumper, og blade. Taget er lavet af en sort presenning - den eneste nødhjælp familien fik, da de måtte flygte. Pladsen på øen bliver mere og mere trang, arealet er halveret over de sidste 30 år, og havet kun godt 100 meter væk. Om få år må familien Das med sikkerhed flytte igen.

Flugt fra vandmasserne

Familien Das er blot et eksempel på nutidens og fremtidens klimaflygtninge. Ikke fordi nedbrydningen af øerne i Sundarbans alene skyldes klimaforandringerne. Øerne er altid blevet brudt ned og andre øer bygget op i det enorme deltaområde. Men der er ingen tvivl om, at forandringerne nu sker med langt højere hastighed. Det skyldes kombinationen af stigende vandstand, stærkere orkaner og kraftigere og mere koncentrerede nedbørsperioder. Netop hastigheden er afgørende for, om de godt fire millioner mennesker på de 102 øer kan nå at tilpasse sig. Nå at flygte fra vandmasserne.

Befolkningen i Sundarbans vil derfor blive hårdt ramt af de globale klimaforandringer. Prognoserne siger nu, at vandstanden vil stige med 0,4-1,4 meter. Den stigning vil være langt mere, end de kan klare. De har utroligt lidt at stå imod med.

Den globale opvarmning er derfor ikke en trussel, der måske rammer om 50 eller 100 år. Det er en snigende katastrofe som allerede i dag rammer hårdt i en række fattige lande. Den virkelighed er vi milevidt fra at tage alvorligt. Den seneste transportaftale, er i bedste fald CO2-neutral. I værste fald har vi i Danmark netop lavet en transportaftale, der vil øge CO2-udslippet. Skattereformen indeholder kun beskedne justeringer for at mindske CO2-udslippet. Her er fokus på danske boligejere, og ikke på familien Das, der har mistet deres bolig fire gange. Opstillingen af vindmøller er gået i stå. CO2-udslippet stiger, både i Danmark og især i verden, hvor vi nu er 40 pct. over det scenarium, som det internationale klimapanel kaldte "det værst tænkelige". Alvoren er slet, slet ikke gået op for os.

Reducer CO2 med 95 pct.

Politikerne diskuterer gerne mål for CO2-udslippet om 10 eller 40 år. Men det er nu, vi skal handle. Vi har allerede spildt 20 år uden at vende udviklingen. I Indien er både befolkning og politikere ekstremt trætte af vestlige politikere, der konstant taler om klimakrisen men undlader at gøre noget markant for løse den.

Det er slet, slet ikke nok med de kosmetiske ændringer, vi har set indtil nu. Klimaforandringerne er en udfordring af hidtil uset karakter og størrelse. Det ved man, når man har besøgt familien Das i Sundarbans. Skal de og mange andre mennesker have en flig af en chance for at klare sig, skal vi reducere det globale udslip af CO2 med 80 pct. i 2050. I Danmark med mindst 90-95 pct.!

Klimabistand

Vi er stort set heller ikke begyndt at diskutere, hvordan vi, også i Danmark, kan sikre verdens fattige lande de meget store finansielle og teknologiske overførsler, som de har benhårdt brug for. Det er på trods af, at Danmark skal være vært for den helt afgørende klimakonference i december. Der kommer flere og flere beregninger af, hvor mange penge verdens fattige lande skal bruge for blot at tilpasse sig. For blot at undgå at synke endnu længere ned i fattigdom og håbløshed. Tallet stiger hele tiden. De nuværende skøn siger, at der er brug for mindst 50-100 milliarder dollar om året - nogle skøn lyder på det dobbelte. Og det er kun penge til tilpasning - fra tørkeresistente kornsorter til diger og nye brønde. Dertil kommer endnu større investeringer i verdens fattige lande for at hjælpe dem med også at reducere udslippet af CO2 - fra vindmøller til beskyttelse af skovene. De penge skal skaffes nu. De skal kunne ses på den danske finanslov til efteråret. Og de skal tilvejebringes gennem nye og innovative finansieringskilder.

Internationalt er der heldigvis flere og flere forslag. Der er ved at komme et lille, men vigtigt gennembrud for ideerne om international beskatning. Der er allerede indført en lille skat på to pct. ved køb af CO2 gennem projekter i verdens fattige lande (de såkaldte CDM-projekter), og der er forslag om at udstrække den skat til handlen imellem de rige lande og landene i den tidligere østblok, og til den interne handel mellem de rige lande. Der er ideer om skatter på fly- og skibstransport. Schweiz har foreslået en international CO2 afgift. Norge har foreslået, at (en del af) indtægterne fra salg af CO2 kvoter i de rige lande, skal gå til at finansiere tilpasningen i de fattige - en mulighed EU kommissionen har åbnet op for i klima- og energipakken.

Sorte skattelettelser

Herhjemme har både statsministeren og skattekommissionen i stedet tilkendegivet, at provenuet fra kvotesalg i Danmark skal bruges til at finansiere skattereformen. Kvotepengene bruges med andre ord til skattelettelser til nogle af verdens rigeste mennesker. Der står intet i skattekommissionens udspil eller i skattereformen om, at reformen skal sikre indtægter til at løse klimakrisen for verdens fattigste mennesker. Skattekommissionen bruger flere sider på at beskrive risikoen for, at en klimaindsats rammer danske virksomheders konkurrenceevne. Og ikke én linie på at beskrive risikoen for, at en manglende klimaindsats kan ramme fattige menneskers overlevelsesevne. Debatten om reformer i Danmark er næsten totalt isoleret fra debatten om den massive klimaindsats, der er brug for i verden. Vi tænker det ikke ind fra starten, når vi laver reformer. Vi fortsætter stort set, som om intet er hændt. Det er en global uretfærdighed af dimensioner. Ikke alene er verdens fattige lande - og familierne i Sunderbans - uden skyld i den globale opvarmning.

De rammes hårdest af forandringerne. Og de er selv med til at betale for tilpasningen. Det sker både gennem skatten på CDM- projekterne og i forhold til udviklingsbistanden. En række rige lande tager flere og flere midler fra udviklingsbistanden og bruger dem på indsatsen mod den globale opvarmning.

Fattige betaler topmøde

Vi har langtfra indfriet de løfter, vi gennem årtier har givet verdens fattige lande om penge til at løse de grundlæggende problemer med sult og fattigdom. Alligevel tager vi penge fra udviklingsbistanden til at løse de klimaproblemer, som vi bærer hovedansvaret for. Selv da Danmark skulle finde de forholdsvis beskedne beløb til at betale for klimatopmødet i København, blev en stor del af beløbet taget fra udviklingsbistanden. Verdens fattigste lande betaler med andre ord for et møde i København for at løse de problemer, som verdens rige lande har skabt. Det er ikke rimeligt, og det er stik mod alle principper og aftaler, der er lavet mellem rige og fattige lande. Betalingen for klimaindsatsen skal være ekstra penge. Forureneren skal og må betale. Det er derfor fuldt berettiget, at verdens fattige lande kæmper imod. Fortsætter vi som nu bliver der ingen klimaaftale. Ingen global løsning.

Uretfærdigheden er derfor massiv. Det mærker man, når man står på en lille ø, midt i Sunderbans deltaet og taler med familier, der har mistet alt. Men vi mærker det ikke i Danmark. Ser det ikke. Fordi de fattige familier, der rammes af stigende vandstand, orkaner og oversvømmelser, ofte kun flygter få hundrede meter ad gangen. De klumper sig ikke sammen i store flygtningelejre. De kan ikke stemme, når der er valg i Danmark eller USA. De trænger sig ikke på langs vores grænser. De slæber deres ejendele med sig ind bag det næste dige, hutler sig videre, gemmer sig. Under en sort presenning.

Christian Friis Bach er international chef i Folkekirkens Nødhjælp

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu