Kronik

Straf, straf og atter straf

Straf er godt, og mere straf er endnu bedre. Denne indstilling blev luftet igen med regeringens bandepakke. Problemet er bare, at længere straffe ikke har en præventiv effekt. Snarere tværtimod
Krimienelle er ligeglade med længere straffe - de frygter mere at blive opdaget. Mere politi og mere efterforskning øger risikoen for at blive opdaget og kan faktisk - i modsætning til længere straffe - have en effekt. I fængslet svækkes kontakten til sociale netværk uden for kriminelle miljøer, mens der til gengæld er rig lejlighed til at styrke netop relationen til kriminelle netværk i fængslet.

Krimienelle er ligeglade med længere straffe - de frygter mere at blive opdaget. Mere politi og mere efterforskning øger risikoen for at blive opdaget og kan faktisk - i modsætning til længere straffe - have en effekt. I fængslet svækkes kontakten til sociale netværk uden for kriminelle miljøer, mens der til gengæld er rig lejlighed til at styrke netop relationen til kriminelle netværk i fængslet.

ERIK LUNTANG

14. marts 2009

Dansk retspolitik synes i disse år at være præget af en bred konsensus om, at der ikke er det problem, som ikke kan kureres ved hjælp af en tur i spjældet. Straf er godt, og mere straf er derfor meget godt. Denne indstilling blev luftet igen med præsentationen af regeringens såkaldte barske bandepakke.

I denne betyder bande-relateret kriminalitet både fordoblinger og tredoblinger af de eksisterende strafferammer. Samtidig gøres der brug af automatisk udvisning af ikke-statsborgere for en stribe af forbrydelser, som ikke tidligere har været betragtet som så alvorlige, at de nødvendiggør definitivt at ophæve den sociale kontrakt. Spørgsmålet er, hvad der legitimerer disse voldsomme stramninger?

Da justitsminister Brian Mikkelsen med stolthed og alvor i stemmen præsenterede pakken den 4. marts, spillede han først og fremmest det præventive kort - de hårdere straffe begrundes med, at de forventes at ville skræmme bandemedlemmer fra at udføre kriminelle handlinger. Den fortærskede 'retsfølelse' fik ganske vist endnu en tur i manegen, til trods for at det er og bliver konsekvent uklart, hvad retsfølelse betyder, og hvorfor den overhovedet skal spille en rolle. Men fokus var, givet det presserende behov for at sætte en stopper for skyderierne i København, på prævention.

Negativ socialisering

Så langt kunne man fristes til at tro, at bandepakken bør roses. Med prævention er der jo tale om et veldefineret og rationelt mål. Problemet er bare, at længere straffe ikke har en præventiv effekt. Snarere tværtimod. I den udstrækning de overhovedet har en virkning, er den at øge den negative socialisering, som indsatte bliver udsat for i fængslerne. Kontakten til sociale netværk uden for de kriminelle miljøer svækkes, imens der til gengæld er rig lejlighed til at styrke netop relationen til kriminelle netværk i fængslet. Endelig vil det for mange være en følelsesmæssigt forrående oplevelse at tilbringe lang tid i det undertrykkelses- og magt-system, som et fængsel nødvendigvis er. Det sidstnævnte fremhævet, ikke for at vække medlidenhed med den dømte - det kunne der sikkert i nogle tilfælde være grund til - men pointen er her, at alle disse forhold gør det mere, ikke mindre, sandsynligt, at den dømte begår ny kriminalitet, når han eller hun sættes fri igen. Dermed virker hårdere straffe anti-præventivt.

Samtidig er der intet, der tyder på, at den øgede trussel, som hårdere straffe udgør, har nogen effekt. Man kan ganske vist forsøge at analysere kriminelle handlinger som resultatet af et rationelt valg, hvor den kriminelle vurderer fordele og ulemper ved at udføre forbrydelsen. Denne tilgang kunne for en overfladisk betragtning være vand på Mikkelsens mølle, da en hårdere straf forstørrer ulemperne og dermed kunne tænkes at tippe balancen til fordel for at afstå fra kriminelle gerninger. Men forskningen viste allerede i 1999, i et såkaldt meta-survey under ledelse af Cambridge-professoren Andrew von Hirsch, at potentielle gerningsmænd ikke i nævneværdig grad er modtagelige for den ændring i incitamentstrukturen, som hårdere straffe er udtryk for. Eller som kriminolog Beth Grothe Nielsen på polemisk vis har formuleret det, så skal man ikke forvente, at voldsmænd sætter sig ned med Karnovs lovsamling for lige at tjekke, hvad strafferammen egentlig er, før de begår deres forbrydelser.

Som alternativ til generel prævention har en række politikere på begge fløje begrundet de hårdere straffe med henvisning til speciel prævention. Her er ideen ikke, at straffen afskrækker potentielle forbrydere, men at den forhindrer den enkelte i at begå yderligere forbrydelser. Det er denne type begrundelse, som ministeren synes at have i tankerne, når han i Deadline siger, at strengere straffe virker: "Af den helt banale grund, at så lang tid man sidder i fængsel, så begår man jo ikke ny kriminalitet".

Moralsk tvivlsomt

Der er imidlertid mindst tre alvorlige problemer ved denne tankegang. Det første er, at man derved reelt straffer personer for forbrydelser, som de ikke har begået - endnu. Alene antagelsen om, at en person engang i fremtiden vil begå en forbrydelse, skal nemlig fungere som grundlag for at spærre vedkommende inde. Det synes moralsk tvivlsomt og retssikkerhedsmæssigt problematisk. Det andet er, at den reelle specialpræventive virkning står i et skærende misforhold til omkostningerne: Justitsministeriets egen ekspert Britta Kyvsgaard har demonstreret at for at opnå en reduktion i kriminaliteten på 15 procent kræves en syvdobling af antallet af fængselspladser. Prisen herfor ville beløbe sig til milliarder af kroner. Og endelig er det for det tredje vanskeligt at se, hvordan synspunktet kan udlægges som andet end et argument for tidsubegrænsede straffe. Hvis det er legitimt at spærre en person inde for at forhindre vedkommende i at begå fornyet kriminalitet, så følger det også, at vedkommende legitimt kan forblive indespærret, indtil det vurderes, at risikoen for tilbagefald er faldet til et passende niveau. Men hvad ville så faktisk virke? To tiltag trænger sig på:

- Det første er, at selv om det er dokumenterbart, at længere straffe ikke virker præventivt, så er det også dokumenterbart, at større risiko for at blive straffet gør. I forbindelse med pakkens lancering formuleredes dette fint af juraprofessor Eva Smith: "Det er ikke straffen, man er bange for. Når man er 22 år, er 12 år allerede en evighed, det ændrer ikke noget, at straffen hedder livstid. Det, man er bange for, er at blive opdaget".

Mere politi og mere efterforskning øger risikoen for at blive opdaget og kan således - i modsætning til længere straffe - have en effekt.

- Det andet er det faktum, at selv om tusindvis af Hollywood-actionfilm gør deres til præge os til at mene, at der kun er én måde at håndtere forbrydelser og forbrydere på, så er det mest effektive i virkeligheden det lange, seje og usexede træk med socialt arbejde, kvarterløft, fritidsordninger og lignende. Tiltag, som har til hensigt at sikre, at de personer, som er eller risikerer at blive kriminelle, har mulighed for og incitament til at lade være. Oppositionens forslag om at lade hver ekstra politimand følge af en socialarbejder har i al sin populistiske slagfærdighed fat i det rigtige. Denne type af forebyggelse er den mest virkningsfulde præventive indsats.

Mavefornemmelse

Man kan ærgre sig over, at justitsministeren har så lidt respekt for forskning og sagkundskab. Regeringens antagelse om, at straffens positive virkninger nærmest er uendelige, synes i sidste ende at bunde i en mavefornemmelse. Konfronteret med forholdet, at længere straffe ifølge videnskaben ikke virker præventivt, udtalte ministeren:

"Jeg tror på, at det virker. Ja, jeg er helt sikker på, at det virker, når det er så mange år, straffene sættes op med".

Og hvorfor dog ikke supplere fundamentet for dagens retssystem med denne fornemmelse, så den nu består af både (rets)følelser og fornemmelser? Et sådant forhold til forskning ligger fint i forlængelse af Bush-æraens konservative tankegang, hvor en talsmand for Det Hvide Hus i 2004 kunne klandre journalisten Ron Suskind for stadig at tilhøre "det virkeligheds-baserede fællesskab", som "tror, at løsninger dukker op ved velovervejede studier". Men i USA er den politiske kultur forandret; det er valget af præsident Obama ikke så meget en årsag til som et udtryk for. I Danmark står den politiske kultur tilsyneladende i stampe.

I sidste ende er det imidlertid ikke forskningen, som regeringen - og Mikkelsen i særdeleshed - sjofler. Videnskaben klarer sig nok, også uden politisk anerkendelse. Men det er en hån mod ofrene at føre politik mod bedre vidende. Ikke ofrene for de forbrydelser, som er begået, og som - til trods for de plastre på såret, som krisehjælp, offer-gerningsmandskonfrontationer og lignende tiltag udgør - reelt ikke kan beskyttes uden adgang til en tidsmaskine. Men mod ofrene for fremtidige forbrydelser, som kunne være undgået ved en mere hensigtsmæssig og 'virkelighedsbaseret' retspolitik. Det er dem, som betaler prisen for det evindelige mantra om og ensidige fokus på straf. Det har de ikke fortjent.

Frej Klem Thomsen er ph.d.-stipendiat i filosofi og Videnskabsteori, RUC. Kira Vrist Rønn er cand.mag. i filosofi og videnskabsteori, RUC. Begge er med i Forskningsgruppen for straf og etik

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

Fra sin allerførste nytårstale som statsminister beredte Anders Fogh Rasmussen os på, at han regner eksperter for såkaldte eksperter. De ved, (uanset deres uddannelse, indsigt og viden) alligevel ikke noget, vi skal bruge, når der for alvor skal tages vigtige afgørelser.
Det er en linje, der trofast er blevet fulgt lige siden.
Hvis regeringen for eksempel tror, at mere straf mindsker kriminalitet, er det helt ligegyldigt, at alle indsamlet og analyserede data siger det modsatte. Troen er det gyldige; viden er bare i vejen.

Torben Munk Nielsen

Tilfældigt så jeg en udsendelse i fjernsynet om det amerikanske fængselsvæsen. Jeg vil ikke trætte jer med detaljer men nævne konklusionen. Det amerikanske fængselsvæsen producerer flere kriminelle og farligere kriminelle. Det amerikanske samfund bliver farligere og farligere at leve i, på grund af tilstrømningen af nye og værre kriminelle. Det må da give stof til eftertanke. USA er det land i verden som har flest egne statsborgere i fængsel. Så inden længe har USA ikke råd økonomisk til at holde gang i fængslerne.

Jeg kan ikke huske kanalen, måske var det National Geographic.

Torben Munk Nielsen

Jeg har i øvrigt tænkt på at lave nogle projekter i fængsels regi, som omfatter healing af fanger og personale, samt at uddanne både fanger og personale til healere.

Vi kan sige at fangerne har næsten ubegrænsede mængder af tid til at heale på sig selv og andre.

Hvis der skulle være nogen som vil være med, eller som ved hvem jeg skal kontakte for at komme videre, så er jeg meget interesseret i at komme i kontakt med dem.

Måske vil den første reaktion være, det kan ikke lade sig gøre. Jeg kender til forsøg i USA som var rigtig gode så vi kan godt lave de samme her hos os.

Det vil blive en sten sikker succes, det vil spare en masse penge for os alle og der vil blive færre som kommer i fængsel igen.

Og så er det jo i øvrigt ganske påfaldende, at det ultimative lov-og-orden parti med justitsministrene Lene Espersen og Brian Mikkelsen tilsyneladende har en indbyrdes kappestrid om, hvem der i sin ministertid kan få hævet strafferammerne mest. Undtagen naturligvis for den slags nålestribede forbrydelser som Bendt Bendsen, Sten Bagger, Klaus Riskjær, Peter Brixtofte med mange flere er eksponenter for…

Mon ikke vi kan kigge i vejviseren efter en ”bandepakke”, der skal dæmme op for alle de nålestribede forbrydelser, der har udløst den globale finanskrise?

Torben Petersen

Der er et fjerde sted Brian Mikkelsens argumentation om øget specialprævention ved længere straffe (når de sidder inde laver de ikke nye forbrydelser) halter.

Fængsel afholder ikke forbrydere fra at begå forbrydelser under afsoningen. Vi så før jul Stein Bagger blive overfaldet. Ikke udenfor fængslet, men i fængslet af en fængslet voldsmand. Fængsel havde tydeligvis ingen specialpræventiv effekt på Stein Bsaggers overfaldsmand.

Og det ville også være mærkeligt. Fængslerne er orgier af daglig vold, og de svømmer i hash og narkotika, så nogen indsatte må jo forsætte deres skæve løbebane.

Niels B. Larsen

Ingen straf, holde-i-hånden-pædagogik, ferierejser og den slags duer da bestemt slet ikke.

Er man fængslet begår man ikke forbrydelser overfor lovlydige borgere.

Torben Petersen

@Niels B. Larsen

Nu er det (gudske lov) ikke en større forbrydelse at forbryde sig mod en forbryder end mod en lovlydig borger. Lovlydige borgere har ikke større retskrav på at blive beskyttet mod vilkårlig vold end indsatte i fængslerne. Tværtimod.

Torben Petersen

@Holger Svendsen

Outlaw Motorcycle Gangs og Street Gangs som rockere og de forskellige indvandrerbander er psykopatfabrikker og psykopatmagneter. Samfundet kan intet lære af hvordan man bør gøre her. Tværtimod. Banderne bør bekæmpes.

john hansen15

Hvis man tror at et samfund uden straf hjælper,
kan skribenten, jo spørge ofrene i Darfur.
Straf gør for mig at jeg, overholder loven.

Casper Jensen

Intet mindre end en fantastisk artikel.

Jeg er fuldstændig enig.

At maren i kæret vælger at tro at hun ved bedre end videnskaben er én ting, men at de højtuddannede folkevalgte på Christiansborg også gør det, er katastrofalt for Danmarks fremtid...

Jeg kan ikke huske hvem der sagde det, men det var en meget sjov udtalelse. "Fængsler er jo universiteter i kriminalitet"

Når det er gået galt, - som det tydeligtvis er nu - så er der ingen vej udenom en skærpet indsats overfor de kriminelle. Men indsatsen skal naturligvis være rettet imod at begrænse det kriminelle marked, - hvis man bare fanger en kriminel og sætter ham/hende i fængsel,så går der såmænd ikke længe før en anden overtager pladsen.

Og ikke alene er fængsler blot med til at "hærde" kriminelle, - de er såmænd heller ikke den store straf for en "ægte" kriminel.

Men tumperne på borgen prøver naturligvis at skabe et straffesystem som ville skræmme dem selv. Og hvis jeg lignede - og lød som - Brian Mikkelsen, så ville jeg da også blive skræmt ved tanken om at ryge i fængsel med en masse mærkelige, fremmede mennesker.

Men for en kriminel betyder det for det meste blot, at man får begrænset sin aktionsradius. derimod er det sociale system - den type mennesker man omgås - stort set det samme indenfor, som udenfor, murene.

Så, alt i alt, - hvis man ønsker at sikre stadigt stigende udgifter til politi og fængselsvæsen, så bare kør på med at skærpe straframmerne.

Hvis man derimod kan læse bare en lille smule indenad, så kunne man f.eks. læse lidt sammenlignende kriminalstatistik (DK vs. andre vestlige lande), og måske opdage, at kriminaliteten i DK faktisk er meget lav.

Og det er pudsigt nok resultatet af den "pladderpædagogiske" kriminalpræventive politik, med al den "sociale føleri", som vi har ført i de sidste 40-50 år.

Og selv når man udsøger sig det værste segment af de frygtelige indvandrere fra "ikke-vestlige lande", som har det højeste kriminalitetsindeks i DK, så ligger deres indeks langt under hvad man kan finde af forskellige gruppedefinitioner i USA, som langt overvejende omfatter mennesker der er indfødte, og aldrig har hørt om koranen.

Jørgen Nielsen

Den bedste kriminalpræventive politk hvad angår indvandrerbander er naturligvis en stram og målrettet immigrationspolitik samt konsekvente udvisninger af stærkt kriminelle ikke-statsborgere, således at de sociale systemer kan få pusten tilbage og koncentrere ressourcerne om at få styr på bla. rockernes børn og forbryderspirerne blandt 3. generationsindvandrerne.

Jørgen Nielsen

Sven Karlsen:

"Men indsatsen skal naturligvis være rettet imod at begrænse det kriminelle marked, - hvis man bare fanger en kriminel og sætter ham/hende i fængsel,så går der såmænd ikke længe før en anden overtager pladsen."

Skal det forstås derhen at jo flere områder som hash og hårde stoffer der legaliseres, jo færre kriminelle vil der blive? Du tror ikke at de finder nye og ekspanderer eksisterende områder hvis de gamle falder bort?

"Hvis man derimod kan læse bare en lille smule indenad, så kunne man f.eks. læse lidt sammenlignende kriminalstatistik (DK vs. andre vestlige lande), og måske opdage, at kriminaliteten i DK faktisk er meget lav."

Du mener altså at der er behov for mere kriminalitet, før du kan mønstre noget der minder om bekymring?

"Og det er pudsigt nok resultatet af den "pladderpædagogiske" kriminalpræventive politik, med al den "sociale føleri", som vi har ført i de sidste 40-50 år."

Det kan lige så vel være resultatet af en homogen befolkningssammensætning og en stærk social kapital. Og hvordan forklares den antageligt endnu lavere kriminalitetsrate i 1950´erne og tilbage, før "reformpædagogikken" gjorde sit indtog?

Jens Thorning

Jeg mindes, da en gårdejer på Djursland afstraffede en tyveknægt (som de er begyndt at kalde dem i medierne) med sin ridepisk, og hele normal-Danmark jublede. I dag ville han blive tilbudt en ministerpost.

Torben Petersen

@Jens Thorning

Sådan er rationalerne ikke bag udnævnelser længere. To glade jydepiger (Lene Espersen og Henriette Kjær) havde igennem flere år opgivet falsk adresse til Folketinget for at får ekstra rejsepenge.

De blev afsløret men klarede frisag, da de påstod ikke at have forstand på regler. På den baggrund mente man i det konservative parti, at det måtte være naturligt at kræve, at Lene Espersen blev justitsminister. Det blev hun så.

Din piskesvingende selvtægtsmand bliver derfor med ovenstående in mente næppe minister, men sandsynligvis nærmere formand for Retssikkerhedskommissionen.

Kære Jørgen Nielsen,
en begrænsning afkriminelle markeder, består ikke nødvendigvis i, at man lovliggør ulovlighederne (selvom jeg dog principielt går ind for lovliggørelse af hash). Men markeder kan også opløses, ved at udkonkurrere dem med mere attraktive markeder. Og en af årsagerne til at folk vælger en "højrisiko-beskæftigelse" som kriminel, er desværre ofte, at de ikke har adgang til andre markeder.

Derfor er f.eks. det forslag som blev fremsat for nylig om, at en straf skulle kunne være en tidsubestemt dom til at erhverve sig en uddannelse, en af de bedstee og mest kreative ideer, der har været fremme længe. Unge mennesker "vælger" nemlig ikke at blive kriminelle, ligesom der ikke er nogen der "lokker" dem til at blive det, - langt de fleste lander i den blindgyde, fordi de ikke kan finde en åbning til at komme ind i det "normale" samfund.

"Du mener altså at der er behov for mere kriminalitet, før du kan mønstre noget der minder om bekymring?", spørger du så, og det kan jeg da nemt svare på: jeg er bekymret, men min grad af bekymret er modereret af en vurdering af de faktuelle forhold, så jeg ryger ikke op i det røde område på panikbarometeret, som f.eks. VKO-politikerne gør. Den aktuelle situation svarer til at køre på et glat underlag og komme i skred, - så bør man være ekstra forsigtig med pedaler og rat, ellers ender man nemt i grøften ... og det er den retning regeringens kriminalpolitik for tiden har.

"Det kan lige så vel være resultatet af en homogen befolkningssammensætning og en stærk social kapital.", spørger du også. Og der tror jeg ikke meget på "homogenitet" som et værktøj, men den sociale kapital er jeg enig i, har en stor effekt, - og et godt, kriminalpræventivt arbejde er netop en del af sidstnævnte.

Ivar jørgensen

Selvfølgelig virker det ikke præventivt at sende unge mænd ind og samle viden på kriminalitetsakademierne.

Jeg kommer her til at tænke på den amerikanske film Blow hvor hovedrollen bliver sendt i spjældet for at have smuglet marijuana. I fængslet møder han en colombianer som lærer ham alt hvad han ved om at smugle kokain fra Colombia. Da han kommer ud igen hører man ham sige noget i retning af "I came in with a bachelors degree in smuggling marijuana, I came out with a doctorate in smuggling cocaine".

Torben Petersen

@Frej Klem Thomsen og Kira Vrist Rønn

En ting tror jeg i overser. Danmark har kun i et begrænset omfang demokratisk styre. Det reelle styre er et embedsmandsvælde.

Bureaukratiet er demokratiets bagside, og embedsværket vil altid være bedre indi sagerne end politikerne. Det er politikerne jævnt hen glade for, hvorfor vi i Danmark værner om den tradition, at beholde centraladministrationens embedsmænd uanset om regeringen skifter farve, så kontinuitet i forvaltningenb og embedsværkets fond af viden bevares.

Det betyder ogsa, at at på mange områder, så er det embedsværket, der lægger de lange udvilklingslinier.

Det ses tydeligt i relation til Kriminalforsorgen. Forsorgens formål, visioner og principprogram fastsættes mellem Direktoratet og Folketingets Retsudvalg, hvormed der er en betydelig politisk kontrol med form og indhold i afsoningen.

Min pointe er at der siden 1993 ikke har været et politisk ønske om at ændre heri (uafhængigt af regeringens farve og retorik).

Meget tyder derfor på at den udgrænsning af sagkundskaben somi henviser til, i virkeligheden er et retorisk anliggende mellem visse politikere og offentligheden.

En realitet er den ikke i den forstand, at stå ved den i Retsudvalget i samarbejdet med Kriminalforsorgen det gør man ikke. Her lytter man til sagkundskaben og lader den i vid ustrækning råde.